Interview : Porcupine Tree
 Læs også vores anmeldelse af "Fear Of  A Blank Planet" HER

Der er gået lidt over to år siden den engelske psych-prog-tungrock-kvartet Porcupine Tree udgav den succesfulde ”Deadwing”-plade, som i dén grad fastcementerede den verdensomspændende opmærksomhed, bandet fik med den foregående plade, ”In Absentia” (’03).
Tidligere på året udkom så Porcupine Trees nyeste opus, den fremragende ”Fear of a Blank Planet”, og det sendte bandet til Danmark efter 3½ års ubønhørlig ventetid. Således fik jeg mig en snak med bassist Colin Edwin inden koncerten i Pumpehuset, om den nye skive, den kreative proces, de mange forventninger og alt dertil relateret.

Clone: Jeres nye plade virker som et skridt i to retninger på én gang. Sangene er længere og mere atmosfæriske som i gamle dage, men alligevel har pladen sin egen, unikke lyd, og det er tydeligt at høre fremskridtet siden sidst. Hvordan opnåede i det?

Colin Edwin: Det som vi i bund og grund prøver at opnå, - og det som jeg tror at langt de fleste andre bands prøver at opnå, - er en ”sonic signature”. – En personlig og distinkt sound. Men samtidig vil man stadig have rum til at lave mere end én ting, til at have mere end én bold i luften ad gangen. Jeg plejer gerne at tænke på Led Zeppelin. De er et klassisk eksempel, for deres plader indeholdt så mange forskellige ting; bluesy ting, funky ting, akustiske, folk’ede ting… Men de lød hele tiden stadigvæk som sig selv. Og det synes jeg personligt at vi har opnået med denne skive. Når du siger at det både føles som et skridt frem og et tilbage, tror jeg bare det skyldes et sammenfald af flere forskellige elementer, som vi har haft oppe i tidens løb. Men jeg er selv enormt glad for skiven. Jeg synes at det hele passer meget bedre sammen denne gang end førhen.

Clone: Har den skaffet jer nye fans?

Colin Edwin: Ja, bestemt. Vi har turneret i Europa i tre uger nu, og mange af spillestederne har været større end vi er vant til, og der har været mange udsolgte koncerter. Det er interessant at spille gamle numre, for der er åbenbart en del som ikke kender dem, hvilket betyder at folk må være stået på for nylig, og det er jo fedt at opleve. Det har været længe undervejs, men forhåbentlig gør det kun indtrykket større.

Clone: Visualiserede i fra start pladen som den lyder i dag, eller lod i tingene ske af sig selv under skabelsesprocessen?

Colin Edwin: Altså, vi startede med at have et gennemgående tema, som Steven (Wilson, forsanger og guitarist, red.) kom med. Og så er der altid en editeringsproces. Vi optager altid mere materiale, end der ender med at komme på pladen, - jeg er sikker på at noget af det bliver udgivet senere. Men det er altid et spørgsmål om at vi hver især kommer med individuelle inputs, og så bliver resultatet forhåbentlig stærkere end sidste gang. Og det er netop det, jeg synes er interessant ved musik: Man kan aldrig forudsige hvordan resultatet bliver. Vi er som fire forskellige kokke, som arbejder sammen om at tilberede den samme ret, du ved.

Clone: Er det en fast måde at arbejde på? At fire forskellige typer ideer bliver smidt i en blender, så at sige?

Colin Edwin: Well, meget af stoffet kommer jo fra Steven, som stadigvæk er ”principal writer”. Somme tider kommer han med helt konkrete ideer, andre gange bare med skeletter. Vi har altid skrive-sessions, for det virker bedre når alle kan komme med inputs. Men det er rart, at der er én mand, der har visionen og fungerer som ”færdselsbetjent”, om man vil.
Denne gang har vi endda prøvet noget nyt, nemlig at spille sangene live, før de var skrevet færdige. Det er der ikke mange, der tør, pga. frygt for bootlegs, og naturligvis havde vi de samme tanker, for folk skal ikke lære en halvfærdig, uperfekt plade at kende. Det lykkedes det os at få fortalt publikum, og de respekterede det rent faktisk, så det var ret fantastisk. Men når det kommer til selve indspilningerne af den færdige plade, laver vi mere hver vores ting separat…

Clone: Altså, i spiller det halvfærdige produkt live i midten af hele skriveprocessen??

