Reportage : Danish Metal Awards 2008
Bare lige hvis I ikke skulle være klar over det, så har dansk metal haft en gevaldig optur i løbet af de sidste par år. En optur, som har været proportionel med den internationale metalscenes ditto siden de stilforvirrede 90'ere drog deres sidste suk og de gamle konger én efter én atter vågnede til dåd og genindtog musikmarkedet hånd i hånd med genrens yngre bannerførere.
I lige præcis Danmarks tilfælde, kan man nærmest tale om et mindre mirakel af en stålekspansion i det 21. århundrede. En for både fans og udenforstående efterhånden ret velkendt røvfuld bands (ingen nævnt, ingen glemt), har i dén grad været med til at sætte os på det metalliske verdenskort. Så da den første inkarnation af Danish Metal Awards åbnede dørene for første gang i 2005, var det på én gang en naturlig konsekvens af den hidtidige fremgang, og samtidig en stor succes, som for alt i verden ikke måtte lide samme skæbne som de hedengangne Fee Metal Grand Prix, Melo Death Grand Prix m.fl..
Det skete gudskelov heller ikke. D. 15/11/08 løb DMeA af staben for fjerde gang, og Amager Bio blev atter indtaget af musikere, presse og ikke mindst fans fra hele det ganske danske heavyland.

For mit vedkommende får aftenen sig en temmelig skæv start. Al transport er blevet yderst besværliggjort efter en gusten moshpit-skade fra torsdagens Slipknot-koncert i KB-Hallen, hvilket fører til så grelle miskalkuleringer, at jeg kun med nød og næppe når til presse-tjek-in og efterfølgende tilbringer godt tre kvarters tid i venteposition pga. uoverensstemmelser vedr. gæstelisterne. - Sådan!
Således går jeg glip af aftenens to første prisoverrækkelser samt første liveoptræden v. A kid Hereafter In the Grinding Light. Sidstnævnte gør sig bemærket sig ved at være et sideprojekt til én-mands-projektet A Kid Hereafter, hvis bagmand med det borgerlige navn Frederik Thaae åbenbart arbejder ud fra et koncept med at udgive skiftevis indie- og grindcore-plader. Charmerende. Ingen af mandens udgivelser tiltaler mig rent ud sagt det fjerneste, men A Kid Hereafter er da så afgjort med til at holde ild i integritetspolemikken blandt metalfans landet over. Om ikke andet.
Jeg lader mig senere hen fortælle, at publikum lod hr. Thaae & co. i stikken hvad engagementet angik, og dette skulle vise sig at sætte sit præg på så godt som hver eneste optræden denne lørdag aften. Indrømmet, jeg er stor fan af godt med gang i den til (metal-)koncerter, men mit førstehåndsindtryk af publikum i aften er nu, at de er usædvanligt stille og tilbageholdende af en flok metalfans at være. Om det så skyldes arrangementets natur, dyb utilfredshed med aftenens vindere eller noget helt tredje, skal jeg ikke kunne sige.

Prisen for årets cover går til Last Mile, nærmere bestemt tyske Christof Kather for det bemærkelsesværdige kontrafej på hardcore-opkomlingenes selvtitulerede debutskæring. Et pudsigt valg - og dog ganske naturligt taget i betragtning, at originalitet vel er blandt de væsentligste kriterier. Eneste sandsynlige konkurrent har med dét in mente velsagtens været Karsten Sands smagfulde Frank Miller-tegneserie-agtige cover til Volbeats seneste langspiller. Mere om Volbeat senere.
Talentprisen går denne gang til Crocell, og det er - med al respekt for de yderlige nominerede - fuldt ud fortjent. De århusianske døds(-druk-)hoveder har som få formået at sætte et personligt præg på den småthrashede ende af dødsmetallen, og de har mig bekendt faktisk kun nydt positiv omtale indtil videre. Debupladen "The God We Drowned" rammer gaderne d. 24/11/08. De skal blive et spændende navn at følge.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at næste band på scenen - randrusianske Svartsot - er iblandt mine personlige favoritter, ikke blot suverænt mellem aftenens optrædende, men på den danske metalscene generelt. Men helt ærligt - de her drenge har virkelig regnet den ud. Med deres gennemførte vikinge-image og yderst dansable folkemetal med tekster om selve metallens grundessens (læs: øl, kvinder og slåskampe) er de ganske enkelt bare enormt svære ikke at holde af. Folk begynder trods alt osse at røre på sig oppe foran, omend der er langt mindre knald på end til deres koncert på The Rock i oktober. Svartsot er netop hjemvendt fra et omfattende europæisk plyndringstogt i selskab med Tyr, Hollenthon, Alestorm og Gwydion, og man kan kun forestille sig, at dette vil medvirke til at sikre Dannevangs fortsatte plads på metalgloben fremover.

