Interview : 1349 (Roskilde 2011)
Tjek 1349s Myspace.com site ud HER

Som sædvanligt har der været meget debat i medier, på internettet og blandt venner om Roskilde Festivals program, der i år – føles det som – har fået flere hug end vanligt. Som fan af tungmetal har jeg stillet mig lidt uforstående overfor problematikken, da den fede tråd har været forholdsvis stærkt repræsenteret på årets plakat. Bands af meget varierende størrelse og fra et meget bredt spektrum af metalgenren har spillet op til dans på dyrskuepladsen. I år var der endda igen plads til black metal, som vi ellers blev snydt for sidste år (til gengæld spillede Wolves in the Throne Room en helt igennem fantastisk koncert på Odeon i 2009). I år var det naturligvis de corpse paintede kultister i 1349 fra vores kolde broderland mod nord, der bragte mørke til et ellers godt soloplyst Arena. Jeg ville høre mere om 1349s liveoptrædender og musikalske udvikling, da bandet, der igennem de sidste par udgivelser har eksperimentet med en masse ambient i deres ellers hyperblastede univers (de har legendariske Frost på trommer!), virker til at være midt i en produktiv periode. Efter koncerten satte jeg mig ned med forsanger Ravn, der nu så helt menneskelig ud, og bassist Seidemann – stadig i sort munkekutte og corpse paint. Ravn var snakkesagelig, mens Seidemann kun brød ind ganske kort enkelte gange for at understrege en pointe, men han var opmærksom gennem hele interviewet og deltog med nik og smil.

Clone: Har I selv været på Roskilde før?

Ravn: Ja, jeg har campet her i… 1996 og 1997, men 1349 har ikke spillet her før. Men vi er glade for at være her, det er altid fedt at spille nye steder. Som på alle festvialer er det lidt som om, man er på gyngende grund, i den forstand at man ikke har fuld kontrol over koncerten. Man kommer ind i et format man skal følge, og det er ikke altid lige positivt. På den anden side er det jo et kæmpe eksponenringspotentiale, og det er det aspekt vi fokuserer på, når vi spiller på festivaler, for det er helt klart det allerfedeste ved festivaljob. Det er svært at svare på, om det er godt eller dårligt at spille på festivaller, men vi tror, vi får så meget eksponering, at det er en fed oplevelse.

Clone: Tror I så, at I får en eksponering udover alle metalhovederne, der selvfølgelig er mødt op for at se 1349?

Ravn: Nu spiller alle slags bands jo på Roskilde, så det er et meget blandet crowd, men der er helt sikkert nogen, der møder op for at se noget, de aldrig har hørt før – og der er jo masser af folk, der aldrig ellers ville opleve en black metal koncert. Og der tror jeg, at vi er et godt band til at vise folk, hvad black metal er, for vi er noget af det mest ekstreme inden for genren.

Clone: Og i år er I det eneste black metal band på Roskilde…

Ravn: Ja, og jeg tror, at vi har fået vist nogle folk, der ellers ikke lytter til black metal, hvad musikken går ud på. På sådan en festival som Roskilde, er der en del, der kommer med et åbent sind, og de har måske kun en vag idé om, hvad black metal er, har måske hørt nogle myter og sådan.Og fordi vi spiller vild black, som vi gør, og spiller med et ’black metal udtryk’, synes jeg helt klart, at 1349 er et af det bedste bands til at blive introduceret til live black metal.

Seidemann: Ikke for at blive introduceret til genren…

Ravn: Nej, selvfølgelig ikke, vi er ikke et gateway band, men for at vise, hvad black metal er. 1349 er jo nok lidt utilgængelig, vi spiller generelt meget hurtigt, men har også mange temposkift og intrikante stykker, og det gør det vanskeligt for, dem der ikke er, hvad skal man sige… trænet til genren, nybegyndere, måske, at se os live. Men så gælder det om at tage imod musikken, flyde med det aural hellfire som musikken og live-fremførelsen af black metal består af.

Clone: Nu nævner I selv jeres ’black metal udtryk’, og du sidder jo stadig her i corpse paint og kåbe, Seidemann…

Seidemann: Jamen, det skal hænge sammen med musikken. Man skal ikke klæde sig ud for at klæde sig ud. Når man laver noget musik som er så vildt, eller så intenst, som det black metal, vi spiller, så skal selve koncertoplevelsen passe til. Det visuelle skal matche musikken.

Ravn: Det handler om stemning.

Seidemann: Ja, vi skal også præsentere, eller skabe, en stemning for publikum.

Ravn: Lyd og billeder skal gå sammen til en helhed. Det er også derfor, at vi (Ravn og Frost) spyer ild, når vi altså får lov til at gøre det (og det gjorde de på Roskilde!). Ilden skal symbolisere… Helvede, for at sige det lidt groft, og det handler jo også om stemning. Det er på en gang meget destruktivt, men også, hvad kan man sige, rensende. Vi brænder alt væk før koncerten, ligesom man brænder dødt græs, når noget nyt skal vokse frem… Vi vil gerne bruge det til at fjerne folks forudindfattede meninger, så publikum kan opleve koncerten selv og bagefter sige: ”Huh, hvad var det lige vi oplevede hér? Hvor henter 1349 deres energi, og findes den i os alle sammen eller kun i dem?” Der er noget vildskab i mennesker, der ikke skal undertrykkes, og det oplever vi fem i særdeleshed under koncertene…

Clone: I er jo fire mand høj i bandet, men I er som sagt fem live?

