clonetalk - raging speedhorn

Køb Raging Speedhorns nye album hos CDON nu !!!

Den meget omtalte sekstet fra Corby, England, Raging Speedhorn udgiver på mandag (23.09.02) deres andet album ”We Will Be Dead Tomorrow” i en stor del af Europa, heriblandt også Danmark. Albummet har dog været ude i en måneds tid i hjemlandet, hvor modtagelsen har været ekstrem positiv. Bandets utrolige energi, præcision og (slet og ret) gode sange har givet bandet en massive omtale i de engelske medier, der bl.a. også tæller en forsidehistorie i Kerrang. Men god underholdning sælger også, og vi må se i øjnene, at det næppe kun er musikken der har hjulpet bandet på forsiderne. I hvert fald er det langtfra kun musikken der fylder siderne, når der skrives om bandet. Bladene elsker sladder og skandaler. Og det faktum at Raging Speedhorn er et rock og rul band af den gamle skole er blot med til at gøre bandet endnu mere spændende at skrive om. Så er det lige meget om slåskampene foregår på den årlige Kerrang Awards aften, eller på en lille bar i Spanien. Men man skal ikke altid tro på alt det man læser… Her er hvad guitaristen Tony Loughlin har at sige: 

Jeres nye album blev udgivet for omkring en måned siden i jeres hjemland. Har det været overvældende med al den store mediedækning?

Ja, det har. Det har været helt fantastisk. Jeg tror ikke vi har fået en eneste dårlig anmeldelse endnu. Alle kritikere ser ud til at elske albummet, og det samme kan siges om folket der har købt albummet. Eller i hvert fald dem vi har hørt fra. Så det hele har været ret overvældene, ja. 

Albummet vil blive udgivet i en stor del af det resterende Europa den 23 september. Hvordan er jeres forventninger til det?

Jeg håber bare at folk i resten af Europa vil være ligeså glade for det, som englænderne har været. Forhåbentlig vil folk også synes at dette er et skridt i den rigtige retning for os, og forhåbentlig vil folk synes, at det nye album er bedre end debutalbummet. De må gerne dyrke vores debutalbum også, men det her skal helst være bedre, du ved. Det synes vi selv det er. Helt klart. Selve sangene er bedre, produktionen er bedre. Det hele er på en eller anden måde bare mere tilrettelagt og gennemført denne gang. 

Var der er stort præs på jer, da i skulle til at optage ”We Will Be Dead Tomorrow” efter den succesrige debutalbum?

Nej, egentlig ikke. Altså ikke andet end det vi lagde på os selv, og der mener jeg ikke, at vi var bange for ikke at sælge nok plader eller noget i den retning. Det er ikke det, vi er ude efter. Det præs vi lagde på os selv, var at skabe et bedre album end debutalbummet rent musikalsk, hvilket jeg også synes lykkedes for os. Som et band er der ingen grund til at tage et skridt tilbage. Det giver igen mening at udgive ny musik, hvis man ikke kan klare at gøre det bedre end tidligere. Så andet end at forsøge at gøre det bedre var presset egentlig ikke for os. Håber bare, at folk deler samme mening som vi selv gør vedrørende albummet.

Hvor succesfuldt var debutalbummet egentlig? Jeg mener, solgte den meget?

Tja, salget var ikke fantastisk, hvis man ser på hvad mange andre bands sælger, men for os, seks simple gutter fra en lille lorte by i England, så var det faktisk ret godt. Vi solgte imellem 25.000 og 30.000 eksemplarer, hvilket var meget mere end nogen af os havde regnet med. Og albummet har også gjort os til et relativt kendt navn her overe. Nu kan vi være hovednavnet på en engelsk tourné, og vores fanbase er vokset gevaldigt på grund af debutalbummet. 

Hvordan har salget for det nye album været indtil videre?

Jeg aner ikke hvad vi har solgt, men det lyder til at have gået ret godt. Så længe som vi sælger nok til at holde pladeselskabet på rimelig afstand, og så længe vi sælger nok til at kunne fortsætte med at skrive musik og turnere, og så længe vi kan leve af det, så er vi velfornøjede. Vi er egentlig ikke så meget af et studieband. Vi vil hellere have folk at se os som et live-band, der nogen gange går i studiet for at lave et album, end at folk ser os som et studieband, der nogen gange er på tourné. Det er langt vigtigere for os at komme ud og spille for vores publikum end at indspille plader. Begge ting skal selvfølgelig til, men vi er meget gladere for at spille koncerter. Vi elsker at se vores fans glade og veltilfreds. Men i sidste ende gør vi ikke vores albums for vores fans, men for os selv. Vi laver musik som vi selv kan stå inde for, og derfor bekymrer det os ikke så meget, hvis vi ikke sælger millioner af plader. Vi elsker at lave vores egen musik og at turnere. At udgive albums og at folk køber dem, det er bare en bonus. En god bonus. 

