Reportage : Danish Metal Awards 2010

Endnu et år er gået; endnu et DMeA skal afholdes. Følgende sker: Efter lange, drøje overvejelser vælger jeg og mine kolleger at sylte Mnemics indledende releaseparty. Det er naturligvis beklageligt at måtte træffe en så drastisk beslutning, men det er den slags dilemmaer, man ofte er konfronteret med som journalist - og for den sags skyld som privatperson. Og med Amager Bios skamløse ølpriser i baghovedet finder vi det ganske enkelt mest rationelt at lade op i Maribo hjemmefra, hvis vi skal holde alt det der nymodens larm ud, der åbenbart kommer efter Artillery. Da vi rammer Amager Bio, er den mandlige vært, Pilgrimz-forsanger Max Christensen, allerede i færd med at piske en stemning op oppe fra podiet. Hans kvindelige medvært, P3's yndige Camilla Jane Lea, virker måske en lille smule malplaceret her midt i Danmarks p.t. største forsamling heavyhoveder, men hun satser jo nok bare på at gi' den som køn og tjekket sidevogn uden alt for store armbevægelser. Whatever, jeg havde helt sikkert gjort det. Jeg kan ikke fortænke nogen i at savne den gamle vært Carsten Holm, men på den anden side synes jeg personligt ikke, at de to værter er så slemme, som de senere har fået kredit for. De gør det generelt så godt, de nu kan, og det hjælper, at de begge på fornøjeligt karikeret vis nærmest er som castet og stylet til rollerne: En køn og (relativt) veltalende repræsentant for de udefrakommende komplementerer en ung, overgearet og højtråbende udgave af Master Fatman. God tegneseriestil, dér. Nå. Artillery indleder festlighederne. Og jeg skal love for, at de ikke spilder det sølle kvarters tid, de har til rådighed. Al tænkelig energi mobiliseres i både et par nye skæringer fra sidste års velmodtagne "When Death Comes" samt den 23 år gamle klassiker "Terror Squad" fra pladen af samme navn. Forsanger Søren Adamsen fylder skoene fra sin forgænger Flemming Rönsdorf umådeligt pænt ud, og selvom man ikke lige skulle være klar over, at Artillery spiller live ca. 8 aftener om ugen, er det i det hele taget tydeligt, at vi har med et scenevant band at gøre. Desværre står det relativt unge og - efter udseende at dømme - kontemporært orienterede publikum overordnet set stille af vidner til en thrash-opførsel at være. Vi er dog et par stykker, hvis vejrmøllemanker ikke levner de forreste rækker et roligt sekund; - dette vil sandsynligvis blive bekræftet i det kommende Deadbangers Magazine. Et andet kritikpunkt er lyden, som for nuværende er en kende mudret. Den skal dog heldigvis blive meget værre senere hen. Men fin start af Artillery, alt andet lige. Aftenens første pris er for Årets Video, og den går fuldt ud fortjent til Hatesphere for videoen til titelnummeret fra deres seneste udspil "To the Nines", der ligesom samtlige de andre nominerede skiver udkom sidste år. Der er ellers tilforladelige bud blandt konkurrenterne, men de indeholder gerne komplet uforsødet gustne ting såsom hhv. fugleedderkopper, pensionister der knalder, samt et fuldtalligt, splitterragende nøgent Psyke Project. Så ingen konkurrence dér. Årets Talent er åbenbart Scarred By Beauty. Foran bands som Vira, Rising og Sepulchrum. Ja, jeg siger det bare. Jeg er ikke inde i, hvad der skal til for at udløse en nominering, men næste gang så jeg meget gerne Aphyxion blandt kombattanterne, nu vi lige er ved det. Nå. Ikke så snart er det blevet offentliggjort, inden tæppet går, og Scarred By Beauty hopper ud på scenen for at spille "A Million Metaphors", som halvvejs drukner i lydmudder. - Hvilket iøvrigt er ekstra imponerende, eftersom forbindelsen helt ryger på den ene guitar. En antiklimatisk pinlighed der skal blive overgået flere gange i løbet af aftenen. Ak ja: Dette er kun begyndelsen. Selve bandet er dog selvfølgelig umådeligt glade og tændte. De har en fed, positiv energi på scenen, som i sig selv godt kunne få dem at stykke vej - og nok allerede har gjort det. Prisen for Årets Cover går til Psyke Project for den dramatisk skrånende stenstrand med dertilhørende himmel i opbrud, der pryder deres anmelderroste treer "Dead Storm". Glimrende afgørelse. I år er samtlige nominerede covers faktisk mere eller mindre fede, så det rører mig egentlig ikke det store. (Kategorien er nok iøvrigt heller ikke SÅ vigtig igen.) For min skyld måtte The Burning eller Crocell dog gerne have vundet. Men hva'... Det er passende nok gode gamle Flemming Rasmussen, der