Interview : The Chariot

I forbindelse med at The Chariot gæstede Pumpehuset i København sammen med Norma Jean, fik Clonemetal.dks udsendte Davidson sig en snak med forsangeren Josh Scogin.

Clonemetal: Der er en skarp opdeling i jeres valg mellem dissonans og støj og på den anden side har I harpe, et kor og klassisk kvindestemme, hvordan forbinder man disse?

Josh Scogin: Vi kommer hurtigt til at kede os, så derfor forsøger vi os hele tiden med nye ting. Jeg elsker hård musik og at spille det, men når man har ti numre i den stil med mine vokaler - jeg kan godt lide min vokal - men ti numre er lidt for voldsomt. Derfor prøver vi hele tiden at opdage nye veje, åbne nye døre, bare for at kunne afprøve noget helt nyt, hvorvidt det er en banjo eller Hailey (Williams) fra Paramore på et nummer. Alt, hvad vi kan finde på, for at gøre det anderledes. Når vi skriver numrene, så spiller vi dem næsten tusind gange, før vi går ind i studiet og begynder at indspille dem. I sidste ende, så betyder det også, at lyden og ideen skal være spændende efter de tusinde gange. Vi begynder faktisk på indspilningen til vores næste plade efter den her turne, og har en masse spændende ting i sinde. Men man ved aldrig, hvad der holder igennem hele indspilningsprocessen og hvad der ryger ud. Vi er ret spontane, så hvis det ikke lyder godt, så prøver vi at tage en anden vej.

Clone: Kan du løfte sløret for nogle af ideerne?

Josh: Vi har snakket om at få et stort blæser ensemble på nogle af numrene. Vi har forsøgt det lidt tidligere, hvor det måske har haft en mindre rolle. Men det er ikke sikkert, det holder, når vi når til studiet. Vi er vores hårdeste kritikere, så lige meget om vi har brugt timevis på at indspille det; hvis det ikke lyder godt, så ryger det ud. Det er ikke til at sige, hvor mange måneders arbejde, vi har lagt i sange, som i sidste ende ikke kom med. På “Long Live” (bandets fjerde og seneste album) har der været utroligt store ændringer i musikken. Men det handler for os altid om at se fremad, rejse ned af en vej og udforske den indtil der kommer et nummer ud af det.

Clone: Den iørefaldende dualitet på “Long Live” er så medrivende og smukt; det ene øjeblik kastes du rundt af en mur af støj og det næste løftes du op af et englekor. Men kan den her dobbelthed nogensinde blive for meget; har der været tidspunkter, hvor I har måttet se på det og overveje om I gik over en grænse?

Josh: Det er en flot måde at beskrive det på! Men hvis vi nåede til sådan et sted, så ville det ikke være på pladen. Dermed ikke sagt, at det ikke kan ske i fremtiden, men tidligere materiale har vi det rigtig godt med. Hvis du laver musik for andre mennesker, eller for dit selskab, eller for at få en guldplade, så bliver det stressende. Jeg aner ikke, hvad folk vil høre, eller hvad selskaberne vil høre - jeg ved godt, hvad de mener, de gerne vil høre! Men hvis du skriver musik for dig selv, så er det simpelt. Du skriver musikken, indspiller, lytter til det igen og siger til dig selv: “Det her lyder godt”. Sådan. Så snakken om det kan blive for meget eller måske for underspillet - nogen af de måske chokerende elementer på “Long Live” såsom radiojinglen, der spiller ud af den blå luft, er en af de ting, som vi meget vel er klare over, at det måske hiver lytteren ud af nummeret, men vi syntes det er morsomt.

Clone: Er det Atlanta-jinglen? (fra nummeret Calvin Mackenzie)

Josh: Ja, lige præcis. Og lige meget om vores pladeselskab forstår det - selv om andre mennesker forstår det - så kan vi ikke skrive musik for andre. Tidligere pladeselskaber har sagt, at vi ikke må fremmedgøre folk, når de lytter til vores musik, og jeg ved ikke, hvad de vil have, jeg laver bare musik, som jeg selv kunne finde på at høre. Herhjemme i USA - især i USA - kan der være nogen, der siger, de har set os spille otte-ni gange på et år. Og det er helt vildt fedt, og det er jeg meget benådet over. Men i sidste ende; de så os spille ni gange det år, vi spillede 300 gange på et år. Så hvem skal jeg skrive min musik til? De mennesker, der så os ni gange, eller for mig selv, så jeg stadig synes, det er spændende og inspirerende at spille nummeret for 300. gang. Dét er målet, og hvis det gøres helt rigtigt, så rammer det også publikum. Men vi har da haft mange møder med pladeselskaber, der siger: “Så snart man forelsker sig i en passage, så hiver I os ud af det med en radio jingle!”. Men vi har vel alle lidt ADHD og har brug for at afprøve nye ting og sørge for det er underholdende for os selv. Hvis folk så kan lide det, så er det jo bare fantastisk. Indtil videre virker det til, at det går fint med den proces. Vi spiller ofte for et større publikum; fantastisk! Vi spiller tit for et mindre; super! Numrene er stadig de samme for os.

