Interview : Machine Head

Hvis man skulle give en pris til verdens mest hårdtarbejdende metalband, ville Machine Head afgjort være blandt de nominerede. De har turneret i intet mindre end 2,5 år i kølvandet på deres definitive genfødsel og hidtil største succes, den anmelderroste og Grammy-nominerede "The Blackening" ('07), hvilket i aften bringer dem til Danmark for tredje gang siden udgivelsen. "The Black Procession" hedder deres nuværende tour, som udover Machine Head selv byder på metalcore ved Hatebreed og Bleeding Through. På et afbud fra min kollega Simon, som går hen og lægger sig syg i 11. time (tak for det!), får jeg mig en god 1/2 time i audiens hos Machine Heads trommeslager gennem 15 år, Dave McClain. Eftersom jeg stort set ingen tid har haft til at forberede mig, er jeg heldig, at manden både er imødekommende og meddelsom.

Machine Heads navnkundige front- og bagmand, sanger og guitarist Robb Flynn, er ikke at finde nogen steder i Vegas bandområde. Det nyest tilkomne medlem, guitarist Phil Demmel, sidder og shiner sig up til tonerne af Soundgarden i det nederste bandrum. I det inderste tilstødende lokale sidder McClain med en hvid macbook på skødet og snakker med sin kæreste over Skype. Som om Machine Head ikke knokler nok med deres konstante turneren, har manden netop løbet små 6,5 kilometer på et nyligt erhvervet løbebånd. Men det ser umiddelbart ikke ud til at røre ham det mindste. "Vi træner meget, når vi turnerer", forklarer han. "Og her om vinteren er det ikke så ligetil bare at løbe en tur, så vi har lige fået det her med." Jeg begynder at forstå, hvordan han kan holde sig tilstrækkeligt i form til at have den energi bag tønderne, han nu engang har.

Clone: "Er det bare mig, eller spiller I i Danmark hele tiden?"

McClain: "Hæhæ, ja, jeg ved det godt. Vi har turneret mere end nogensinde før med den her plade. Men det har jo ikke bare været én lang tour; det har været forskellige tours. Der har både været noget Metallica-opvarmning, The Black Crusade-touren, nogle festivaltours osv.. Vi tilbragte faktisk fire fridage her nu i sommers ifm. Metallica-koncerterne. Så jo, vi er her meget. Men altså, vi har været OVERALT meget..."

Clone: "Der er gået næsten op til fire år mellem jeres udgivelser her de sidste par gange. Kommer der snart en ny skive??"

McClain: "Well, vi regner med at gå i øveren, så snart vi er færdige med denneher tour nu i slutningen af marts. Når Europa-touren slutter, ta'r vi lige ti dage fri. Så spiller vi en række shows i Japan og Australien, og så er det også slut for denne omgang. Så ta'r vi hjem og holder måske lige en uge fri, og så er planen at ramme øveren og give os til at skrive. Men det tog os et år at lave "The Blackening". Jeg ved ikke, om det vil tage så lang tid denne gang, men baseret på hvordan vi har arbejdet hidtil, vil jeg skyde på ihvertfald 10 måneder inden vi går i studiet."

Clone: "Har I fået skrevet noget nyt her på touren?"

McClain: "Ja, lige nu går vi og prøver at få samlet lidt op på vores riffs hver især. Vi har allesammen vores forskellige ting... Jeg har i forvejen selv i omegnen af 80 riffs (!) tilovers fra The Blackening, og så har jeg skrevet en 30-40 nye. Og jeg ved også, at både Robb og Phil har noget stuff, de har gået og arbejdet på. Men vi har ingen færdige sange endnu. Når vi så går i øveren, har vi så'n en tavle, som vi stort set smider de her riffs op på lidt efter lidt og gi'r dem dumme navne. Så prøver vi at få dem til at hænge sammen med hinanden, - lidt ligesom et puslespil."

Clone: "Det lyder som om, I allerede har materiale til adskillige albums...?!"

McClain: "Tja, man ved aldrig. Da vi lavede "The Blackening", udelod vi bevidst meget, netop fordi vi følte, at de otte sange, der nu engang er på pladen, tilsammen udgør en perfekt helhed. At komme ekstra sange på bare for at nå op på ti numre, ville bare være at smide unødvendigt fyld på. Det er en lidt anden approach, end vi har kørt med tidligere."

Clone: "Hvori ligger forskellen?"

McClain: "Det kunne godt tage lidt tid at redegøre for. Men altså..."

