Interview : Hatesphere
Læs også vores anmeldelse af "To The Nines" HER

Danske Hatesphere har været igennem en turbulent tid de seneste år, men nu er bandet klar med et nyt album. I den forbindelse fik Clonemetal.dk guitaristen Peter "Pepe" Lyse Hansen i tale.

Clone : Hatesphere har fået ny mand ved mikrofonen siden seneste album, hvordan er integrationsprocessen forløbet?

Pepe : Den er forløbet forholdsvist smertefrit. Jeg tror næsten, dem der har været mest nervøse, har været os andre i bandet, men det har der nu ikke været så meget grund til. Joller kom ind meget hovedkulds og skulle spille sit første show med os kun 12 dage derefter. Det 2. show han skulle spille med os var til DmeA foran 1100 mennesker, så man kan godt sige, han fik sig noget af en ilddåb. Vi har lige siden turneret forholdsvist meget, og det har gjort indkøringen lettere. Men selvfølgelig, Jollers egentlige ilddåb har jo været pladeindspilningen. En ting er jo at fyre den af live, men en anden ting er altså at kunne beherske en indspilning. Endnu engang har det dog vist sig, at der ikke har været grund til bekymring. Jollers indgang til tekstskrivning og til øvning har vist sig at være meget seriøs, og han har været super forberedt inden indspilningen. Så selvom jeg sad og prøvede at rette ham – så lykkedes det sgu ikke i de fleste tilfælde, haha!

Clone : Har det på noget tidspunkt i processen siden sidste album, været på tale
helt at droppe Hatesphere som navn til bandet?

Pepe : Nej, egentlig ikke. Jeg har efterhånden spillet i Hatesphere, og det der kom før, i omkring 15 år, og udskiftning af medlemmer – som i øvrigt også er sket før – kan ikke ændre på, at jeg har skrevet stort set al musik på de andre udgivelser… det synes jeg da, berettiger til at holde fast i navnet. Bandet er mit hjertebarn, og da vi skiftede ud i line-up’en, så syntes jeg/vi, at det var alt for tidligt at stoppe. Det var alt for tidligt at smide det væk, som man havde brugt mange år på at bygge op. Da vi samtidig allerede på det tidspunkt havde fundet nye mere end habile folk, så var det for os en åbenlys dårlig idé at stoppe. Hvis vi på noget tidspunkt havde følt, at det vi lavede, ikke levede op til Hatespheres standarder og mere, så ville vi have stoppet med det samme. Man kan mene, hvad man vil, men at sige at den nye plade bare ikke lyder som Hatesphere – det kan man sgu seriøst ikke slippe fra uden en lang næse. At den lyder en smule anderledes er kun fedt. Jeg ser det dog meget simpelt: god musik er god musik, uanset hvem der spiller det… og uanset under hvilket navn!

Clone : Hvad har den nye Hatesphere line-up, som den gamle ikke havde?

Pepe : Der er en god grad af balance og harmoni, samtidig med at vi er superfokuserede. Ikke fordi at stemningen før var ringe – men ikke i nærheden af at være så afslappet, som den er nu. Samtidig hersker der en bred enighed i bandet om, hvad vi vil, og hvordan vi bør gøre det. Alle vil spille, alle vil turnere, alle vil øve, og vi kan næsten alle godt leve med de forholdsvis få penge, der er i metal, hehe ;-) Så denne balance gør, at det simpelthen er mere afslappet både at øve, men også at tage på turne – og i sidste ende gør det også, at man vil gå igennem lidt mere end man ellers ville.

Clone : Hatesphere er nu kommet i stald hos Napalm Records, hvilket muligheder har det givet set i forhold til tidligere?

Pepe : Det giver os en stor grad opbakning og støtte fra et i øvrigt virkelig professionelt og dedikeret selskab. SPV var åbenlyst et større selskab end Napalm, men de når dem ikke til sokkeholderne i promotion og opbakning. Napalm har formået at promovere os mere end SPV har gjort. Jeg sidder for tiden og laver interviews dag ud og dag ind, og vi har derudover også fået numre og videoer med på sampler cd’er fra Rock Hard i Tyskland, Metal Hammer i Tyskland samt Terrorizer i UK. Det har vi i vores tid hos SPV aldrig opnået, og det skyldes også, at Napalm prioriterer os højere. Hos SPV var vi helt sikkert de små fisk – her er vi hajerne, hehe. Derudover har Napalm en meget federe USA-afdeling end SPV, og det er klart, at når vores næste skridt må være at indtage USA, så er det ikke skidt med dem i ryggen.

Clone: Hvordan er dit forhold idag til JB ?, kan I godt være i stue sammen uden at kaste ting efter hinanden ?. Hvad syntes du i øvrigt om Last Mile ?

