clonetalk - usipian

Læs vores anmeldelse af "Dead Corner Of The Eye" HER !!!

Ud af resterne af det hedengangne band Gothic Domain har Usipian, med det overbevisende debutalbum "Dead Corner of the Eye" som bevis, rejst sig som et nyt top band på den danske death metal scene. Et lille interview om dette og hint i den forbindelse synes derfor på sin plads, og forsanger Toke og trommeslager Nis giver velvilligt svar på tiltale i det følgende:

Indledningsvist måtte jeg lige have det kryptiske bandnavn Usipian forklaret.


Nis: ’Allerede et godt stykke tid inden jeg i 2000 blev en del af bandet ønskede medlemmerne af Gothic Domain at finde et nyt bandnavn. Toke fik den ide at finde frem til et bandnavn med en betydning der kunne opfattes som en hyldest til vores før-kristne aner. Eftersom jeg gennem mange år har interesseret mig for germansk etnografi og desuden har beskæftiget mig med emnet i mine studier på universitetet, spurgte Toke om jeg eventuelt kunne finde frem til et passende navn, hvilket dog ikke lykkedes. Da jeg et par år senere selv var blevet en del af bandet besluttede vi os for at lede igen. I år 98 publiceredes det etnografiske skrift ”Germania”, skrevet af den romerske historiker Tacitus. Det behandler de germanske stammers sæder og skikke, deres oprindelse og forhold omkring det offentlige og det private liv, gudedyrkelse, folkeforsamlingen som domstol, kvinden og ægteskabet, beklædning, udrustning og en lang række andre emner. Desuden indeholder skriftet en beskrivelse af de enkelte stammer. Blandt disse fandt jeg frem til nogle stammer med navne der potentielt kunne anvendes som bandnavn, heriblandt Usipi. Herudfra blev vi enige om navnet Usipian, og man kan vel derfor sige at både Toke og jeg er ansvarlige for navnet, idet ingen af os var kommet på det alene. I øvrigt er logoet tegnet af Toke.’


Toke: ’Jeg kan huske at vi havde flere kriterier da vi valgte et nyt navn. For det første skulle det være ét ord, måske netop for at distancere os mere fra Gothic Domain. For det andet ville jeg gerne have et band navn hvis første bogstav var mere usædvanligt end for eksempel A, som en million bands bruger. Et tredje kriterium var også at kunne bruge første bogstav som logo, i samme forstand som til eksempel Sepultura og Emperor tidligere har gjort det. Dér passede et U også godt ind, så da Nis fremlagde Usipi sammen med et par andre navne, passede det klart ind under alle kriterierne. Vi lavede så en fri fortolket engelsk udgave af navnet, hvilket så ved et tilfælde viste sig at være den korrekte og brugte oversættelse.’


Så fik vi dét sat på plads. Apropos Gothic Domain, så ville jeg gerne vide hvordan erfaringerne fra Gothic Domain har været med til at bane vejen for Usipian; lærte man noget af tiden i Gothic Domain, som kunne bruges i Usipian? Måske både hvad der virker og navnlig hvad der ikke virker rent musikalsk i Usipian regi? 


Toke: ’Årene med Gothic Domain har helt sikkert lært Tais og jeg en hel del, men for at være ærlig blev der måske brugt mere tid på at skifte medlemmer ud end rent faktisk at skrive musik. Med Gothic Domain prøvede vi til en vis grad at være originale. Med originale mener jeg "blandet landhandel", for det var unægtelig hvad vi formåede at komme frem til; thrash, death og black metal blev blandet sammen i én stor pærevælling, og det er nok en fejl vi har lært af. Vi er i hvert fald blevet mere bevidste om hvad der fungerer og ikke fungerer. "Less is more" er ofte den rigtige fremgangsmåde.’ 


Jeg undrede mig over hvorfor tog det Usipian så lang tid at få et regulært full-length album ud; et nummer som "An Everborn" er jo oprindelig helt tilbage fra 1998 af? På den anden side er den lange periode numrene til albummet er skrevet og finpudset over, måske en medvirkende årsag til at "Dead Corner Of The Eye" fuldstændigt mangler de "børnesygdomme" et debutalbum tit og ofte lider af?