I har turneret med bands som Amen, Slipknot og Biohazard. Var det svært at overbevise de publikummer der var kommet for at se så store bands som førnævnte?

Nogen gange er det svært. Jeg synes dog ikke det var så svært i tilfælde af ovenstående navne. Deres publikummer var faktisk helt med da vi var på, men vi har også spillet i Europa sammen med Rammstain, og det publikum vi mødte der, det var noget helt andet. De var meget svære at kommunikere med, og meget svære at få med. Mange mennesker går ud og hører det band, de betaler for at høre, altså hovednavnet, og vil bare have opvarmningen overstået, hvilket er lidt synd. Forskellen på et band som os og Rammstein er naturligvis til at få øje på, og det er selvfølgelig også derfor det går som det går, men alligevel synes jeg det er fedt, at to så forskellige bands spiller sammen, og på den måde prøver at bygge broer imellem to genrer.


Hvordan var jeres oplevelse af Ozzfest arrangementet i var en del af?

Det var fuldstændig fantastisk. Det er godt nok et år siden, men det står meget klart for mig endnu. Følelsen af at spille for 40.000 mennesker var fantastisk, og at få lov til at spille på hoved-scenen sammen med bands som Slayer og Black Sabbath det gjorde det hele bare endnu federe. Men det fedeste var, at publikummet var ligeså vilde med os, som de var med de andre bands. Ja, hvad skal jeg sige, det var fantastisk. 

Hvordan fik i muligheden for at samarbejde med Danny og Billy fra Biohazard på det nye album?

Som sagt, så har vi turneret sammen, og på det tidspunkt indspillede de et af deres albums. Vi havde også tænkt os at udgive en single på det tidspunkt, og Danny og Billy tilbød sig at hjælpe med at indspille den, mens vi var på tourné. Det fungerede fint, så vi snakkede med dem om at hjælpe os med det, der nu er blevet til ”We Will be Dead Tomorrow,” hvilket de selvfølgelig sagde ja til. I august og september sidste år, var vi så i deres studie i New York for at indspille nogle sange. Vi indspillede fire, fem sange derovre. Resten blev indspillet i England sammen med Joe Barresi der også har arbejdet med Slayer og Queens Of The Stone Age. 

Den britiske presse har skrevet meget om, at i er nogle voldelige rødder der elsker en god slagskamp. Er det den fulde sandhed, eller er det lidt overdrevet?

He he, ja, de har helt sikkert overdrevet lidt. Vi er ikke voldelige typer. Ok, vi drikker, og nogen gange sker ting vi ikke er så stolte af. Jeg mener, vi er seks gutter, og hvis der kommer nogen og begynder på noget, så går vi ikke vores vej. Vi forsvarer da os selv, og tager det som det kommer. Men det er helt vanvittigt så overdrevet det kan blive gjort nogen gange. Som sagt, når vi er på tourné så drikker vi meget, men det betyder ikke at vi leder efter ballade. F.eks. drikker vi slet ikke så meget når vi er hjemme. Jeg har faktisk ikke drukket en eneste øl i to uger. I bund og grund er vi er faktisk ret fredelige. 

Jeg læste et sted, at i kom op at slås med gutterne fra Placebo på det årlige Kerrang Awards show?

Ja, det er en anden ting der er blevet blæst helt op i medierne. Jeg læste om det den næste dag i en nationalt avis, og mand, hvor var det bare misforstået. Vi fik selvfølgelig skylden for det hele, men i virkeligheden var det dette røvhul, Brian Molko, der endelig skulle vise sig frem. Han havde brug for et bord at gøre det på, og det skulle absolut være vores. Til sidst fik han smidt det omkuld og smadret alt hvad der var på. Aviserne skrev selvfølgelig, at vi kom op at slås, og at vi vendte bordet og smadrede for 5.000 pund af drikkevarer. 

Kan du fortælle mig lidt om den der fængsels-historie fra Spanien?

