Læs også vores anmeldelse af "Collisions and Castaways" HER

Interview : 36 Crazyfists

Helt ekstraordinært havde jeg fået fri en halvanden time før, så jeg kunne ræse op til Train til kl.18, for at interviewe Brock Lindow fra bandet 36 Crazyfists. Egentlig havde jeg ikke regnet med, at jeg skulle interviewe ham, før jeg fik en mail dagen forinden, der fortalte mig, at jeg skulle være klar kl.18. Jeg havde vagt den pågældende dag til kl.19, så febrilsk forsøgte jeg at bytte min vagt indtil det endelig lykkedes. Jeg blev dirigeret indenfor af en manager/pr/roadie/whatever-gut, der sagde at Brock ville være der om et lille øjeblik. Og han kom også, for derefter at forsvinde ind i bandrummet med det samme. Jeg sad og ventede 30 tørre minutter i ren nervøsitet, over at han havde brændt mig af, på trods af at Warner-gutten jeg havde udvekslet e-mails med tidligere, havde sagt, at Brock var en super flink fyr. Halv syv, ikke længe før jeg overvejede at brase ind i bandrummet for at se, hvad der foregik, kom Brock hen til mig og undskyldte pænt, men han havde altså ikke fået noget at spise hele dagen. Jeg var stadig nervøs, så det første, der kom ud af min mund var; fik I kylling? Det viste sig at være and. Vi fik os en lille snak om and, gås og andet fjerkræ, mens min computer gjorde sig klar, og herefter fulgte en halv time med, som Warner-gutten også havde ret i, en virkelig flink fyr.

Clone: Jeres nye plade, ”Collisions and Castaways”, har fået gode anmeldelser, hvordan har du det med pladen?

Brock Lindow [BL]: Jeg har det godt med den. Det er blot endnu en samling af sange, jeg har ikke lagt noget specielt i den i forhold til de andre plader, dog er det helt sikkert vores mest aggressive plade til dato. Det var den holdning vi havde, da vi gik i studiet; at vi gerne ville lave en aggressiv plade, men også komponere materiale, der var sjovt at spille live. Vi spiller faktisk 4-5 sange fra den her plade live, og det har vi ikke gjort siden den fra 2004 [”A Snowcapped Romance”]. Normalt så vælger vi bare en eller to sange fra hver, og så roterer de ellers til koncerterne. Men jeg er stolt af pladen, og her til december har bandet været i gang i 17 år, så jeg er glad for, at vi stadig er venner [griner].

Clone: Hvis du nu skulle sammenligne den med ”Bitterness The Star” [bandets første plade], hvordan ville du så gøre det? Og ser du overhovedet nogen sammenligninger?

BL: Kun i den forstand at ”Bitterness” var en meget mørk plade; den var bandets første introduktion til verden, så den var præget af en ’teen-angst’-lyd, hvorimod denne fokuserer på ’adult-angst’. Den er langt mere voksen og ikke så vred på verden. Dette album er en måde at reflektere på, hvordan tingene var dengang – nogle er måske stadig sådan – men i bund og grund er det en plade, der gennemgår de ting, der både er gode og dårlige for mig.” Bitterness the Star” handlede om at komme ud med tingene; dårlige forhold, og så videre – så det er egentlig kun med henblik på den aggressive del, at jeg ser en sammenligning.

Clone: Men I gik i studiet for decideret at skrive en aggressiv plade?

BL: Ja.

Clone: Men I havde ikke den følelse, da I skrev ”Bitterness the Star” så?

BL: Nej, for det var sådan tingene var. Det var det eneste, jeg kunne finde ud af; det var det, vi gik op i, men som årene gik, lærte jeg at blive et mere positivt menneske. Albummene derefter handler om, hvordan jeg kunne reparere mig selv og være mere positiv; så helt sikkert et helt andet synspunkt på de plader i forhold til den første.

Clone: Jeg læste et citat, hvor du siger, at ”Bitterness The Star” altid vil være din favorit plade, er den stadig det?

BL: Det har jeg aldrig sagt, det må være forkert…

Clone: Det er fra Kerrang!, og der står ”Bitterness will always remain my favourite album, no matter what”.

BL: Er det rigtigt?

Clone: Ja, det står på Wikipedia, du burde tage en snak med dem. Har de fejlciteret dig?

BL: Ja, det har aldrig været min favoritplade, det er ”Snowcapped” pladen.

