Roadrunner Next

Da nyheden om at Earache Records skulle til at distribuere det lille eksklusive amerikanske label Willowtips titler i Europa, fik undertegnede julelys i øjnene og begyndte nærmest pr. refleks at klappe i mine små hænder. Derfor var det da også mere end naturligt, at udgave nummer 2 af Clone Industries feature skulle handle om Willowtip Records, som efter min mening er et af de mest spændende og kvalitetsbevidste nye labels for ekstremmetal af den mest tekniske, udfordrende og mest kompromisløse støbning. Heldigvis var Willowtips ejer og skabende kraft Jason Tipton klar på at fortælle lidt om Willowtip til Clonemetal.

Først måtte Jason lige forklare, hvornår og hvordan Willowtip kom til verden, og om der er noget erklæret mål med selskabet og de bands der signes? På undertegnede virker det som om Willowtip primært fokuserer på death metal, grind og grindcore af den mest komplekse og tekniske slags?

Jason: ’Jeg startede pladeselskabet i 1999, mener jeg. På det tidspunkt ville jeg starte et zine og var i gang med at planlægge dette, da to bands jeg var venner med ønskede at lave en split 7 tommer med hinanden og var på udkig efter et selskab at udgive den på. Så i stedet for at starte et zine, besluttede jeg at udgive denne 7 tommer. Udgivelse blev en succes, og gav mig på en måde motivation med at fortsætte med Willowtip ideen. Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger eller noget i den retning i starten. Målet var bare at udgive musik som jeg elsker, og det mål har ikke ændret sig siden. Da jeg blev færdig med collage i 2000, var jeg ved en slags korsvej i mit liv, og jeg besluttede at forsøge at køre Willowtip på fuld tid og putte alle kræfter i det, for at se hvor langt jeg kunne nå. De fleste bands på Willowtip er ganske rigtigt ret teknisk velfunderede, og faktisk synes jeg, at de er mere progressive end det meste af det man kategoriserer som såkaldt progressiv metal i dag. Når jeg signer et band, er den eneste faktor der betyder noget mere eller mindre om jeg kan lide musikken. Selvfølgelig betyder det også noget hvor hårdt bandet arbejder for sagen, men mest af alt er det musikken det kommer an på for mit vedkommende, og mine favorit-genrer er teknisk/progressiv death metal og grindcore, hvilket nok er gået op for de fleste efterhånden…’

Jo, det må man da vist nok sige! Jeg mindes ikke nogle decideret svage udgivelser endnu blandt alle de Willowtip titler, jeg indtil videre har haft fornøjelsen til at lægge ører til, så jeg var nysgerrig efter at høre, hvilke udgivelser Jason selv er mest stolt af? Ligeledes kunne det også være interessant at høre, om der er nogle nye og spændende bands eller udgivelser at se frem til på Willowtip Records i den nærmeste fremtid?

Jason: ’Jeg ved ikke lige, om der er en specifik udgivelse, som jeg er mest stolt af, men der er et par stykker, som jeg mener er ægte klassikere: Harakiri ”Twilight of the Idols”, Arsis ”A Celebration of Guilt”, Commit Suicide ”Human Larvae”, Rune ”The End of Nothing”, Capharnaum ”Fractured”, Alarum ”Eventuality” og Necrophagist ”Onset of Putrefaction”, men jeg er ret stolt af alle Willowtips udgivelser. Folk placerer f.eks. Crowpath i den latterlige metalcore genre, men der hører de slet ikke hjemme. Efter min mening lyder de som Mastodon blandet med Immolation komplet med sindssygt trommespil, fucked up riffs og en virkelig galsindet lyd, men alligevel formår de at få elementerne sat sammen til fede sange. Watchmaker er nok det mest arrige band, jeg nogensinde har hørt, og jeg var helt vild med deres debut. Capharnaum er derimod et af de 5 bedste tekniske death metal bands i verden, og deres numre er både tekniske, velkomponerede og fantastisk catchy; Jason Suecof er et geni. Commit Suicide signede jeg efter deres allerførste live show; de er meget specielle. Med hensyn til Misery Index, så viste jeg, at jeg bare måtte forsøge at arbejde sammen med dem efter at nogle af medlemmerne jo forlod Dying Fetus og dannede bandet, og jeg var faktisk lige ved at få lov til at udgive ”Overthrow” EP’en i sin tid. Efter den EP kom ud, holdt jeg kontakten til bandet ved lige, og var beæret over at få lov til at arbejde sammen med dem omkring splitten med Commit Suicide. Misery Index er et fantastisk band, som bare bliver bedre og bedre. Jeg har signet et par nye bands i den sidste tid; de legendariske Phobia, Circle of Dead Children, som er tilbage hvor de startede, Gorod som er et absolut fantastisk teknisk death metal band fra Frankrig, Electro Quarterstaff som spiller langt ude teknisk instrumentalmetal, New York thrash/death/tech bandet The Dying Light der indeholder ex.-medlemmer fra CattlePress, Ripping Corpse og Dim Mak, samt grindcore bandet Kill the Client fra Texas.’

