clonetalk - stone sour

I forbindelse med koncerten med Stone Sour og Alice In Chains mandag d. 19/6 i Vega fik Clonemetal audiens i tourbussen med Stone Sour. En af bandets guitarister, Josh Rand, tog veloplagt og snakkesagligt imod.

Clone: Allerførst, tillykke med jeres kommende album "Come What (Ever) May" som jeg synes er rigtig godt. Hvordan vil du beskrive den nye plade?

Josh: Tak, for det. Albummet er virkelig et udtryk for hvilket stadie dette band befinder sig på. Det er det allerbedste vi kan præstere lige nu. Vi er definitivt modnet en del siden den første plade, både hvad angår sangskrivning, diversitet og … ja alt. Jeg ved godt alle siger dette, men jeg MENER det!

Clone: Alle numrene er krediteret Stone Sour, hvordan griber i skriveprocessen an? 

Josh: Numrene er faktisk skrevet af de enkelte medlemmer. Jeg står mest for de hårde ting og James står for de mere eksperimenterende ting. Corey laver det han gør bedst, nemlig sange med stor lyd og en hvis radio appel, fx en sang som "Through Glass". Men så går numrene videre til bandet, hvor de så vokser og bliver til Stone Sour, så derfor er vi fælles om sangene. Vi gider ikke at holde regnskab som nogle bands gør, jeg fandt på dét og dét etc. Den slags bands holder som regel ikke så længe. Når sangene endelig kommer ud, er det efter en proces hvor alle har været inde og yde deres bidrag, og så er de et Stone Sour-produkt. 

Clone: Er der tekstmæssigt nogle gennemgående temaer på den nye plade?

Josh: Dét er mest Coreys område. Jeg kan kun komme med min fortolkning, og den garanteret totalt forkert. I hvert fald ikke særlig relevant.

Clone: Men titelnummeret "Come What(Ever) May" lyder nu alligevel som en aktuel politisk kommentar…

Josh: Ok, det vil jeg give dig. Den ER politisk, og handler om Bush-regeringen. Men resten af teksterne kan jeg ikke kommentere yderligere. Undtagen at titlen på åbningsnummeret "30/30-150" ikke er en kugle. 

Clone: ... øøhh, det er ikke en kugle?

Josh: It's NOT a bullet! (kigger mig lige i øjnene). Jeg har set diskussioner på nettet om at "30/30-150" skulle hentyde til et slags projektil, men det er det IKKE! 

Clone: Ok. Hvad er det så?

Josh: Det vil jeg da ikke fortælle dig mand! (griner), det må folk selv finde ud af. Ind til videre holder vi det hemmeligt.

Clone: Det er også altid godt med lidt mystik

Josh: Right!

Clone: Da debutpladen udkom blev I af mange sammenlignet med Alice In Chains, som i turnerer med nu. Hvad siger du til det?

Josh: Det er da fint nok. De har helt sikkert været en stor indflydelse. Derfor er det også for fedt nu at komme ud på landevejen med et band som man altid har lyttet til og beundret. Faktisk skal Corey og jeg måske op og spille med dem i aften. Hvor fedt er det lige? Til lydprøven rystede jeg totalt i bukserne, og Jerry (Cantrell) sagde "skal vi ikke bare ordne det i aften?", og jeg tænkte: GOD idé, ha ha… 

Clone: Hvilke andre navne har inspireret jer i Stone Sour?

Josh: Jeg bliver inspireret af mange forskellige ting, Metallica er en kæmpeindflydelse, lige så meget som Alice. Og så hælder jeg også lidt til progmetal scenen, Dream Theater er et af mine favoritbands. Det synes jeg personligt også at man kan høre på den nye plade. Det er de andre sikkert uenige i, de ville sandsynligvis nævne nogle andre, men DT har i hvert fald influeret på mine ting. 

Clone: Kliché-spørgsmål, hvordan kom I på navnet Stone Sour?

Josh: Svaret er også en kliché, ha ha. Vores gamle trommeslager foreslog det. Han have set det på et drinks-menukort. Det er en drink, meget simpelt.