Pepe : Jamen, det er helt godt. Der var et stykke tid, hvor vi ikke snakkede sammen, men det er helt sikkert blødt op. Vi har endnu ikke smidt møbler efter hinanden, kan jeg så også oplyse. Men som Jacob også har sagt i et interview andetsteds på dette webzine, så snakker vi ikke så tit om HatesSphere – i hvert fald ikke ind til benet. Det er mere sådan lidt, ”hvordan går det ellers?”, ”har I nogle planer?” osv. Ikke ”hold kæft jeres nye plade er noget lort” og ”jeg hader jer fandme”, haha. Angående Last Mile, så er det, at man kender flinke folk i et band, ikke ensbetydende med, at man nødvendigvis kan li deres musik. Og jeg kan tilfældigvis ikke se noget som helst fedt i Hardcore, og har aldrig kunnet det. Så, at jeg ikke kan lide Last Mile, er ikke fordi Jacob og jeg har spillet sammen, og han forlod bandet – det er fordi jeg ikke kan li stilen. Havde han besluttet sig for at lave et Hard Rock band, så havde sagen været en helt anden ;-)

Clone : Hvordan har de internationale ambitioner det i Hatesphere idag ?

Pepe : De har det glimrende. Vi skal ud og spille en helvedes masse, og planen er at udvide vores horisonter – besøge steder, vi ikke har besøgt før. Så USA og Amerika generelt står højt på ønskesedlen, og derudover kunne det da ikke være så ringe endda at komme til Asien igen. Vores sult for at spille er højnet gevaldigt, og det er sgu næsten ulideligt ikke at have været ordentligt ude og spille de sidste fire måneder. Nu bliver det godt at få pladen ud, og komme ud og lægge et par spillesteder i aske.

Clone : Hvilket nummer i Hatesphere diskografien ser du som den ultimative åbner
på et Hatesphere liveset ?

Pepe : “Deathtrip” eller “To the nines”.

Clone : I skal på et hav af jobs den kommende tid, er der en særligt upcoming event som du ser specielt frem til?

Pepe : Jeg ser generelt frem til det hele, men det er klart, at der er da nogle shows, der ses mere frem til end andre. Vi skal spille et par shows med vores gamle franske venner Gojira på den kommende tour, og det skal nok blive fornøjeligt. Derudover har vi et par spændende turnéer i støbeskeen, som jeg – hvis de sker – ser utroligt meget frem til. Men mere om det senere…

Clone : Under tvang hvilket 3 numre fra det nye album vil du fremhæve og ikke mindst hvorfor?

Pepe : For helvede… det er sgu altid svært at svare på!!!
”Clarity” – super groovy og umuligt ikke at bevæge nakken til. Derudover dejligt anderledes – helt sikkert et frisk pust!
”Oceans of blood” – udover at have pladens sejeste titel, så er det også et utroligt nådesløst angreb. Det går i et sindsygt tempo og sætter ikke farten ned de første par minutter – går så over i groove – for at ende i et ondt atmosfærisk mellemstykke… til slut bliver du selvfølgelig smadret igen, som man bør, og det slutter ligeså brat, som det startede! Super godt livenummer!
”To the nines” – pladens titelnummer tiltaler mig ved dets simple opbygning og dets pågåenhed. Måske et lille nyt ”DeathtTrip”…

Clone : Hatesphere har altid haft et solidt musikalsk fundament indenfor en afart af thrash som bandet har været tro imod, har I aldrig været fristet til at lave en ballade eller lignende ?

Pepe : Det har vi jo næsten gjort på den nye, haha. ”Commencing a campaign” er et lille kort atmosfærisk guitarhelte instrumental nummer, og ”Clarity” er langsom hele vejen igennem. Men at lave en decideret ballade kommer sgu nok ikke til at ske – det ligger trods alt for langt væk fra, hvad vi ellers laver. Man kan sige, at de ”ballade”-stykker, der dukker op, altid er små variationer eller mellemstykker i de enkelte sange. Det er ikke hele sange, der er bygget sådan op, men det er enkelte stykker, der bryder den brutale lydmur. Det har vi egentlig altid gjort. Derudover får Jakob og jeg afløb for ballader i vores hard rock/glam projekt, så vi behøver ikke belemre HateSphere med det.

Clone : Fortæl os lige hvilke musikalske forbilleder som har haft størst indvirkning på din musikalske karriere?

Pepe : Der har været forskellige perioder. Da jeg startede med at spille guitar, lyttede jeg utroligt meget til hard rock. Så bands som Def Leppard, Mötley Crüe, Firehouse, Alice Cooper, Whitesnake, Winger osv. inspirerede mig meget dengang. Jeg har egentlig altid lyttet meget til bands som Metallica, Anthrax og Megadeth, og de var mit springbræt over i det mere brutale, som startede med Pantera og Testament, og som endte med Florida og Europa død. Især bands som Obituary, Morbid Angel, Pestilence, Gorefest og Morgoth inspirerede mig meget!

Clone : Har du et sidste budskab til brugerne på Clonemetal.dk i denne omgang ?

Pepe : Hold om hinanden og elsk… elsk!!! Tjek den nye skive ud, og mød op, når vi rammer spillestederne her til april! Og hold øje med vores hjemmesider for updates og info. Og til jer der har støttet os uden at blinke: tak! Vi ses derude.