the dillinger escape plan + burst
Læs også vores interview med The Dillinger Escape Plan HER !!!
06.04.2005 Loppen i København

En aften på Loppen med The Dillinger Escape Plan og Burst på programmet realiserer mange hardcore fans’ vådeste drømme. Dette fremgik også tydeligt af de fremmødte koncertgængere, som var en velvarieret blanding af halvgamle metal fans og unge nyfundne hardcore fans. Resultatet blev en aften man sent vil glemme. Alt gik op i en højere enhed, og man gik derfra med indtrykket af, at man lige havde bevidnet noget stort. 

Storhed er et af de ord, der karakteriserer Bursts atmosfæriske og nuancerede bud på hardcore metal. Der var derfor ikke så få forventninger til bandets optræden på dansk grund denne aften. Bandet indledte koncerten med et helt nyt nummer fra deres kommende album. Nummeret lod til at tage afsæt, hvor ”Prey on Life” sluttede – specielt iørefaldende, var der som noget nyt, ren sang i omkvædet. Meget spændende. Publikum var allerede overraskende tændte, og der blev moshet en del. 

Derefter fulgte voldfede ”Isis”, der blev leveret på fornem manér. Jeg opfangede her lidt knas med lyden. Navnlig var begge guitarer faldet for langt tilbage i lydbilledet, og tiden mellem numrene blev da også hovedsagelig brugt på at trimme lyden. Dette skulle vise sig at være en god investering, da sættets fjerde nummer ”Sculpt the Lives” tordnede klokkeklart ud af højtalerne som en mindre åbenbaring. Dette besvarede publikum prompte. 
Der blev hamret derudaf med numre hovedsageligt fra ”Prey on Life”. Af højdepunkter kan nævnes ”Black but Shining”, ”Visionary” og ”Vortex”. Kunne her personligt godt savne ”Crystal Asunder”. 

Generelt kan det siges, at musikken fungerede live og bandet, især forsanger Linus Jägerskog, var dygtige til at komme ud over scenen. Fed opvarmning der bestemt har højnet mine forventninger til den forestående udgivelse. 

Aftenens hovedband, The Dillinger Escape Plan, kræver ikke megen introduktion. For lige at kridte banen op, så spiller de psykotisk hardcore med jazzede tendenser, der har skabt paradigmer for genren. 

Sættet blev indledt af en kort afdæmpet intro som gik direkte over i hittet ”Panasonic Youth” fra nyeste plade ”Miss Machine”. Som en tændstik tabt et uheldigt sted i en fyrværkerifabrik, eksploderede koncertsalen. Både publikum og band var ualmindeligt tændte. Forsanger Greg Puciato fremstod som en hidsig bulldog, der lige havde overværet samtlige medlemmer af publikum slagte hans familie med en sløv brødkniv. Manden var simpelthen over det hele, midt ude i publikum, oppe i højtalerne eller i gang med at skrige en ængstelig fan i ansigtet. Hele tiden nærværende og pisse aggressiv. 

Anden skæring, som bandet valgte at tæve os med, var ”43% Burnt” fra det store værk ”Calculating Infinty”. Herfra gik det over stok og sten med sange fra næsten alle deres tidligere udgivelser. Hele koncerten var til topkarakter, men skal enkelte numre fremhæves må det blive: ”The Mullet Burden”, ”Destro’s Secret”, ”Phone Home” og ”Sunshine the werewolf”. Højdepunktet faldt under sidstnævnte sang, som samtidig blev aftenens sidste, med Gregs skrigende ”DESTROYAARRHHGG” kammede salen endnu en gang over. Efter bandet gik af scenen, var der tydeligvis lagt op til ekstranumre, men dem blev vi snydt for, da basforstærkeren efter sigende strejkede.
Tilbage stod man efterladt og spurgte sig selv: ”Hvad fanden er der lige foregået?”. Samtidig med at folk væltede til højre og venstre, spillede bandet helvedes tight og formåede at have overskud og overblik over kaoset. Det er bestemt ikke kun varm luft, når man hører at Dillinger er et af verdens bedste livebands. 

I slipper dog ikke for lidt galde fra min side. Det lykkedes Dillinger at komme så langt ud over scenen, at de ofte smeltede samme med publikum i bogstavelig forstand. Til tider druknede scenen simpelthen i folk fra publikum. Derudover havde Greg ofte en tendens til at smække sin mikrofon i ansigtet på tilfældige fans og bruge dem som backup sangere. Som I nok kan forestille Jer, havde dette et noget blandet resultat. 

Disse småting kan dog ikke ridse helhedsindtrykket. For at citere Guldmanns anmeldelse af selv samme band ”FAN-TA-STISK! Intet mindre og meget mere”. -adam

 


Kom med kommentar i vores FORUM