Ja ok, det var så vores skyld. Det var mig og Frank der begyndte at opføre os dumt. Vi blev pissefulde, og det endte med at vi fik smadret nogle biler, som vi gik og hoppede oven på. Vi blev alle sammen smidt i fængsel, hvor vi så sad natten over, og det endte med, at vi måtte betale 1.000 pund for at komme ud igen. 

Hvorfor valgte i at have to sangere, når i startede bandet?

Det var faktisk lidt tilfældigt at det blev sådan. Vi var faktisk to bands der begyndte at spille sammen. Vi var to guitarister, to bassister, to trommeslager og to sangere. Vi havde bare brug for en basspiller og en trommespiller, så de to andre måtte gå. Vi skulle bruge to guitarister, så for os, guitaristerne, var der intet problem. Vi skulle egentlig kun have en sanger, og det var vi enige om skulle være min bror, John Loughlin, men Frank kunne spille ethvert instrument, så vi syntes, at han skulle være med i bandet. Det vidste sig dog hurtigt, at Frank faktisk fungerede bedst som vores anden forsanger. Og med tiden har denne måde at gøre tingene på bare fungeret bedre og bedre. På det første album lød begge sangere måske lidt ens, men på ”We Will be Dead Tomorrow” syntes jeg helt klart, at de har udviklet sin egen stil, og at de sætter sit helt egne præg, på de stykker, de selv medvirker på. 

Hvem har inspireret Raging Speedhorn igennem tiderne?

Det er faktisk 70’er rock der har inspireret os. Bands som The Who, Led Zeppelin, Black Sabbath, Thin Lizzy, Iron Maiden, Judas Priest og sådan nogle bands. Det er ikke fordi vi ikke kan lide nyere musik, men 70’er rocken er hvad der fik os interesserede i musik. Jeg kan slet ikke forstå hele den her nu-metal bølge der for tiden er fremme. Bands som Puddle Of Mudd og Limp Bizkit, de er bare forfærdelige, og jeg kan slet ikke forstå et muk at hvad der foregår. Jeg hører selvfølgelig bands som Dillinger Escape Plan og sådan noget der, men det er virkelig 70’er rocken der ligger vores hjerter nærmest. Men vi forsøger at lave tingene på vores egen måde, og med vores helt egen indfaldsvinkel. Og så må det gerne også være så hårdt og så højt som overhoved muligt. 

Hvad roterer for tiden i din cd-spiller?

For tiden hører jeg den nye Down skive. Jeg sidder med den i hånden netop nu, faktisk. Lad mig se, ellers er der, Black Flag Tribute-albummet, og et album med Iron Monkey. 

Hvad betyder albumtitlen egentlig?

Det var faktisk lidt af en joke til at begynde med. Med det betyder, at vi ikke vil være her altid. Vi vil ikke altid skrive sange, og det kan godt være, at vi så hurtigt som i morgen ikke kan finde ud af at skrive så meget som en node, og derfor skal man ikke tage noget for givet. Det ville være pisseærgerligt, hvis det skulle gå galt for os lige nu, men det kunne godt ske. Lige pludselig kunne vores løb være kørt. Så det er lidt derhenad vi vil med albumtitlen, men der ligger også lidt ironi i det.

Når i ikke spiller musik, hvad laver i så?

Vi laver helt almindelige ting. Jeg ser film, fjernsyn, spiller computerspil, hører musik, læser bøger, hænger ud med venner osv. Faktisk helt almindelige dagligdags ting, men alligevel er der ikke så meget tid til sådan noget mere, for meget af tiden går med at spille koncerter, øve og skrive nyt materiale. 

Er der ellers nogle fremtidsplaner på nuværende tidspunkt?

Ja, vi vil meget gerne ud på slagsmarken igen. Bare ud at spille. Vi vil til USA, Australien og så igen til Europa, for vi føler at vi er lidt bagud tournémæssigt for tiden. Ellers vil vi også gerne komme sammen og skrive ny musik, selvom det nye album egentlig kun har været ude i meget kort tid. 

Har du en sidste kommentar til læserne?

Jeg håber i kan lide albummet, og at i kommer og hører os, hvis vi engang kommer til Danmark. Vi tager nemlig på Europa tourné i Oktober. Jeg ved ikke hvor endnu, men planen er, at vi i november, kommer tilbage til de steder, vi ikke når i oktober. -hje








Kom med dine kommentar i vores FORUM