Med to fuldlængde albums og en ep i bagkataloget samt en god portion liveerfaring, er det amerikanske band Mastodon støt stigende i graderne på metalscenen i dag. Dette efterår tournerer de i Europa med Slayer og Slipknot, hvilket uden tvivl vil hjælpe dem yderligere på vej. I et omklædningsrum fortæller guitarist Bill Kelliher imødekommende om det seneste album "Leviathan", om at spille live og om henholdsvis den amerikanske og europæiske scene. 


Hvordan er Europa touren gået indtil videre? 

"Alle koncerterne har været fantastiske, undtagen et show i Sverige. Det var lidt underligt. Selv for Slayer og Slipknot. Ungerne var 'Oh yeah' (viser hvordan de stod med armene over kors og et skeptisk uimponeret udtryk i ansigtet). Normalt får vi lidt bedre respons." 


Hvilke forventninger har I til showet i aften? 

"Well.. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, for vi har aldrig spillet i København før. Vi har spillet i Odense en gang. Det var på tour med The Haunted, første aften på touren og jeg får en virkelig dårlig følelse, fordi begge vores guitarer blev stjålet fra os til det show.. Så.. (griner) Det var virkelig nedtur. Så hvis der er nogen derude. Hvis du stjal dem, så vær sød at levere dem tilbage. Men jeg tror at i aften bliver et fedt show, ligesom alle de andre aftener. Vi går derop og spiller vores tungeste sange, for på tour er du nødt til i det mindste at konkurrere med Slayer og Slipknot, som har har et kanon show. Så selvom vi har nogle mere bløde og rene numre, vil vi bare fyre den af i aften." 


Hvilke forskelle synes du, der er mellem det europæiske publikum og det amerikanske publikum? 

"Dette er vores femte gang i Europa og vi har tourneret ca. tre år i træk i USA. Det her er vores hidtil største tour. Så det er foran det største antal unger nogen sinde og det er også den sværeste at engagere sig i, fordi jeg ikke rigtigt kan gå ind i crowden her. Vi har prøvet at være et band, der møder ungerne til hvert show og går rundt i crowden, men det her er så stort, at ungerne kaster sig over dig for at få autografer, hvilket ikke rigtigt sker i USA. Måske er det fordi, vi spiller meget mere derovre og de ikke ser os herovre. Jeg tror de sætter mere pris på musik herovre. Nogle drenge til et show sagde: 'Jeres musik får mig til at gå amok. Jeg elsker jer, jeg elsker jer, jeg elsker jer'. De følger dig rundt til måske tre-fire-fem-seks koncerter, hvilket ikke sker i USA, fordi det er så meget større. Folk siger: 'Jeg sagde mit arbejde op for at være her i aften og høre Mastodon'. Det er meget store fans. Jeg tror, vi er forkælede i USA, fordi vi har så mange bands hele tiden. Så derfor sættes der måske ikke så stor pris på os. Her er vi meget velkomne. Det er godt." 


Hvonår besluttede I, hvordan lyden på "Leviathan" skulle være?

"Vi havde meget mere tid til dette album til at undersøge forskellige muligheder. Bare tage den tid, vi havde brug for. Da vi lavede 'Remission', gjorde vi det på omkring en uge. Vi havde en tidsplan på ca. ti dage. Vi lavede det i Atlanta med en fyr fra Seattle Washington, som fløj ind og han var 'Jeg er her kun i ti dage. Vi skal gøre det bedst muligt. Arbejde-arbejde-arbejde.' Vi havde alle arbejde samt familie hjemme, så det var virkeligt svært. Når du havde lavet din del, havde du bare lyst til at gå derfra og komme tilbage til job og hjem.

Men denne gang besluttede vi, at vi ville bruge en måned i Seattle og bare leve og ånde og spise og drikke og sove. Vi var forud for tidsplanen, så vi havde masser af tid til 'Lad os prøve at bruge den her amp til en anden lyd på denne del og bruge denne lyd på denne del'. Hvis du ikke brød dig om noget, kunne du altid gå tilbage og ændre på det og prøve igen. Især med vokalerne. Det var svært at gå fra at skrige til at synge, men vi blev bare ved med at forsøge. Brent lavede en del ren vokal og Troy lavde også noget. Vi blev ved med at forsøge og opmuntre hinanden 'Yeah, det lyder godt'. Hvis han sagde 'Well, jeg har ikke lyst til at lyde som en latterlig fyr, der er i radioen eller laver kommerciel rock', så sagde vi 'Nej nej, det gør du heller ikke. Du lyder som Ozzy Ozbourne eller Thin Lizzy'. Jeg synes, det blev ganske godt. Som de rene dele.. 'Wow, jeg er i et band og vi laver rene vokaler'. Men guitarerne bliver nogen gange tabt i mængden. Der foregår en masse. En masse toner som du er nødt til at høre for at fange det. Jeg spiller ca. 300 toner i en sang og jeg vil gerne kunne høre det så rent som muligt. Det er måske derfor, at det lyder som det gør."


