Interview : Kylesa
Tjek Kylesas Myspace.com site ud HER

Kylesa er et spændende band på papiret; to trommeslagere, en kvindelig guitarist/vokalist og en anden guitarist/vokalist, der kan betegnes som et sandt koryfæ på musikscenen i Savannah. Det lyder måske ikke af særlig meget, men Savannah har haft en meget produktiv scene, og Phillip Cope har været en fast bestanddel af den i lang tid. Siden 2001 har det været med Kylesa som fast ankermand sammen med Laura Pleasants(eller ankerkvinde), mens der har været udskiftende medlemmer over årene. Det blev til en snak om scenen i Savannah, deres personlige tekstunivers og hvor besværligt det i grunden er, at have to trommeslagere.

Clone: Tror du der er en speciel musikprofil eller lyd, hvor I kommer fra? For jeg ved både Circle Takes the Square, Baroness og til en vis grad Mastodon kommer fra samme område.

Phillip: Jeg ved det ikke, det er lidt anderledes for mig, for jeg har spillet før de bands kom frem. Jeg tror de bands har deres egen tilgang til hård musik, så jeg tror ikke, jeg vil kalde det en speciel profil. Men de bands, du har nævnt fokuserer på en hårdere lyd.

Clone: Men du mener ikke, at I, efter I har fået mere succes og det samme med Mastodon, at der så er en scene på vej?

Phillip: I Savannah var der en scene for flere år siden, før bandsene fik succes, for vi var ikke ude og turnere så meget, så der var en speciel scene med Baroness, Circle (Takes the Square), nogle af de ældre folk fra scenen, og der var helt sikkert et lille samfund, hvor vi hjalp hinanden. Nu har alle travlt, bandsene bor ikke i Savannah mere, jeg bruger det meste af min tid i Los Angeles, så det er ikke rigtig som det var før. Der er en musikscene, men den er ikke fokuseret i den hårde ende. I Savannah dukker der mange nye bands op nu, der sikkert går igennem det samme, som vi gjorde for flere år siden. De starter så småt deres egen Savannah scene, og forhåbentlig så kan de også udvide til andre dele af landet.

Clone: Men der er samtidig meget snak om ‘southern hardcore’ og nu ‘southern doom’, tror du, at syden giver musikken et specielt islæt?

Phillip: Uden tvivl. Omgivelserne vil tit have indflydelse på de fleste bands. Med Kylesa så tvinger vi ikke det prædikat ned over os selv, vores tekster er ikke specifikke for sydstaterne, alle vil kunne relatere til dem - men når man har boet i syden i så mange år, så har det uden tvivl haft en effekt og måske på en måde, som vi ikke er klar over heller.

Clone: Tror du at journalister utilsigtet kalder jer ‘southern doom’ uden at have en grund til det?

Phillip: Vi er blevet kaldt så meget, jeg kan give dig halvtreds forskellige betegnelser, som vi har fået, og det er fint. Jeg kan godt forstå, at som journalist, hvis man skriver om noget, så bliver man nød til at kalde det et eller andet. Rent personligt, så kalder vi det ikke det. Vores smag skifter hele tiden, vores musik ændrer sig, så det ville være underligt at kategorisere sig selv som for eksempel hundrede procent sludge, og at vi repræsenterer sludgegenren. Det er ikke fair over for de bands, der måske gør det. Jeg kender godt til genren, og den har haft en påvirkning på vores musik, vi har spillet med en del sludge bands, men man skal passe på med at sætte sig selv i bås og virke som talsmand for en specifik scene.

Clone: Folk har det med at beskrive jeres lyd med et bredt spektrum af bands; Black Flag, Black Sabbath og tidligere Pink Floyd, og de er i forvejen ret alsidige bands...

Phillip: Det er også de tre hovedbands så at sige, men jeg ville smide Fugazi oven i også. Det er de bands, vi er enige om, også før bandet opstod. Det har været en indflydelse igennem længere tid, både Laura og jeg har elsket de bands siden vi var små.

Clone: Så det her er hovedbandsene, der inspirerer jer, hvad så med mindre bands?

