Interview : Gojira

På en fandens hed Roskilde-fredag, mødte jeg Gojira´s stærkt spillende tromme-es Mario Duplantier, bagved Odeon-scenen, til en snak om festival, inspiration og hemmelige fremtidsplaner.

Clone: Tillykke med koncerten. Lød til at folk var glade for at se Jer i Danmark igen. Ser du nogle store forskelle på at spille på festivaler, og så spille ordinære shows i koncertsale?

Mario Duplantier: Tak, det gik rigtig godt i dag synes jeg, folk rocker sgu, selv i den varme her... haha... Men ja, der er store forskelle. Altså, vi elsker begge dele, men lad mig bare sige vi har en del mere tid til at planlægge almindelige shows, f.eks. med video på baggrundskærm og sådan nogle ting. På festivaller bliver alt lidt mere spontant; vi skal være hurtige med lydprøver, alt sådan noget. Det giver en lidt presset stemning, men det hører med. Måske foretrækker jeg nok at spille almindelige koncerter, hvor jeg får større tid til at varme op, og perfektionere min trommelyd. Jeg bliver lidt mere klar, også mentalt, på at levere et godt show, i forhold til her, hvor der hele tiden skyndes på dig. Men igen, det kommer an på så mange ting; i dag var fantastisk for mig...

Clone: Det er godt at høre. Hvis vi taler lidt om Jeres udtryk, så synes jeg i formår at lyde unikke, i en verden med så meget enslydende metal. Hvordan er i gutter i stand til at skille Jer ud fra mængden?

Duplantier: Altså, det er meget svært at forklare jo, men vores inspirationskilder er i hvert fald meget brede. Vi elsker en masse forskelligt musik, og prøver at indarbejde diverse udtryk i vores sange, og måske er det derfor vi lyder anderledes end normen. Desuden er vi heller ikke bange for at eksperimentere med lyde på guitaren, stemmeforvrængning, og bløde stemningen op med langsomme stykker; alle sådan nogle ting. Altså, egentlig prøver vi bare at være os selv, og ikke skele for meget til scenen og hvad der er populært som sådan. Vi er store fans af metalgenren, men ser også meget kritisk på den, for vi ved godt hvor hurtigt tingene bliver ensformige og monotone. Ærlig talt føler vi os ikke særlig tæt forbundet med den ekstreme metal folk gerne vil forbinde os med. F.eks. er hele bandet er store fans af Depeche Mode, og en sang som ”A Sight to Behold”, er skrevet med dem i tankerne, det er helt sikkert.

Clone: Lad os dykke lidt ned i Jeres nyeste plade ”The Way of All Flesh”. Det er et album, der er blevet utroligt vel modtaget, både af fans og af kritikere. Hvad gør dig mest stolt ved pladen?

Duplantier: Jeg er i hvert fald utrolig stolt af, at vi kom op med så godt et album, når man tænker på det enorme tidspres, der gjorde vi kun havde fire måneder til at skrive alle sangene, og indspille dem i. Fra start af havde pladeselskabet sat en dato for udgivelse, hvilket gjorde vi ofte følte os pressede til at være kreative og inspirerede, så med de betingelser synes jeg virkelig vi har udrettet noget. Og så er jeg bare stolt over hvor catchy de sange er, og hvor god produktionen er blevet; klart den bedste lyd vi har lavet. Især med hensyn til mine trommer er jeg virkelig tilfreds, selvom der selvfølgelig, med tiden altid er steder her og der man gerne ville ændre, sådan er det. Det er virkelig svært at forblive objektiv og koncentreret hver dag, og igen, med så kort tid til at fuldføre pladen, er det klart et par detaljer godt kunne ændres, nu jeg ser tilbage. Det er en blandet fornemmelse.

Clone: Hvordan var det så at skulle udgive det her nye album? Følte i et stort pres på Jeres skuldre efter ”From Mars to Sirius”, fik så stor succes?

Duplantier: Det må jeg sige ja til. Altså, det var det album, der bragte os rigtigt ud over vores hjemlands grænser, og mange både fans og kritikere, havde fortalt os hvor meget de elskede ”From Mars to Sirius”, så vi vidste hvor mange der ventede på at høre nyt fra os, og hvor store forventningerne var. Men altså, vi skriver sange i vores øvelokale, der ligger midt i en skov, og tæt på vandet og sådan, nede i sydfrankrig hvor vi kommer fra, og der er vi ret omskåret fra omverdenen og alt det pres der måtte ligge på os. Det hjælper en del, ligesom der ikke er andre bands i de områder, så vi taler ikke omkring band-ting, for for det meste interesserer det ikke de lokale. Der er en slags barriere fra presset dernede.

Clone: Det lyder trygt. Hvordan vil du så beskrive den stil i fik udviklet på ”The Way of All Flesh”? Hvilken effekt vil du ønske den plade har på lytteren?