Colin Edwin: Lige præcis. Størstedelen af materialet på pladen har været den vej igennem. Det viser en hvad der fungerer live, og hvad der ikke gør. Især for mig og Gavin (Harrison, trommeslager, red.). Somme tider har vi været et halvt år inde i en tour, hvor jeg pludselig har standset op og tænkt: ”Arh, hvorfor fa’en spillede jeg det ikke bare sådan og sådan?”, du ved. Men så er det sgu for sent. Så denne her proces lader os fordøje tingene på en anden måde og giver anledning til flere diskussioner om hvordan tingene skal hænge sammen, så jeg synes bestemt det var en optimal måde at arbejde på, og jeg håber at vi kommer til det igen.
Før i tiden turnerede man gerne i årevis med det samme materiale og optog det efterfølgende på plade, og der opstod der så en konkret mangel på tid til at prøve nye ting af live. Det var den mulighed vi gav os selv.

Clone: Har denne nye approach medvirket til at de nye sange er blevet længere og minder om jeres ældre materiale?

Colin Edwin: Ja, muligvis. Men det har under ingen omstændigheder været nogen bevidst beslutning, at vi skulle lyde som tidligere. Det har det aldrig handlet om. Vi er ikke de samme, som vi var for ti år siden, både vi og musikken generelt har ændret sig, og vi har forhåbentlig fulgt med udviklingen til en vis grad, men vi har stadigvæk gjort vores egen ting, du ved, og forhåbentlig er vi også kommet videre. Vi har spillet nogle af de helt gamle numre på de seneste turneer, og visse af dem synes jeg ikke rigtig holdt længere. Men det er ikke nødvendigvis skidt.

Clone: Det afhænger vel af, hvilke numre vi snakker om…

Colin Edwin: Naturligvis. Jeg ved at mange af fansene er ret glade for meget af det gamle stuff, men jeg er stadigvæk godt tilfreds med den drejning, tingene har taget, og det tror jeg da at vi alle sammen er. Det er i hvert fald sådan vi har undgået stilstand.

Clone: Er det til at sige, hvor meget af jeres materiale, som er bevidst udtænkt på forhånd og hvor meget af det, der kom til undervejs?

Colin Edwin: Det er vist et temmelig svært regnestykke… Somme tider går man fra et punkt til et andet uden til sidst at kunne huske, hvordan man overhovedet kom dertil, for processen er tit temmelig snørklet. Vi jammer i hvert fald en hel del. Det har altid affødt en masse fede ting. Men hvis ikke man passer på, ender man nemt med et jam på en halv time udelukkende i E-dur, så når vi spotter en ide som vi er glade for, prøver vi at finde på noget nyt, som komplementerer denne ide. Så jammer vi lidt over det og prøver at få de to til at hænge sammen. Så lige dér er vi 100% bevidst, aktivt indgribende. Og derfra går det faktisk nogenlunde hurtigt. Så gennemgår vi de forskellige sektioner på computeren, og Steven sætter det sammen. Det fede ved computeren er cut’n’paste, - at man kan sætte forskellige stykker sammen, som man ikke nødvendigvis ville have spillet dem. Der er masser af muligheder, så lange man bare er tilstrækkeligt kreativ.

Clone: Er Steven stadigvæk hovedmanden?

Colin Edwin: Ja, han kommer jo med grundideerne. Hele ”Fear of a Blank Planet”-tingen betyder nok noget andet for ham end det gør for os andre.

Clone: Rent tekstmæssigt eller…?

