Interview : Lamb Of God

Før de kranieknusende groove-metalliske mestre i Lamb of God senere på aftenen, den 28/6, omdannede hovedstadens Pumpehuset til et svedbadende inferno, fik jeg mig en snak med frontbrøler Randy Blythe, omkring bandets nuværende store succes. Den lidt fraværende attitude han stillede op med til interviewet, var lidt af en pille at sluge, men gjorde sig heldigvis ikke gældende da tripple-koncerten med Chimaira og Unearth blev afviklet til stor fornøjelse for et headbangende kuld af sortklædte fanskarer...

Clone: Hvordan er Jeres tour forløbet?

Randy: Rigtig godt. Det var været en stor turné for os, med en masse festival-jobs, og så club-shows, som det vi skal spille i aften, ind imellem.

Clone: Lyder godt. Jeres nyeste album "Sacrament" debuterede på Billboard´s 8. plads. Var det en mærkelig følelse pludselig at stå med en "mainstream" succes, når i nu spiller en genre, der normalt ikke er relateret til den slags salg?

Blythe: Ja, altså vi havde aldrig regnet med en så høj start-placering. Måske i top 40, men sgu aldrig i top 10, mand. Men der er et stort aspekt af det man skal se på, nemlig at metal-fans rent faktisk køber pladerne, mens tilhængere af mange andre genrer downloader tingene ulovligt. Der er vi som metal-band højt privilegeret. Fans af denne her genre har tendens til virkelig at ligge deres penge i det, hvilket, tror jeg, er reflekteret i det store salg af vores plade.

Clone: I har hele tiden været meget kompromisløse omkring Jeres musikalske integritet, og aldrig blødt op på det knaldhårde udtryk Lamb of God står for. Men hvad synes du om selve idéen med at metal-bands prøver at undgå at blive alt for ekstreme, netop ved at blande ting som ren sang, og melodiske omkvæd ind i deres sange?

Randy: Altså, jeg har venner i bands der gør netop det du beskriver der, og egentlig har jeg intet problem med det. Vi er bare fem fyre, i det her band, som har valgt at gøre det på vores måde, og indtil videre har det bare ikke virket helt passende for os at blande de der "pop"-elementer ind i sangskrivningen. Men altså, det er jo ikke sådan at vi siger, "Det kommer vi aldrig til". Man skal holde dørene åbne, du ved, men altså indtil videre er det bare ikke sket.

Clone: Okay. Et gæt må dog være at den lyriske indignation og aggressivitet aldrig bliver nedtonet. Også på "Sacrament" slår de ihvertfald hårdt. Hvad har inspireret dine tekster i denne her omgang?

Randy: Haha, nej teksterne i vores univers bliver aldrig mildnet, det kan jeg love dig for. Altså, egentlig skriver jeg bare om livet jeg ser. Jeg synes vores samfund er ret usikkert sted, og jeg ser social og økonomisk uretfærdighed overalt. Rige folk, der tjener sine penge på baggrund af arbejderklassens hårde slid. Men samtidig synes jeg ikke de her folk i arbejderklassen tænker nok for dem selv. Istedet for at gøre noget aktivt, sige noget, så synes de bare at tænke "så længe jeg har til dagen og vejen". De er ikke vågne mand... Det pisser mig virkelig af, og mine tekster vil blive ved med at beskrive den vrede jeg har mod det samfund, vi har stablet op.

Clone: I har nu i længere tid været et af de mest lovpriste metal-bands, både i henhold til kritikere og fans. Kan i overhovedet undgå at føle Jer en smule urørlige, også Jeres pladers salgsucces taget i betragtning?

Randy: Nej, altså ingen er urørlige som sådan. Vi prøver virkelig ikke at lytte alt for meget til kritikerros og sådan. Meninger er sgu som røvhuller; alle har dem. Kritikerne vil måske kunne lide ét album, og så vende tommelfingerern nedad til det næste. Man bliver nødt til bare at vende ryggen lidt til det, ellers bliver dit liv sgu alt for styret af det, hvad enten du bliver ophøjet eller nedgjort af anmelderne.

Clone: I har været sammen nu i over 12 år. Hvordan har I kunnet opretholde den passion, som gør at I lyder lige så intense og nærværende nu, som da I startede karrieren?

Randy: Altså, det er jo hvad vi gør. Det er sådan en stor del af vores liv og vores identitet, at det store nærvær kommer helt automatisk. Samtidig er det jo vores job, og jeg fik altid at vide af mine forældre, at man skulle gøre sit arbejde ordentligt. Så selvfølgelig kaster jeg alt ind i det her band, nogle gange til et stadie hvor det sgu næsten bliver lidt ubekvemt.

Clone: Så det er stadig lige så spændende for Jer at tage på turné og indspille plader o.s.v

Randy: Absolut. Selvfølgelig kan turnéer være svære. Langt væk fra familien og alle de der ting, men altså vi kan ikke beklage os på nogle måder. Det er sgu et godt liv.

Clone: Fantastisk. Hvad med Jeres fremtidsplaner? Er sange til et nyt album efterhånden ved at tage form?

Randy: Altså, vi tager hjem efter den her turné, og så hurtigt ud igen for at spille på Ozzfest, i to måneder, hvorefter vi tager tilbage til England og til sidst USA og turnérer rundt der. Så altså, der er rigeligt at lave for tiden. Først når alle de her jobs er spillet, kan vi koncentrere os om at skrive nyt materiale, hvilket nok bliver i starten af det nye år. Så i slutningen af næste år, hvis alt går vel, kunne et nyt album godt være i butikkerne, men igen, det er nok lidt tidligt at spå om det.

Clone: Okay. Her på falderebet, har du så et band du vil anbefale de danske metalfans at tjekke ud?

Randy: Gojira! Fra Frankrig. De er fantastiske. Vi spillede med dem her forleden i Norge, og de er simpelthen utrolige. Enhver metal-fan burde tjekke dem ud.

Og med den opfordring forsvinder Blythe ind i et baglokale af Pumpehuset. Lamb of God leverede om aftenen en knaldhård og særdeles overbevisende mørke-messe, der stod fuldstændig mål med mandens ord om den automatisk tilkomne nærvær. Bandet var et stort metallisk kvælertag på et voldsomt angrebsivrigt publikum. Stort... -dennis