Uphill Battles 2. album “Wreck of Nerves” har, som man kan forvisse sig om ved at læse undertegnedes anmeldelse af selv samme, taget mig med storm, og spørgsmålene til den eksplosive udvikling bandet synes at have været igennem siden debuten hobede sig i den forbindelse op. Heldigvis bød muligheden sig for at aftvinge guitarist og lead-vokalist i Uphill Battle Adi nogle svar i den anledning. Det følgende er, hvad manden havde at sige til sit forsvar…

Som lige nævnt synes jeg ”Wreck of Nerves” repræsenterer et gigantisk fremskridt på alle punkter i forhold til den ellers lovende debut, både rent kompositorisk, instrumentalt og produktionsmæssigt, hvilket jeg startede med at ’konfrontere’ Adi med.


Adi : “Tak for tilliden. Vi lavede såmænd bare det bedste album vi kunne. Det første album var indspillet endnu inden vi var blevet signet til et pladeselskab, og vi havde ikke engang været på tour sammen på det tidspunkt, så vi har lært en masse siden da. Vi har også fået 2 nye medlemmer siden debuten, nemlig Wes Caley (guitar/vokal) og Casey Shropshire (bas/vokal), som begge har bidraget med meget både hvad angår musikken og produktionen. I øvrigt fik vi denne gang også chancen for at lave en demo af alle de nye sange i vores øvestudie ved hjælp af min computer, så vi virkelig kunne få helt styr på, hvor vi ville have musikken til at bevæge sig hen.” 


I mine ører lyder "Wreck of Nerves" som et mere voksent og originalt udspil end debuten, så jeg var interesseret i at høre, hvordan bandet selv opfatter deres udvikling i den mellemliggende periode, både på et musikalsk og personligt niveau, og om i hvor høj grad den større mængde live erfaring og turnevirksomhed har haft en finger med i spillet i den forbindelse.


Adi : ”Du nævner noget vigtigt mht. at turnere og spille live. Det hjælper faktisk at komme ud og spille. Du kan øve alt det du vil i et øvelokale, men det kan ikke sammenlignes med at spille 30 nætter i træk på en tour med alle mulige forskellige udfordringer mht. lyd osv. På det personlige plan må jeg sige, at jeg og trommeslager Danny har udviklet os meget. Da vi startede bandet var Danny kun 16 år, og han har i mine øjne udviklet sig rigtigt meget.”


Produktionen på debuten var i mine ører ikke helt vellykket, men på "Wreck of Nerves" er alt i skønneste orden. Albummet har fået noget tiltrængt bund i lyden, og især bassen er nu blevet rigtig hørbar. Jeg bad derfor Adi beskrive samarbejdet med d’herrer Ayala/Bayles/Hull, og om resultatet af disses anstrengelser havde behaget ham.


Adi : ”Produktionen på det nye album er et skridt i den rigtige retning i forhold til debuten. En ordentlig lydkvaliteten på en udgivelse har virkelig en stor indflydelse på, hvordan musikken fremstår, så det betyder meget for os. Jeg tror næsten, at man kunne kalde Wes og jeg for ’lyd snobber’. At arbejde med Martin Ayala var virkeligt afslappende. Han tog sig den tid det tager at få den bedste præstation ud af os. Vi har dog ikke personlig mødt Matt Bayles endnu, men han mixede albummet i Seattle, og vi godkendte så løbende de forskellige mix over nettet. Scott Hull gjorde ligeledes et fint stykke arbejde med at finpudse det hele og få de sidste detaljer frem i mastering processen. I øvrigt er jeg enig i, at Martin fik en fantastisk baslyd frem på det nye album. Han lånte et gammelt Ampeg SVT hoved, for det tog os lang tid at finde ud af hvilken mikrofon vi skulle bruge til kabinettet. Jeg var ved at blive ret utålmodig, men da vi endelig fandt den ’magiske mikrofon’ var det hele sliddet værd.”


Herefter udtrykte jeg min tiltagende frustration over det mylder af tilsyneladende enslydende og musikalsk ideforladte metalcore bands der synes at infiltrere hele scene i disse dage. Heldigvis synes kunstnerne på Relapse Records behændigt at styre udenom de værste klicheer, og et band som Uphill Battle har jo deres helt egen lyd og et uendeligt mere udfordrende udtryk end metalcore standarden. Jeg spurgte derfor, om Uphill Battle i det hele taget har et tilhørsforhold til metalcore scenen, eller om de bevidst drager inspiration fra andre typer musik for at distancere sig fra mængden.


Adi : ”Vi prøver rent faktisk at distancere os fra metalcore mærkatet, da det for så vidt aldrig har været et mål for Uphill Battle at spille metalcore. Ikke for at bagtale nogle af de bands der spiller denne stil, men meget af det lyder ret ens. Jeg finder inspiration fra alle mulige typer af musik, ja rent faktisk har selv indierock og popbands til tider inspireret mig.”


Apropos Relapse Records, så synes dette pladeselskab at være det perfekte ‘hjemsted’ for et band som Uphill Battle, og jeg undrede mig i den forbindelse over hvordan samarbejdet med Relapse egentlig fungerer i praksis. Er der tale om et tæt samarbejde af nærmest familielignende karakter eller får de forskellige bands lov til at passe sig selv? 