overrækker prisen for Årets Produktion. Denne tilfalder Jacob Hansen (chok!) og Kim Olesen for Anubis Gates "The Detatched". Det er ærligt talt en lille smule komisk, at Jacob Hansen vinder igen i år, ikke mindst taget i betragtning at manden ved sidste DMeA stod bag fire ud af fem nomineringer i kategorien. Det siger lidt om, hvor stort et land, Danmark ikke er. Men det kan naturligvis være, at "The Detached" bare lyder bedre end de andre. Jeg skal åbent og ærligt indrømme, at jeg af adskillige glimrende grunde kun selv har hørt Hatespheres "To the Nines" (læs anmeldelsen andetsteds på Clonemetal) af de fem nominerede. En ny CD koster 150 dask, downloads er musikmediet uværdigt, og der kommer så mange nye udgivelser på verdensplan hvert eneste år, at det alligevel er umuligt at få tjekket op på halvdelen af, hvad der måtte befinde sig indenfor ens smagssfære(r). Beklager, lokalscene, men en mand må have sine prioriteter. Prisen for Årets Debut går pr. Anders Bøtter fra DR's nye metalradioshow Sort Søndag til københavnske SuperCharger for deres "Handgrenade Blues". Bandet er vist selv lige vel overraskede over at modtage den, og beslutningen har da - som mange andre aspekter ved aftenen - været genstand for en del kritik. Det er immervæk også til at forstå, når bands som Kellermensch og Crocell er nomineret i samme kategori. Men igen: Det kan jo være, at SuperChargers skive simpelthen bare er bedre. Jeg ved det ikke. (Se den foregående tekstblok). Der har været lagt lidt op til, at dette i en vis udstrækning skal være Mnemics aften. Udover det føromtalte indledende releaseparty får de da også en pæn del opmærksomhed, men det bliver desværre ikke helt af de rigtige årsager. For det første skal deres optræden i aften, såvidt jeg har kunnet forstå, være jomfruprøven for guitarist Mircea Efitemies nyudviklede storskærmsshow. Det sker ikke. Intet er klart, da annonceringen af bandet forlyder, og tæppet går til side for at afsløre en tom scene. Da bandet så endelig går på, er det med en storskærm, der aldrig kommer til at vise andet end coveret fra deres nye CD "Sons of the System" udsat for et par tal og en art fejlmeddelelse, så vidt jeg husker. Det er synd, det er pinligt, og det går i høj grad ud over deres performance, der ender med at være ligeså lunken som førnævnte skive. (Ja, jeg beklager, gutter.) Værre bliver det kun, da der senere skal findes en vinder af den konkurrence, der har kørt til Mnemics releaseparties i løbet af de sidste tre aftener i hhv. Ålborg, Århus og nu her i aften - vinderen af en Jackson-guitar signeret af bandet. Mnemics bassist, Obersten, der normalt er en af dansk metals absolut cooleste personager - helt oppe i liga med Artillerys Michael Stützer og Pretty Maids' Ken Hammer - taber halvvejs ansigt, da hende præmieværtinden entusiastisk og fejlagtigt insisterer på, at han trækker en vinder, der er til stede i salen, - hvilket jo lissom ikke rigtig levner så mange chancer til de deltagende fra hverken Ålborg eller Århus. Vorherre bevares. For så lige at gøre det hele så pinligt som overhovedet muligt, bliver det den tidligere Mnemic-bassist og DMeA-arrangør Mikkel Larsen, der på det tredje lod udtrækkes som vinder. Guderne for krampagtig situationskomik må have arbejdet frem mod denne situation over længere tid som en form for større projekt. (Det skal siges, at Mikkel Larsen dog senere har haft fat i Obersten, og både de to og resten af Mnemic er følgende blevet enige om, at retfærdigheden bør ske fyldest. Således burde den først udtrukne vinder, Thor Sørensen fra Ålborg, efterhånden gerne have fået fingre i sin nye spade. Tillykke til ham.) Ind imellem alle disse rædsler er der dog et lyspunkt, der for mit vedkommende står som aftenens højeste: Årets Hæderspris tilfalder et band, som i dén grad har præget både min og garanteret tusindvis andre danske metallytteres musikalske opvækst, nemlig vores allesammens D:A:D. "Jamen D:A:D er jo ikke metal?!" kan man så med rette indvende, og en god del af publikum virker da også, som om beslutningen kommer lidt bag på dem. Men sagen er bare, at D:A:D og heavy metal er to alen ud af ét stykke. Ser I, kære læsere: I sin pureste form er heavy metal i større eller mindre grad en ekstremisering af den forrygende, uspolerede rock'n'roll som D:A:D i sin tid slog igennem på - og, bare lige hvis nogen skulle have glemt det, iøvrigt stadig i høj grad praktiserer. Dertil