|
Interview :
Scarred By Beauty |
|
|
|
Min aftale med Jonathan ’Joller’
Albrechtsen var sat til 17.15, og da jeg først fik fri fra
undervisning 17.00, betød det at jeg måtte skynde mig videre fra
undervisningslokalet til Studenterhuset Århus. Heldigvis betød
flytningen af Studenterhuset, at den nu ligger på campus, så det tog
mig immervæk ikke mere end 10 minutter i raskt trav. En smule rystet
af et foredrag om musik komponeret under Holocaust begav jeg mig af
sted. På Studenterhuset fandt jeg hurtigt frem til Jonathan, der ved
første indtryk forekom mig som en genert person. Vi satte os først
ned i baren, men den viste sig at være for larmende til overhovedet
at kunne føre en ordentligt samtale, så vi blev i stedet forvist til
en af deres tourbusser, der flød med playstationspil, tomme dåser og
det fiffige skilt, der proklamerede ’ingen åbne drikkevarer på
bordet!’. Min Århusianske attitude kunne ikke lade være med at
skinne igennem overfor denne Københavnersnude, så jeg hældte straks
min egen medbragte kaffe op i min kop og satte den trodsigt på
bordet. Jeg tror desværre ikke Jonathan lagde mærke til mit forsøg
på trodsighed. Nuvel, vi indledte straks en samtale, der kom vidt
omkring alt fra Jonathans tid i Hatesphere til pladen ”Sutra” med
hans nuværende band og til ’flyvske’ diskussioner om hans tekster. Clone: Du har været lidt tid i Hatesphere, men jeg har ikke rigtig fundet noget omkring, hvorfor du ikke er med mere, og hvad der skete på det punkt. Jonathan: Åh, det ved jeg ikke om vi skal komme så meget ind på. Clone: Er det bad standing? Altså, hvis du ikke gider snakke om det, så er det helt okay. Jonathan: Nej, det er det ikke. Det endte meget stille og roligt, men bottomline i det hele; hvis man skal have mange bolde i luften, så skal de være lige store, og man er nød til at vælge nogen fra. Og det blev så pæren der røg der. Clone: Var det dig, der forlod… Jonathan: Det var mig. Jeg sagde hej! Clone: Det at du forlod Hatesphere, har det gjort noget for Scarred By Beauty? Jonathan: Ja, det har det. Jeg har været tilbage på fuld tid, og det har været rigtig fedt, og det var også en stor del af beslutningen omkring det. Clone: Da du var i Hatesphere, har dit nuværende band så været irriterede over, at du brugte længere tid på Hatesphere end på Scarred By Beauty? Jonathan: Nej, det har de ikke. Altså, hvis der er nogen, der har været irriterede, så har det været mig. Det er svært at køre med folk, som kun er på halvtid. Og det har vi også kunnet mærke før på Daniel [Leszkowicz], der også spillede i to bands. Så det er egentlig meget rart, at folk har lagt andre projekter til side og sat sig 100 % ind på Scarred. Clone: Hvad med dine tekster, for du har været med på én Hatesphere plade. Er de forskellige dem, du skrev til Hatesphere og dem du skriver nu? Jonathan: Ja, det er de meget. Scarred det er nogle tekster, som hele vejen igennem er mine. Det var de selvfølgelig også i Hatesphere, dem skrev jeg sammen med Mixen [Lindberg], men der var der ligesom stukket retningslinjer ud på forhånd. Selvfølgelig ikke sådan at det var bestilt arbejde på nogen måde og ikke have frihed til det, men det ville også være underligt at komme ind og ændre det helt radikalt i et band som Hatesphere, der allerede har en fastlagt stil, hvor Scarred det bare er vores lille univers, hvor teksterne passer ind der. Så, jo, der er ret stor forskel! Clone: Følte du, at du skulle indtage en rolle, da du var med i Hatesphere? Jonathan: Nej, eller det ved jeg ikke. Der var et stykke arbejde, der skulle udføres ordentligt og også med en vis respekt, eller stor del respekt, for hvad bandet var og stadig er. Clone: [Jacob]Bredahl er en meget karismatisk forsanger, var det svært at skulle fylde de sko? Jonathan: Ja, til at starte med, men der er jo også meget høje forventninger til det skift. Clone: Det virker som om, at til tider så er der en ægte følelse af ubehag i dine tekster, de virker meget personlige, er de også det? Jonathan: Meget! 