Colin Edwin: Ja. Det bør være ham, der skriver teksterne, som står bag selve konceptet. Det ville ikke give meget mening, hvis det var mig der gjorde det, hæhæ. Men i bund og grund tror jeg, at der er et ramme-koncept bag ”Fear of a Blank Planet”. I bund og grund handler den om fremmedgørelse sammenholdt med ideen om, hvordan det er at have et utal af muligheder i en ung alder, og hvordan det fører til kedsomhed og at man bliver voksen før tid. Og den form for kedsomhed tror jeg at de fleste kender. Det er sikkert det samme her som det er i England. Ringer du f.eks. til din lokale bank, kommer du først igennem en omstilling nede i Indien eller hvor det nu end måtte være. Det er den form for afstand, det handler om, og den deraf følgende oplevelse af mangel på konsekvens. Og det er et stærkt koncept, for det kan sammenholdes med enormt mange forskellige ting.

Clone: Prøver i på at lave et statement og ændre verden?

Colin Edwin: Jeg tror generelt folk er ved at være lidt trætte af musikere, der prøver at ændre verden. Og jeg vil heller ikke have det til at være: ”Hey, nu skal i sgu bare høre her!”, du ved. Men i sidste ende vil pladen forhåbentlig stimulere noget debat og få folk til at tænke, og det er netop det, der efter min mening er formålet med kunst: At provokere. Og lige præcis musikken er en flerdimensionel størrelse: Man kan bruge den som virkelighedsflugt og den kan somme tider føles som et lovligt drug, - man kan være en helt forandret person fra man har sat en plade på til man tager den af igen. Så det er den mest ubegrænsede kunstform, vil jeg mene. Det behøver ikke engang handle om noget for at kunne betyde noget forskelligt for forskellige mennesker, og det har jeg altid syntes var interessant. Så, du kan have et tema eller et koncept, men folk vil stadigvæk fortolke det forskelligt. Men så længe det i det hele taget har den spejl-effekt og bare skaber noget debat, er jeg godt tilfreds.

Clone: I har virket meget optagede af populærkulturens degenerering jf. ”Four Chords That Made a Million”, ”The Sound of Muzak” m.fl., og jeg synes at kunne spore lidt af den samme bitterhed på den nye skive…?

Colin Edwin: Hehe, det er så måske bare din måde at tolke den på… Nej, den bør ikke opfattes som en klagesang, for det er ikke konstruktivt på nogen måde. Vi er her ikke for at give nogen svar, men for at inspirere folk til at få deres egne ideer, frem for bare at acceptere at tingene er som de er. Og det er ikke nødvendigvis kun kulturelt relateret. Så længe det får folk til at tænke, så længe det gør folk bevidste, så er det alle tiders. En rigtig fed ting var den video vi lavede til titelnummeret fra den nye plade. Der er nogen meget stærke sekvenser i, med børn der popper piller og render rundt med pistoler… Og tragisk nok blev den udgivet samme dag som Virginia Tech-skyderierne (seneste og mest omfattende skole-skyderi i USA. 16 april, red.), så vi fjernede den fra siden. Men efter at have drøftet sagen i bandet blev vi enige om, at den burde komme op igen, for massakren bekræftede os ikke blot i det, vi havde gang i, - det kunne tilmed ikke have været mere aktuelt end til at foregå på selv samme dag!

Clone: Hvad er jeres inspirationskilder?

Colin Edwin: Der er meget brede interesserammer os fire imellem. Jeg har kendt Steven længe, og han er nærmest musiknarkoman. Han har også fået mig tændt på en masse ting i tidens løb. Men vi har alle sammen vores forskellige ting, som vi hører, lige fra elektronisk musik til… Ja, jeg er selv stor fan af afrikansk musik. Og så kan jeg lide jazz. Hvad som helst med intensitet i sig. God musik og dårlig musik er ikke et spørgsmål om genre. Der er både god og dårlig musik indenfor alle genrer, og det er den slags ting, man kan blive bevidst om med tiden: Man lægger pludselig mærke til at visse musikere spiller med en anden intensitet end andre og i højere grad prøver nye ting af. Mangt og meget er i virkeligheden tilladt, for det handler ikke nødvendigvis kun om underholdning. Det ser ud til at vi lever i en syntesens tidsalder. Folk går og tror at alt, der kan laves, ER lavet, men jeg tror snarere det er et spørgsmål om kombinationer, om præcist hvad man vælger af elementer.
Jo bredere din palette er, jo flottere bliver dit maleri forhåbentlig, fordi du har større chance for at opnå nogle fede kombinationer. Og det synes jeg i høj grad vi har gjort med dette band. Nu er den nye plade måske stadig lidt for tæt på, til at jeg kan bedømme den ordentligt, men jeg er stadigvæk enormt glad for den, og uanset hvad, synes jeg bestemt vi er ved at opnå denneher ”sonic signature”, som jeg nævnte.