Dave tager den fra begyndelsen. Han fortæller om dengang, han kom med i bandet som afløser for Chris Kontos lige efter den tour, som slap Machine Head løs i verden ovenpå den klassiske debut "Burn My Eyes" ('94). Sangskrivnings- og for den sags skyld turneringsprocessen ifm. den svære to'er, "The More Things Change" ('97), var meget den samme, som den er i dag. Succesen fra "Burn My Eyes" blev fulgt op, og pludselig skete der noget. Bandet var blevet populære, pladeselskabet ville satse på dem, og pludselig havde Machine Head både de penge og muligheder indenfor deres rækkevidde, som ethvert band drømmer om.
I tiden omkring bruddet med den oprindelige guitarist Logan Mader, var luften i forvejen mættet med forandring. Ind trådte guitarist Ahrue Luster og den navnkundige nu-metal-producer Ross Robinson. Resultatet blev "The Burning Red" ('99), som markerede overgangen til bandets næste mindre epoke.

"Pengene flød om os, - det var ligesom matadorpenge", fortæller McClain. "Pladeselskabet ville gerne have os videre til det næste level. Have os til at skrive sange, der kunne spilles i radioen og alt det dér. Og det er sgu bare det, man gerne vil som band. Så det var, hvad vi gjorde på de næste par plader. Men vi indså lidt efter lidt, at hele det der game bare slet ikke var noget for os. Ovenpå "Supercharger" ('01) var det næsten for sent, men det var dér, vi indså, at det hele bare var ét stort game. Og vi fik jo alligevel vores fanskare fra turnéerne. Men det tog helt frem til "Through the Ashes of Empires" ('04) at indse for os.

Clone: ""Through the Ashes..." var generelt et vendepunkt for jer."

McClain: "Ja, for på det tidspunkt var vi sgu bare færdige med Roadrunner. Og vores søgen efter et nyt pladeselskab var ikke særligt frugtbar. Tilsidst føltes det simpelthen som om, vi var på vej til at blive skubbet ud af hele musikbranchen. Vi nåede dertil, hvor... Jeg husker, at jeg sagde til drengene: "Vi er et fucking metalband! Hvis vi skal tages ud, så bliver det dæleme ikke uden kamp. Lad os lave noget fucking metal her. Lad os droppe hele det åndssvage game, lad os skide på radioen. Vi har i forvejen hele vores fanbase fra vores tours. Vi kan ligeså godt lave en plade, der kommer helt derud, hvor det gør ondt; hvor vi ikke får noget radio- eller videoairplay whatsoever." Så vi gik igang med at skrive sange, som bare var... Ja..."

Clone: "Mere kompromisløse end tidligere?"

McClain: "Way. Vi har sågar omskrevet ting for bevidst at undgå, at de kom i radioen! (Dave smiler selvtilfreds som et lille barn, der lige har bygget en stor LEGO-borg helt alene.) Det startede altsammen med "Imperium": Det var første gang i lang, lang tid, at vi havde skrevet en sang, og da vi spillede den første gang, kiggede vi bare på hinanden og var fuldstændig færdige af grin, fordi det bare var så fucking awesome. (Samme smil igen.) Det var ligesom at have fået et pissefedt covernummer til at fungere, - men bare med et nummer som man selv havde skrevet. Så dét var nærmest gennembruddet. Den approach har vi fortsat med på "The Blackening". Det her med f.eks. at skrive længere sange. Vi skriver bare sange, som føles federe at have spillet fra ende til anden. Og det er en vej, vi stadig er på vej ud af. - Hvilket faktisk er helt perfekt, for i mellemtiden har musikbranchen ændret sig så meget, at man kan tillade sig langt mere, end man har kunnet hidtil."

Clone: "Tror du at denneher nye approach måske faktisk har medvirket til jeres fornyede popularitet? Folk snakker jo nærmest om comeback ifm. "The Blackening"."

McClain: "Ja, de sidste to skiver kan man godt kalde et comeback. Og ja, jeg tror bestemt godt, at man kan se det på os, - da vi gjorde tingene anderledes, virkede det på en måde en smule falsk. Jeg tror bedst, jeg kan illustrere det ved at tage fat i en skive som "Supercharger", for det var nok den, der skabte mest kontrovers. Eller, det startede måske snarere med "The Burning Red", men jeg synes nu altså stadig er en rigtig god, solid skive. Men altså, "Supercharger"... Der er nogle gode sange derpå, men jeg synes ikke rigtig, det er Machine Head-sange. De havde været ekstra gode og mere oplagte i hænderne på et andet band. Det var sgu bare ikke en Machine Head-plade. Men der hvor vi er nu, er det Machine Head hele vejen. Det kan folk også godt se. Især dem, der er vokset op med bandet, og netop hører metal pga. den følelse, som aggressionen vækker i en. Alting omkring musikken skal sgu være ægte; det hele skal være organisk. Og sådan er tingene, som vi gør dem nu, og det er folk med på."