Clone: Hvordan er det at være i et band hvor frontmanden også er frontmand i Slipknot, og tilsvarende med guitaristen James Root? Det må vel både have fordele og ulemper? 

Josh: Jeg mener at begge bands har hjulpet hinanden. Selvfølgelig hjalp det os i starten at Slipknot var så store, det er klart. Det vil jeg ikke benægte. Men ulempen er at nogle betragter Stone Sour som et sideprojekt, hvilket er et slag under bæltestedet på mig. Jeg har trods alt brugt 6 år fuld tid på det her, så det er ikke et sideprojekt! Desuden får sideprojekter heller ikke platin i USA, som vores første album meget snart når op på. Og forventninger er også helt enorme til den nye plade, så Stone Sour noget der satses 100% på. Fordelen er at de to bands hele tiden hjælper hinanden, men selvfølgelig er der kun plads til ét ad gangen. Så der er noget ventetid. Jeg turnerede fx ikke i 2½ år. Men Stone Sour ville på den anden side ikke være det, som Stone Sour er, uden den ventetid. Vi har haft god tid til at skrive, og nu lyder vi friske. Hvis vi var gået direkte i studiet efter den sidste tour, så ville den plade ikke være halvt så god, som den vi snart får på gaden. Og selv om man går og venter, så må man jo se det positive i det, og jeg havde så tid til min familie og mine børn, så det var ok. 

Clone: Hvordan er det så at spille i Europa i forhold til USA?

Josh: Nat og dag mand, nat og dag. Crowden her ovre giver dem i USA så meget baghjul, så man kan næsten ikke tro det. I Europa er folk totalt dedikerede. Det er de ikke på samme måde i staterne. Undtagen af en eller anden grund publikum i Detroit, de er på nogenlunde samme niveau som Europa. Det er nok fordi at publikum i USA er de mere forkælede. I de store byer er der koncerter hver evig eneste dag. I Europa er det måske stadig mere en begivenhed når favoritbandet spiller. Jeg ved det ikke, men jeg elsker at spille her ovre.

Clone: Sammen med 25.000 andre så jeg Stone Sour på Roskilde Festivalen i 2003, hvilket var en triumf af en koncert for jer. Kan du huske da I spillede der?

Josh: Ja det kan jeg faktisk, og du har ret. Det var en fed oplevelse. Men der er én speciel grund til at jeg husker det. Det var det eneste show på hele den tour hvor vi spillede samtlige numre vi havde. Alle b-siderne, og også tidlige numre som "Inside The Cynic" og "Rules Of Evidence". Så det husker jeg meget tydeligt.

Clone: Hvordan ser du på metalscenen i dag? Er den ved "godt helbred"?

Josh: Udover os selvfølgelig, så synes jeg flere spændende bands der er ved at etablere sig og har muligheden for at blive rigtig store. Trivium er fx et klasseband, og dem er vi i øvrigt rigtig gode venner med. Jeg snakkede med Matt (Heafy) forleden, og han fortalte at deres nye album netop er færdigt, og jeg kan bare ikke vente med at høre det. Det skulle angiveligt gå lidt i en ny retning, men jeg måtte ikke en gang høre noget af den! Den skulle være lidt anderledes end deres første, men jeg synes de er fantastiske. Jeg ser også virkelig frem til det nye Killswitch Engage der også er lige på trapperne.

Clone: Efter den her Europa-tour fortsætter i med "The Family Values Tour" i staterne med bl.a. Korn og Deftones. Er der nogle planer om Ozzfest, eller evt. en kommende headliner i Europa?

Josh: Der er ingen planer om Ozzfest, i hvert fald ikke i år. Vi regner klart med at komme tilbage til Europa, men der er ikke noget konkret endnu.

Clone: Ja, for der står i pressematerialet at 2006 og 2007 er dedikeret til Stone Sour for Corey og Tims vedkommende. Så nu er det altså Slipknots tur til at holde pause. Det må vel betyde at I skal turnere en hel del?