kommer at bandets '95-perle "Helpyourselfish" sgu ER en metalplade, (det djævelske åbningsnummer "Reconstrucdead" derfra er lykkeligvis stadigvæk fast inventar til deres shows), og at deres musik både før og nu så afgjort da må betegnes som hård rock. - En genre som går igen på både pladebutikkernes metalhylder samt hos både Supercharger og et tredje af aftenens vindernavne, hvilket vil fremgå. Prisen for Årets Internationale Album går til Mastodon for deres ualmindeligt anmelderroste "Crack the Skye"-album, og trommeslager Brann Drailor siger tak pr. videotransmission. Her ville jeg hjertens gerne have kunnet brokke mig over, at prisen ikke gik til Heaven and Hell eller i det mindste bare Gojira, men jeg udtaler mig yderst sjældent på grundlag af utilstrækkelig research, og "Crack the Skye" er netop endnu et eksempel på en nyudgivelse, jeg stadig har til gode at lægge øre til. Det skyldes dog ikke så meget prioriteringer, snarere end at jeg hidtil bare har haft temmeligt svært ved at høre det fantastiske i Mastodons form for "smide-20-riffs-i-en-blender-og-give-trommeslageren-krystalamf-og-se-hvad-der-sker"-metal. Men jaja, den får en chance. Stille nu. Så er det århusianske The Burnings tur til at indtage scenen. Man kan sige meget om The Burnings musik, men tungt er det. Ja. Mere er der vist heller ikke rigtigt at tilføje, for der er ikke stort mange flere facetter til The Burnings musik, end der er sider på deres plektre. Hvis navnet "Gnjorrg" havde været en musikgenre, så havde det været den genre, som The Burning spiller. Det er lige så Brian-bøvet som hele hardcoregenrens mest letkøbte breakdowns tilsammen, - og det synes de sikkert bare er "fee" at få at vide. Men om man så bryder sig om deres musik eller ej, så de ER et godt liveband, og de formår at tænde op under et dog nok efterhånden godt tillakket publikum. I aften har de endda en ildsluger med på scenen, så deres performance ender naturligvis med at indkassere en god 4/6'er. Som sagt er endnu et hard rock-navn genstand for en prismodtagelse, nemlig de dansk/svenske glampunksters Star*Rats, som får overrakt The Jack - publikumsprisen, der nu er opkaldt efter dels et vist sponsorerende bourbonmærke, dels en klassisk AC/DC-blues. En fornem pris taget i betragtning at intet mindre end 4500 har stemt til kategorien. Og mindre imponerende skal sejren ikke blive: Star*Rats er repræsenteret ved en selskabeligt overrislet Mr. Whattafuck (vok.) og en spritvæltedødsstiv Dennis Post (guitar), som smider t-shirten, flår mikrofonen fra prisoverrækker Jesper Binzer og højlydt kundgør, at statuetten står til fals for fire fadøl, - hvilket en vis heldig publikummer ikke er sen til at udnytte. (Dennis, hvis du læser det her, så kan du få den igen for fem fad! - Løg). Hvis ikke arrangementet var faldet igennem under afgørelsen af Mnemics guitarkonkurrence, så skete det lige dér. Selv flere af prisuddelerne har i aftenens løb fået sig en tår over tørsten, - som om det generelt indlysende udvalg af nominerede ikke er en tilstrækkelig reminder om, i hvilket land vi befinder os. Men the show must go on, as it was. Årets Danske Metal-album skal kåres, og dertil har vi modtageren af sidste års hæderspris, nemlig Danmarks sejeste rockanmelder Steffen Jungersen. Han overrækker aftenens sidste trofæ til en vis Jonathan Albrechtsen, som endnu ikke er kommet helt ned ovenpå sin optræden med sit andet band, Scarred By Beauty et par timer tidligere. Det er langt fra første gang, at Hatesphere vinder en Danish Metal Award. Selvfølgelig. Og der er ingen tvivl om, at deres nye skive er ganske tilforladelig. Men ærligt talt, så ville det virkelig have klædt juryen at give prisen til Artillery. "When Death Comes" er lige så lidt revolutionerende som "To the Nines", men den er et kærkomment pust af ægte, uforfalsket thrash i en tid, hvor alt for megen energi og opmærksomhed er spildt på forudsigelig, blankpoleret high school-thrashcore. Og den er desuden uigenkaldeligt et flot comeback til Artillery på studieskivefronten efter deres fejlslagne forsøg med "B.A.C.K." for hele 11 år siden. Dammit, Hatesphere har ikke engang eksisteret så længe. Iøvrigt ligner det altså mere end almindeligt meget indspisthed udadtil, at Hatesphere vinder prisen i år, når nu Volbeat vandt samme kategori sidste år. Det får rent ud sagt DMeA til at fremstå som en kliché, og det medvirker kun til at nære fordommene om