Clone: Hvorfor det?

BL: Det er vores mest unikke plade. Folk siger for det meste, at min stemme gør vores lyd unik, men de sidste plader har været meget nemmere at kategorisere under metalcore-genren, hvorimod ”Snowcapped” nok nærmere hører under post hardcore; den har nogle meget melodiske passager. Den opfangede en lyd, som på det tidspunkt, repræsenterede bandet virkelig godt.

Clone: Ja, man kan jo næsten sige, at ”Destroy the Map” har en ret punket lyd! Jeg har lagt mærke til, at I altid har gæstevokaler på jeres plader, kan du forklare, hvorfor I vælger at gøre dette?

BL: Jeg elsker at kreere med andre mennesker. De har ofte været gode venner af bandet, bortset fra på ”Rest Inside the Flames”, hvor vi havde mulighed for at få kunstnere med, som vi ikke kendte i forvejen. F.eks. Jonah Jenkins fra Only Living Witness, som er en af mine personlige favoritter, men det var helt tilfældigt. Vi snakkede sammen via internettet, men alle de andre har været venner fra barndommen eller fra turneer. Det er egentlig bare sjovt at samarbejde med andre, og jeg har selv elsket, når andre bands har gjort det samme, og på den måde fik man åbnet op for en verden af helt nye kunstnere. I sidste ende har det mest handlet om kammeratskab.

Clone: Klart, for det var faktisk mit næste spørgsmål. Jeg anmeldte pladen og følte ikke rigtig, der var en grund til gæstevokaler, netop fordi din vokal har et stort register, så det handler mere om vennetjenester?

BL: Uden tvivl. Jeg følte ikke, at vi absolut måtte have dem, men det er bare noget, jeg nyder. Min ven Ray [Raithon Clay fra Plans To Make Perfect], som man kan høre på ”Destroy the Map” og også på den nye plade [på nummeret ”Reviver”], har jeg kendt lige siden femte klasse. Og det er en meget speciel ting mellem os to, som vi har kunnet lave sammen. Så det handler kun om venskab.

Clone: Men man kan til gengæld høre ham virkelig godt på ”Destroy the Map”, hans vokal er meget gennemtrængende.

BL: Ja, det er rigtigt, hans vokal er ret speciel! På det nummer skrev han også sin egen tekst, men på den nye, skrev jeg teksten og bad ham om at synge det. Men du har ret; han har en ret unik stemme. Han har forfærdelig sceneskræk! De åbnede for os i gamle dage, og han blev altid helt nervøs, og så blev man selv nervøs på hans vegne. Livescenen er ikke lige ham.

Clone: Nej, men så kan han heldigvis være på pladerne!

BL: Ja!

Clone: I min anmeldelse, har jeg skrevet, at I mestrer metalcore lyden, men at I tit inkorporerer små melodiske parter ligesom ”Long Road to the Late Nights”, hvordan passer det ind i jeres såkaldte lyd?

BL: Vi elsker bands, der selv gør det. Blandt andet Corrosion of Conformity. Jeg har altid syntes om de der små interludes! Det er jo ikke noget, vi decideret har fundet på selv, men jeg synes vores band er ret habile i forhold til, at vi kan tillade os at gøre disse ting, hvor måske andre bands sidder fast i et hul, hvor de nok gerne vil være, men vores band vil gerne kunne byde på mere end bare én lyd. Vi kan være meget melodiske og afslappede, og vi kan også være så tunge, som vi vil. Og det er der, hvor vi gerne vil være som band.

Clone: Hvad så med ”Left Hand Charity”, det passer ikke rigtig med noget andet af jeres materiale?

BL: Nej, jeg har ikke rigtig hørt det nummer i flere år nu.

Clone: Er det rigtigt? Jeg gætter på I ikke spiller det live i hvert fald.

BL: Nej, vi har aldrig nogensinde spillet det live. Det var egentlig bare et nummer, vi skrev i sidste øjeblik. Vores første bassist døde i 1996, så det var en sang, der handlede om ham. Det var det sidste, vi lavede på ”Bitterness the Star” pladen, det var faktisk de sidste par dage i studiet, hvor Steve [Holt, guitarist] og Jeg bestemte os for at gøre det til en tradition med at lave et akustisk nummer til hver plade, og vi har altid gerne villet lave en digital udgivelse med en akustisk EP, men der har bare ikke rigtig være tid til det. Men ”Left Hand Charity” var startskuddet til den ide. Det er et sørgeligt nummer, der har en tung atmosfære omkring det…

Clone: Men det er også ret smukt.