Clone: "Robb er også begyndt at producere pladerne. Er der en sammenhæng?"

McClain: "Næh, det har han faktisk altid gjort mere eller mindre. Selv med Ross på "The Burning Red", selv i starten med Colin Richardson, selv på "Supercharger" med Johnny K... Robb har altid været med på hvert eneste skridt af vejen. Han lod dem komme med deres forslag, men han havde altid det store overblik over tingene. Det var ret naturligt, at han skulle producere."

Clone: "Jeg læste så sent som i dag, at I havde ladet jer inspirere meget af Rush under tilblivelsen af "The Blackening". Hvor i alverden kan man lige høre dét henne??"

McClain: "Jo, altså, jeg begyndte at få Robb tændt på dem... Jeg har selv hørt Rush, siden jeg var knægt; alt ved dem var bare fantastisk... Men altså, mens vi lavede "Through the Ashes...", ringede Robb en dag og spurgte: "Hey, hvad er det lige, den-og-den sang hedder? Teksten er pissefed!" Så han begyndte lige så stille at vænne sig til dem. Og faktisk allerede på "Days Turn Blue To Gray" er mellemstykket tyvstjålet fra "Natural Science". Jeg har altid selv været inspireret af dem, men Robb begyndte først for alvor, efter jeg gav ham "A Farewell To Kings" ('77). Jeg gav ham faktisk hele bagkataloget, men lige "A Farewell To Kings" er bare så cool rent tekstmæssigt, og det var meget dén retning, Robb gik i med politiske sange som "Clenching the Fists of Dissent". Med "A Farewell To Kings" tænker man meget på middelalderen, men han (Geddy Lee, red.) synger jo om ting, der foregår i dag. Rush gjorde jo aldrig noget på konventionel vis. De forsøgte aldrig at tilfredsstille musikbranchen, men lod i stedet musikbranchen komme til dem, og det er meget den sindstilstand, Machine Head er inde i i dag."

Clone: ""The Blackening" er en meget mørk og alvorlig plade. Vil du mene at I har modnet jer siden "Through the Ashes..."?"

McClain: "Vi har ihvertfald forsøgt at skubbe vores egne grænser, hvad vores spil angår. Lige netop Rush er lysår foran os hvad talent angår, - vi er jo nærmest hulemænd ved siden af dem, - så vi har også forsøgt at nærme os deres niveau rent teknisk. Så jo, vi har forsøgt at forbedre os som musikere - men også på at tænke udenfor boksen og lave nye ting. Robb og Phil er jo f.eks. begyndt på det her med at lave solochases."

Clone: "Phil er ikke bare "new kid on the block" længere?"

McClain: "Jo, på en måde. Han har rigtignok været i bandet længere tid end Logan nogensinde var, men selv efter 10 år i bandet var jeg sgu stadigvæk "ham den nye" - også selvom Chris kun var med i bandet i ét år, hahah! Men jeg tror kun, at den slags er meget godt, for da vi lavede "Through the Ashes..." anså vi lidt os selv som et nyt band, netop til dels pga. Phil."

Robb Flynn møder Phil Demmel første gang i 1987, da Robb slutter sig til Bay Area-thrasherne Vio-Lence efter at være skredet fra Forbidden (dengang kendt som Forbidden Evil). Hvor dette karriere-move måske kan diskuteres i bagklogskabens lys, er der til gengæld ingen tvivl om, at Vio-Lence nød et gevaldigt kvalitetsboost fra Flynns co-sangskrivning med Demmel; et samarbejde som Machine Head i høj grad også har nydt godt af på "The Blackening". Oprindeligt var det bare meningen, at Demmel skulle have fyldt ud som live-guitarist i Machine Head, men fra bogstaveligt talt første øver syntes kemien mellem de to venner at have smittet af på resten af medlemmerne. Demmels korte livetjans skulle oprindeligt have været hans måde at sige definitivt farvel til hele musikbranchen på for at koncentrere sig om sit ægteskab. Men med Machine Head var der åbenlyst potentiale for et lige så frugtbart samarbejde, som hverken han eller bandet kunne tillade sig ikke at forfølge.

"Phil har den manglende kemi, der var nødvendig for at kunne fuldende bandet", hævder McClain. "Efter bruddet med Logan mistede vi en vigtig mængde kemi. Og da Ahrue så kom med, virkede det faktisk en smule forceret. Det var ikke fordi, det hele nødvendigvis var skidt, men det klikkede sgu bare aldrig mellem os. Da Phil så kom ind, føltes det fuldstændig utroligt. Han er sgu virkelig the missing link."