Ravn: Ja, vi har Secthdamon med som sessionguitarist. Han er en erfaren musiker fra blandt andet Zyklon og Myrkskog.

Clone: Men han bliver som sessionmusiker? 1349 skal ikke udviddes til fem medlemmer?

Ravn: Det kan være. Nu må vi se. Personligt tror jeg, at 1349 ville have bedst af at have to faste guitarister, men det skal være de rigtige… Når, og hvis, det sker, så sker det. Vi vil ikke planlægge for meget, men hvis det passer med bandets udvikling, så kan det godt ske. Han er en fantastisk god sessionguitarist, og vi er alle väldigt fornøyd med situationen som den er nu. Tiden må vise om Secthdamon kommer helt med.

Clone: Apropos bandets udvikling - er I i gang med at skrive en ny skive? I har været meget produktive på det sidste med to skiver og en EP efter udgivelsespausen 2005-2009…

Ravn: 1349 er en konstant aktiv kraft. Det, der skete med Hellfire (2005), var, at vi blev nødt til at spørge os selv, om vi skulle være et aktivt turnerende band og skulle bryde ny grund for 1349 med massiv turnering. Det blev vi så enige om, og vi brugte en masse kræfter på at komme ind på det amerikanske marked, og vi har været derovre mindst en gang om året siden 2006, og hver eneste tour derovre har været vældigt god. Det amerikanske publikum har været helt fantastiske, og vi har haft nogle fede oplevelser sammen med death metal bands som Cannibal Corpse og Carcass. Jeg føler, at 1349 har fået en stærk base i USA, men det betød så til gengæld, at det tog så lang tid at få lavet Revelations of the Black Flame (2009). Vi fik også rigtigt mange nye input til Revelations, så da vi satte os ned for at begynde på nyt materiale, til det, der skulle blive Revelations, var det et spørgsmål om at tage tingene videre. Vi spurgte os selv hvad det næste skridt var for bandet.

Clone: Revelations er jo også meget anderledes i forhold til, hvad I har lavet før… Og Demonoir (2010) er også eksperimenterende, men dog mere i tråd med hvad I har lavet før. Hvad er forholdet mellem de to plader, og hvordan var processen mellem dem?

Ravn: På mange måder hænger de to jo egentligt sammen. Vi ser Revelations som en rejse, det er et, hvad skal man sige, sound track til rejsen mod helvede, til de forskellige lag og cirkler i helvede. Og Demonoir udviklede sig kølvandet på skabelsesprocessen omkring Revelations. Musikalsk handler Revelations jo først og fremmest om stemning, og den atmosfære og stemning der ligger bag og mellem de andre numre (på Demonoir) bygger på Revelations. Hvis man lytter til tidligere 1349 albums, vil mange nok fokusere på det, der ligger længst fremme på albummet – som er aggressionen og intensiteten – og stemningen eller atmosfæren ligger ligesom i nogle dybere lag. Og fokus med de ældre 1349 albums er da også vildskab. Med Revelations ville vi fokusere på nogle andre aspekter, i modsætning til hvad det har handldet om tidligere, og vi har hentet meget inspiration fra bands som Burzum og Thorns. Så der er som sådan ikke noget nyt i det, vi har lavet på Revelations og Demonoir. Men det var en naturlig proces, da vi skulle skrive de to skiver, satte vi os ned og lod os føre med. Der var ikke en knytnæve, der kom og slog os i ansigtet gang på gang på gang for at få os til at skabe noget nyt for 1349. Altså, vi tvang ikke os selv til noget, men omvendt var vi meget bevidste om, at det kunne gå begge veje med lyden og udtrykket på især Revelations…

Clone: Hvordan synes I så, at det er gået? Ud over modtagelsen af Revelations, som har været noget blandet, hvad synes I så retrospektivt om resultatet?

Ravn: Personligt er jeg meget tilfreds med resultate og den måde, vi skabte fokus på atmosfæren… Dem som troede, de kendte 1349 fik sig en brat opvågning, og vi fik vist en anden side af bandet, som vi selv synes er utrolig vigtig i forhold til alt vores musik. Det er vi alle i bandet enige om.

Clone: Tiden er ved at løbe fra os her… Noget til sidst?

Ravn: Tak for at folk gad komme og se os, det var fedt at se, at teltet blev fyldt godt op…

Clone: Var der så noget af den vildskab, som I spiller for?

Ravn: Ja, der var en god energi blandt publikum, det er det vi spiller for. Jeg synes, vi fik meget igen fra publikum, og det er det vores mål med koncertene. Tak for det.
Seidemann: Tak. -bang