Det lyder jo lovende; især Electro Quarterstaff lyder tillokkende! Nu er det vel derfor passende med en overordnet gennemgang og anmeldelse af de 8 Willowtip Records titler der foreløbig er tilgængelige på det europæiske marked, og lad os da bare starte med hvad der efter undertegnedes ydmyge mening er toppen af kransekagen først, nemlig de halvgeniale Alarum:

Australske Alarum rammer nemlig min personlige smag hvad angår teknisk og jazzy death metal noget nær perfekt! Som nogle læsere måske vil vide, tilbedes albummet ”Focus” med de for længst opløste Cynic med noget nær afgudslignende fanatisme i denne anmelderes univers, og selvom jeg tvivler kraftigt på, at ”Focus” nogensinde bliver overgået, må jeg samtidig indrømme, at med ”Eventuality” er Alarum tættere på end noget band, jeg har hørt i mange år! På det tekstmæssige plan har Alarum tilnærmelsesvis nogle af de samme spirituelle og kontemplative temaer kørende, men også rent musikalsk er der mange lighedspunkter. Ligesom Cynic blander Alarum nemlig deres blærede tekniske ekstremmetal med store mængder inputs fra jazz, fusion og new age, samt krydrer de hårde vokaler med lidt skønsang fra tid til anden. Ligesom på Atheist mesterværket ”Elements” får Alarum også lige inkluderet en lille håndfuld korte instrumentale åndehuller på sublim vis. Med den overflod af talentmasse Alarum tydeligvis er i besiddelse af, bliver disse australiere spændende at følge i fremtiden, men allerede med ”Eventuality” er bandet faktisk snublende nær på det geniale. Mums! - Byrial

Bag bandet Arsis gemmer der sig to musikere, nemlig trommeslager Michael Van Dyne og først og fremmest guitarist, bassist, vokalist og sangskriver James Malone. Stilen er vel en slags hybrid mellem semi-teknisk death metal og melo-death tilsat en knivspids black metallisk kulde og skrigevokal, og ”A Celebration of Guilt” burde være det rene guf for dem der godt kan lide deres metal forholdsvis teknisk, men som alligevel gerne vil have en rød tråd af melodi i numrene at forholde sig til. For undertegnedes vedkommende er Arsis måske til tider lidt faretruende nær ved at blive for melodisk forudsigelige, men bandet forstår heldigvis for det meste at holde sig i behørig afstand fra den værste gang Göteborg gøgl. Hvis en teknisk velfunderet blanding af lidt nyere Carcass og lidt At the Gates drysset med lidt Dissection på toppen lyder som en tiltalende musikalsk menu, er ”A Celebration of Guilt” det næste album man bør sætte tænderne i. Booklettens lækre artwork, design og layout, som er lavet af Mark Riddick fra The Soil Bleeds Black, skal også lige afslutningsvis applauderes. - Byrial

Capharnaum er et slags allstar band med Mike Poggione fra Monstrosity på bas, Matt Heafy fra Trivium på vokal og fantastiske Daniel Mongrain (Ex.-Cryptopsy) fra Martyr på guitar samt de to talentfulde brødre Jason og Jordan Suecof på henholdsvis guitar og trommer. Stilen er en teknisk men alligevel ret melodisk og thrashy form for death metal med mange suveræne leads, og alle fans af Death, Atheist, Cynic og Pestilence burde få ørerne op for Capharnaum hurtigst muligt! Sammen med bands som Illogicist, Coprofago, Gory Blister, Necrophagist, Sceptic og labelmates Alarum, skal Capharnaum forhåbentlig være med til at tegne den tekniske del af thrash/death metal scenen i mange år fremover. ”Fractured” er i hvert fald en lille perle i genre, selvom jeg personligt gerne så Mr. Heafy og hans råbende vokal udskiftet med en mere regulær growler på det næste album. Også på ”Fractured” har Mark Riddick stået for det grafiske udtryk, og med et næsten ligeså overbevisende resultat som på Arsis albummet. - Byrial