Hvor kommer jeres fascination af havet og vandet fra?

"Jeg ved det ikke. Vi er alle store fans af det uforklarlige. Dyyybt nede i havet, hvor der aldrig har været mennesker. De ved ikke hvad der foregår dernede. Der kunne være skabninger, der var tre mil lange, vi ser dem bare ikke. De er på vores planet. Måske finder vi ud af dem om 200 år eller noget. Men f.eks. loch ness monsteret har stor indflydelse. Universelle monstre og b-film. Gamle film som sci-fi. Ting der er uforklarligt. Vi kan måske være skræmmende og også antyde noget. For eksempel, vi tænkte at navnet Mastodon var passende. 'Yeah, det er tungt ligesom en mastodon er en stor rrrrr'. Lige siden jeg var lille, har jeg elsket dinosauruser. Jeg troede jeg ville være genealogist. Finde forsteninger. Jeg syntes, at ting som underlige insekter var cool. Så jeg tror, at vi har taget alle dyrene og de ting og arbejdet dem ind i teksterne. 

Og vandet.. store bølger og skibe der bliver kastet imod dem. Folk plejede faktisk at krydse Nordsøen i små både ligesom vikingerne og sådan. Ikke små, men små efter vores standarder i dag. Jeg mener.. at have nosserne til at gøre det.. Til at undersøge. At gøre det er fantastisk og hele den søgen efter Moby Dick. Hele bogen er meget poetisk og skrevet tilbage i 1800-tallet. Folk talte meget poetisk i stedet for det, de gør nu. Dengang var der et flow i sproget."


Hvad fascinerede jer mest omkring Moby Dick?

"Kaptajn Akab og hvordan han fik alle disse mænd til at gå med ham og ofre alting: Deres familie, deres liv og deres job. Bare for at han kan gå tilbage til den hval, der tog hans ben. Det er en skør idé at dræbe den hval. Efter at have læst den bog sammenlignede vi os selv med den. Altså metaforisk. Kunne vi have en hvid vogn hjemme? Vi ville sætte os ind i den og tage afsted og vinke farvel til vores koner og børn og venner. 'Ses om nogle få måneder'. Vi ville tage afsted, som han vil gøre det med båden. Han søger efter den hvide hval, mens vi søger efter vores egen hvide hval, vores egne drømme om stjernestatus eller hvad det nu er. At forsøge at gøre det til vores job. Og bare give det alt, ofre alt. 'Jeg er nødt til at rejse over hele verden og gøre det her.' Du ved aldrig, om du går ned med skibet eller ej."


Hvordan mødte I oprindeligt Paul Romano?

"Vi mødte ham, da vi var på tour i Philadelphia, hvor vores pladeselskab er og egentlig arbejdede han på et museum. Han var ikke skør, men tænker på næsten samme måde som os. Han viste os babyer og mærkelige syltetøjsglas og havde tegninger af mennesker, der havde slugt mærkelige ting, hvor de var nødt til at operere for at få det ud. Ting som mønter, knive, skeer eller sakse. Bare mærkeligt. De havde de her to fyre som sad sammen ligesom virkelige siamesiske tvillinger og de havde ansigtet mod hinanden. Den ene fyr døde. De delte en lever, tror jeg og den anden fyr døde en uge senere eller noget. De havde deres knogler der. 

Det sted fascinerede os og han inviterede os hjem til hans lejlighed. Han var en virkelig flink fyr og vi svingede godt sammen. Han havde virkeligt langt ude film, som jeg aldrig havde set før som 'El tobo' og 'Holy mountain'. Vi syntes det var cool. Så bare rundt i hans lejlighed. Kunst og studie. Så han startede med at arbejde på 'Lifesblood', vores første ep. Han havde ikke så meget tid til at tegne noget, men det kom meget afslappet frem. Han havde ca. en måned og han satte så noget sammen. Det så fantastisk ud og så hyrede vi ham til at lave 'Remission'. Vi sagde 'Det her er vores idé, giv os nogle skitser, så ser vi hvordan det ser ud'. Da vi så det, var vi sådan 'Wow, det er fuldstændigt, som vi ønskede'. Det var et smukt stykke kunst. Så det var en naturlig udvikling at spørge ham om at lave 'Leviathan'. På en større skala. Han havde endnu mere tid til at lave det, så det blev et smukt resultat." 


Er Brann Dailor selvlært eller har han en formel uddannelse?

"Nej, jeg tror ikke, han har taget nogensinde har taget nogen lektioner. Det har ingen af os faktisk. Jeg tror at Brent - den anden guitarist - han er den eneste, der har taget lektioner, da han var 13 år. Han sagde at han prøvede at tage musikteori i skolen. Det hjalp nu ikke rigtigt. Vi har alle spillet så længe. Brann og jeg har spillet sammen altid. Vi arbejder virkeligt godt sammen. Det er tit sådan noget 'Her, jeg vil spille det her' og han *trommelyd høres*, hvorefter han spørger 'Hvordan lyder det?' og jeg svarer 'Lyder godt'."