Clone: Lad os snakke lidt om jeres live shows så, nu hvor du selv nævner det. De er kendte for at være kaotiske, men det virker også som om, det er en meget personlig oplevelse, fordi I virkelig giver jer selv hen til dem. Hvad lægger I i de her koncerter?

Josh: Vi startede det her band for at kunne komme ud og spille koncerter. Da jeg var ung dreng drømte jeg ikke om at indspille plader eller have lange møder med pladeselskaber; det handlede om at komme ud og spille en masse koncerter. For os, så er det sjovt, fordi hver aften er en ny oplevelse. Vi kan spille foran tusindvis af mennesker én aften, og den næste er det måske foran 80, og det er fantastisk! Det sørger for, at det hele stadig føles nyt og spændende. Der er bands, der har de samme vittigheder til hver aften, der bare fyrer hele rutinen af. Vi forsøger selv hele tiden at ændre oplevelsen, for vi har ikke lyst til at spille den samme koncert hver aften. Folk skal føle, at det her er denne aftens koncert. Nogle gange kan det gå galt. Nogle gange, så virker den ide, som vi havde den aften, ikke, men i det mindste var det ikke en kopi af aftenen før. Det er meget vigtigt for os, at kunne være så frie med vores koncerter. De er altid meget energiske, men det bliver aldrig for seriøst, det har bare udviklet sig til det, det er nu, hvilket er at være fri. Det, at kunne synge om et seriøst emne, men så high five bagefter. Det er godt at have begge dele i et show. Det er også live essencen vi prøver at fange på vores plader. Hvor andre bands måske indspiller en plade og så forsøger igennem en hel turne at nå lyden på pladen, så er vi den diamentrale modsætning; det er live lyden, der skal indfanges på pladen.

Clone: Men det virker til, at I virkelig lægger mange følelser I jeres koncerter, har det nogensinde gået galt på et følelsesmæssigt niveau? Kom der noget frem, som man måske ikke helt havde kontrol over?

Josh: Vi har uden tvivl rent følelsesmæssigt oplevet et par koncerter, hvor vi bagefter, satte os ned og snakkede om, hvad der lige var sket. Det har aldrig været noget seriøst, men det er uden tvivl gået vildt for sig nogen gange. Især når vi kommer til andre lande, for man ved aldrig, hvad det her land, har været igennem; deres historie. Det er meget befriende for os, at opleve et publikum, der måske har en anden tilgang, til hvad en koncert kan være. Det handler ikke om, at de skal beskue os, fordi vi står på scenen, og de står foran os. I stedet skal det hele ses som en enhed, vi prøver at fjerne den usynlige grænse mellem scene og gulv. For eksempel i “The City” (fra “Long Live”) er der et langt stykke, og det synger vi i bandet aldrig, det er kun publikum, der sørger for det. For vi vil gerne få folk til at føle, at vi alle er samlet i aften, på grund af det her show.

Clone: I “The City” er der en entitet, som du i teksterne gør oprør imod. Handler det om nogen specifikt?

Josh: Nummeret er ikke en henvisning til nogen speciel regering eller politisk agenda. Jeg taler aldrig om, hvad jeg er imod, men i stedet om at stå sammen om en sag. Jeg elsker gammelt Bob Dylan og de gamle protestsange fra den tid. Og jeg prøvede at indkapsle den stemning om sammenhørighed, ikke nødvendigvis mod noget man er imod, men i stedet om at stå sammen. Men teksten er tvetydig med vilje, for at folk selv kan læse, hvad de vil i nummeret.

Clone: Du er sikkert ved at være ret træt af at snakke om ‘kristen hardcore’, men tidligere har du sat spørgsmålstegn ved udtrykket; tror du, det er et udtryk, der er indskrænkende, når I skriver musik?

Josh: Ikke for os. Jeg holder mig som regel fra genrespecifikationer. Kunstnerisk, hvorfor skulle vi så have nogen indskrænkelser? Vi gør, hvad vi vil, og det burde alle kunstnere. Så hvis du vil sammensætte kristen og hardcore, fint med mig. Jeg er kristen, vi er kristne i bandet. Det føles bare underligt for mig, for den sammensætning implicerer, at hardcore har et personligt forhold til Jesus. Intet musik, ingen genre, hvis jeg klapper i hænderne, så kan du ikke sige til mig om det er eller ikke er for vor Herre. Det er en meget personlig ting for mig, så det at man binder de to ting sammen, virker underligt. Men folk har kaldt os mathcore, hardcore, metalcore, metal. Jeg er ikke enig i de fleste, men man kan kalde os, hvad man vil. Hvis du kan lide det, så er det fint, sæt det i den boks, du har brug for. Det er især medierne, der har brug for at inddele det i genrer, og det synes jeg er helt okay. Vi har bare ikke haft noget behov for det. Med hensyn til det kristne aspekt - ja, jeg er kristen, jeg forstår bare ikke, hvorfor der skal være den her skildring.

-davidson