Josh: Ja klart. Der var en del spørgsmål ved vores sidste tour, som ikke blev helt afklaret. Vi blev afbrudt lidt pludseligt, hvis du forstår hvad jeg mener… Af grunde som.. ja det kan du måske læse mellem linierne, ha ha. Så den gang kom vi ikke så meget rundt. Men sådan er det ikke denne gang, nu gælder det Stone Sour, og vi skal alle steder, Japan, Australien, you name it. Vi nåede heller ikke så lang rundt i Europa som vi gør denne gang.

Clone: Hvor synes du bedst om at spille, festivaler, arenaer eller mindre steder?

Josh: Jeg kan godt lide klubberne i forhold til festivalerne, specielt her ovre, de har bare en fed vibe. Nogle festivaler er meget blandet genremæssigt, og dermed også publikum. Vi kommer lige fra… øhh, nu kan jeg ikke en gang huske hvor det var…

Clone: Hultsfred?

Josh: Ja netop, ha ha, jeg har allerede været for længe af sted! Men det er fint nok med forskellige genrer, men fx var der på Hultsfred et eller andet folkband i mellem os og Alice In Chains. Så kan det godt være at der mange mennesker, men så bliver publikum også lidt for blandet. På festivaler er der trods alt ikke så mange der kender et up-coming band som os, så der kan det være svært at få alle med. Så det er fejl efter min mening at lægge et program sådan. Næh, det er altså federe i klubberne, hvor det er DIT publikum. Hellere spille for få dedikerede folk end for 50.000 hvor det måske kun er 5.000 der har hørt om dig. 

Clone: Vores tid er desværre gået, men at dømme ud fra den gruppe fans der har siddet her uden for bussen hele dagen, er jeg sikker på, at det nok skal blive jeres publikum i aften. Tak og held og lykke fremover.

Josh: Det er mig der takker, mand. Hav et fedt show.


Og det fik Clonemetals udsendte så sandelig!. Kl. 21 gik den efterhånden ret garvede showmand Corey Taylor med et skælmsk smil stille og roligt ind på scenen. Han hilste pænt og spurgte: ”Er I klar til noget METAL?”. Publikum nåede knapt at svare inden Stone Sour startede med et brag, i hvad der skulle blive en god times klassisk heavy metal fest. Stone Sour ser ud til at have fundet den perfekte balance mellem hård metal og iørefaldende sange. De nye sange gik rent ind, og Stone Sour formåede på kort tid at henrykke et fyldt Vega (udover den store gruppe maggots der headbangede på de forreste rækker). Deres nye trommeslager Roy Mayorga (Soulfly, Medication) var en oplevelse i sig selv. Især den karakteristiske måde han med store sidelæns armbevæglser nærmest pisker sin hi-hat. I det hele taget er Stone Sour et supertight band, der kan gå en stor fremtid i møde, hvis ikke Slipknot hurtigt igen bliver første prioritet hos Corey Taylor og James Root. Sætlisten tog sig således ud (titler i kursiv er fra deres kommende plade ”Come What(Ever) May”): ”30/30-150” ;”1st Person”;”Orchids”;”Blotter”;”Made Of Scars”;”Reborn”;”Monolith”;”Socio”; ”Come What(Ever) May”;”Bother”;”Idle Hands”;”Hell & Consequences”;”Get Inside”. 

Og som Josh Rand havde lovet undertegnede, gik han og Taylor på scenen med Alice In Chains i ekstranummeret ”Again”. Alice In Chains med ny forsanger leverede i øvrigt en træfsikker perlerække af hits for et meget entusiastisk og propfyldt Vega. Som rosinen i pølseenden blev der introduceret en ny trommeslager på allersidste nummer. Jerry Cantrell præsenterede ham som en lokal ven, fra et mindre upcoming og meget obskurt band. Og ind på scenen trådte ingen ringere end Lars Ulrich. Overraskelsen var stor, og det var stemningen også da han satte sig bag tønderne og tæskede sig igennem ”Man In The Box”. Ulrich takkede og lovede at Metallica var tilbage næste år med album og dertil hørende turné. En stor afslutning på en stor metalaften. -simon













Kom med dine kommentar i vores FORUM