Nu har Bursts nye album ”Prey on Life” efterhånden været ude i et lille stykke tid, så hvorfor skulle clonemetal da ikke også lige slå kløerne i dem for en snak om musikken og den bagved liggende drivkraft? Jesper Liveröd, der står for at håndtere bassen og backing vokal i deres rækker, gav lyd om tilværelsen for Burst i disse dage.


Clone - Mit første møde med Burst var ”Two-Faced” albummet udgivet på Birdnest tilbage i ’98, og næste gang jeg hørte fra Jer på ”Conquest: Writhe”, var I blevet modnet en hel del. Kan du fortælle mig en smule om, hvad der skete i den mellemliggende periode for bandet, og hvad der hjalp med at definere Jeres lyd, som vi kender den i dag?

Jesper – Altså, du ved, der skete en del dengang, og på samme tid alligevel intet. Jeg mener, det var slet ikke sådan, at vi satte os ned, diskuterede en plan og så formulerede en eller anden missionserklæring. Den musikalske udvikling, som skete gennem de år, udsprang mere eller mindre fra det simple faktum, at vi var uinteresserede i at spille en form for musik, der ikke formåede at fænge os i længden. Helt naturligt eller automatisk begyndte vi bare at konstruere musik, som var mere i retning af, hvad Burst anno ”Conquest: Writhe” ville blive til, simpelthen fordi det var, hvad der føltes rigtigt. 

Jeg kan ikke sige, at jeg skammer mig over eller vil benægte ”Two-Faced” perioden, da det var vigtigt for os på den tid, men i den store sammenhæng omkring Burst, repræsenterede det album en helt anden type band på et andet musikalsk og personligt udviklingstrin. På samme tid var der også naturlige ændringer, som muligvis har influeret lyden. Vi havde skilt os a med en guitarist, der virkelig ikke tænkte på samme måde som resten af os, når det kom til det med at gribe musikken an. Den nye guitarist var en meget dygtig musiker, som udover det også besad den samme form for påskønnelse af, hvad vi ville gøre rent musikalsk, og det at have fem medlemmer tænkende på samme måde og værende i stand til at spille deres instrumenter godt, hjalp på processen med at indse de visioner, som begyndt at tage form.

Desuden skaffede vi os af med alt vores gamle bagage; vi kom ud af en kontrakt med et svensk selskab, som føltes virkelig destruktiv, vi begyndte at få noget afstand til de musikalske scener, som vi alligevel aldrig havde tilhørt til at starte med, og begyndte derefter bare at fokusere på det VI ville gøre, i modsætning til hvad udefrakommende indflydelser ønskede. 

Clone – Et af mine yndlings aspekter ved ”Prey on Life” er, at i stedet for bare at give den fuld skrue hele vejen igennem, så lader det til, at I mestrer evnen til på mange punkter at lægge bånd på vildskaben i Jeres lyd, og derved gør den meget mere effektiv og voldsom, så I skaber en yderst særpræget stil, når I endelig slipper den opbyggede energi løs. Blev denne tilgangsmåde besluttet fra begyndelsen af sangskrivnings processen, eller var det blot noget, der skete undervejs? 

Jesper - Igen tror jeg bare, at det på en måde skete undervejs. Jeg ville gerne kunne sige, at vi havde planlagt det således, at der var en stor idé eller plan, som vi var dedikerede til, men det var der bare ikke. Imidlertid er det dog ikke så mystisk, at musikken udartede sig, som den gjorde, til trods for manglen på eftertanke – undersøger man, hvad vi som individer og kollektivt sætter pris på, vil man finde ud af, at dynamik, variation og en bred påskønnelse af musikken er en ærketypisk ting. 

Alle i bandet har altid haft stærke følelser for både det tungeste og mest intense, såvel som det mest flydende, bløde og beroligende musik og alt ind imellem. Derfor tror jeg, at det ville være mærkeligt, hvis vi fremførte en form for generisk og udynamisk musik, da ingen af os alligevel er interesserede i at lave eller lytte til den slags.

Som du pointerer det, tror jeg også selv, at de forskellige dele af musikken bliver mere overdrevne, monumentale og klare, hvis man varierer dem og derved skaber flere højdepunkter. Det gør desuden lytterens rolle mere aktiv i den forstand, at musikken ikke blot er en konstant men nærmere bliver et stemnings-termometer.

Clone - For nylig underskrev I en aftale med Relapse. Hvordan faldt det på plads – henvendte de sig til Jer, eller var det den anden vej det gik?

Jesper – Inden vi indspillede albummet, besluttede vi, at vi ville vente indtil det var færdigt med at finde et passende label. Vi følte, at vi virkelig gerne ville give musikken en chance, for at give vores band det bedst tænkelige fundament. Og hvis vi kunne tage vores album med os rundt, når det var færdigt, ville det være lettere med et konkret produkt (jeg hader ordet), at forhandle den bedste kontrakt hjem for os.

