Jeg nåede lige at træde ind i hallen med en fadbamse i hånden da Pain Of Salvation entrede scenen, for at varme lidt op under publikum inden det store brag. Jeg havde kun nået at høre deres nyeste skive en gang, og det er jo unægtelig ikke et godt udgangspunkt for så kompleks en musikstil. I de første 3 numre fattede jeg ingenting, det var ligesom numrene ikke rigtig "flød", men i de sidste numre kom der et helt anderledes groove over bandet. Tilsyneladende et ganske kompetent band, der samtidig virkede veloplagte, men som til tider har lidt hang til at gøre tingene lidt for komplicerede. Ok opvarmning og sidste halvdel af sættet rettede op på tingene for mit vedkommende. 

Efter en kort pause kom mestrene på scenen. Sættet blev sat i gang af det nye svin "The Glass Prison", som er et kanonfedt nummer. Dernæst den powerfulde "6.00" fra "Awake". Dream Theater var tændte og leverede varen for fuld skrue til publikums store begejstring. De har en meget fin attitude, og god kontakt til publikum, og de vælter nærmest ud over scenekanten.

Og i godt 2 timer blev vi rigtig forkælet med gamle perler fra deres beundringsværdige bagkatalog, såsom "Surrounded", "Burning my Soul", "Strange Deja-vu" og den smukke "Peruvian Skies". Der var også blevet plads til 2 nye; den fede tunge "Misunderstood" og den mere komplekse "The Great Debate".

At Dream Theater er sublime musikere, såvel hver for sig og som band, kan næppe diskuteres, men det undrer mig lidt at når nu de er så supertjekkede, at de så ikke har en dygtig korsanger med. Ikke fordi det lyder dårligt eller falsk, men hverken John Petrucci eller Mike Portnoy er begavet med de store sangstemmer. På den anden side, så virker det måske mere ærligt (eller hvad man skal sige) at de klarer paragrafferne selv. Ydermere er sanger James LaBrie også blevet percussionist.

Selvfølgelig knaldede de også "Pull me Under" af. Det er vel stadig et af deres bedste numre nogensinde. Hele seancen blev afsluttet af "Home", "The Sprirt Carries On" og den gamle klassiker "Take the Time".

Alt i alt må man sige at man går ikke forgæves til en DT koncert, for der bliver ikke sparet på kræfterne eller lir på de respektive instrumenter. Skulle jeg dog lige være en rigtig  flueknepper, så manglede jeg lige "Metropolis" og "Voices", men jeg klager ikke. Det var for fedt!!!! -bo

Kom med kommentar i vores FORUM