BL: Ja, uden tvivl. Jeg bliver nød til at lytte til det igen. En interviewer sagde for nylig, at det var hans favoritnummer, og jeg blev helt overrasket, jeg kunne knap nok huske nummeret på det tidspunkt.

Clone: Når jeg lytter til ”Waterhaul II”, får jeg en følelse af skuffelse, ikke på grund af teksten eller musikken, men fordi det ligger i sangens natur. Vi har ikke noget ord for ’waterhauling’ på dansk, men så vidt jeg forstår, så handler det om som fisker, at kaste sit net ud, men at få ingenting tilbage. Prøvede I at inkorporere denne følelse i musikken?

BL: Jeg har det egentlig dårligt med, at vi valgte at kalde den ”Waterhaul II”, fordi den originale, ”Waterhaul,” er en favorit hos vores fans. Da vi annoncerede vores trackliste, var der mange af fansene, der så rigtig meget frem til det her nye nummer, så derfor kom der et stort pres på det. Og det havde jeg egentlig ikke lyst til [at kalde nummeret det], for de har ikke rigtig noget med hinanden at gøre, bortset fra strukturen på nummeret – der er de fuldstændig ens. Det er mig, der skriver alle teksterne og finder på titlerne, men denne gang kom de andre med forslaget om, at nummeret skulle hedde ”Waterhaul II”, og det har de aldrig gjort før. Så jeg gik i forsvarsposition og nægtede først, men så lyttede jeg til det igen, og kunne egentlig godt se pointen i det. Vi gjorde lidt grin med det og sammenlignede det med Metallicas ”Unforgiven”, men i sidste ende, synes jeg det er et godt nummer, men ikke lige så godt som den første. Så egentlig ville jeg ønske, jeg havde kaldt det noget andet, så de ikke havde den sammenkædning, som de har nu.

Clone: Jeg var helt overrasket over, hvor meget nummeret egentlig bevægede mig. Jeg fik virkelig fornemmelsen af den ensomme fisker, der kaster sit net ud, og får ingenting igen, og så kom jeg til at tænke på, at I altid har et slags tema på jeres plader. I har vand, ild og jord. Er det noget I planlægger inden I går i studiet?

BL: Nej, ikke rigtig. Men jeg synes det er fedt. Naturen udgjorde en stor rolle i min barndom. Alaska er meget præget af sin natur, og jeg voksede op på havet med min far, så havet har også spillet en stor rolle. Når man skriver en plade som ”Bitterness”, og man vokser op og sætter den på senere, så sidder man der og tænker: ”Åh gud, hvor banalt”, altså tekstmæssigt! I hvert fald for mig. Det betyder ikke, at jeg ikke bryder mig om pladen, men det er bare for let kun at være sur på sin kæreste eller sig selv. Så jeg tror, på de efterfølgende plader, så følte jeg, at jeg havde noget at bevise som tekstforfatter. Jeg begyndte at skrive meget vagt, hvilket jeg synes er spændende, om noget, der betyder meget for mig. Jeg skriver aldrig om kærlighed mere – aldrig. Det passer ikke til mig mere. I stedet så passede temaet om jord meget bedre til det punkt, hvor jeg var i mit liv, på den her plade.[I mellemtiden er der blevet sat høj 80’er pop på inde på Train, mens der gøres de sidste forberedelser] Det er virkelig lækker musik, de har sat på for os!

Clone: Ja, det er fantastisk. Dejlig baggrundsmusik! Du snakkede tidligere om naturen i Alaska, men hvad så med den isolering, som hører sig til det sted? For det er vel et ret isoleret sted.

BL: Ja, det er det. Og det synes jeg, er en dejlig ting. Det har ubevidst flettet sig ind i vores musik, og gjort det til, hvad det er. Men da jeg voksede op, følte jeg ikke, at der var en isolering af nogen art, også selvom jeg vidste, at vi fik kabel tv langt senere end resten USA gjorde. Og hvis du tager dertil nu, så er alle lidt bagude i forhold til mode, men det er derfor, jeg elsker det. Jeg elsker, at det er så uglamourøst, og det er nok derfor, at det er mit yndlingssted i hele verden. Jeg tror det har fostret en del unikke mennesker på grund af miljøet og isolationen.