Phillip: Der er inspirationer fra over det hele, fra en masse forskellige genrer. Det kunne være noget komplet anderledes, men hvor man bliver fanget af opbygningen af et nummer, deres teknik, eller en bestemt stemning. Det kan være alt fra hip-hop til jazz til dødsmetal. Det handler egentlig bare om, at man kan høre, der er blevet lagt hjerte og sjæl i det, og så er det ligegyldigt hvilken genre det er.

Clone: Hvor vigtige er gode tekster så for dig?

Phillip: Det er vigtigt, men jeg lytter ikke kun til musik på grund af teksterne. Jeg er glad for, der er bands, der har gode tekster, og det inspirerer mig som lyriker - der er ikke noget bedre end en tekst, der virkelig graver dybt - men på samme tid så tror jeg, tekster kan være følelsesladede uden at man måske forstår selve ordene. Cocteau Twins er et godt eksempel, hendes stemme er fantastisk, men jeg aner ikke, hvad hun synger, jeg tror ikke engang, det betyder noget. Jeg forstår heller ikke, hvad de siger i grindcore/dødsmetal, men det er intensiteten og leveringen, det handler om.

Clone: På “Static Tensions” er der nogle tekster, der omhandler en musiker i Savannah, der blev skudt, kan det passe?

Phillip: Rent personligt var det en refleksion af situationen nærmere end det var om selve personen. Jeg vil ikke om at udnytte andre folks smerte ved at skrive en sang om dem, men det var ikke et enkelt tilfælde i Savannah, så teksterne er baseret på flere ting.

Clone: Er titlen på pladen så også en refleksion af den stemning på det tidspunkt?

Phillip: Overordnet, ja. På det tidspunkt var der mange spændinger i området. Obama var ikke blevet valgt som præsident endnu, og det gav en del anspændte forhold grundet det. Folk var skide trætte af Bush, og så var der dem, der gerne ville holde det republikansk. Sådan var det over det hele, og vores by var ikke anderledes, men nok nærmere endnu mere udsat for det.

Clone: Teksterne omhandler altså personlige oplevelser i Savannah, men er der også tekster, der fokuserer på scenarier, der ikke er baseret i virkeligheden?

Phillip: Ikke rigtig nej, det er for det meste fra vores synspunkt. Det er ikke altid fokuseret på ét bestemt emne, men hovedsageligt fra vores synspunkt.

Clone: Hvad med nummeret “Don’t Look Back”, det har en meget positiv stemning, næsten punket, hvad handler det om?

Phillip: Det handler i bund og grund om at blive ældre og se tilbage på sin fortid og prøve ikke at fremprovokere dårlige oplevelser fra tidligere, men mere eller mindre bare komme videre med sit liv. Vær glad for, hvor du er, og lad ikke fortiden holde dig tilbage.

Clone: Jeg havde en ide om, at det måske handlede om det gamle musikmiljø og forlade det for at se fremad.

Phillip: Man kan sagtens tolke det på den måde. De fleste af vores sange har dobbelte betydninger. Jeg ved ikke, om det specifikke nummer giver udtryk for lige præcis den problematik, men der har helt sikkert været en følelse af, at vi altid ser fremad og ikke holder fast i fortiden. Vi er meget glade for vores fans, og for at vise dem respekt, spiller vi altid mindst ét nummer fra hver plade. Vi har aldrig været et band, der ignorerer vores fortid, men når det kommer til at skrive nyt materiale, så bliver man nød til at se fremad.

Clone: Hvad så med nu, er I tilfredse med den lyd I har nu, eller er der altid plads til at udvikle sig?

Phillip: Vi skriver bare, hvad vi føler for. Jeg ved ikke, hvad der foregår i mit hoved, når vi begynder at skrive den næste plade. Det er en naturlig process, man skriver bare i den sindstilstand man nu er i på det tidspunkt.

Clone: Jeg kunne godt tænke mig, at snakke lidt om jeres set-up. Hvorfor valgte I at have to trommeslagere?

