Interview : Disturbed

Før Disturbed, onsdag den 28.10 gik på scenen i en fyldt KB-Hallen, fik jeg mig en snak med guitarist Don Donegan og trommeslager Mike Wengren; omkring turnéliv, fans og selvfølgelig nyeste opus "Indestructible".

Clone: Hvordan er touren forløbet indtil videre?

Don Donegan: Den er gået fint. Det er dejligt at komme herover og spille og se nye lande og steder.

Clone: Hvordan ser I på turnélivet? Hvornår er det fantastisk og hvornår er det hårdest?

Donegan: Altså, det er jo fantastisk at vide at vi har fans, og vinder nye fans hver gang vi er herovre. Vi var her i juni, hvor vi spillede en masse festivaler, og det er da en god fornemmelse at se nye ansigter i publikum, og vide at vi virkelig relaterer til alle de mennesker, og så endda udenfor vores eget land. Det er da livgivende for et band. Og hvis vi taler om de værste ting... Altså, hvert job har sine fordele og ulemper, og det er det samme her. Det her er en livsstil vi har valgt, og det kræver nogle specifikke ofre, som at være væk fra familien. Kone, børn; alle de ting. Så der gælder det virkelig om at finde en balance mellem at gøre de ting vi elsker, hele tiden gro bandet større, og så stadig have plads til familien.

Clone: Hvordan ser i Jeres koncerter her i Europa i forhold til koncerterne i USA?

Mike Wengren: Publikum her i Europa er meget mere på, meget mere intense. Som jeg ser det i hvert fald.
Donegan: Ja altså, de amerikanske shows er skam også vilde, og vi har en stor fanbase i USA. Men ja, jeg tror bare publikums reaktioner herovre er dét mere intense, for ligesom at vise glæde over at vi bliver ved med at rejse hele den her vej, for at spille for dem. Ja, måske også for at være sikre på at vi kommer igen. Og helt sikkert, det giver da et kick at vide, at vi bliver værdsat på dén måde, så langt væk hjemmefra.

Clone: Lad os tale lidt om Jeres nye album. I har kaldt det "Indestructible". Har det relation til hvordan i føler Jer som band?

Donegan: Ja, altså vi har været sammen længe nu jo. Vi formede Disturbed i ´96, så nu er der gået 12 år, og vi har en masse historie bag os. Vi kom jo frem med hele den der nu-metal-bølge, og den må man sige vi har overlevet, som én af de få, og takket være vores fans føler vi stadig der er noget på spil i vores musik. Så altså ja, vi føler os sgu en smule uovervindelige. I en tid hvor pop og hiphop ellers topper hitlisterne, har vi haft vores tredje nummer et i træk i USA, og det er altså godt at vide at der stadig findes metal-fans derude. Det bliver nærmest en hel krigserklæring mod alt det ligegyldige sjæleløse musik, der ellers sælger, når et band som os kan gå nummer et. Og altså det er sgu metal-fansnes stemmer der bliver hørt.

Clone: Én ting er at i sælger, men hvordan har Jeres fans så taget imod Jeres nye materiale?

Donegan: Som vi ser det til koncerterne, kunne det ikke være bedre, du ved. Vores fans er allerede helt inde i vores nye sange, selv herovre, og synger allerede med på ordene, og dét kommer lidt bag på mig egentlig, at de sange her så hurtigt er kommet ind under huden på vores fans. Men det er da dejligt, ingen tvivl om det, og det må være et tegn på at pladen ikke har skuffet.

Clone: Hvad ville i gerne opnå med det nye album? Havde i nogle specifikke ambitioner eller tanker omkring Jeres lyd og udtryk?

Donegan: Nej altså, du ved, egentlig ville vi bare lave det bedste album vi kunne. Gro vores fanbase større. Folk der måske ikke har kendt os før, kunne meget vel blive introduceret til os igennem den her plade, og så er det altså vigtigt vi føler vi har udsendt et album på toppen af vores ydeevne. Så får folk lyst til også at dykke ned i vores bagkatalog. Det er nærmest terapeutisk for os at gå ud og spille de her nye sange, og få folk til at blive interesseret i vores tidligere albums også. Men sådan er det altid; man prøver at lave det bedste man kan, det er klart, og vi udsender ikke noget med mindre vi føler at vi har toppet albummet før det. For os handler det om den der kriblen ned ad ryggraden, og bare stole på hinanden, og bringe musikken hen hvor den føles rigtig.

Clone: På hvilke måder føler I at i med årene har udviklet Jer som band? Har sangskrivningen ændret sig?

Wengren: Altså, bare ved at spille sammen hver dag, og udvikle os individuelt, har gjort os til et bedre og bedre band. Vi spiller jo hele tiden og udvikler vores evner på instrumenterne, og på dén led kan man vel sige vi kan tage musikken flere og flere nye steder hen.

Donegan: Ja, og altså med hensyn til sangskrivningen, så foregår den som den egentlig altid har gjort. Vi laver melodien, og når den føles iorden, kaster vi den lidt rundt i øvelokalet og David (Draiman, sanger) arbejder på vokallinjer og til sidst kommer så teksten. Det er egentlig bare den måde det har fungeret for os, så det har vi ikke set nogen grund til at ændre på.

Clone: Hvad inspirerer Jer så til at skrive efter så mange år?