100 %. Jeg har haft det på den her plade, altså ”Sutra”, som et dogme; at det skulle være så… Der har været tre ting; At de skulle være minimalistiske, det skulle være gennemtænkt - jeg har virkelig tænkt tingene igennem - men så skulle det også være ærligt – ikke pakke tingene ind. Og det har jeg prøvet, og det synes jeg også til en vis grad er lykkedes. Det har været rigtig sjovt og lærerigt for mig. Clone: Men du siger sjovt, men også meget personligt, hvordan har det så været at spille det live? Jonathan: Det synes jeg er fedt nok, men altså der er også stor forskel på at skrive og så optræde med det live, for det er i det øjeblik, at man skriver teksterne ned, at… når du har gjort det, så er det ikke dine mere. Så er de sendt ud, så er du bare en afsender. Så det er øjeblikket - hvis det har været negative ting, som der er blevet reflekteret over eller positive - det er det skrivende øjeblik, der er gældende. Når du optræder med dem, så er det ikke ens egne mere, du ejer dem ikke 100 %, og det er selvfølgelig fordi det er et sammenspil med dem, der spiller musikken, mere end det er tanker og refleksioner. Clone: Man kan sige du distancerer dig fra den følelse, du havde, da du skrev teksten? Jonathan: Man kan stadig godt leve sig ind i det! Men det er nogle andre ting, det handler om, når du optræder. Det handler om at synge og spille sammen med sit band og optræde og give folk en oplevelse. Jeg vil ikke kalde det at distancere sig fra det. Det er egentlig meget sjovt at sidde og tænke over det – det bliver lidt flyvsk. Men jo på en måde kan man godt sige det, jo. Clone: Jeg kommer lidt til at tænke på – hvis vi skal sidde og reflektere videre, jeg håber det er i orden – en teoretiker, der hedder Roland Barthes, der har snakket om ’forfatterens død’, så snart de har udgivet noget, så er de ligegyldige for værket. Har du det på samme måde, tror du? Altså, du sagde, at dine tekster ikke er dine mere, når du er ude og performe dem live. Jonathan: Ja, det tror jeg, der hvor ens tekster er ens egne, der hvor temaet er helt ægte, det er i det øjeblik, hvor det bliver formuleret. Og efter det står det frit for alle at fortolke og analysere, så ja, det tror jeg godt man kan sige. Når jeg læser en tekst kan jeg få ét ud af det, mens du kan få noget helt andet ud af det. I hvert fald med teksterne på den her plade, for der er ikke rigtig nogen, der er rettet mod et bestemt emne, det er ikke politisk, det handler om refleksioner, enkelte hændelser eller følelser; enkelte historier, der er kogt ned til nogle linjer. Clone: Men vi kan prøve at gå i dybden med en af dem, for en af dem, der virkelig fangede mig var ”Oh Brother, I Believe”, som fascinerede mig rent tekstmæssigt. Har du lyst til at snakke mere om den tekst? Jonathan: Det kan vi godt. Clone: Hvad handler den om for dig? Jonathan: Den blev skrevet på et tidspunkt, hvor der var et virvar af ting, men hvor det også gik op for mig, hvad det egentlig var, jeg synes der var vigtigt at holde på og opdagede, at der er nogle af mine rigtig dejlige venner, som også gør. Dennis [Leszkowicz], min bedste ven, der spiller trommer – det er faktisk en sang jeg har skrevet til ham. Den kan også føres over på rigtig mange andre ting. Selvom den måske lyder lidt sørgelig, så er det jo i grunden et