Så er det tid til endnu et par priser. Prisen for årets video går til den pladedebuterende metalcore-møder-rockabilly-konstellation Pilgrimz og instruktør Andreas Krohn for "Shake-A-Feather"-videoen. Der er ingen tvivl om, at det er fortjent, men hvis det står til mig, - og det gør det jo under disse omstændigheder, - skal Stinus Vithner samt Claus Vedel bestemt osse ha' et par 'honorable mentions' med på vejen for deres videoer til hhv. Mevadios "Abuser's Manual" og Volbeats "Maybelline I Hofteholder".
Scamp ta'r røven på The Burning, Last Mile, Pilgrimz og Dawn of Demise samt vel en pæn del af publikum ved at rende med prisen for årets debutalbum med deres "Mirror Faced Mentality"-skive, som på denne aften kun har halvanden måneds udgivelsestid på bagen. Ydermere overrækkes prisen af selveste Bill Steer fra Carcass, hvilket naturligvis er oplagt med Carcass som hovednavn, men ikke desto mindre må Scamp ha' haft deres livs aften. Jeg må hellere se at få tjekket dem ud.

Udenfor i Amager Bios ad hoc-bestaltede ryge-areal går snakken livligt rundt om. Det er påfaldende, hvor mange af de fremmødte, der er tilknyttet scenen på anden vis end bare som almindelig fan. Det vrimler med musikere, DJ's, pressefolk og frivillige, som alle er tilknyttet metal- og ikke mainstreamscenen. Det siger naturligvis en del om vi heavyhoveders notoriske dedikation og ukuelighed, men på den anden side er det vel osse hvad man kan forvente af en succesfuld metalscene i et land, som trods alt kun huser lige godt 5,5 mill. indbyggere. Snakken handler ganske naturligt meget om denne scene og er genrelt meget indspist, hvilket må anses som endnu en naturlig følge af førnævnte demografiske begrænsning. Alle kender ikke alle, men mit indtryk er alligevel, at alle højst er på et enkelt bekendtskabs afstand af hinanden. Jeg hilser på nye og gamle venner fra forskellige byer samt lag af hele miljøet, hvilket kun gør det endnu sværere at nå indenfor igen for en mand, som i forvejen humper rundt på krykker og desuden har en langsomt men sikkert stigende promille i blodet.

Silkeborgensiske Dawn of Demise er efter min mening DK's bedste bud på et nyt stort navn på den internationale scene. I aften er de plaget af strømproblemer, men de bliver alligevel taget (relativt) godt imod af publikum, hvis sorte hjerter de for længst har vundet med deres hidsige Suffocation-style US-dødsmetal. De spiller som gjaldt det liv eller, nå ja, død, og det er tydeligt at høre, at alene sangskrivningsniveauet på sigt vil garantere dem en plads i landets absolutte dødsmetal-elite. Crocell har nogen at kæmpe imod for opmærksomheden her.

