Interview : The Used
Læs også vores anmeldelse af "Lies For The Liars" HER

The Used har i længere tid været et af emocorens stjerneskud. Et band, der via et manisk og stærkt følelsesladet udtryk har tjent som soundtrack til utallige unges hjertekvaler. Jeg mødte bandets voldsomt tatoverede bassist Jeph Howard, i forbindelse med kvartettens optræden på Lille Vega, til en snak om tourlivet, genrebetegnelser og nyeste opus "Lies for the Liars".

Clone : Hvordan har touren foreløbet? Jeg ved i har været vidt omkring...

The Used : Det har været fantastisk, og samtidig fuldstændig sindssygt. For halvanden måned siden var vi i England, og har ellers turneret konstant fra USA tilbage til England, til Australien og yderlige rundt i Europa. Altså, jeg aner ikke hvad måned eller ugedag vi har.

Clone : Er der en stor forskel for Jer, på at optræde i USA og i Europa?

The Used : Ja, der er en kæmpe forskel. Egentlig er Japan nok det største yderpunkt man kan finde. Det er et kulturchok ud over alle grænser, mand. Her i Europa er folk meget mere nede på jorden, hvilket er rigtig cool. Til koncerterne forstår de at fyre den af, men er helt afslappede ellers.

Clone :Okay. Så vil jeg sige tillykke med det nye album. Det er herligt eksplosivt. Hvordan har fansene reageret på Jeres nye materiale?

The Used : Helt fantastisk. Bedre end nogenside. Især live er det fuldstændig fantastisk, de absolut bedste live-sange vi har skrevet. Vores shows bliver den tand mere dynamiske med de her nye sange, og publikum går amok. Responsen fra vores fans har været bedre end vi turde drømme om.

Clone : Sammenlignet med Jeres seneste album "In Love and Death", som syntes meget indadvendt og mindre hårdfør, tager i på "Lies for the Liars" et stort skridt tilbage mod den mere direkte og kompromisløse side af Jeres band. Hvad inspirerede til endnu engang at gå i den retning?

The Used : Tak for det, mand. Ja, det er rigtigt at sangene på det nye album ligesom er mere dynamiske, men altså, musikalsk når vi begynder at skrive nyt, så afgører vi aldrig en retning på forhånd. Vi bestemmer ikke at "nu skal vi skrive rock", eller "nu skal vi skrive blødere ting", altså, de musikalske retninger kommer af sig selv. Vores sidste plade, "In Love and Death", havde denne der sørgmodige, og nedtrykte følelse over sig, men da var det naturligt, da både Bert (McCracken, sanger og tekstforfatter), og bandet som helhed, gik igennem en hård tid. Vi prøver både tekstmæssigt og musikalsk at indfange momenter i tiden, og med den anspændthed og blå stemning der herskede på det tidspunkt, er det kun klart at den plades udtryk blev som det blev. Med det nye album, kom den mere dynamiske, og målrettede attitude frem. Sådan en fælles "don´t mess with us"-følelse, der gjorde materialet dét mere pågående og vredt.

Clone : Det føles nemlig langt mere vredt, ja. I synes samtidig at have taget nogle chancer på "Lies for the Liars". Som på "The Bird and the Worm", der er meget teatralsk i sit udtryk, og på "Pretty Handsome Awkward", der vel nærmest kan betegnes som god gammeldags hard rock. Var det vigtigt for Jer, ligesom at sprede Jeres udtryk ud over grænserne for emo / screamo-genren?

The Used : Hmm, vi har aldrig rigtig set os selv som et emo-band. Alt for mange bands bliver bare skubbet ind under forskellige genrer fordi medierne finder det bekvemt. Selv et band som Glassjaw bliver undertiden kvalificeret som emo, hvilket jo er dybt mærkeligt. Altså, vi har talt om at vi bare er et rock-band, og det har altid været vores mål bare at lave god rockmusik. Ærlig talt kan folk kalde os hvad de vil, jazz, hvis de har lyst, men det ændrer jo ikke på vores musik, og at vi bare spiller hvad vi har lyst til.