Hvor finder I jeres musikalske inspiration?

"Der er meget i det. Altså, jeg er 33 og meget af det, der er ude lige nu, gør ikke rigtigt noget for mig. Jeg kan lide det gamle som 'Ride the lightening', 'Among the living' med Anthrax, faktisk alle de gamle Metallica albums, gammelt Slayer, Black Flag og punk rock. Jeg voksede op med en masse af den slags, som The Ramones. De er fantastiske. The Melvins. Vi elsker alle The Melvins. Neurosis. Stevie Wonder. Thin Lizzy. Gammelt Rush. Rush var noget af det første, vi prøvede at spille på guitar. Det var ret svært. Det var derfor jeg begyndte at lytte til punk rock. Det var lidt nemmere. Og derfra langsomt over til metal. 

Så sidder vi ved et bord og har et riff, som er virkelig rock og jeg foreslår 'Hvad hvis vi også smider det her metal riff ind for at bryde det lidt op?', så vil det blive sådan at folk tænker 'De her fyre spiller rock.. Nej, de spiller metal.. Nej, de spiller rock'. Trommeslageren bliver sammenlignet meget med en jazz trommeslager. Han lægger en masse ting ind over og Troy mixer det up, han nu har lyst til og understreger ligesom alt. Så det er en god blanding. Det er ikke kun én person, der skriver det hele og på den måde er selvcentreret. Alle deltager med deres dele, deres påvirkninger, deres inspirationer ved bordet."


Hvordan ser du den amerikanske og europæiske metalscene i dag? 

"Jeg ved at i Amerika er der en opblomstring af metalbands. De har f.eks. bragt 'Headbanger's ball' tilbage på Mtv2, hvilket er en god ting. Jeg tror de yngre unger er godt med. Lamb Of God gør det ret godt. Bands som Shadow's Fall er kæmpe store. Hvem ellers er der? (griner) Jeg ved det ikke. Jeg har ikke rigtigt tid til at gå ud og.. Killswitch Engage er ved at være ret store. Isis. Neurosis. De er langsomt på vej op. Neurosis er måske ikke rigtigt metal. Der var for nogle år siden, hvor ingen interesserede sig en skid for metal. Der var grunge, punk rock, rock abilly. Selv bands som The Darkness. De er ikke metal-metal, men en slags glam metal. Selv den slags er kommet tilbage. Jeg synes at det er godt. Det er en god tid at være i et metal band. I hvert fald i Amerika. 

Herovre.. Jeg ved ikke, hvor stort det er. Jeg ved, at de spiller vores video på hollandsk tv og svensk fjernsyn. Og Tyskland.. Tyskland er dog svær at knække. De hænger fast i 80'erne. (griner) Det hele handler om power metal, du ved. Jeg mener, Iron Maiden er der stadig. Alice Cooper. Vi spillede på Grasspop sidste år med Anthrax, Iron Maiden, Sepultura, Opeth og det var meget mindre end nogle år før. 
Vi har også spillet på Download Fest og det var også meget mindre. Vi spillede der med Slayer, Shadows Fall, Sepultura. Der er stadig festivaler som dem. Folk kan stadig komme ud og høre den slags musik. Jeg tror, det bliver bedre. Jeg ved ikke med europæiske bands i staterne. Mange af dem klarer det ikke derovre. Men bands som The Haunted.. Vi har tourneret med dem og det var en god tour. De er på vej derop." 


Hvad er jeres største mål eller drømme lige nu? 

"Min største drøm er at tournere med Slayer. (griner). Seriøst, så ville jeg for et halvt år siden ikke have troet, at jeg ville være på tour med Slayer. Største drømme? Well, jeg vil godt kunne leve af det her, men ikke være nødt til at tournere konstant, som vi har gjort. Jeg vil godt kunne hænge ud med min familie i nogle få måneder om året. Bare være på et højere niveau, hvilket jeg tror er ved at ske. Specielt efter denne tour. Få flere fans og sælge flere plader. Og vi skal lave en ny video snart. Vores tredje video. Jeg har altid villet lave videoer. Det er et stort mål for os. Og holde øje med ungerne. Stå i offentlighedens lys. Bare gøre det til et godt levebrød. For hvis jeg ikke gjorde det her, ville jeg ikke vide, hvad jeg ellers skulle gøre. (griner) Jeg har gjort det her så lang tid. Det er ligesom om, det er mit liv."


Med disse ord slutter vi interviewet af, hvorefter Bill spørger til adressen til Clonemetal, så han lige kan tjekke siden ud. Jeg bliver pænt fulgt til udgangen igen. En time efter står Mastodon på scenen i Valbyhallen, hvor de leverer et overbevisende 20 minutters sæt og forhåbentlig har fået åbnet flere ungers ører for deres musik. -ditte p









Kom med dine kommentar i vores FORUM