The End hører til blandt de nyeste signinger på Relapse. Alene ud fra musikken at dømme virker de relativt forstyrrede, så turde man sætte dem i stævne? Helbred og mental sundhed blev satset, da guitaristen Andrew tog imod og gav igen.

Det er tydeligt, at The End har udviklet en langt mere konsistent og massiv lyd siden forgængeren ”Transfer Trachea…” og op til nu, hvor ”Within Dividia” lige er udkommet, så jeg måtte starte med at høre lidt om, hvad der var sket for bandet i den mellemliggende periode, så den Andrew ligger ud med at forklare lidt om det.

”Der er et par ting, som især har haft indflydelse på, hvad vores band er blevet til inden for de sidste par år. Jeg tror, at det vigtigste har været Aarons (Wolff, vokal) tilstedeværelse i bandet nu. Enhedens sammenhold kunne nok også være musikken. I bandet kommer vi godt ud af det med hinanden, og det gør musikken endnu bedre. Øvning og erfaring har også været nogle af knudepunkterne – vi ved lidt mere nu, og vi arbejder hårdere for det”.

”Within Divia” er et konceptalbum af en art, men jeg aner ikke det store om dette, da mit eksemplar er et lettere skrabet udgave af den endelige udgivelse mht. artwork og indpakning. Så hvad mon dette koncept om ”The Estate Dividia” egentlig går ud på?

”Konceptet er albummet, som er konceptet”, siger den vittige hund. ”Få fat i det og tjek det ud”. Der må være et eller andet i grundvandet i Canada, så følg det råd, hvis du ønsker at blive klogere…

Sidste år blev The End gaflet a Relapse. Hvordan gik det til, og hvad havde de at byde på, som gjorde dem til det foretrukne valg?

”Vi har altid følt os beslægtede med selskabet pga. den musik de udgiver og den måde, de repræsenterer deres buisness på. Jeg tror ikke, at nogen anderledes parring af bandet og et label ville have været gensidig gavnligt for nogle af parterne. De er ikke et enormt label, så det er ikke sådan, at de bare har smidt læssevis af penge i vores retning. Vi tog en egoistisk beslutning baseret på, hvad vi mente ville være bedst for bandet, især i det lange løb”.

Genreknepperi er ved at være en sportsgren, der er OL værdig, og i dag bruger folk tit alt for langt tid på at male musikken op i et hjørne ved at klassificere bands og udgivelser gennem mærkelige termer som ”mathcore” og ”tech metal”, frem for blot at nyde og absorbere lydene. Et album som ”Within Dividia” kan jeg helt klart forsøge at beskrive for andre gennem ord, men sådan lige at klaske et genrelabel på skiven er svært, og det er også klart en af dens store forcer. Hvordan mon bandet oplevet folks reaktion, når de udsætter for deres lyd?

”Vores band og musik er i bund og grund, hvad alle andre siger, der er. Hvis vores musik let kunne klassificeres, ville det sikkert betyde, at vi lød som de nihundrede andre bands, der grundlagde den genre. Vores fans finder det forfriskende, ligesom vi selv gør det, når vi hører andre bands, som gør tingene anderledes”. 

En ting der har undret mig, er om bandnavnet refererer til enden på noget specifikt, eller om det mon blot blev valgt på baggrund af et ønske om at lave et kort og memorabelt navn med slagkraft i?

”Alt det nævnte. Det føltes passende på enhver tænkelig måde. Hvad det er blevet nu, er nærmest bandets navn i sig selv. Så ja, det er meget specifikt, men jeg synes også, at det egentlig bare betyder ”Steve, Aaron, Sean, Anthony og Andrew sammen” – det er vores bedrift som en gruppe”.

Og hvad mon så bliver de næste par træk fra The End – nogle tour aktiviteter?

”Vi håber på at få noget planlagt før eller siden, dog er intet sådan helt seriøst på plads endnu, men det skal det nok komme. Danmark er hermed blevet mærket af, og nu, hvad enten I vil det eller ej, så kommer vi fra himlen bevæbnede med plektre og trommestikker”.

Nu hvor vi snakker om Danmark, mon Andrew så kender til nogle bands her fra Dannevang? Jeg namedropper bl.a. Complete, The Psyke Project og As We Fight, som alle byder på en unik og frisk.

”Jeg skal nok forsøge på at holde øje med de bands. Det er rart at vide, hvad der foregår rundt omkring i Verden, men ofte skal der en voldsom indsats til for at opdage disse ting. Næsten alle blade herovre skriver kun om nordamerikanske bands, så vi får for det meste kun et lille udsnit af den store sammenhænge at se”.

Ja, det kan blive lidt af et detektivarbejde at opdage de gode sager, så vi skal da også lige høre, om han kan ryste at par et par musikalske godbidder fra sit eget lokalområde ud af ærmet?

”Ion Dissonance, The Abandoned Hearts Club og Neuraxis er et par af dem, der lige popper frem i bevidstheden, som du måske ikke kender. De er helt klart nogle af Canadas fineste for tiden.”

Yeah…Ion Dissonance og Neuraxis kan jeg i hvert fald sige god for, hvis man ønsker hhv. spastisk hardcore og metal med fræs på. Vi siger tak for denne gang og for et solidt album, der virkelig har skudt det nye år ind med manér, når det kommer til solid og kaotisk musik. Skal der siges ”hej mor”, er det nu!

”Tak for interviewet. Hvis I stadig ikke har tjekket det nye album ud derude, så giv det endelig en chanche. Vi er på vej. Vi giver ikke efter for noget”. -guldmann

















Kom med dine kommentar i vores FORUM