Så da albummet var færdigt, henvendte vi os til en håndfuld labels, som igen kontaktede os med en håndfuld mere eller mindre interessante tilbud og idéer. Til slut udviste Relapse mest entusiasme, og de havde det største potentiale, hvilket fik os til at blive enige om at satse på dem, frem for nogle af de andre labels, der var til rådighed. Jeg kendte folkene hos Relapse fra tidligere, og kunne sige god for deres dedikation, og på samme tid føltes Relapse, som om de var bygget op omkring de samme principper som Burst: variation, frisindenhed og kvalitet. Efter en laaaaang periode med kontraktforhandlinger, blev vi så indbyrdes enige om en fornuftig aftale med Relapse. 

Clone – Der lader til at være en del fokus på at du, Jesper, har spillet med Nasum, og især da du stadig var sammen med dem, lod der til at visse mennesker opfattede Burst som et sideprojekt i stedet for et rigtigt band. Bliver dette ikke trættende at høre på i længden, eller er det en pris, som er værd at betale for at samle mere opmærksomhed omkring Burst?

Jesper – Det er helt sikkert trættende for mig, og jeg er sikker på, at det også gør sig gældende for de andre. Mere end noget andet finder jeg det på en måde flovt for de andre gutter, fordi det hele tiden virker som om, at jeg er sådan en central karakter i Burst, når jeg i realiteten blot udgør en femtedel, med lige så meget eller lidt input, som enhver andet i bandet.

Selvfølgelig forstå jeg, at folk har brug for referencer, samt at det faktum at jeg har været i Nasum, kan hjælpe dem med at komme Burst ind i en eller andet sammenhæng. Og også det at pladeselskabet bruger det til at gøre fans af Nasum opmærksomme på, at der er noget nyt musik ud, som på visse punkter relaterer til det band. Jeg kan se de kommercielle aspekter af det. Men på samme tid finder jeg det også latterligt, fordi den musik Nasum skaber, adskiller sig helt fra Burst – de er verdener fra hinanden, vil jeg mene, og derfor har de ikke rigtig noget med hinanden at gøre. Det ville være anderledes, hvis Burst var en grindcore gruppe, for så ville det være et bedre referencepunkt.

Det er alligevel sjovt, hvordan folk er så hurtige til at skabe et stereotypt billede af dig, hvis du har været i et bestemt band. Burst bliver ofte automatisk opfattet som en form for grindcore band, bare pga. det faktum, at jeg har været i Nasum. Jeg mener, er jeg nu begrænset til kun at fremføre en bestemt slags musik resten af mit liv på baggrund af den relation?

Endelig synes jeg også, at de konstante referencer til Nasum er lidt dumme, fordi vi jo ikke ligefrem snakker om fucking U2 eller Metallica her. Jeg var med i Nasum, et relativt lille grindcore outfit. Hvad dælen er det egentlig for en bemærkning at sælge noget på?

Clone – Artworket til ”Prey on Life” er kreeret af ingen anden end Aaron Turner, som tidligere bl.a. har arbejdet med Johnny Truant, Knut og Agoraphobic Nosebleed, bare for at nævne et par stykker. Hvordan fik I fat på ham?

Jesper – Det var faktisk ham, der fik fat på os. Aaron kontakte os, da vi skulle til at udgive ”In Coveting Ways”, og han spurgte os, vi var interesserede i at hyre ham, til at håndtere artworket. På det tidspunkt var vi allerede begyndt på at lave et cover med en anden kunstner, så vi blev nødt til at afslå hans tilbud. Da tiden kom til at skabe et koncept til ”Prey on Life”, tænkte vi på Aaron igen. Vi kunne lide de ting, han havde lavet førhen, og da han endda havde givet udtryk for at ville udgive vores musik, vidste vi, at han forstod, hvad vi var ude efter.

Han tilsluttede sig vores idé med at skabe et holistisk koncept for albummet, hvor musik, tekster og grafik ville flyde sammen og bibringe en slags atmosfære, en følelse, en samlet atmosfære. Vi følte, at musikken havde en særlig stemning og atmosfære over sig, og vi ville have et covermotiv, der ville afvige fra de generisk, stereotype metal albumcovers. I stedet for noget konkret at hægte sig på, ønskede vi, at den særlig følelse af stemningen og det dystert melankolske eller selvbeskuende i musikken skulle med i artworket, og Aaron gjorde at flot stykke arbejde mht. at opnå dette.

Clone – I sommers spillede I på Fredericia Hardcore Festival, som er en ret unik begivenhed her i Danmark, da her ikke altid er så mange hardcore shows som i resten af Skandinavien. Hvordan var den oplevelse for Jer? Nogle gode historier at fortælle?

