clonetalk - europe

Læs vores anmeldelse af "Secret Society" HER !!!

I anledning af Europes nye skive "Secret Society" og kommende turné (Vega i Kbh. 30/10-06), blev Clonemetal ringet op af bandets leadguitarist John Norum. Det blev til en fin snak, bl.a. om hvordan de gæve svenskere ser sig selv her i 2006:


Clone: Tillykke med den nye plade som jeg umiddelbart synes rocker traditionelt derudaf, men måske ikke så traditionelt for netop jer. Hvordan synes du at Europe har udviklet sig med "Secret Society"?

John Norum: Som band synes jeg vi er blevet mere åbne. Vi tænker bredere, og har fået udviklet nogle nye sider i vores musik. Vi tænker ikke så meget på, at nu skal vi lyde på en bestemt måde. Vi bruger flere forskellige idéer, denne gang fik vi meget input fra Michaeli (keyboard). Interessant nok er det så gået hen, og er blevet en mere guitarorienteret - og måske endda bluesrocket - plade end vores tidligere, hvilket selvfølgelig paser mig fint. Selv har kun bidraget med 2 numre, men det er så også de mest heavy.

Clone: Hvilken type band er Europe?

John Norum: Vi er simpelt hen et band der spiller melodisk hardrock!

Clone: Ok, hvad er så forskellen på at være Europe i 2006 i forhold til 1986?

John Norum: Det er meget bedre og mere komfortabelt på alle måder. Vi har jo fx meget mere materiale at arbejde med. Og så har vi uviklet os som mennesker, blevet mere modne og sådan. Så det er i det hele taget sundere, mere kreativt og struktureret Der er ikke længere de skænderier om ligegyldige ting, som der var den gang.

Clone: Havde I de typiske kampe mellem ego'erne?

John Norum: Nej det vil jeg ikke sige. Europe har grundlæggende altid været et demokratisk band, hvor flertallet fik ret. Hvis én ikke kan lide en sang, men alle de andre synes den er fed, så kommer den med. Det har altid været reglen, så på den måde har vi ikke haft de store problemer.

Clone: Afspejler den modenhed sig så evt. i et budskab i jeres musik?

John Norum: Ja på en måde. Jeg synes Joeys tekster er blevet mere dybe og lidt mere seriøse. Vi haft et par dødsfald i vores familier. Michaelis mor og vores trommeslager Ians far døde begge pludselig, og det synger han blandt andet om. Der er også en sang om hans søn, og så berører han også temaer, om det sker i verden med terrorisme osv. Så vi har nok mere på hjerte nu, end da vi var helt unge.

Clone: Så hvad er succes for jer nu?

John Norum: Det betyder faktisk ikke så meget, for nu at være ærlig. Det vigtigste er, om vi selv kan lide det, vi laver. Hvis andre kan lide det, så er det da fedt, men jeg spiller ikke for at blive eller berømt. Det har altid været noget naturligt i min familie. Min mor spiller også guitar, og min søster er sanger, så det har bare altid været et behov for mig at spille. Men at kunne leve af det og gøre folk glade, det er selvfølgelig prikken over i'et.

Clone: Har I så som band fået nogle nye mål I vil nå?

John Norum: Vi er egentligt bare et working band, du ved. Vi skriver musik, så indspiller vi en plade og så tager vi på turne. Så det handler bare om det i sig selv. Og så vil vi selvfølgelig gerne have sjovt imens.

Clone: Hvad er så jeres aktuelle tourplaner?

John Norum: Vi kommer snart til Danmark! Vi starter med at turnere i Skandinavien, og så til februar tager resten af Europa, og så kommer turen som vi plejer til Japan og USA.

Clone: I fik jo et kæmpehit med "Final Countdown", og den er jo en typisk rock klassiker i dag. Hvordan har du det med den sang nu?

John Norum: Fint, faktisk bedre nu end dengang. Jeg kan huske da Joey kom med den, da var rimelig skeptisk. Den var meget keyboard orienteret, og den tændte mig egentlig ikke. Dengang var jeg mere til Gary Moore stilen med "Victims Of The Future" og den slags. Men i dag er det fedt at spille den live, folk bliver jo helt vilde. Og vi spiller den faktisk lidt langsommer, og guitaren er også tonet lidt ned, så den lyder også bedre nu. Man kan sige at det er vores "Stairway…".

Clone: Det får mig til at stille et sidste spørgsmål, som måske helst skulle være til Joey, men nu må jeg jo nøjes med dig, hæ hæ. Titlen på den nye plade - "Secret Society" skulle stamme fra en samtale han havde haft en gang med Robert Plant, hvor Plant brugte det utryk. Fik han noget hemmeligt at vide om Led Zep, som I vil dele med os?

John Norum: Ha, ha, nej det var ikke sådan noget, men det var nu meget pudsigt alligevel. Jeg sidder tilfældigvis og ser tv i Stockholm, og der bliver Robert Plant så interviewet af svensk tv. Pludselig er Joey der også, og jeg vidste ikke en gang han var i landet, og han bor altså i London!. De taler så sammen, hvilket de åbenbart har gjort før, uden vi andre har hørt om det, hvilket altså er lidt syret. Anyway, Plant sagde bare noget med, at vi musikere må holde sammen, vi er nærmest et "Secret Society", og det endte altså med at blive titlen på vores nye plade.

Clone: Jamen så fik vi opklaret det. Tak for snakken, og hav en god tour!

John Norum: Selv tak. Vi glæder os til at komme og spille for jer.

-simon







Kom med dine kommentar i vores FORUM