Adi : “Vi blev signet på baggrund af et rå-mix af vores 1. album. Da vi startede med at optage debuten, havde vi ikke et pladeselskab eller noget til at betale for det, så jeg havde faktisk 2 jobs og arbejdede 6 dage om ugen for at klare det finansielle. Da vi havde et rå-mix, sendte jeg en demo med 3 numre ud til forskellige pladeselskaber. Relapse var fra starten af vores foretrukne label, og heldig nok for os lytter de til alt det der bliver sendt til dem fra forskellige bands. De kunne lide hvad de hørte, og resten er historie. Rent faktisk mødte vi ikke nogen fra Relapse ansigt til ansigt før i Philadelphia på vores 1. tour, hvor Wes´ forstærker faldt ned og jeg væltede min mikrofon i forbindelse med vores indledende nummer! Alle på Relapse Records har dog været cool, og det er en ære for os at være på selskabet. At spille med andre Relapse bands er også fedt, og indtil videre har alle været super flinke og venlige. Det føles faktisk som en slags familie.”


Da jeg kun er indehaver af promoen og således ikke har haft mulighed for at nærstudere teksterne til ”Wreck of Nerves”, bad jeg Ali uddybe lidt. Med titler som "Self Inflicted", "Tear Everything Down", "Shifting Pain", "Breaking Down" og titelnummeret havde jeg en formodning om et løseligt lyrisk koncept i retningen af mental uligevægt, selvpåført smerte og destruktiv adfærd.


Adi : “Vores tekster har altid været ret personlige, og de handler rent faktisk om indre kvaler og frustration; teksterne er derfor på linie med musikken også en mulighed for os til at afreagere. Cover-artworket og teksterne har godt nok et overordnet koncept om at være et følelsesmæssigt nervevrag, men ikke alle numrene omhandler om dette.”


På albummets sidste og rent ud sagt fantastiske nummer "Conceptual Frame" er man pludselig vidne til et lydbillede der synes at have mere til fælles med post hardcore bands som Isis og Tarantula Hawk, og mellem mange af numrene er der ydermere en slags afdæmpede, atmosfæreskabende mellemspil, som er ret anderledes. Jeg bad om en kommentar.


Adi: ”De små mellemspil optog Casey og jeg på min computer. Vi havde en ide om at bruge samples på albummet, men i stedet for bare at snuppe dem fra en film eller noget i den retning ville vi lave dem selv. Ideen var at de små mellemspil skulle ’opbløde’ albummet lidt, så det hele ikke bare var nonstop musikalsk galskab fra start til slut. Jeg synes det lykkedes meget godt, og Casey og jeg havde i den forbindelse megen sjov ud af at lege med pedaler og splintrende glas. Hvad angår "Conceptual Frame" så havde jeg en ide om at afslutte albummet med et lidt langsommere nummer, og jeg synes resultatet er blevet rigtigt godt. Det er ikke et forsøg på at gå Isis eller Tarantula Hawk i bedene; det er snarere inspireret af bandet Aftershock.”


Dette atypiske Uphill Battle nummer foranledigede mig til at spørge, hvordan bandet på fremtidige udgivelser har tænkt sig at fortsætte med at udfordre sig selv rent musikalsk i samme grad som tilfældet tydeligvis har været med ”Wreck of Nerves”, og om de mere eksperimenterende elementer i omtalte afslutningsnummer er noget Uphill Battle kunne tænkes at implementere i endnu højere grad i fremtiden?


Adi : ”Jeg ønsker at skrive et rigtigt langt, episk nummer i forbindelse med vores næste udgivelse, men generelt ønsker jeg ikke at Uphill Battles numre bliver længere, ja vores numre bliver rent faktisk kortere og kortere overordnet set. Men jeg er sådan set slet ikke begyndt at bekymre mig om fremtiden endnu, endsige for alvor begyndt at skrive nyt materiale, så foreløbig vil jeg bare sørge for at give promoveringen af ”Wreck of Nerves” min udelte opmærksomhed.”


Til sidst måtte jeg jo som det næsten hører sig til lige forhøre mig om hvorvidt Uphill Battle har tænkt sig at turnere Europa, nærmere specifikt Danmark, i forbindelse med ”Wreck of Nerves”?


Adi : ”Vi er virkelig opsatte på at turnere Europa, men jeg er ikke sikker på hvornår det vil ske. Måske i løbet af et års tid? Jeg ville elske at spille i Danmark. Min erfaring med Europa er dog begrænset, men jeg ville virkeligt gerne se mere til den del af verden. I øvrigt synes Europæere generelt at have mere styr på hvad der rør sig rent musikalsk.”


Hermed sluttede interviewet med Adi med den lidt ærgerlige lange udsigt til en mulig live-optræden med Uphill Battle på en Danske scene. Til alt held er ”Wreck of Nerves” en så solid og holdbar udgivelse, at chancen for at man er træt af albummet inden bandet pludselig en dag går amok på et spillested i nærheden er forsvindende lille. 

Hov for resten! Adi skal da lige have de berømte sidste ord, og to mere sigende og relevante ord kunne han vel næppe have valgt:


Adi : ”GRIND HARD!”

-byrial










Kom med dine kommentar i vores FORUM