Clone: "I er blevet kaldt pionerer for "The New Wave of American Heavy Metal". Hvad siger du til det?"

McClain: "Det ved jeg ikke. Vi er alligevel blevet kaldt så meget, - og ofte meget værre ting, hahah...!"

Dave griner lidt, men har følgende for første gang i interviewet mere end almindeligt svært ved at finde en passende kommentar. Han læner sig forover og kigger ned i gulvet i en mindre tænkepause.

McClain: "Jeg synes at... Øh... Ja, jeg ved ikke lige med alt det dér. Jeg husker godt, da hele den nye bølge af amerikansk metal begyndte at tage fart. Det var ca. ind imellem "Supercharger" og "Through the Ashes...". Og dengang var der mange, der afskrev os og slet ikke så os som en del af alt det dér. Det har virkelig været en kamp at få den respekt, vi selv synes, vi fortjener. Såeh... Jeg ved det ikke. Man kan sikkert godt regne os for det, men... Jeg er sgu ikke sikker. Det at blive udråbt til pionér for noget, er lidt det samme som at få at vide, at ens musik ikke nødvendigvis er relevant længere, fordi det, man var med til at starte, lever videre i andre bands. Og lige nu er vi på det mest succesfulde punkt i vores karriere.
Der er flere nulevende bands, som stort set er synonyme med deres første par udgivelser, og det har vi selv kæmpet med. Frem til "Through the Ashes..." mærkede vi det meget: Det skide genfærd fra "Burn My Eyes" hjemsøgte os konstant indtil da. Men i dag kan vi spille sange fra de to første skiver, hvor der vil stå kids i publikum og kigge op på os sådan, "Hvad fuck er dét her?"-agtigt (laver en vantro grimasse). Alle vil selvfølgelig høre "Davidian", men vi kan spille "Fuck It All" (egl. "Block", red.) eller "A 1000 Lies" og opdage kids, som nærmest bare står og kigger, - hvor de til gengæld kan hvert et ord fra de to nyeste plader."

Clone: "I har for nyligt indspillet et cover af "Hallowed Be Thy Name". Er det vigtigt for jer, at kids i dag anerkender Iron Maidens indflydelse?"

McClain: "Det er det. Uden bands som Maiden ville der ikke være mangt og meget den dag i dag. Dem kan man sagtens kalde pionerer. - Jeg synes så bare personligt, at de stadig laver fede plader i dag. Det at medvirke til en tribute er derfor ikke bare sjovt, men også en ære. For mit vedkommende var Iron Maiden det band, som fik mig sporet ind på det mere ekstreme. På det tidspunkt udgav Judas Priest, - som jeg ellers fucking ELSKER, - "Point of Entry" ('81). Indtil da havde jeg trippet over sådan noget som "Stained Class" ('78) og den der liveplade "Unleashed In the East" ('79), men så lavede de jo "Point of Entry"... Og den udkom så samtidig med "Killers"...! Derfra røg jeg ned af en helt ny vej. Så ja, det er bestemt en ære at være med til at hylde de gutter."

Clone: "Satser I på at holde den kørende lige så længe som Maiden?"

McClain: "Helt sikkert, mand. Det ville jeg elske. Jeg tror også godt, at vi kunne blive et af den type bands. Når jeg ser Iron Maiden live i dag, er det fuldstændig... Jeg så dem første gang på Killers-touren og har set dem jævnligt lige siden, og når jeg ser dem i dag, er det fuldstændig ligesom, da jeg så dem på "Piece of Mind"- og "Powerslave"-turnéerne. De er stadig lige energiske. Og så længe vi også kan blive ved med at være det, så... Yeah!"

Hvor der før var tvivl mht. Machine Heads påståede pionérstatus, skinner arbejdsmentaliteten her til gengæld tydeligt igennem. Dave og jeg får snakket lidt videre om The Black Procession-touren og hvordan studietekniske hjælpemidler hæmmer metallens autenticitet og naturlige energi. Men jeg synes bestemt at ovenstående tjener som det mest oplagte punktum for et interview med en mand, der turnerer så meget, som tilfældet er. Jeg overværer desværre ikke selv aftenens show, men har man set Machine Head live nogensinde, ved man, at de giver sig selv 110% hver gang. Publikums reaktioner på denne aftens koncert har da også talt deres eget tydelige sprog. Det er svært at forestille sig andet, end at Machine Head skal trækkes skrigende og sparkende ned fra scenen, når den tid engang kommer. Og at det næppe bliver lige foreløbig. -andreas