Clone : Altså, siden i skrev "In Love and Death", og har været væk fra spotlyset i noget tid indtil nu, er en farlig masse bands, med et udtryk meget tæt på Jeres dukket op ad ingenting. Har i ikke nogensinde været bange for at blive væk i den store horde af grupper, der prøver, næsten at kopiere, det univers i har spillet i siden Jeres start?

The Used : Nej, egentlig ikke. Altså, det er som om at alle de her bands, der uselvstændigt prøver at lyde som andre, er flere år for sent på den. Vores band udvikler sig hele tiden, nye udtryk, nye stemninger. Alle de folk, der prøver at lyde som én bestemt ting, taber sin egen udvikling på gulvet, mens bands som os, hele tiden rykker fremad, og skaber nye musikalske retninger for os selv. Så altså, vi føler os ikke truet af kopister. De går hurtigt i glemmebogen. Vi redefinerer os selv hele tiden.

Clone : Okay. Lad os tale om Jeres første single-valg fra "Lies for the Liars", "The Bird and the Worm". Var det et svært valg, eller var det åbenlyst for Jer, at det skulle være den?

The Used : Det var faktisk helt åbenlyst. Altså, egentlig skulle "Pretty Handsome Awkward" være den første single, men så skrev vi "The Bird and the Worm", som den allersidste sang til albummet, og vi sad allesammen med følelsen af at den ville være det allerbedste valg, så vi byttede rundt. "Pretty Handsome Awkward" udkommer som anden single.

Clone : Men én ting er at singlerne gerne skulle repræsentere det bedste fra pladen, noget andet er om det virkelig holder. Hvad synes du selv rykker mest på det nye album?

The Used : Altså, da vi indspillede, boede vi i en lejlighed i Californien i seks måneder, og jeg kan huske at Bert havde sådan en lille diktafon, hvori han sang melodilinjer og sådan. Da han kom og viste mig teksten og den omkvæds-melodilinje, han havde indsunget til "Hospital", blev jeg fuldstændig blæst omkuld. Den sang blev også min absolutte yndlings-sang på pladen, ingen tvivl.

Clone : Før i begyndte indspilningerne på "Lies for the Liars" forlod Jeres trommeslager Branden bandet. Hvad skete der?

The Used : Musikalske uoverensstemmelser. Altså, han havde en vision for vores musik, og vi andre havde en vision, og de kunne bare ikke smeltes sammen. Men det hele er endt godt. Branden spiller i Rancid nu, hvilket vel i forvejen var hans absolutte yndlings-band, og vi har fået en ny fantastisk trommeslager, Dan Whitesides, som har været vores ven i mange år. Vi føler os nærmest revitaliseret. Bedre, både musikalsk og socialt end nogensinde før.

Clone : Fantastisk. Jeg ved desuden at i skrev en masse sange, der ikke kom med på "Lies for the Liars", men at i vil udgive en EP, senere på året, indeholdende disse numre. Hvad kan vi forvente af den?

The Used : Store ting. Nogle af mine favorit-sange kommer på EP´en. Sange jeg synes er bedre end mange af sangene, der kom med på selve albummet. Der er sang, der hedder "Pain", som du måske kan finde på internettet, hvis du er heldig, som er fantastisk. Så vil der være en virkelig tung, voldsom sang, der hedder "Slit Your Own Wrist", og en sang der hedder "Sick Hearts", som også er virkelig fed. Altså, faktisk nogle af de bedste sange vi har skrevet, men som kom ikke med på albummet, da vi ikke rigtig følte de passede ind i stemningen på albummet.

Jeph afslører herefter lidt af aftenens setliste, og vi tager afsked med et håndtryk. Jeg har efterhånden fået forventningerne til koncerten skruet godt op i vejret, især ved tanken om at skulle te mig åndssvagt til live-udgaver af "Buried Myself Alive", og "A Box Full of Sharp Objects". Desværre er The Used en skuffelse, og spiller en kun 45 minutters lang, uinspireret koncert, med underligt mudret lyd. Ærgeligt, men en turné-træthed må jo melde sig på et tidspunkt, især når scenen er uvant lille. -dennis