Clone: Man kan helt sikkert mærke det på ”Bitterness The Star”, men er det stadig relevant på jeres andre plader?

BL: Nej, ikke rigtig, fordi jeg kom væk fra…

Clone: Du bor der vel heller ikke mere?

BL: Jo, jeg bor der stadig. Jeg flyttede væk i en periode på seks år og flyttede så tilbage i 2003. Men det er anderledes for mig nu, og det er vel mest på grund af, at vi har turneret så meget. Tilbage i Bitterness-tiden, så gjorde vi det hele selv, og der var der slet ikke så meget turnering involveret. Den plade var derfor ret ægte i den forstand, at der ikke var nogen indflydelse udefra. Men altså… vi elsker Deftones! Og det var dem, vi lyttede meget til dengang, så det var nok den lyd vi gik mest efter. Bortset fra teksterne, mine var nok mere åbenlyse omkring kærlighed dengang. Men jeg tror aldrig, jeg har tænkt særlig meget over isolationsdelen særlig meget, medmindre jeg faktisk bliver spurgt om det. Stedet er uden tvivl isoleret, men det er ikke noget, der har haft en direkte indflydelse på musikken som sådan.

Clone: Så Deftones var en inspiration for jer dengang, er det noget du stadig lytter til?

BL: Ja, uden tvivl! Den nye plade [”Diamond Eyes”] er fantastisk! Den forrige [”Saturday Night Wrist”] synes jeg ikke så godt om.

Clone: Hvilken er din favorit?

BL: ”Adrenaline”, fordi det var den først, jeg hørte, men ”Around The Fur” og ”White Pony” er også to utrolige plader. De tre første blæste mig omkuld og med den nye, er jeg glad for, at de er gået tilbage til den gamle formular. Et fantastisk band; vi spillede et par shows med dem sidste sommer, og Chino [Moreno, vokal] ser virkelig godt ud! Han har tabt sig en masse, og han lyder fantastisk.

Clone: De spiller snart i København.

BL: Ja, jeg har godt lagt mærke til, at de befinder sig nogenlunde de samme steder, vi er.

Clone: For mig at se, så virker det til, at dine tekster er ret personlige. Er det svært at sætte dine følelser til skue hver aften?

BL: Ikke rigtig, fordi det er det eneste, jeg kan finde ud af. Da vi først begyndte, så var det den eneste måde, jeg kunne udtrykke mig selv. Jeg kan ikke skrive om religiøse ting, eller skrive ligesom på de gamle thrash tekster, hvilket jeg ville ønske, jeg kunne, for jeg elsker thrash! Men jeg kan ikke rigtig relatere til det, så derfor skriver jeg om mit eget liv, og det er en renselsesproces for mig. Den nye plade har været mest rensende for mig, og det er nok fordi, jeg ikke vidste, hvad jeg ville skrive om. Jeg tænkte for mig selv, at jeg virkelig har et godt liv! Jeg er gift, har en lille pige. Men så tænkte jeg over ting, som jeg aldrig har taget fat i. Ting, som jeg tidligere bare har fejet ind under gulvtæppet og så sagt til mig selv; det lader vi bare blive der. Men når man gør det, så kan de ting dukke op til overfladen, når man ikke er klar over det. I en brandert eller bare gamle vaner. Så fandt jeg ud af, hvad jeg ville skrive om, hvilket var at konfrontere og vedkende mine dæmoner, som jeg så som mine værste fjender; som f.eks. uansvarlighed. Jeg er blevet meget bevidst omkring ansvarlighed, og jeg er meget selvstændig! Så når jeg kommer hjem, så skal jeg huske, at der ikke kun er mig. Nu hvor jeg synger de nye numre, så betyder de rigtig meget for mig. Jeg tænker over teksterne i forhold til de forrige plader, hvor jeg kun tænkte på at komme ud og spille live og råbe ud til publikum. Nu handler det meget mere om, hvad vi gør, og det er en smuk ting for mig. Vi har været et band i lang tid, og så kommer der lige pludselig noget, der ændrer hele liveoplevelsen for mig, og det har været helt fantastisk at opleve.

Clone: Er det så en forskel på at skrive teksten og så senere gå ud og synge den foran et publikum?

BL: Ja, det er det, jeg mener. Det er første gang, hvor jeg synger teksterne, og hvor jeg virkelig tænker over dem. Det har jeg aldrig oplevet. Og det har hjulpet mig til at finde et helt specielt område, når vi spiller live. Før så var der en virkelig stor adskillelse på en plade og så på at spille live, og nu er det rart, at det er blevet meget mere sammensmeltet.