Nis: ’Det tror jeg du kan have ret i. Vi fik i sin tid en del positiv respons på vores demo "The Human Spirit Massacre", både hvad anmeldelser angår og fra enkelte selskaber. Vi lå endda i kontraktforhandlinger, men heldigvis blev det ikke til noget. Heldigvis fordi vi simpelthen ikke ville have været klar til at udgive en debut i 2001. Musikken på demoen var allerede da forældet Gothic Domain materiale og den dag i dag kan jeg ikke lytte til "The Human Spirit Massacre" uden rent ud sagt at krumme tæer. Den er måske udmærket for en demo at være hvis man er glad for Dissection, men stilmæssigt var det langt fra det Toke, Tais og jeg er vokset op med, lyttede til og egentlig havde lyst til at lave. De efterfølgende år brugte vi derfor på at udskifte medlemmer så vi, som sammentømret band, kunne skrive nyt materiale i overensstemmelse med det vi alle egentlig ville. Skriveprocessen i bandet er temmelig langsom eftersom vi bruger lang tid på at finpudse de enkelte numre. At være i stand til at strukturere et nummer og vide hvad der hænger godt sammen er mindst lige så vigtigt som at skrive interessante riffs. Det er noget vi er blevet mere opmærksomme på gennem årene og definitivt er blevet bedre til. Vi valgte at inkludere "An Everborn" på "Dead Corner of the Eye" fordi det for os i bandet og i øvrigt ford folk der har fulgt bandet fra starten af er blevet lidt af en klassiker. Det er uden tvivl det bedste Gothic Domain nummer og da der desuden eksisterer en gammel indspilning af nummeret fra Sweet Silence Studios (med Flemming Rasmussen som lydtekniker) tænkte vi det kunne være interessant med en ny version. Jeg er selvfølgelig glad for at du regner "Dead Corner of the Eye" for et overbevisende debutalbum, fri for "børnesygdomme", men der er ingen tvivl om at det næste album , som vi er godt i færd med at skrive, bliver mere helstøbt.’


Toke: ’At vi har brugt så lang tid på at finde en ordentlig line-up har selvfølgelig også en del at sige. Der var megen lallen rundt med Gothic Domain, det kan man ikke komme udenom. Gothic Domain var måske teenageårene, hvor der gik lidt for meget druk i det. Med Usipian blev vi voksne og skruede bissen på. Jeg tror at det mest er i det faktum du skal finde svar på de manglende "børnesygdomme", for vi har haft et meget fremadrettet mål med Usipian.’


Usipian er måske ikke verdens mest eksperimenterende og cutting edge death metal band; det virker som om bandet vælger at kapitalisere på det de ved fungerer, nemlig dødsmetal med både catchiness, tyngde og brutalitet. Jeg spurgte om det var et bevidst valg til debuten, og om Usipian planlagde at udforske nyt musikalsk territorium på det omtalte næste album, eller om stilen fra "Dead Corner of the Eye" skulle fortsættes i fremtiden? Med tanke på mine to favoritter på albummet, den til tider næsten 80'er thrashede "Shadows Of The Once Unseen" og "Multiplied Inhuman Disrupture" der lyder lidt som Immolation i den meget staccato-agtige start, måtte jeg også lige høre om Usipians inspirationskilder i både rent musikalsk og i bredere forstand? 


Nis: ’Jeg har netop modtaget det nye Slavestate Magazine #15, hvor der i anmeldelsen af "Dead Corner of the Eye" afslutningsvis står: "..Att jaga land och rike kring för att skaffa sig ett eget specifikt sound inom dödsmetallen är enligt mig slöseri med tid. Den strävan leder oftast banden bort från det sound som äkta gammal dödsmetall består av. Dödsmetall är antingen bra eller dålig. Det ända som är exceptionellt med dödsmanglarna i Usipian är att de är exceptionellt bra. Det räcker långt och länge." Det er vel nogenlunde den samme pointe du fremfører. Vi koncentrerer os om det vi er vokset op med og først og fremmest lytter til: old school death metal. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med at vi har skyklapper for øjnene. Således er jeg til eksempel mindst lige så begejstret for Cynic og Atheist som for mere 'traditionel' death metal, men at revolutionere genren må være op til andre. De fleste fejler unægtelig i forsøget.’


