Interview : Between The Buried And Me
Læs også vores anmeldelse af "The Parallax: Hypersleep Dialogues" HER

Hverken Blake eller jeg havde regnet med, at det her skulle blive det mest støjende interview nogensinde foretaget, da vi fandt os et sted at sidde på Underworld Camden i London. Underworld er et fascinerende spillested, der ligger under baren, der meget passende hedder The World’s End. Snørklede gange, kulsorte vægge og små indhak i væggen, hvor der er placeret små borde udgør pladsen udenom scenen, der er sidder midt i det hele. Ingen af so havde regnet med at freden først røg da en stor kvinde iklædt metallens seneste mode kom slentrende forbi med to store kæder, en i hver hånd, slæbende efter hende. Senere begyndte det første band selvfølgelig at lave lydprøve og så var det knap til at få ørenlyd. Nedenstående er interviewet, som det kunne høres på optagelsen jeg fik med hjem - dog udeladt diverse afbrydelser beskrevet ovenover.

Clonemetal: Hvorfor valgte I at gå fra Victory Records?

Blake (Richardson, trommer): Vores kontrakt var slut med dem. “The Great Misdirect” var rent kontraktmæssigt vores sidste plade med selskabet, og så ville vi gerne videre. Man kan godt kalde det kunstneriske forskelligheder, men i sidste ende, så handlede det bare om starten på et nyt kapitel. Det handlede ikke så meget om decideret at forlade selskabet, men vi havde vores tid der, og så var det på tide at finde et andet.

Clone: Kan du allerede mærke en forskel på Victory Records og Metal Blade Records?

Blake: Jo, Metal Blade Records har været fantastiske. De har en god tilstedeværelse i Europa, og det har tidligere været et problem for bandet at bryde igennem i Europa, for Victory har ikke været så aktive herovre. Og det har altid været et marked, som vi har været interesseret i. Bandet startede i 2001 og første gang vi var i Europa var vist i 2006 eller 2007. Så det tog en del tid. Dét er noget vi allerede kan mærke.

Clone: EP’en I lige har udgivet (“The Parallax: Hypersleep Dialogues”) for at gøre opmærksom på jeres tilstedeværen, men har den også en bestemt betydning i forhold som en del af to udgivelser med et kommende fuldlængde album?

Blake: Det er i hvert fald den første del af et koncept. EP’en skulle bare være en forsmag på, hvad der snart kom, og senere vil vi så uddybe nogle af de temaer, man hører på EP’en, men så bare i fuld længde.

Clone: Så derfor faldt valget på en EP og ikke en plade?

Blake: Ja, det ville være for meget med to fuldlængde plader omkring ét koncept. Og det var også for at komme med noget, da vi nu lige havde forladt Victory Records.

Clone: Hvad er ideen bag The Parallax?

Blake: Hmmm...

Clone: Er det en lang historie?

Blake: Jeg tror det er lidt uden for kategori for mig. Det er vist mest Tommy (Giles Rogers) og Paul (Waggoner), der har styr på det.

Clone: Vi lader koncept-spørgsmålene ligge så.

Blake: Jeg har forstået historien sådan nogenlunde! Men det er deres vision.

Clone: Er det forkert at sige, at jeres musik kan blive lidt teatralsk?

Blake: Ja...jo. Hvordan du end vil beskrive det!

Clone: Hvis jeg skal forklare nærmere, så fik jeg fornemmelsen af en snert af Danny Elfman på The Parallax.

Blake: Ja, okay, på den måde!

Clone: Jeg mente ikke melodramatisk, men nærmere at der er historier, der bliver fortalt gennem musikken og ikke kun gennem teksterne.

Blake: Der er uden tvivl temaer, der går igen, for vi er alle fascinerede af filmmusik komponister såsom Elfman, og det er ikke rigtig med vilje, det siver ligesom bare ind i vores musik ubevidst. Når det kommer til klassisk undervisning, har vi alle været igennem det; teorier og så videre.

Clone: Da jeg lyttede til “Anatomy Of” - en cover plade, der dækker jeres inspirationskilder - finder man en lang række af vidt forskellige bands, men ud fra det perspektiv så jeg det ikke helt galt, at I også havde inkluderet et klassisk stykke af en art.

Blake: Uden tvivl, og det har altid været noget, som jeg gerne ville prøve. Tage fat i temaer fra film. Lidt i stil med Fantômas’ “Director’s Cut”!

Clone: Jeg læste et sted, at de samme temaer på EP’en kommer til at gå igen på den næste plade. Men jeg har fundet et citat her, som slog mig, og som jeg lige vil læse op for dig: “Like too many of Between the Buried and Me’s more stimulating sound combinations it is rushed through too quickly feeling tossed off and feels almost unintentional”. Og her taler han altså om midterdelen i nummeret “Augment of Rebirth”, som han kalder en Tom Waits/Mike Patton-agtig fornemmelse. Hvordan reagerer du på det?

Blake: Siger han mere eller mindre, at der er for meget på én gang eller...?

Clone: Ja, de spændende parter bliver ikke rigtig uddybet.

Blake: Det er til dels med vilje. På den næste plade uddyber vi det. Vi har allerede ideer til riffs, som vi vil genfinde og dykke dybere ned i. Hvis EP’en lyder som om den er hastefuldt kastet sammen, så er det fordi, at den til en vis grad er blevet det.

Clone: Var det så stressende at indspille på den måde?

Blake: Nej, ikke rigtig. Det tog 10 dage at indspille og så et par uger til at mixe, så det var ret nemt. Vi skrev pladen på omkring tre måneder.

Clone: Er I så allerede begyndt at skrive på den næste plade?

Blake: Vi starter nok omkring januar. Jeg kan forestille mig vi indspiller i maj/juni, og så er den forhåbentlig ude sensommer.

Clone: Er det svært at skrive musik til de nye plader og ikke sidde fast i skabeloner brugt tidligere?

Blake: Ja, det er en stor udfordring. Det er svært at finde de rigtige overgange, hvis man nu har et stykke, der lyder som Mike Patton og det skal skifte over i et Cannibal Corpse riff. Men det er en del af vores lyd efterhånden! Vi forsøger at give det hele et godt flow. -davidson