rygklapperi og elitisme hos dem, der har det med at føle sig forbigået i DMeA-regi. Mere om dem til slut. Som enhver nok havde forventet, er hovednavnet, de skøre svenskere i Meshuggah, aftenens suverænt mest professionelle act. Om man så måtte hade deres musik af hele hjertet, er og bliver de bare indiskutabelt et af de absolut mest tight spillende, teknisk vanvittige og samtidig intenst aggressive metalbands, verden nogensinde har set. Det lever de altsammen op til i aften. Og som for at glæde os, der stort set ikke har set frem til andet i løbet af de sidste par timer, er lyden endda gået hen og blevet ganske glimrende. Tænk bare. Taget i betragtning at deltagerne til DMeA på dette tidspunkt næppe når en højere promille indenfor Amager Bios fire vægge, forekommer de fleste mig nu alligevel at stå relativt stille til et så hårdtslående verdensnavn, som ikke har spillet i landet i hele 5,5 år, (hvor de iøvrigt var grelt malplacerede på Orange Scene). Okay, nu satser Meshuggah heller ikke hverken i aften eller helt generelt så meget på crowdpleasing og stadionstemning, - og det ER sgu også lidt svært at moshe og headbange til en 11/8-takt, der endda bliver brudt efter et utraditionelt antal perioder... Men jeg synes ikke desto mindre kun, at der bliver fyret ordentligt op under den allerforreste del af publikum, hvor jeg selv vælter rundt, som gjaldt det noget, der måtte være vigtigere end at vælte rundt. Heroppe har vi det mægtigt i den times tid, det varer. Sætlisten er hovedsageligt baseret på numre fra Meshuggahs to mesterværker "Nothing" ('02) og den senest udgivne "ObZen" ('08), men ballet lukkes naturligvis med deres, om man vil, eneste "hit", "Future Breed Machine" fra gennembrudsskiven "Destroy Erase Improve" ('95), som sætter et herligt metalfestligt punktum for et arrangement, der jo netop gerne skulle være metalfestligt. Som man nok har kunnet læse sig til undervejs, så var denne femte omgang DMeA langt fra foruden deciderede fuck-ups. Man må dog gå ud fra, at arrangørerne har taget ved lære af den hidtidige kritik, og at de i de hele taget godt selv har lagt mærke til, når noget er gået galt. Derfor vil jeg ikke nævne mere om de fadæser, der vist allerede er blevet så rigeligt belyst i nærværende reportage, men til gengæld sige lidt om selve arrangementet. Danish Metal Awards SKAL naturligvis være der. Selvfølgelig er det da bedre, at dansk metalmusik bliver formelt anerkendt, end at den ikke gør det. Problemet er bare, at der i et land med så relativt lille en metalscene, som tilfældet er her, er overhængende fare for forudsigelighed og genkendelighed til det punkt, hvor det hele begynder at virke lidt grinagtigt snarere end som noget, der er til at tage seriøst. Man kan måske argumentere for, at problemet, dets tilsyneladende uløselighed taget i betragtning, nok snarere bare må ses som et helt generelt vilkår her til lands. Men hvad end man så kalder det, er og bliver situationen ikke desto mindre lidt fucked. Rent personligt tror jeg nu på, at der er mulighed for forbedringer. Derfor vil jeg gerne opfordre til lidt proaktiv tænkning hos hele resten af den danske metalscene. M.a.o. jer på vegne af hvem enkelte repræsentanter gerne kommer med mavesure anklager om nepotisme og brokker sig over for meget fokus på pladeselskabsvenligt metal. Det nytter ikke noget at skælde ud fra sidelinien, hvis man samtidig kun ser til og ikke er villig til at gøre en indsats for rent faktisk at få sin musik frem. Sådan har vilkårene alle dage været for ikke bare metal, men musik generelt. Hvis man gerne vil i betragtning til årets talentpris, bør man kontakte arrangørerne og høre, hvordan man kommer dét. Hvis man er utilfreds over, at undergrundsscenen generelt er overset, bør man kontakte arrangørerne og snakke om, hvordan problemet bedst løses. Og så fremdeles. Måske kunne jeg endda selv i kraft af min position ydmygt bidrage med et forslag: Hvis DMeA nu f.eks. havde en kategori til specialudgivelser såsom EP'er og/eller demoer, så bands som - i dette års tilfælde - Victimizer, Serpent Saints m.fl. i det mindste havde haft en ærlig chance for at være med inde i varmen, ville det kun styrke dynamikken mellem dansk metals undergrundsscene og dens elite, samt danne grobund for yderligere vækst på scenen i det hele taget. Tænk i det mindste over det til næste gang. Begge parter. ... Og tak for i år, alt muligt til trods. -andreas