Toke: ’Der hersker ingen tvivl om hvilket slags band Usipian er. Vi er et death metal band, og det vil vi forblive. Alligevel kan man stadig godt udvikle sig, og vores næste plade vil helt sikkert være en smule anderledes uden at der på nogen måde vil være tale om en markant stilændring. Vores mål har aldrig været at være det mest originale band i verden, men vi føler alle at vi ville lave den slags death metal vi selv lytter til som primært er fra perioden i starten af 90'erne. Vi føler nok også lidt at det er en periode der måske er blevet lidt glemt af de yngre lyttere, så derfor er det vigtigt at nogen bringer den stil videre og holder den i live. Det forsøger vi så på. Lige "Shadows of the Once Unseen" som du nævner, er nok et nummer som du ikke vil høre mere til. Jeg kan specielt godt lide første halvdel, men anden halvdel føler jeg selv er lidt forældet. "Multiplied Inhuman Disrupture" er derimod et af mine favorit numre på skiven, så det kunne godt ske, at det mere er i den retning vi vil gå.’


Naturligvis kunne jeg ikke undgå at spørge til hvordan kontakten til den geniale og legendariske cover-kunstner Dan Seagrave var kommet i stand, hvad Usipian ønskede at coveret skulle repræsentere og om de er tilfredse med resultatet? Ligeledes bad jeg om en kommentar til valget af Anders Lundemark fra Konkhra som producer. Hvilken slags lyd gik Usipian efter, og blev resultatet som bandet ønskede det? Noget siger mig nemlig at Usipian er mere til den gamle varme old school death metal lyd end den mere kliniske moderne death/grind produktion…


Toke: ’Dan Seagrave har altid været i tæt sammenhæng med den periode som vi alle elsker. Der var noget magisk ved at sidde med en skive som han havde lavet cover til. Af den grund kontaktede jeg ham for nogle år siden da jeg undrede mig over man aldrig så noget til ham længere. Det var før Morbid Angels "Gateways to Annihilation". Jeg har så skrevet lidt frem og tilbage med ham, og blandt andet talt med ham om at lave et maleri til mig personligt. Det blev aldrig rigtigt til noget, men jeg havde da luftet idéen om at han kunne lave vores cover når vi engang fik en pladekontrakt. Jeg kontaktede ham så straks da vi fik kontrakten i hus og var blevet enige om at det var ham der skulle lave det. Dan var meget interesseret i at vide hvad vi ville have, så han fik alle teksterne og titlen på albummet. Det eneste vi sagde fra start af var, at vi gerne ville have et lidt mere realistisk cover uden en masse monstre. Vi blev derefter enige om et slags industrielt helvede; et fremtidigt verdensbillede, hvilket også er hvad titlen på albummet repræsenterer. Jeg synes coveret er meget vellykket. For mig har det en slags 1930'er depressions kvalitet over sig. Vores valg af et rødt logo var i øvrigt heller ikke helt tilfældigt. Debut skiver af bands som Monstrosity, Deicide, Morbid Angel og Suffocation har alle rødt logo, så det ville vi naturligvis også. Valget af Anders Lundemark faldt på, at vi fik ham anbefalet af Corpus Mortale. Vi kontaktede ham derefter og han var meget imødekommende. Samarbejdet gik helt fint, især fordi vi også kan lave lidt selv i og med at Jeppe er uddannet lydtekniker, hvilket lagde mindre pres på Anders og mindskede tidsbegrænsningen i studiet. Anders har en baggrund inden for dødsmetal der helt sikkert giver masser af fordele for et band som vores. Et andet lyspunkt, og noget som jeg måske ikke helt havde forventet, er at han stadig følger meget med i scenen. Han har i høj grad fingeren på pulsen, og det er selvfølgelig også en fordel så han ikke bare hænger fast i det samme. Vi gik meget bevidst efter, at lave en rå og ægte lyd. Ikke for smadret og mudret, men heller ikke for pæn og klinisk. Faktisk havde jeg hele tiden Slayer lidt i baghovedet rent lydmæssigt, specielt "Seasons In the Abyss" da man kan høre alle plekter anslag osv. Jeg siger ikke vi lyder som Slayer, men ja, vi ville gerne opnå en meget ærlig produktion med store nosser.’


Hvordan dælen kom kontrakten med det lille svenske label Metal Fortress Entertainment mon i stand? Det er ikke et label jeg personligt før havde hørt om, så jeg var nysgerrig for at vide, hvordan samarbejdet med svenskerne har været indtil videre? 