Udover Capharnaum har guitarist Jason Suecof også gang i sideprojektet Crotchduster, som vist må være der hvor manden får afløb for de musikalske ideer, der simpelthen er for langt ude eller for fjollede til Capharnaum! Modsat alle de andre nævnte udgivelser i denne artikel, er ”Big Fat Box of Shit” nemlig ikke et album man skal tage alt for alvorlig. Der laves nemlig grin med alt fra Deicide og Cannibal Corpse til Korn og Danzig, og blandt gæsterne på albummet finder man bl.a. James Murphy, Richard Christy og John Tardy. Musikken spænder fra death metal og grind til funk, pop, disco og rap, mens teksterne ikke rigtig tåler et nærmere eftersyn, da de mere eller mindre alle sammen bevæger sig på et analfikseret fækalt niveau der ville gøre selv en 2-årig flov. Musikken er dog i sig selv så sjov og anarkistisk sat sammen, at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet. Uden at nå nær det samme guddommelige niveau udi musikalsk galskab kan Crotchduster med lidt god vilje siges at være en slags death metal version af Mr. Bungle. Denne sammenligning kan man så vælge at tage som en advarsel en eller en anbefaling alt efter ens temperament og humoristiske sans.

Svenske Crowpath må føle sig godt tilpas i Willowtips stald af bands. I hvert fald er bandets musik så grænsepsykotisk, teknisk blæret og in-your-face aggressiv, at Crowpath ikke behøver skamme sig selskab med de andre fortrinsvis amerikanske kollegaer tilknyttet Willowtips Records. På debut full-length albummet ”Red on Chrome” excellerer Crowpath i en slags kaotisk math-core blandet med elementer fra grindcore og den atonale rytmik man kender fra et band som Immolation, og hvis det er melodier og enkle metalcore breakdowns man er efter, er det i hvert fald ikke hos Crowpath man skal lede! Det er svært ikke at være meget imponeret mens man hører ”Red on Chrome”, men et par lidt mere memorable indslag og passager kunne Crowpath efter min mening godt bruge for lige at give dem det sidste pift. Men udarbejdelsen af næste Crowpath album er vist allerede godt undervejs, så jeg vælger at tro, at opfølgeren til ”Red on Chrome” vil tage Crowpath helt op i superligaen!

Canadiske Neuraxis har rent faktisk eksisteret i over 10 år uden at deres musik hidtil har fundet vej til mine ører, men med denne retrospektive udgivelse der samler bandets 3 hidtidige albums ”Imagery”, ”A Passage Into Forlorn” og ”Truth Beyond…” på en dobbelt-CD, har Willowtip rådet bod på denne uheldige omstændighed. Numrene fra 1997 albummet ”Imagery” er i en lettere primitiv, men charmerende Dying Fetus death/grind stil, mens skæringerne fra 2001 udgivelsen ”A Passage Into Forlorn” introducerer en lidt mere personlig, teknisk og melodisk tilgangsvinkel til genren. På det nyeste album, ”Truth Beyond…” fra 2002, er materialet endnu mere teknisk i stil med en marginalt mere human blanding af hjemlandets tekniske death metal ikoner som Cryptopsy og Gorguts, dog stadig med nogle Dying Fetus grooves fra tid til anden og nogle mere melodiske indslag. Efterhånden som ”Truth Beyond…” skrider frem, tager melo-death tendenserne desværre mere og mere over i mine ører, men ligesom tilfældet er hos Arsis, holder Neuraxis sig heldigvis hele tiden lige præcis på den rigtige side af den imaginære grænse, hvor melo-death genrens klicheer begynder at blive belastende. Som et lille kuriosum medvirker både folk fra både Cephalic Carnage, Despised Icon og Unhuman på backup vokaler på en håndfuld af numrene på ”Truth Beyond…”. Canadiske ekstremmetalbands skuffer sjældent, og Neuraxis ændrer heldigvis ikke på den hovedregel.