Clone: Det passer egentlig meget godt til mit næste spørgsmål; Hvad betyder musik for dig? Jeg ved godt, det er et vagt spørgsmål…

BL: Det har været en velsignelse at opdage for mig i mit liv. Da jeg først begyndte at høre musik, da jeg var barn. Det startede med Michael Jackson, så videre til Duran Duran, og derfra RATT, Twisted Sister og Metallica. Jeg havde storesøstre, så det kom først fra dem. Men i bund og grund; uden musik så ville jeg være helt ude i tovene. Og det er måske et let svar, for sådan er det vel for alle musikelskere. Jeg voksede op som hockey- og fodboldspiller; da jeg var barn var min drøm at blive professionel hockeyspiller. Så hørte jeg Metallica i ottende klasse; og så vidste jeg, at jeg skulle være i et band. Og jeg havde aldrig nogensinde regnet med, at jeg flere år senere skulle rejse over det hele og spille for folk, der muligvis ikke engang kan sproget, men alligevel synger de med. Det er helt vildt. Musik har betydet alt for mig, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde kan gengælde det.

Clone: Tror du ikke, at du gengælder det ved at spille for folk hver aften?

BL: Jo, sådan er det vel forhåbentlig for folk. Jeg er i hvert fald meget taknemmelig for musik.

Clone: Hvad lytter du selv til, nu snakkede vi jo f.eks. om Deftones før?

BL: Deftones er helt sikkert en favorit. Jeg har lyttet til en del stille musik. En del singer/songwriter gutter; blandt andet en fyr ved navn Jake fra LA, en blanding af Johnny Cash og Eddie Vedder. Bon Iver hører jeg også en del – og jeg er endda begyndt at høre en del country. Det gamle godt nok, ikke det nye poppede country. Den 16-årige Brock ville være så skuffet over det jeg siger![griner] Jeg hører ikke så meget hip hop; en smule Eminem engang i mellem, men jeg følger ikke rigtig med i den genre. Der er alt for mange kunstnere og grupper til at holde styr på, men det synes de nok også om metalbands!

Clone: Et simpelt spørgsmål; hvordan er turnelivet?

BL: Det kommer og går. Det er ikke noget, jeg bryder mig så meget om, som jeg gjorde før. Jeg elsker at være hjemme og være sammen med min familie. Vi har været af sted siden maj kun med et par få dages pauser engang i mellem, og sådan er det med hver plade. Så jeg begyndte at frygte for nye udgivelser på grund af al den tid, man er væk. På den anden side, er der ikke nogen bedre måde at slutte et år på ved at tage til Europa. Europa er bare så meget bedre for os i forhold til USA.

Clone: Hvordan kan det være?

BL: Det ved jeg ikke. Det er spørgsmålet til en million! Muligvis fordi vi ikke rigtig bliver spillet i radioen i USA, jeg ved Devildriver gør lidt, men vi gør i hvert fald ikke. Vi er stadig forholdsvis undergrund. Europa er bare et åbent folkefærd; England og Tyskland har altid været en stor støtte for os. Det er kun vores tredje gang i Skandinavien, så det er måske ikke lige vores stærkeste sted, men jeg elsker steder som disse.

Clone: Helt sikkert. Hvad har så været det bedste band at tage på turne med?

BL: Der har været så mange! Vi har været på mange med Devildriver, dem er vi gode venner med. Der er Walls Of Jerico, som vi også kender ret godt. Der har ikke rigtig været et band, hvor jeg efter turneen tænkte: ”Dem kan jeg virkelig ikke udstå!”. Vi har altid været heldige, og det er nok fordi vi ikke har været ude med store bands, der er ingen stjernenykker. Hvis vi var ude med større bands, der ikke så alle som ligesindede, så havde det nok været anderledes. Og medmindre Metallica kommer og tilbyder os en plads som opvarmning for dem, så er jeg ikke interesseret i større bands. Jeg har været i gang for længe til at skulle have at gøre med sådanne mennesker. Jeg kan ikke rigtig nævne ét band; Killswitch Engage, Unearth og Devildriver; de er alle virkelig flinke mennesker.

Clone: Hvad har så været den vildeste oplevelse, du har oplevet på turne?

