Interview : Kvelertak
Tjek Kvelertak's Myspace.com site ud HER

Kvelertak har høstet gode anmeldelser for deres debutalbum ved samme navn, og efter turneer med blandt andet Converge, var det endelig på tide, at de fik deres egen headlinertour. Denne turne bragte dem vidt omkring i Europa, hvor Århus var et af de sidste stop, før de kunne drage hjem til Norge.

Clone: Før debutpladen, “Kvelertak”, var der en demo ved navn “Westcoast Holocaust”, kan I fortælle lidt om den?

Erlend Hjelvik (vokal): Det er bare en samling af dårlige soveværelsesoptagelser, som vi havde indspillet. Det er nok omkring et års arbejde. Vi startede i 2006 og den udkom i 2007.

Clone: Hvis man læser om jer, forsøges der tit at beskrive jer med mange forskellige genrebetegnelser såsom: Black n’roll, hardcore punk, black metal og rock n’roll. Hvad vil I selv kalde det?

Erlend: Rock! Det er det nemmeste..

Marvin Nygaard (bas): Ja. Hard rock.

Clone: Norge har nok en af de mest vigtige black metal scener rent historisk. Har det været umuligt at undgå at blive inspireret af den?

Erlend: Jeg vil ikke sige, det var umuligt, men jeg er stor fan af black metal. Da Bjarte (Lund Rolland, guitar) og jeg boede sammen, introducerede jeg det for ham, og det er ham, der skriver al musikken, så det fandt vel sin vej ind i vores på en meget naturlig måde. Det er vist det.

Clone: Har black metal puritanere set ned eller ligefrem kritiseret det faktum, at I kommer fra den norske scene, men tager genren i en helt anden retning?

Erlend: Det er svært at sige. Man ser altid Mayhem trøjer iblandt publikum, men... Jeg tror folk, der selv spiller black metal, egentlig godt kan lide Kvelertak meget mere end dem, der sidder ved computeren og siger idiotiske ting på nettet. Det er kun online vi har haft folk, der har klandret os for det.

Clone: Dine tekster handler mestendels om nordisk mytologi, folkesagn og vikinger. Er det her, du får inspirationen fra?

Erlend: Ja, på denne plade i hvert fald. Jeg skriver mere eller mindre bare om ting, jeg synes er “bad-ass”. Men på den næste plade vil jeg forsøge, at prøve noget andet. Jeg ved ikke, hvad det skal være endnu, men det bliver noget andet end nordisk mytologi. Bare for ikke at låse mig fast på ét bestemt emne.

Clone: Tror I det vil have nogen effekt på musikken, hvis teksterne ændrer sig markant?

Erlend: Bjarte skriver musikken først og så skriver jeg teksten. Men jeg forsøger at fange stemningen i nummeret og skriver tekst derefter.

Clone: Den norske musikscene har haft en del gode hardcore bands at byde på; JR Ewing og Kaospilot og nu er I kommet til og baner vejen. Tidligere har det været Kaizers Orchestra, der har været Norges hovedeksport af musik. Er det tegn på, at der sker en ændring i Norge, når det kommer til musik?

Marvin: Jeg tror allerede, det er ved at ske. Kaizers Orchestra er ved at blive forældrede i Norge. JR Ewing; jeg tror ikke de var særlig store udenfor Norge. Var de stor i Danmark?

Clone: Ikke hvad jeg ved af, jeg synes bare de havde en interessant lyd. Skandinaviens bud til den europæiske screamo/hardcore scene i hvert fald.

Marvin: Ja, uden tvivl - også Kaospilot. Men jeg tror bestemt, der er en forandring i gang nu. Vi er et nyt band, vi er yngre, og vi har turneret meget mere end Kaizers Orchestra nogensinde har gjort.

Clone: Og nu har i Wolves Like Us med.

Marvin: Ja. Det er nogle af vores venner.

Clone: I indspillede med Kurt Ballou, hvordan kom det til?

Marvin: Vi snakkede om, hvem vi gerne ville indspille hos. Alle ville gerne indspille ved Kurt Ballou, men der var ingen, der turde at spørge, så vi fik Bjarte til at skrive til ham. Og Kurt sagde ja med det samme.

Clone: Og cover af John Dyer Baizley?

Marvin: Ja, han kontaktede os under indspilningerne til pladen, så det var perfekt timing.

Erlend: Kurt sagde vist i et tysk blad, at pladen ville have været bedre, hvis vi havde ladet ham blande sig noget mere.

Clone: Kunne I finde på at hyre Kurt igen til næste plade?

Erlend: Ja, det tror jeg.

Clone: I har bevidst jeres værd på hardcore scenen; indspillet album med Kurt Ballou, cover af John Baizley, turne med Converge. I har dækket det fundamentale. Hvad skal der så ske nu?

Erlend: Først og fremmest skal vi starte på et nyt album. Vi har to nye numre, som vi har spillet på touren. Efter vi har fået lidt tid for os selv, når vi er kommet hjem, starter vi på en ny plade. Flere turneer. Festivaler. Vi skal til Australien snart og spille på Soundwave.

Clone: Og sideshows med Mastodon?

Erlend: Ja, og Gojira. Vi skal også spille et show i Singapore med Dillinger Escape Plan. Det bliver et travlt år, jeg håber bare, at vi har nok tid til at lave en ny plade. -davidson