”Vi tror på, at den bedste ting for det det nye album er at have forskellige labels til at arbejde for os i deres respektive territorier. Så det er ingen overraskelse, at vi stadig foretrækker at arbejde med det japanske label (Ritual Records), som har udgivet vores to seneste albums i Japan, og at vi desuden ønsker at fortsætte vores samarbejde med Relapse eksklusivt for det amerikanske marked. Vi skiftede hovedselskab, simpelthen fordi vi føler, at et europæisk label passer os bedre, nu hvor vi er et europæisk band”.
Lige på og hårdt fortæller Anders Jakobson, trommeslager for Nasum, om hvorledes det gik til, at den sejlivede, svenske grindcombo valgt at skifte fokus fra deres mangeårige samarbejdspartner, Relapse Records, over til svenske Burning Heart, der ellers ikke normalt er kendt for at håndtere kunstnere med samme slagkraft som denne overraskende signing. Lige på og hårdt er velsagtens også den mest rammende måde at beskrive Nasums mangeårige aktivitet på. Helt fra den spæde start som sideprojekt i 1992 og frem til udgivelsen af den aktuelle ”Shift”, hvor selve processen fra idé til færdig plade også nærmest tog overhånd, da den oprindelige tanke blot var en ep for at markere labelskiftet.
”Til at starte med snakkede vi om at lave en mcd, bare for at prøve den nye position af, men på vej fra vores første møde med Burning Heart foreslog jeg, at vi i stedet skulle lave en fuldlængde, siden en mindre spilletid nok kun ville give problemer – antallet af numre på en Nasum mcd ville sikkert medføre, at den alligevel fejlagtigt blev antaget for et helt album osv. Så vi gjorde det. Hvad tid angår, havde vi kun booket én måned i studiet, og desuden havde vi blot 90 dage til at skrive hele albummet, men det viste sig at gå helt fint. Jeg tror, at tidspresset var med til at improvisere den kreative proces”.
Yderst kreative er de så sandelig også, når det kommer til konstant at bombardere lytteren med nye vinkler i det massive udtryk, som Nasum er kommet til at stå for. Energien investeret deri er sikkert ikke lille, og et eller andet sted må den jo kommer fra.
”Så længe der er folk, som lytter til Nasum, vil der være energi at bruge. Så simpelt er det. Vi har stadig masser at give, og med to nye medlemmer (Urban Skytt på ekstra guitar samt Jon Lindqvist som afløser for Jesper Liveröd på bassen) har vi fået nyt blod i systemet. Tingene ser virkelig lyse ud for os lige nu”.
En ting, der har naget mig (og sikkert mange andre) længe, er at der for nogle år tilbage blev annonceret en dobbelt cd på Relapse med alle Nasums numre fra diverse singler samt bidrag til opsamlinger, men siden da er der blevet meget stille omkring dette projekt, så nu chancen var der, måtte Anders lige udfrittes om, hvorvidt idéen blev var skrottet eller ej på nuværende tidspunkt.
”Opsamlingen er sat til at udkomme næste år. Mange ting har forsinket denne udgivelse gennem de sidste par år, bl.a. de to seneste regulære albums. Vi har søgt først og fremmest at prioritere det nye materiale, men nu kommer den altså ud næste år på Relapse. Kontrakten er underskrevet, og de løse ender skal blot samles fra vores side”.
Vi har jo alle vores helte, og adspurgt om hvilket band fra musikhistorien han helst ville turnere med, er svaret fra Anders prompte…
”Carcass under ”Symphonies of Sickness” æraen. Det ville være super!”.
Afslutningsvis fiskes der efter lidt anbefalinger fra Nasums lokale scene, da nye guldkorn jo altid er brugbare, og detektivarbejdet med at opdage spændende musik forhåbentlig aldrig bliver kedeligt.
”Mit lokale område er Örebro, lige midt i Sverige, og vi har faktisk en del gode bands, men meget få har skrevet kontrakt med større labels endnu. Nogle bands, der er værd at tjekke ud, er dog Truckfighters, Flushed og Molly’s Gusher”.
Anbefalingerne er hermed givet videre, og Anders slutter af med en opfordring til at tjekke www.nasum.com ud for yderligere nyheder, lidt merchandise. samt deres første video til nummeret ”Wrath”. - guldmann
Kom med dine kommentar i vores FORUM |