Jesper – Det show var en enkeltstående affære langt væk fra os, hvilket er noget vi sjældent gør i dette band. Vi havde ikke spillet live i et stykke tid, og det føltes som en god idé at tage på en weekend tur og bare smadre igennem. At spille live kan være meget nødvendigt for os, næsten rensende, da det at fremføre musikken live er sådan en utrolig eksplosion af intensitet og energi for os. Det er næsten psykedelisk nogle gang, vi bliver alle indfanget i en verden af energi, og det er af og til svært at huske alt fra den optræden vi lige har givet, da alle både var så fjerne og alligevel så nære på samme tid.

Fredericia showet var cool, lidt anderledes end andre små festivaler vi har spillet på, men klart en fed ting. Personlig ville jeg gerne have set andre typer musik blandet ind i festivalkonceptet, da jeg er en langt større tilhænger af variation end hvad disse death metal eller hardcore festivaler, eller punk-o-ramaer kan præsentere. Der var helt sikkert nogle gode bands tilstede, men jeg er generelt imod konceptet med ”scener”. Ved at være en tilhænger af det der udgør en ”scene”, vedhæfter du automatisk dig selv og din musik nogle begrænsninger, for at være i stand til at indordne dig de regler, der udgør ”scenen”. I den sammenhæng synes jeg, at genre-festivaler er regressive i stedet for progressive, fordi de ikke rigtig bringer musikken fremad. Men hey, når man tænker over det, så er konceptet omkring hardcore så bredt i disse dage, at jeg ikke længere ved, hvordan jeg skal sætte en finger på præcis, hvad det er længere. 

Når det kommer til Burst, kan jeg bestemt relatere til intensiteten hos nogle hardcore orienterede bands, og jeg kan klart også relatere til passionen for musikken, som driver de folk, men jeg vil ikke gå så langt, som at erklære Burst for et hardcore band. Folkene som arrangerede festivalen var nogle rigtig cool mennesker, og du kunne virkelig mærke dedikationen og entusiasmen. Af et D.I.Y. show at være, var det totalt kick ass! Håber på at kunne vende tilbage engang. Når det kommer til Skandinaviske hardcore festivaler ellers, har jeg ingen anelse. Er det nogen?

Clone – Er der nogle spirende bands fra Jeres lokale scene, vi bør holde øje med?

Jesper – Øøøh, ja det mener jeg…jeg kunne ret godt lide Crowpath i Fredericia, og i Göteborg scenen er der et band, som hedder Abandon, der spiller fandens god angst-drevet sludge. Udover det har de fleste af de bands, jeg hænger ud med, allerede indspillet albums og er på mange måder længere fremme end Burst, Ahh shit, jeg kan ikke komme på nogen lige nu. Hvad er der galt med mig?

Clone – Hvad har den nærmeste fremtid at byde på for Burst? Tager I på tour i Europa eller måske USA?

Jesper – Oh yeah, vi skal til at lave alle de grundlæggende band ting. Tidligere har Burst aldrig turneret ret meget, lige bortset fra enkelte undergrunds arrangementer i Europa. Nu er der bestemt en umådelig vilje og energi til at føre ”Prey on Life” videre i live sammenhæng, og vi vil klart fokusere en del mere på turné aspektet fra nu af.

Vi skulle have lavet en tour i oktober med det svenske band Entombed i Europa, men pga. flere forskellige årsager måtte vi afstå fra det. Vi er begyndt at planlægge nogle ret omfattende tours, højest sandsynlig efter nytår. Størstedelen af fokus kommer til at ligge på hovedlandet i Europa, men vi planlægger også at dække store dele af Skandinavien, og før eller siden vil vi drage til Japan og USA. 

Udover at skulle turnere er vi meget spændte på at skulle arbejde med nyt musik igen, noget vi ikke har gjort en stor indsats ud af på det seneste. Inspirationen er der, og der er en del inde i os, som har brug for at blive lukket ud. Vi er også midt i et massivt promotion cirkus, med hvad der synes at være en uendelig række interviews, som bliver udført med folk fra hele globen. Det er udmattende, men på samme tid spændende og tilfredsstillende, da de folk vi taler med ofte udviser stor forståelse for, hvad vi har prøvet at gøre med ”Prey on Life”, og det er en fantastisk sensation, at folk faktisk forstår vores kreative output.

Clone – Mange tak fordi du havde lyst til at gøre det her. Nogle afsluttende kommentarer?

Jesper – Jamen, tak for din interesse! Det betyder meget for os. Når det kommer til afsluttende bemærkninger, sutter jeg røv. Hvad med ”hej mor”? Tak alle sammen.


Så kan jeg da passende slutte af her med at dedikere dette interview til Jespers moder, som pt. må befinde sig et eller andet sted i Sverige. Hun lader i hvert fald til, at have opfostret en fornuftig og velovervejet dreng med en brændende passion for musikken og hjertet på det rette sted! -guldmann















Kom med dine kommentar i vores FORUM