Clone: Var det et forsøg på at finde en ”sonic signature” da i valgte at inkorporere de tunge elementer på ”In Absentia”?

Colin Edwin: Jeg tror at det var en meget naturlig måde at komme videre fra den spacede jam-musik på. Jeg har altid været til det heavy, jeg var stor Killing Joke-fan i mine yngre dage. Sepultura har jeg også altid været glad for. Og pludselig begyndte Steven så at høre Meshuggah, og de er virkelig et godt eksempel på et band, som i den grad prøver nye ting af. De er virkelig fantastiske. Så det nærede kun vores interesse for stilen. Vi er f.eks. også store Tool-fans, ligesom dig… (Colin hentyder til min hærgede Ænima-t-shirt, red.)

Clone: Ja, det tænkte jeg sgu nok!

Colin Edwin: … Men udviklingen har aldrig føltes unaturlig. Og du må tænke på, at der på det tidspunkt trods alt var gået to år siden vores forrige album. Vi havde haft mere tid og vi prøvede alligevel en masse forskellige ideer af i den periode. Folk tænker gerne på det som en pludselig stilforandring, men så pludseligt var det nu altså heller ikke.

Clone: Men dog en bevidst beslutning?

Colin Edwin: Sådan er det faktisk aldrig. Den slags kommer helt af sig selv, man hører ny musik og spiller derefter, mens man åbenbarer hinanden for nye ting.

Clone: I blev anklaget for at sælge ud med ”In Absentia”?

Colin Edwin: Ja, så snart man spiller for et større publikum, er der åbenbart visse folk, som holder op med at kunne lide ens musik. Jeg tænker lidt på det som hardcore politik, i virkeligheden. Du ved, du har det Britiske Arbejderparti, men som om det ikke skulle være nok har du også det Britiske Nationalarbejderparti...

Clone: ”The People’s Front of Judea”…

Colin Edwin: Haha, ja, lige præcis. Man ender med en Monty Python-situation, hvor man gør én ting anderledes og de andre derfor mener at man gør alting forkert. Men altså, vi har vel både mistet gamle fans og fået nye fans med hver eneste plade vi har lavet…

Clone: I prøvede ikke at genvinde nogen af de tabte med den nye skive?

Colin Edwin: Nej, det tror jeg ikke man kan. I det hele taget er det umuligt at forudsige hvad folk ville kunne lide. Som jeg var inde på før, kan man som kunstner være ”for tæt” på sin musik til at kunne spekulere i respons. Og der er også lidt i det med at fortolke musik forskelligt; musik betyder altid noget forskellige for afsender hhv. modtager.

Clone: Så i bekymrer jer ikke om hvad fansene vil synes?

Colin Edwin: ”Bekymrer” er et forkert ord at bruge, for det er jo ikke fordi vi er bedøvende ligeglade. Men vi prøver under alle omstændigheder bare at gøre vores bedste, og så må folk selv om, om de vil høre på det eller ej. Hvis der fandtes en bestemt formel som kun genererede gode plader, ville alle jo følge den.

Det begynder at lakke mod enden. Men inden da får Colin kort løftet sløret for bandets overvejelser om at vende tilbage og spille på Vega senere på året. Intet er endnu fastlagt. Men ovenpå aftenens intet mindre end tryllebindende show kunne mine forhåbninger i dag bestemt ikke være højere.

Kryds fingre og tjek Porcupine Tree ud på www.myspace/porcupinetree og/eller www.porcupinetree.com. -andreas