BL: Der har været en del. Jeg blev dog en smule ’starstruck’ da vi spillede til Download Festival, hvor Testament var headliner på den tredje scene, og vi var alle oppe og køre, fordi de lige havde udgivet deres nye plade [”The Formation of Damnation”], og vi har alle hørt Testament fra da vi var unge. Så vi så dem blandt publikum, og derefter var der fest i et VIP-telt, og Phil [Demmel, guitar] fra Machine Head, som er en god ven, spurgte om vi vil møde Chuck Billy [vokal], og to timer senere deler jeg en flaske whisky med ham, og jeg får lov til at udspørge ham om alle mine favoritplader, som jeg er vokset op med. Et par år senere spiller vi i San Francisco og Chuck og hans familie er på min gæsteliste, og de kom og hang ud med os bagefter. Det er sådan noget, der er pudsigt ved musikbranchen, at f.eks. grunden til at jeg er i et band, er på grund af Metallica, og nu har jeg spillet med dem til festivaler fem gange. Jeg har mødt Chino! Jeg elsker Chino! Der blev jeg også lidt benovet. Jeg prøvede at spille
cool, men jeg blev ved…[ griner] - Han må nok have troet, jeg var bøsse, for jeg blev ved med at kommentere hvor godt han så ud! Og det gjorde han! Han så virkelig godt ud. Bare alt! Men der har været mange fede øjeblikke i den stil. Når vi har headlinet til Download Festival og der er 10,000 mennesker, der smider hornene i vejret, når man beder dem om det. Det er fantastisk.

Clone: Fedt! Jeg har et sidste spørgsmål, som jeg stiller hvert band. Hvilket band vil du anbefale? Vi har snakket lidt om det før, men du kan vælge lige, hvad du vil.

BL: Så vil jeg hjælpe mine gutter fra min hjemstat, et virkelig fedt band, der hedder Kallahan.

Clone: Kallahan?

BL: Ja, kender du Dirty Harry filmene? Det er Clint Eastwoods efternavn i filmene, det er der, de har det fra. Det er virkelig et heavy band. De smadrer altid igennem live, så de er tit support for os, når vi spiller hjemme. Jeg gik i high school med nogen af dem. Så dem skal folk tjekke ud, de har faktisk lige indspillet ny plade med Page Hamilton fra Helmet, der har produceret det. Så jeg håber, de kommer langt.
(Check Kallahan ud her http://www.kallahanak.com/)

Clone: Okay, tusind mange tak!

Efter jeg havde stoppet optagelsen, spurgte jeg Brock om de nogensinde spillede Crutch, et nummer fra den japanske version af ”Bitterness the Star”. Han sagde, at de knap spillede noget fra den plade, og som regel kun ”Slit Wrist Theory”. Han jokede med, at han overvejede at starte et 36 Crazyfists coverband, så han kunne spille alle de gamle sange, og det virkede på ham, at selvom han kaldte sin egen første plade for pubertær, at han savnede at spille de numre. Senere på aftenen kom jeg lige tids nok til starten på 36 Crazyfists, der åbnede med ”In The Midnights”, åbneren fra den nye plade. Der var fart over feltet igennem hele deres show, og det virkede til at bandet var oplagt og i godt humør. Til min store skuffelse viste det sig dog, at intet fra ”Bitterness The Star” blev spillet, så måske betød Brocks ord efter interviewet endnu mere. Muligvis savner han de gamle numre, men han lagde også stor fokus på at komme videre og bearbejde de ting, som man tidligere dvælede i. Bandet havde uden tvivl publikum i deres hule hånd, og man kan godt mærke på dem, at de har en habil scenetilstedeværelse. Ikke længe efter gik Devildriver på, der om nogen, ved hvordan man får hele salen til at svede. Der var ikke et stille øjeblik overhovedet, måske lige da et par lettere lokkende piger stillede sig ude i siden og vinkede til Dez [Fafara, forsanger], der til sidst lige måtte spankulere hen til dem og vise sig lidt. Ellers var deres sæt præget af præcision, men måske heller ikke så meget mere. Under alle omstændigheder leverede de et tight show, og der var ingen grund til at føle sig skuffet bagefter. Det skulle da lige være dem, der blev smidt af scenen af den store helt sortklædte vagt (han passede godt ind med publikum), der tacklede en ung knægt på scenen og smed ham ned. Måske skulle Brock have lært den unge purk lidt hockey tricks inden han begav sig op på den store scene! -davidson