rimeligt positivt udgangspunkt den kommer fra. Nemlig at tro på det man har, hvis man synes det er godt, og selvom man ville synes det er mere simpelt at være ligesom de andre, så kan det være, det er godt alligevel. Clone: Jeg synes måske ikke den lyder sørgmodig, men nærmere kan man ane noget desperation i det. Synes du det er svært at holde fast i de ting, man tror på, og måske endnu mere som band i Danmark? Jonathan: Det kommer an på, hvad det er. Jeg tror alle folk løber med panden mod muren en gang i mellem, hvor man tænker det var lettere, hvis man havde taget nogle andre valg, men sådan er det bare i livet. Man må holde fast i den man er, også selvom det kræver et par knubs hen ad vejen. Clone: Så det du tror på i teksten, ”I believe”, hvad er det helt konkret? Jonathan: Jamen, jeg siger det jo: ”I believe in love”. Clone: Nå, det har jeg slet ikke lagt mærke til! Jonathan: Det er i hvert fald hovedlinjen, men det kom umiddelbart efter… Clone: Men du siger også: ”I am not like you”. Jonathan: Der er en linje i den, der siger: ”I am not like them, but those that make me less?” Clone: Hvem er så dem? Det er bare alle andre? Jonathan: Nej, det er ikke alle andre, det behøver heller ikke være en bestemt afsender. Det handler bare om følelsen af at køre i et andet spor, så kunne man undgå de forhindringer man stod foran på det tidspunkt. Men man skal bare være true! Clone: True er i hvert fald en god ting! Jonathan: True to yourself! Clone: I fik en del ros for ”We Swim” ep’en, var det svært at gå ind og indspille en fuldlængde med al den ros i bagtankerne? Jonathan: Nej, egentlig ikke, det hele var planlagt på forhånd, at vi gerne ville gøre noget ved det og få sat skub i tingene. Så nossede vi rundt og fik skrevet en masse sange, og fik til sidst fundet frem til den lyd, vi alle kunne arbejde med og det blev til, at vi havde de her tre numre, som vi gerne ville have indspillet og det blev så ”We Swim” ep’en, og allerede mens vi indspillede skrev vi videre på pladen. Så nej, det synes jeg ikke, men det var måske lidt underligt at læse tre kapitler op inden bogen var færdig. Det var lidt mærkeligt, men det hjalp måske med at holde fokus på det som blev til ”Sutra”. Clone: Jeg læste, hvad ”Sutra” betød; en tråd, der holder ting sammen, men hvordan kom I på det? Jonathan: Vi havde svært ved at navngive pladen, men ”Sutra” kom helt naturligt, fordi den her plade både med tekst og musik, så har det være det, der har holdt os samlet. Vi har haft rigtig mange op og nedture, udskiftninger, og personligt har vi haft rigtig mange ting at tumle med, så det føles egentlig bare godt at kalde det her den røde tråd. Efter den blev indspillet var det bare at sidde i en lille rundkreds og holde i hånd og tænke ’yes, nu kører det igen’. Og det er på grund af det her produkt. Den styrer ikke alt, men det var den umiddelbare følelse vi havde. Det klædte også os og vores stil med en titel, der er lidt anderledes. Clone: I har fået en del ros for den her også, hvordan har det været at modtage det? Jonathan: Det har været fedt. Vi har også været meget spændte og nysgerrige for at se, hvad folk synes til det, for det gik jo sindssyg godt med ”We Swim” ep’en. Men vi fik også en del kritik, som ikke var positivt, men meget konstruktivt. Så det var spændende at se om folk kunne forstå den samlede pakke, men indtil videre har været rigtig fedt, og det er jo bare for lækkert, når folk giver den op for det shit man har gået og tumlet med. Clone: Jeg har tænkt lidt over, for I spiller jo ret teknisk, om den tekniske lyd eller integritet går tabt live. Jonathan: Det synes jeg ikke. Vi bestræber os hele tiden