Nis: ’I 2003 var vi i Soundzone Studio med Lars Schmidt hvor vi indspillede en promo bestående af de to numre "Clouded Restrainment" og "Shadows of the Once Unseen". Promoen blev også sendt til Metal Fortress Entertainment. De fandt den fed, men det var ikke noget vi diskuterede nærmere, for i mellemtiden havde Ancient Darkness Productions sat sig for at udgive de to numre som en 7-inch EP. Vi ragede dog uklar med dem af personlige årsager. Derfor valgte vi at droppe den planlagte udgivelse, men eftersom den imidlertid var blevet annonceret flere steder satte jeg mig for at finde et andet selskab som ville udgive den. Det ville Metal Fortress Entertainment uden tøven. Siden udgivelsen af EP'en har vi haft vedblivende kontakt med dem, og da vi havde indspillet "Dead Corner of the Eye" tilbød de en for et debuterende band udmærket kontrakt. Den valgte vi at underskrive i stedet for at bruge en masse tid og ressourcer på at sende albummet ud verden over. Det er ikke umuligt at et større selskab ville have tilbudt os en mere fordelagtig kontrakt, men man må jo starte et sted, og der kommer jo også en næste gang. Hidtil har samarbejdet med Metal Fortress Entertainment været ganske fint. De tror på os og er fans af vores musik, hvilket har noget at sige på et personligt plan. "Dead Corner of the Eye" er dog stadig en helt ny udgivelse og vi er først for nyligt begyndt at få de første anmeldelser på pladen, så hvordan samarbejdet kommer til at gå fremover vil tiden vise. Det starter i hvert fald fint.’


Toke: ’Vi overvejede også kraftigt om det ikke ville være smartere at være på et lille selskab hvor ens band bliver prioriteret højt, frem for at være på et mellemstort, hvor prioriteringen er meget lav. Dette er i hvert fald en strategi der har fungeret for mange andre mindre bands, så den har vi valgt til at starte med. Vi har ikke optioner for 5 albums eller noget i den stil, hvilket gør at vi er ret frie.’


Jeg så for nyligt Usipian spille som opvarmning for geniale Macabre i Odense; et af mine personlige favoritbands. Jeg måtte lige høre om Usipian mon selv er fans af Macabre, og om hvordan koncerten i hus? Det obligatoriske spørgsmål om Usipians umiddelbare planer for tournévirksomhed i den nærmeste fremtid skulle selvfølgelig også lige luftes. 


Nis: ’Koncerten kom i hus ved at de initiativrige arrangører i den odenseanske metalforening Metal Mekka kontaktede os og spurgte om vi ville varme op til Macabre. Det kunne der naturligvis ikke være to meninger om da vi netop selv i højeste grad er fans. Gutterne i Macabre viste sig at være festglade, aldeles nede på jorden og snakkesalige. Jeg fik også signeret mine Macabre vinyler, så det var en fed aften. Det er altid lidt sjovere at spille med store udenlandske bands man selv er fans af. Adrenalinen pumper i kroppen og gør en lidt mere tændt end sædvanligt. Det var det samme da vi spillede med Vader. Hvad selve koncerten angik, tror jeg den var i orden, uden at det var en af vores bedste koncerter. Der var også nogle uheldige problemer den aften mellem på den ene side lydmanden og på den anden de to bands. Men responsen var i hvert fald fin og der blev solgt en del eksemplarer af albummet den aften.’ 


Toke: ’Det er selvfølgelig altid noget specielt, at spille sammen med et band man har lyttet så meget til som Macabre. I øjeblikket er vi ved at planlægge nogle koncerter i England og Sverige, så vi må se hvad der sker. De større danske byer skulle vi også gerne lægge vejen forbi i nærmeste fremtid, uden der dog på nuværende tidspunkt er planlagt nogle konkrete datoer. 

Inden vi lukker og slukker for Usipian for denne gang, får Nis lige det sidste ord: 

Nis: ’Jeg kan tilføje at der kommer nye Usipian T-shirts i løbet af oktober, og inden længe skulle der gerne komme en udgivelsesdato for vinyl-versionen af "Dead Corner of the Eye".’

Følg eventuelt selv med i Usipians gøren og laden på www.usipian.dk, og få så hurtigst muligt tjekket "Dead Corner of the Eye" ud hvis du ikke allerede har gjort det. Usipian arbejder tydeligvis 100 % seriøst og dedikeret med deres musik, og med debuten "Dead Corner of the Eye" tilhører bandet allerede Danmarks superliga hvad angår kvalitetsmetal. Tak til Nis og Toke for deres velvillige medvirken til dette interview. –byrial 





Kom med dine kommentar i vores FORUM