Superproducer Jacob Hansen havde i år flotte fire ud af fem udgivelser nomineret i kategorien årets produktion. Men at han skulle løbe af med sejren pga. Volbeats "Guitar Gangsters and Cadillac Blood" ser ud til at komme bag på publikum, og det kan jeg på sin vis heller ikke fortænke dem i. Den menige metaller har udstået Volbeat til op over begge ører så godt som konstant igennem de sidste tre år, og uden at skulle bevæge mig ind på den åbenlyst foreliggende diskussion om genredefinition her, vil jeg bare påpege, hvor frustrerende det er, at ét band med én lyd pludselig definerer begrebet 'metal' for mainstreampublikummet, selvom dette band for nogle slet ikke kan betegnes 'metal' - og for alle os andre allerhøjst er toppen af det både genre- og scenemæssige isbjerg. Bortset fra alt det, er produktionen på "Guitar Gangsters..." naturligvis upåklagelig, omend jeg personligt hellere så Dawn of Demise-debuten "Hate Takes Its Form" vinde. - Men for Jacob Hansen kan det velsagtens være det samme.
Dette års hæderspris gik til hele metal-Danmarks rockanmelder nummer ét, nemlig B.T.'s go'e, gamle, garvede Steffen Jungersen for sit utrættelige virke og sit store fokus på metalgenren generelt. Efter min mening aftenens allermest fortjente og oplagte prisoverrækkelse. Han burde faktisk ha' haft den allerede ved det første DMeA.

The Arcane Order fra Kolding tæller tidligere og nuværende medlemmer fra DK-sværvægtere som bl.a. Hatesphere, Raunchy, Koldborn og ikke mindst mine all-time dansk-death-darlings, hedengangne Autumn Leaves (R.I.P.). Jeg anser det således som lidt af en præstation fra min side at have negligeret ikke blot samtlige bandets koncerter på dansk jord, men ydermere osse deres debutalbum. Derfor kommer de VIRKELIG bag på mig. Disse omstændigheder er desværre langt fra nok til at danne basis for en tilstrækkelig bedømmelse af bandet, men umiddelbart vil jeg bestemt kompensere for al forsømt opmærksomhed med et højt HURRA for The Arcane Order, som ubestridt leverer det stilistisk set pureste stål i aften. Skønt!

Selvom publikum dog tager (igen, relativt) godt imod The Arcane Order, hersker der altså en vis underlig stemning af mættethed blandt de fremmødte, - og på nuværende tidspunkt kan man ihvertfald ikke længere skyde skylden på utilstrækkeligt alkoholindtag. Jeg forestiller mig, at problemet simpelthen skyldes miljøets førnævnte indspisthed og dets trods alt beskedne størrelse. Alle kender som sagt ikke alle, men de fleste kender sgu alligevel de fleste. Når nogen vinder en pris, er det ikke ens store helte, men snarere "bare" ens venner og bekendte. Og det er måske endda ikke umuligt, at man selv skal en tur op på podiet om et par år, når debutskiven en gang er kommet på gaden...

Da Svartsots altid sympatiske growler Claus Gnudtzmann og bandets ukronede maskot, den 48-årige, walisiske fuldblods fløjteviking Stewart C. Lewis, overrækker prisen for årets livenavn til århusianske The Burning, klappes der ihvertfald som af pligt snarere end af oprigtig begejstring. Det kan næppe skyldes det egentlige valg af band, for de andre indstillede bands i kategorien er enten på nogenlunde samme popularitetsmæssige niveau (Dawn of Demise, Last Mile, Pilgrimz), gamle nyheder (Hatesphere, Volbeat) eller slet og ret bare ikke Danmarks mest oplagte livenavne (Mercenary, Raunchy). Så er der Psyke Project og go'e, gamle, genopstandne Artillery tilbage. - Og nogen skulle jo lissom løbe med prisen... Til gengæld kan The Burning trods alt glæde sig over at vinde den kategori, som talte flest nominerede, samt var den eneste publikumsafgjorte. Man må antage, at afgørelsen alligevel har et eller andet på sig.

