Veteranerne i Immolation er aktuelle med endnu et kapitel i deres mangeårige togt imod toppen af death metal hierarkiet i form af det svært oplagte ”Harnessing Ruin” album, og i den forbindelse stillede bandets guitarist Robert ‘Rob’ Vigna sig beredvilligt til rådighed for en håndfuld spørgsmål.
Først spurgte jeg Rob, hvorfor den tidligere trommeslager Alex Hernandez forlod Immolation, og om den nye mand Steve var faldet godt til?
Rob: ’Alex tabte interessen, og da han for nylig blev gift, ville han hellere koncentrere sig om familielivet og en karriere i automekanikerbranchen. Steve er faldet godt ind; han er en fantastisk trommeslager, og han passer perfekt! Med kun 3 dages varsel kom han med på vores US tour og spillede de gamle numre uden problemer. Han har sin egen unikke stil, men kan alligevel spille i den gamle Immolation stil uden besvær, og også indsatsen på albummet var bemærkelsesværdig og højnede Immolations niveau, så vi er svært glade for at have ham med i bandet.’
Immolation har længe arbejdet med producer Paul Orofino, som næsten synes som et ekstra medlem af bandet. Jeg spurgte hvad der tiltrækker Immolation ved Orofino, og hvordan samarbejdet med ham udmønter sig?
Rob : ‘Paul er en god producer, og han bringer det bedste frem i bandet. Han forstår at skelne mellem hvad der virker og hvad der ikke virker, så hvis vi forsøger med noget dissonans, sørger han for at det ikke bliver en katastrofe! Haha! Og så sørger Paul for at hele optageprocessen foregår på en komfortabel måde. Som person er han helt nede på jorden og har en stor tålmodighed. Atmosfæren i Millbrook Sound Studios var meget afslappet, og det ligger i et landligt område langt væk fra alting, så det er let at koncentrere sig om musikken. Dette er det 4. album vi har lavet med Paul, og vi ser frem til det hver gang. Jeg synes den lyd han giver os matcher musikken; mørk, tung og klar. Alle de små nuancer kommer virkelig frem, og overordnet set er produktionen meget tyk og stort lydende.’
Immolation har en fantastisk evne til på unik vis at kombinere både fart, tyngde, catchiness og atonalitet med både old school mere moderne death metal elementer. Jeg bad Rob uddybe lidt.
Rob : ’Vi forsøger altid at være så kreative som muligt. Vi kan lide at prøve nye ting og gør vores bedste for at skrive materiale der fremstår frisk uden at miste kontakten til vores musikalske rødder. Der er så meget potentiale i denne type musik, som de fleste ikke forsøger at udnytte, så derfor forsøger vi at realisere dette potentiale. Tingene er helt anderledes for os nu end for 10 år siden, men vores ambitioner er faktisk større nu end nogensinde. Vi føler at vi er begyndelsen på noget nyt, selvom vi har været på scenen i så lang tid, og vi sætter ingen begrænsninger for hvorfra vi henter inspiration, og det hjælper når vi skriver nyt materiale. Jeg mener også at dynamik er en vigtig ting, for bare at spille hurtigt er ikke alt. Du kan få meget mere kraft ud af midtempo rytmer og beats, men når det føles rigtigt, bruger vi også de helt hurtige passager. Det er et spørgsmål om at bruge de forskellige elementer på det rette tidspunkt for at understrege en musikalsk pointe, i stedet for blot at kværne løs hele tiden. Det hele kommer an på den følelse musikken eller teksten i nummeret lægger op til, for når du bruger en masse kontrasterende elementer forskellige steder i et nummer, kan du virkeligt få pointen i teksten til at få den maksimale effekt!’
Og apropos teksterne, så skriver Immolation efter min mening noget af den mest velskrevne og velovervejede lyrik i death metal genren, så jeg måtte lige høre, hvordan Rob så på Immolations udvikling på det lyriske plan?
Rob : ’Faktisk så bevægede vi os lidt væk fra de tunge religiøse emner på ”Harnessing Ruin”; en tendens der faktisk allerede i lidt mindre grad begyndte på ”Unholy Cult”. Det nye album handler mere om verden af i dag, hvor religion jo dog også har en del at skulle have sagt, men vi skubbede det lidt i baggrunden og fokuserede mere på, hvad verden og menneskeheden som sådan må kæmpe med i disse tider; krig, terrorisme, magtliderlighed og indre dæmoner. Jeg synes det er et meget varieret album, og teksterne er nogle af vores bedste hidtil. Samtidigt er musikken som sagt også blevet mere ’visuelle’, så teksternes mening derved også fremstår endnu mere tydelig. Resultatet er blevet et stærkt og kraftfuldt album, hvor alle sangene relaterer til hinanden og fremstår som ét samlet solidt, mørkt og tungt følelsesmæssig budskab. Cover-artworket, som Sven fra Aborted lavede, blev også vellykket, og i det hele taget er det nye album også mht. booklet, layout og indpakning blevet det bedste vi indtil nu har leveret!’
Rob for lov til at slutte af med de obligatoriske udsagn om mulighederne for at opleve Immolation live i den nærmeste fremtid.
Rob : ’Vi er support for Deicide i USA sammen med Skinless og Misery Index i juni hvilket burde blive fedt, og derefter håber vi at komme til Europa engang til efteråret. Nu må vi se hvad der sker, men vi håber virkeligt på at komme over til Skandinavien i år! Hils de dansk metalfans, som vi ved vil komme til at elske ”Harnessing Ruin”, og tak for interviewet!’
Jamen selv tak da, Rob! Lidt ærgerlig at man skal vente helt til efteråret med muligvis at få lov til at opleve tidens pt. bedste death metal band på de skrå brædder, men indtil da må man trøste sig med det seneste Immolation mesterværk ”Harnessing Ruin”. Og et er jo slet ikke en ringe trøst! -byrial
Kom med dine kommentar i vores FORUM |