clonetalk - paradise lost

Læs vores anmeldelse af "Symbol of Life" !!!

Køb Paradise Lost albummet "Symbol of Life" hos CDON nu !!!

I forbindelse med Paradise Losts koncert i Store Vega på deres ”Symbol of Life” tour mødte jeg bandets forsanger Nick Holmes til en lille snak i Lille Vegas bars sofaarrangement. 

Hvordan har responsen fra fans og pressen har været på det nye album? 
”Ind til videre har folks reaktioner været meget positive. Vi er faktisk lidt overraskede over hvor godt albummet er blevet modtaget. Der har også stort set været udsolgt de steder vi har spillet på turneen indtil videre. Vi har jo eksisteret i en del år efterhånden og har været igennem en del og nogen gange drastiske stilskift, hvilket visse folk har haft problemer med. Vi er nu også selv ret tilfredse med det nye album”. 

”Host” var en meget eksperimenterende plade for jer, men de to sidste albums ”Believe in Nothing” og ”Symbol of Life” har været mere homogene i stil. Har i fundet en stil i er tilfredse med nu?
”Vi var langt fra tilfredse med ”Believe in Nothing” så udgangspunktet for det nye album var at rette op på de ting vi mente der var galt med det. Mht. fremtiden så ved jeg endnu ikke hvad for en retning vi vil gå i der, men jeg tror vi vil holde os til den lidt tungere stil. Vi vil dog altid forsøge at undgå at gentage os selv. Så bliver det for kedeligt, men man kan tage ting for langt ud og det tror jeg vi gjorde med ”Host”. I bagklogskabens lys ville det måske have været klogt at udgive det album under et andet navn.”
Som jeg ser det er det meget produktionen der skræmmer folk væk fra det album. Personligt synes jeg det nok er jeres bedste og mest helstøbte album.
”Ja…det tror jeg er rigtigt at det er selve lyden og ikke så meget sangene der skræmmer nogen folk. Folk troede at vi var blevet til et popband og det var ikke meningen. ”Host” er dog også stadig Gregs (Macintosh – guitarist og sangskriver) favorit blandt alle vores albums. Det er en af den slags plader man enten elsker eller hader.” 

Hvad forestiller coveret til det nye album egentlig og er det på nogen måde forbundet med titlen eller evt. teksten til titelnummeret? 
”Det er et røntgen billede af en slange. Når vi endelig er færdig med et album foretrækker vi at lade alt med artwork osv. være op til andre. Vi giver selvfølgelig tekster til kunstneren, men vi foretrækker ikke at have nogen egentlig indflydelse på det bortset fra den endelige godkendelse. Så ser vi hvad kunstneren nu kan komme op med. Vi ved bare hvad vi ikke kan lide”. 

På speciel versionen er af det nye album er der to covernumre, det ene er af bandet Dead Can Dance. I har også på tidligere turneer brugt musik af Dead Can Dance som intro. Er det et band der har en speciel betydning for jer? 
”Ja…jeg tror at de er et af de eneste bands som jeg har kunnet lide i lang tid og som jeg stadig lytter til. Jeg begyndte at høre dem i mine sene teenageår og jeg lytter stadig til dem. Deres musik har noget tidsløst over sig”.
Kan du lide nogen af de andre 4AD bands(4AD var Dead Can Dance’s pladeselskab der var stilskabende i 80’erne)? Cocteau Twins f.eks.?
”Noget af det, men ikke det hele. Cocteau Twins har aldrig sagt mig det store, men This Mortal Coil har vist lavet nogen ok sange. Dead Can Dance er dog mine favoritter”. 
Hvad lytter du ellers til nu om dage?
”For øjeblikket mest det nye System of a Down album. Det er virkelig godt. Men når vi er på tour, som nu, lytter jeg faktisk ikke til så meget. Jeg tror slet ikke at jeg har taget nogen cd’er med på touren. Når man spiller hver aften har man brug for lidt stilhed engang i mellem. Så jeg lytter ikke til så meget mens vi er på tour, men fyren der producerede vores album (Rhys Fulber – ex-Frontline Assembly) har lavet et album der hedder ”Conjure One” som jeg også har lyttet en del til på det sidste. Den sidste Slayer plade var alle i bandet vist også ret vilde med”. 

I starten af jeres karriere blev i grupperet med Anathema og My Dying Bride som ”the big three of british doom-metal”. Har i fulgt disse andre bands gennem årene? 
”Vi kender dem personligt, men jeg har ikke hørt meget af deres nyere musik. Sidst jeg hørte Anathema lød de meget som Pink Floyd. Vi spillede live med dem for halvandet eller to år siden, men det var sidste gang jeg hørte dem. My Dying Bride har jeg vist ikke hørt siden deres første album”. 

Har der været nogen perioder hvor i har været tæt på at opgive bandet? Nogen virkelige nedture?
”Der har selvfølgelig været perioder, men generelt er jeg bare glad for stadig at kunne gøre det her efter så mange år. Det bliver sværere og sværere. Musikbranchen er et stort rod for øjeblikket pga. cd-brænderiet og fil-deling på nettet. Det rører alle i branchen og tanken om at det kan ødelægge ens karriere er lidt skræmmende. En anden ting er også at der er så mange bands for øjeblikket, så der er meget konkurrence, hvilket er en god ting for det tvinger dig til at arbejde hårdere og arbejde på at blive den bedste. Men alt i alt er vi bare glade for at have chancen for at gøre det her. Hvis jeg ikke havde bandet kunne det jo være jeg blev nødt til at arbejde for føden. Det her er sjovere.” Her griner Nick før han fortsætter: ”Der er jo mange bands der arbejder hårdt, men alligevel bliver nødt til at arbejde ved siden af”. 
Så du ser cd-brændere og mp3’er som en trussel?
”Det er en trussel. Enhver der arbejder i branchen er bekymret for deres jobs. Det er godt for fansene selvfølgelig og idéen er da god. Jeg er selv aktiv på nettet og downloader en mp3 i ny og næ, men ikke hele albums. Det er jeg principielt imod. Der er dog intet galt i at bruge det til at lære nye bands at kende, så der er positive og negative sider ved det”.

Hvilke af jeres sange ser du som jeres vigtigste? Hvilke definerer den typiske Paradise Lost lyd?
”På det nye album vil jeg sige at ”No Celebration” rammer meget godt den typiske PL lyd. Et nummer som ”True Belief” er jo også en klassiker”. Nick griner og fortsætter: ”Vi spiller dog ingen af de to i aften. Ethvert nummer der har vores typiske dobbelt guitar harmonier er vel et typisk PL nummer”. 

I har netop været på USA tour med Opeth. Hvordan gik det?
”Over al forventning. Opeth er åbenbart ret populære i Amerika. Jeg var overrasket over hvor mange mennesker der var til koncerterne. Vi er selv rimelig ukendte i staterne så vi forventede ikke rigtigt noget fra den tour. 
Har i været der før?
”Jaja…vi var der for 12-13 år siden med Morbid Angel. Den tour var et mareridt for at være ærlig, men det var meget bedre denne gang. Inden touren tænkte vi at vi ville være heldige hvis vi ikke blev buh’et af scenen hver aften. Amerikanerne er jo meget mere til f.eks. death og thrash. Jeg tror nu nok der er en masse der bliver overraskede over det næste Opeth album (Damnation). Opeth er i det hele taget også nogen fine fyrer så det var en god tour”.

Ok, så vil jeg bare sige tak for interviewet.
”I lige måde. Hyggeligt at møde dig”

-dave












Kom med dine kommentar i vores FORUM