Årets internationale album er en kategori, der potentielt stiller flere utilfredse end tilfredse. Det MÅ da ved gud (Ozzy) heller ikke være nogen let sag at udvælge bare fem skiver fra det internationale marked, og da især ikke i dette herrens kongeår, som 2008 har vist sig at være. Det er naturligvis helt uundgåeligt, naturligt og til fulde fortjent, at Metallica er nomineret i kategorien, men at de så tilmed VINDER den er mig ærligt talt temmelig ubegribeligt, når nu både Opeth, Testament og Slipknot kandiderer til prisen på lige fod. (Og når nu osse Primordial er nomineret, hvor i alverden er Meshuggah og Bloodbath så henne, om jeg ydmygt må spørge??) Den mindst tilfredse del af publikum lader trods alt juryen vide, hvad de mener om afgørelsen, hvilket i min optik må siges at være mindst lige så fortjent, som at Metallica vinder. Ja, selvfølgelig er der noget, der hedder en dårlig taber, men der er trods alt osse noget, der hedder en forhastet konklusion. (Gu' brokker jeg mig, men det er nu trods alt osse mig, der er anmelderen her!)
Bedre bliver det ikke da aftenens sidste pris skal overrækkes. Årets album ved Danish Metal Awards 2008 går til Volbeat for "Guitar Gangsters and Cadillac Blood" foran Raunchy, Mercenary, Scamp og Dawn of Demise. Og her, - ved det punkt som gerne skulle udgøre prisuddelingens kulmination, - så godt som udebliver bifaldet på det nærmeste, hvilket nok må siges at være temmelig antiklimatisk for så'n et arrangement af den her art. Men det er ikke desto mindre med god grund. Volbeat ER gode til at repræsentere andedammen, ingen tvivl om det. Men er de virkelig manifestationen af et helt lands metal-ånd?
Er det med Volbeat i spidsen, vi vil ses som metalnation? Er vi i virkeligheden tilfredse med at lade Volbeat høre under metalfanen, så længe det kunne tænkes at dryppe lidt på degnen? Er det dér, den ligger?

Disse spørgsmål skal kun stilles og ikke besvares her. Trods alt synes hele fadæsen lykkeligvis nærmest glemt, da aftenens største og egentlige stjerner, Carcass, går på scenen efter ikke at have spillet i Danmark i, hvad, 15 år?
Jeg ved det ærligt talt ikke. Hele Carcass-delen af DMeA '08 er bekvemt overladt til Clonemetals egen Carcass-ekspert, Rasmus Moesby, som i nærmeste fremtid vil løfte sløret for både koncertanmeldelse og interview.

Jeg selv vil runde af med en opfordring til den danske metalscene om at se sig selv lidt i øjnene. Det gælder bands og arrangørerne bag DMeA.
For selvfølgelig er det fedt med denne type arrangement. Det skal afgjort fortsætte hvert år ud i fremtiden. Men måske det ikke ville skade med en smule nytænkning; det være sig eksempelvis mht. hvilken type bands og udgivelser, fokus bør rettes på og/eller mere generelt om selve afviklingen af selve arrangementet. Jeg erkender skam gerne, at det med pladeaktualitet måske ikke har været den mest taknemmelige opgave i år, hvor de internationale udgivelser kvalitetsmæssigt suverænt har overskygget de danske. Derfor skal der i samme ombæring lyde en hjerteskærende appel til de danske metalbands om for alt i verden ikke at tage til takke med halvfærdige idéer og metal uden musik bag. Vil vi markere os som eksportør af kvalitetshegn, må og skal ethvert dansk metalband blive ved med at overraske sig selv både i øveren, i studiet og live. Musik er en levende størrelse, og den bør behandles som sådan. Udgiver man et produkt med status af 'udmærket', ender man sandsynligvis ikke selv med at blive betragtet som mere end bare det. (- Endelig skader det naturligvis ikke at ha' en masse ild på scenen!)

Nok korstog for denne gang. Alt andet lige er det naturligvis fedt at dansk metal er alive and kickin'. Og i aften er det, som alle andre aftener i rockgudens tegn, en hyggelig affære at være en del af planetens hyggeligste heavynation.

Vi ses næste år. Forhåbentlig lidt mere oplagte og tillige med lidt mere grund til i det hele taget at afholde et DMeA. -andreas