Phillip: I starten prøvede vi at have to trommeslagere, men det fungerede ikke så godt, når vi for eksempel skulle turnere de små spillesteder, så var der ikke plads. Men grundideen lå i, at vi bare gerne ville være tungere i lyden. Vi havde forfærdeligt mange forstærkere allerede. Folk dukkede op til koncerter i en lille kælder, og den var allerede fyldt med vores forstærkere. Så vi tænkte over, hvordan vi kunne blive endnu tungere. Vi kunne ikke have flere forstærkere, så løsningen var at få flere trommer med! Alle skriger og råber, alt er tunet helt i bund, så hvor går man derfra? Flere trommer! Men efterhånden lærte vi, at der var mere i det end bare have en tung lyd. Det er kedeligt konstant at lyde sådan, nogle gange er stilhed bedre end at være heavy hele tiden. Det er en konstant læringsprocess.

Clone: Blev I inspireret af andre bands til at gøre det, for det er stadig ret sjældent man ser det?

Phillip: På grund af, at det er så sjældent, så har vi lært rigtig meget af det. Mange tror, at vi gør det, fordi Melvins gør det, men vi gjorde det faktisk før vi vidste, at de gjorde det. Og så dukkede vi begge frem på samme tid med to trommeslagere. Vi kender både Jared (Warren) og Coady (Willis), så vi spurgte: “Nå I bruger også to trommeslagere nu?”. Det var forfærdeligt for os! Men vi bestemte os for at blive ved med at gøre det, og det har faktisk været indspilningen, der har været det sværeste.

Clone: Det var faktisk det næste spørgsmål; hvordan producerer man et album med to trommesæt?

Phillip: Fuckin’ hit n’ miss, man! Der er ikke særlig mange mennesker, der ved noget om det. Der har været mange velkendte producere, der har spurgt mig, hvordan helvede jeg gør det! Folk, jeg har spurgt, har haft nogle små forslag her og der, men det meste har handlet om bare at prøve det. På den første plade vi lavede, der gik det helt galt, for vi havde ikke særlig lang tid i studiet til at eksperimentere. Den første metode vi brugte virkede slet ikke, så vi måtte smide noget sammen i sidste øjeblik. Jeg kunne godt tænke mig at mixe den plade om. Men nu har vi mere erfaring med det.


Clone: Men så vidt, som jeg kan høre, så tager du ikke bare den lette vej og panorerer et sæt i hver side, er det bare, hvad man føler for så?

Phillip: Vi går efter, hvordan nummeret lyder. På “Static Tensions” var der meget pres på grund af de trommeslagere, alle spurgte hvorfor vi gjorde det, osv., så nu er vi blevet så vant til at have to trommeslagere, så hvis den ene røg ud, så ville det for os, lyde som om der mangler noget. Så der er ingen vej tilbage nu. Vi prøver virkelig at få fremhævet, at der er to trommeslagere i vores lyd, så folk rigtig kan høre det, og det er også derfor, at hvert nummer er mixet forskelligt med hensyn til trommerne. Men man vil heller ikke have fokus kun på ét instrument, nogle gange må folk godt glemme, at vi har to trommeslagere, og måske blive helt fortabt i et riff i stedet.

Clone: Men det er også en meget grundlæggende ting i at have to trommeslagere; det er instrumenterne, der ikke behøver at blive forstærket på samme måde. Er der et slags primalinstinkt gemt i det også?

Phillip. Ja. Uden tvivl. Nogle gange kommer den største reaktion fra publikum, når det kun er trommerne, der spiller. Så ja, uden tvivl!

Få timer efter leverede Kylesa en magtfuld koncert. Phillip virkede mere reserveret på scenen, næsten helt genert, i forhold til Laura, der i højere grad virkede som en frontfigur. Desuden var bassist Corey Barhorst et energisk midtpunkt, der udover bas også stod for synthesizer. De to trommeslagere var imponerende og Kylesa havde et rigtig godt tag i publikum. Dog betød planlægningen fra Roskildes side desværre, at en hoveddel af teltet smuttede over til Orange Scene for at vente på at komme ind til pittet til Mastodon. Det var synd, for Kylesa fortjente langt bedre. Man kan derfor kun håbe på, at de lægger vejen forbi Danmark endnu engang, så man rigtig kan opleve dem i fuld vigør. -davidson