I kender det godt. Nogle gange har man gået og glædet sig til at et band endeligt kommer forbi dannevang og så sådan cirka 20 minutter før bandet går på får man nerver på. Mon der er kommet nok mennesker? Mon de overhovedet er så gode i virkeligheden som altid har gået og troet? I Cave Ins tilfælde har jeg i hvert fald gået og ventet på dem siden ruder konge var knægt, og netop derfor begyndte de foromtalte nerver at melde sig kort før koncertens start.

Heldigvis havde en god portion af det københavnske publikum vovet sig udenfor på en ellers dødkedelig mandag for at høre noget Rock, og det kan man kun bifalde. Måske havde det også noget at gøre med at entreen var sat til 70 plus gebyr. Amerikanske undergrundsbands i lille Vega til under 100 kr., den slags koncerter ville jeg gerne se lidt flere af i fremtiden. En anden god ting var så at bandet selv stod og vendte plader bagved, hvilket resulterede i at vi fik lov til at nyde alt fra Scissorfight, SUNN og Helmet til Rolling Stones. At de så gik på til SUNNs basshelvede må være det bedst valgte intromusik siden Entombed valgte at bruge ”The Imperial March” fra Star Wars. 

Lige fra da bandet gik på var der lagt op til en aften med en omgang Rock af høj kvalitet. Her var der ikke noget med at spille sig varme, Cave In leverede energien lige starten af , frisk og uden alt for meget snak. Efter et stykke tid gik det så op for mig at Cave In jo faktisk er et live band. De første par numre i settet blev kværnet derudad og det hele svingede som det nu engang kun kan når man hører livemusik. Specielt trommeslager JR Conners spillede en rigtig frisk omgang jeg-skal-gi-dig-trommer og hans sammenspil med bassist Caleb Scofield blev kun bedre og bedre jo længere bandet kom ind i settet. Så der var altså ikke tale om et band der havde været heldige i studiet men mere fire meget tighte musikere der har spillet sig frem til hvad de er i dag.

Men ikke alt var lutter lagkage. Helt fra begyndelsen af koncerten syntes jeg at kunne lure nogle lydmæssige problemer. Når man står forrest til en koncert plejer man at kunne hører lidt til monitorerne og det plejer at hjælpe ret godt på lydbilledet specielt hvad vokalen angår. Problemet i Vega var bare at fra der hvor jeg stod kunne jeg næsten ikke høre nogen vokal. Efter et par numre fik jeg den gode ide at proppe et par ørepropper i ørene og det hjalp så også gevaldigt. Men det så ud til at forsangeren, Steven Brodsky havde de samme problemer som mig. Tiden mellem sangene blev brugt til at bede lydmanden om at skrue op (og til tider ned!) for hans vokal og da det åbenbart ikke var sket tilfredsstillende nok for den kære Steven så kammede han fuldstændigt over, skreg for fulde blæs ind i mikrofonen, gav så mikrofonstativet en ordentlig en med sin guitar og sluttede på den måde en ellers overdreven fed version af ”Dark Driving” fra deres ep, ”Tides of Tomorrow” (Hydrahead). 

Derefter blev der tid til lidt intern snak bandet imellem og det blev åbenbart besluttet at slutte koncerten lidt tidligt. Så efter sådan cirka 40 minutter var koncerten lige pludseligt overstået. Magen til antiklimaks har jeg ikke oplevet længe. Og det var heller ikke fordi bandet havde publikum mod sig eller noget for det blev klappet og råbt da bandet forlod scene. 

Så jeg står lidt tilbage med en mærkelig eftersmag i munden. På den ene side leverede bandet varen hvad sangene angik og det var bestemt ventetiden værd at få lov til at se Cave In i Dannevang. Men kun 40 min? Og så også med lidt rockstjerne-attitude oveni? Det ærgrer mig grænseløst for man kunne tydeligt se potentialet i både sangene og bandet. De kan jo godt! Men sådan skulle det åbenbart ikke være. -phil

Kom med kommentar i vores FORUM