Duplantier: Altså, jeg vil sige vores stil er blevet en del mere groovy; meget moderne og samtidig er vi meget åbne i vores tilgang til forskellige genrer, som vi også har snakket om. Og med hensyn til andet spørgsmål, så håber jeg bare vores lyttere og fans bliver ramt af et eller andet aspekt ved os. Om det er fordi teksterne siger dem noget specielt, eller om de kun bliver rørt af selve musikken, betyder ikke så meget for mig, så længe de bliver berørt af os, på den ene eller den anden måde. Jeg ved ikke hvad det er ved os der tiltaler vores fans; om det er de hurtige stykker eller teksterne, eller artworket, for den sags skyld. Måske er det hele pakken ved os, du ved, og det ville jo ikke være helt tosset.

Clone: Nu vi er lidt ved teksterne; sange som ”A Sight to Behold” og ”Vacuity”, synes at tale om menneskehedens ødelæggelse af Jorden, og sig selv. Er menneskeheden og dens mangel på indsigt, et generelt tema på albummet?

Duplantier: Jeg vil sige i hvert fald, at vi tekstmæssigt måske er blevet en smule mere pessimistiske på dét her album. På en god måde, så at sige. Joe (Duplantier, frontmand og tekstforfatter, red.) havde en følelse af bare at komme ud med noget vrede, og med den vrede fulgte så nogle slag mod menneskeheden og hvordan vi udnytter naturen, bekriger hinanden og sådan. Men decideret negativt er det ikke, det er bare en trang til virkelig at udtrykke nogle ting, der gemmer sig indeni. Egentlig er vi som personer meget optimistiske, men sommetider bliver man simpelthen nødt til at komme ud med ting; det gør alle mennesker, og når vi har med kunst og musik at gøre kan man udtrykke næsten alt. Selv depressive følelser. Altså, det at spille musik giver afløb for så mange tanker, at det er helt uvurderligt.

Clone: Gojira er jo stille og roligt blevet mere og mere relevante indenfor den moderne metal. Hvordan har den udvikling kunne mærkes?

Duplantier: Altså, vi startede jo helt tilbage i ´96, så det har taget sin tid, at mærke den helt store anerkendelse. Det har virkelig været en lang rejse. Vi startede med at spille på små barer i vores hjemby, så kom vi til lidt større nabobyer, og så har det ellers gået slag i slag; det har været en meget naturlig proces. Altså, vi har måttet kæmpe for det, og det er også derfor vi stadig har vores fødder på jorden, og respekterer folk. Vi ved alle sammen at det her liv ikke må tages for givet. Men selvfølgelig giver det også bagslag. Lige nu er vi alle ret udmattede, for vi er altid ude og turnere, for at få vores navn mejslet ind i folks hukommelse, du ved. Og det kan sgu være hårdt, især når pladeselskabet ikke altid får promoveret os, som vi gerne ville. Jeg ved ærlig talt ikke om jeg burde sige det, men det er sådan jeg har det. Det er gået stærkt for os de seneste år.

Clone: I havde endda Randy, fra Lamb of God inde og ligge vokal til et nummer, på ”The Way...”. Hvordan var det at arbejde med ham?

Duplantier: Det var rigtig cool. Han er en meget naturlig og simpel person. Meget stærk personlighed, virkelig; nogle gange er jeg sgu helt bange for ham... haha... Faktisk tog han selv turen herover til Frankrig, for at indspille med os. Betalte selv for flyet og det hele, og så boede han herovre i en uges tid, bare for også at lære vores hjemsted at kende, og hænge ud med os; det var fantastisk.

Clone: Lyder rigtig cool. Kan du ellers fortælle mig en smule generelt om den franske metalscene?

Duplantier: Helt sikkert. Der er en masse god metal i Frankrig. En masse black metal. Masser af Dimmu Borgir-influenser, og i en anden grøft også rigtig meget, der lyder som Pantera og den slags. Bands som Dagoba, som er en krigsmaskine på scenen. Helt fantastiske. Så er der Eths. Også glimrende band. Og Scarve, men de gik fra hinanden desværre. Altså, der er masser af virkelig fede franske bands, men mange synger på fransk og har svært ved at nå ud internationalt på grund af sprogbarrieren.

Clone: Lige inden lukketid her, hvad er så det næste skridt for Gojira?

Duplantier: Ja, vi har noget i planerne, som jeg desværre ikke kan snakke om. Det er noget meget stort, som vi taler sammen om hver dag, men vi bliver nødt til at holde det hemmeligt lidt endnu. Ellers er planerne at vi skal ud og turnere rundt, og efter nogle franske shows i november, tager vi lige en pause, for at finde inspiration til et nyt album. Vi er meget motiverede til at starte på at skrive nye sange. Hvis jeg selv havde muligheden ville jeg bare skrive sange hver dag. Det er virkelig det jeg elsker mest, og jeg håber virkelig at vi får ordentlig tid til at udarbejde numrene til vores næste album; måske den dobbelte tid af hvad vi havde for det sidste. -dennis