Donegan: For os handler det egentlig om ikke at tænke for meget over det. Altså, man kan ikke bare sidde der og prøve at trække et eller andet ud. Så egentlig er det der kommer til os naturligt, ud fra vores humør og tanker, ofte det bedste. Tænker vi for meget over et riff og sådan, så ender det tit med at blive for kontrolleret og uden rigtig følelse, og følelse er sgu noget af det vigtigste i musikken. Og sådan er det egentlig hele vejen rundt. Når først jeg har et riff klar ryger det over til Mike, som prøver at sætte nogle rytmer på. Vi prøver bare gerne at gøre ting vi ikke har gjort før, så det ikke kommer til at lyde gammelt, du ved, så vi presser hinanden en smule. Altså, vi kommer aldrig til at smide den der "Disturbed-sound", men samtidig vil vi gerne ud i nogle forskellige ting, så udtrykket hele tiden udvikler sig.

Clone: Nu er det efterhånden otte år siden "The Sickness", Jeres debutalbum udkom. Udover I selvfølgelig er blevet større, ser I så nogle store forskelle ved at være et band dengang, og så være et band nu?

Donegan: Ja altså, dengang boede vi i lejlighed sammen, det gør vi heldigvis ikke mere...haha... Nej altså, jeg synes det vigtige i det her er, at vi stadig har denne her ild der brænder i os. Lysten til at lave musik og få det udgivet, er den samme som for otte år siden. Og ja, vigtigst af alt, at stå på scenen. Det er den helt store gevinst ved det, og det tror jeg aldrig nogensinde vi bliver trætte af. Fra at stå med idéer til sange, se numrene udvikle sig, dernæst optage dem, for så til sidst at stå på scenen og fyre de her sange af til folk, der genkender dem og råber med; det er helt fantastisk, og den følelse der holder os i gang som band.

Clone: Nu da i efterhånden er et af de bedst sælgende rock / metal-bands i verden, føler i så et stort pres udefra, når i skriver nyt materiale?

Wengren: Nej egentlig ikke, faktisk kun fra os selv. Vi prøver hele tiden at gå nye veje, og selvom vi selvfølgelig har en signatur-lyd, så prøver vi hele tiden at rykke os i andre retninger end vi måske gjorde albummet før. Så ja, vi presser os selv, men det er vel egentlig også i dét miljø man arbejder bedst, er det ikke?

Donegan: Ja og altså med hensyn til pres fra fans; altså, vi ved jo ikke hvad vores fans vil have, og det nytter alligevel ikke noget, for vi kan ikke gøre alle tilfredse. Det hjælper ikke at spekulere over hvad pladeselskabet vil have heller, for det gør dig bare sindssyg, og dræber kreativiteten. Altså da vi var unsigned, og stadig et garageband, gjorde vi det her for os selv, og dengang var der masser af mennesker der kunne relatere til vores musik, så hvis vi holder den her linie med at skabe musik vi selv kan lide, så vil fansne også følge med. Og hvad fans kan forvente af os er at vi kommer med noget frisk hver gang. Altså bare fordi "Down with the Sickness" og "Stupify" var kæmpe hits for os da vi debuterede, har vi ikke prøvet at gentage os selv, og spille det sikkert.

Clone: Man hører mange folk i forskellige bands sige at musikken og dét at skrive sange, er en slags terapi for dem. Hvad betyder det for Jer at være i et band, og kunne udtrykke Jer igennem musik?

Wengren: Det er jo en livsstil. Jeg mener, musik er ikke bare noget vi gør for at overleve; musik er hvad vi ånder, det har gjort os til hvem vi er.

Donegan: Ja, og især når man er i et metal-band. Altså vi er jo et slags sort får mellem alle hitlistebaskerne, og jo der er da noget talent indenfor poppen, men det er bare trends, de kommer og går. Og der tror jeg metal udskiller sig. Er man metal-fan, er du osse metal-fan livet igennem. Det handler ikke bare om hvad der er hip, og hvad der lige har slået igennem på billboard. Metal er noget større, og det er hvad vi ånder, ja. Vi kan ikke lige pludselig stoppe med det her. Det betyder for meget for os. Det er vores identitet, og vores rus om man så må sige.

Clone: Er der nogle enkelte af Jeres numre, i kan udpege, som betyder allermest for Jer?

Wengren: Nej altså, for mig personligt kan jeg ikke udvælge nogle sange i den forstand. Altså, alle vores sange er som vores børn, og det kan godt være det er en stor familie efterhånden, men der er en særlig kvalitet og noget unikt ved hver sang, og vi elsker dem alle lige højt. Og altså, al den energi vi har og al vores fokus går ind i hver sang, der er ikke nogle numre der får mere plads eller større mening end andre.

Donegan: Så er der ting som b-sider. Når vi skal finde ud af hvilke sange der ikke kommer på vores plader, og det er sgu svært, for det er sange vi er lige så passionerede omkring. Men sådan er det, vi kan jo ikke have tyve sange på vores albums, selvom det tit er svære beslutninger, og tit er sange vi savner at spille live.


Clone: Så som et band nu i over ti år, hvad føler I er Jeres største bedrift indtil videre?

Wengren: Egentlig bare at vi har overlevet så længe i en industri hvor bands kommer og går hele tiden. Og det ser jeg som beviset på den store dedikation fra vores fans. Uden dem var vi ikke her, og det er fantastisk at se hvordan de stadig holder os oppe, ligesom det er fantastisk at vi får lov at se så mange dele af verden.


Clone: Og her til sidst, hvor ser i Disturbed om ti år?

Donegan: Ved du hvad, jeg tror det er en endeløs cirkel af at lave musik, indspille plader og turnere. Forhåbentlig har vi stadig et drive til at gøre det her om ti år; det tror jeg faktisk fuldt og fast på. -dennis