på at spille bedre både live og i øveren. Og jeg synes der er meget plads til forbedring på alle punkter, mens jeg synes ikke, der er noget, der forsvinder. Jeg tror vi føler, vi gør det godt, men det må folk jo selv bedømme, men lige for tiden synes jeg vi spiller godt live. Clone: På pladen er der nogle soniske brag, der sniger sig ind engang i mellem. Jonathan: Det er jo bare os, der godt kan lide bas. Der ligger sub-kicks på pladen. Vi bruger dem også live. Det giver en fed effekt, det suger i maven! Clone: Hvordan er I kommet på det? Jonathan: Der er nok bare en af os, der har hørt et sub-kick, eller også har det være Dennis, der har købt en SPDS, og så har vi leget med det i øveren og fundet ud af at det er et godt redskab til at understrege ting med. Jeg elsker det også til koncerter, når der bliver fyret et ordentligt sub-kick af, som går lige i maven, så man næsten spilder sin øl. Men de er måske lidt mere eksplicitte på pladen. Clone: Nu har I turneret et stykke tid, er den ved at være ovre? Jonathan: Touren her med Essence og By the Patient er den sidste weekend vi kører nu. I Danmark er det nok slut i et stykke tid. Desværre er Danmark ikke stor nok til at række rundt to-tre gange om året i hele landet. Det er elleve datoer, det her, men vi skal videre udenlandsk. Så må vi se, hvad efteråret bringer af sjov og spas. Vores mål er egentlig bare at spille så meget som muligt. Clone: Så udlandet er det næste offer? Jonathan: Ja, jeg kan ikke afsløre noget lige nu, men til efteråret kigger vi på en længerevarende turne i udlandet. Til sommer skal vi nogle enkelte shows ud. Vi har lige fået færdiggjort at vi skal spille med Black Dahlia Murder i Kroatien af alle steder, men det bliver meget sjovt. Jeg ved ikke helt præcist, hvordan det hele kommer til at se ud. Clone: Hvad synes du om tourlivet? Jonathan: Jeg elsker det! Clone: Også selvom I ikke har noget sted at sove i Århus? [Scarred by Beauty postede et indlæg på deres Facebook-profil om et sted at overnatte i Århus inden deres koncert] Jonathan: Ja ja, jeg tror vi har fikset det, vi skal vist sove i en udbrændt kælder et sted. Det lyder lidt sketchy, men det skal nok blive sjovt. Men alle i bandet elsker det; vi har det bedst, når vi sidder i en tourbus, der lugter af sure sokker. Clonemetal: Jeg har ikke rigtig mere, medmindre du har en smart afsluttende bemærkning. Jonathan: Kærlighed er svaret! Jonathan sagde efterfølgende, at han havde syntes refleksionen over hans tekster havde været rigtig spændende. Jeg kunne mærke at han gik fra at være en anelse genert eller reserveret til at være en rigtig flink og åben person. Udenfor var det imidlertid begyndt at øse ned, men regnen virkede afslappende efter en noget turbulent dag med måske lidt for meget kaffe. Interviewet varede ikke længe, men var i stedet meget komprimeret, fyldt med overvejelser og det var måske dette, der fik Jonathan til at åbne lidt mere op. Han spurgte mig om jeg kom til koncerten, men ss dum, som jeg var, så havde jeg dobbeltbooket den aften. Det ærgrede jeg mig gevaldigt over, især efter den spændende samtale. Jeg overværede i stedet drengenes lydprøve og oplevede ikke blot nogle fyre, der elskede at spille musik, men endnu mere at de elskede at spille musik sammen. Efter de havde braget sig igennem to numre, der fik medarbejdere fra Studenterhuset til prompte at holde sig for ørene, begav jeg mig ud i regnvejret på vej hjem for at lytte interviewet igennem. Jeg funderede over, hvordan aftenens koncert ville foregå. En anelse skuffet, men også forhåbningsfuld, for det er nok ikke det sidste, man hører noget til Scarred by Beauty. -davidson |
