Så var tiden endelig inde til anden ombæring af Fredericia Hardcore Festival. Med sidste års succes i baghovedet var forventningerne helt i top, og de blev så klart indfriet til fulde. Musikken var det primære fokus ved denne begivenhed, men der blev budt på langt mere end bare det, så jeg vil afstå fra kun at plapre løs om de fede shows, da FHF er en social begivenhed af format – både for inkarnerede hc nørder og de der blot vil snuse til løjerne.

Torsdag ved middagstid begav jeg mig mod Fredericia i selskab med en nogenlunde sympatisk, ung herre fra staben af skribenter hos vore kære konkurrenter Metal-Reference. Vejrguderne var med os fra start, hvilket selvsagt indbød til indtagelse af rigeligt med væske, så da vi ankom til festivalområdet, var vi allerede godt i stødet. Efter en venlig modtagelse kunne vi derefter pakke vores gear ud og så ellers bare vente på, at de resterende implicerede parter dukkede op lidt efter lidt. De højtærede clonemetal læsere og brugere af vores forum skal have ros for at møde talstærkt op, for vi var på ingen måde en minoritet blandt de i alt ca. 500 betalende gæster, der kom under hele forløbet.

Arrangørerne havde tydeligvis taget ved lære af sidste års FHF, for der var gjort en del klare forbedringer. F.eks. havde man flyttet den primære teltplads fra grus over på græs, hvilket gjorde camperingen en del mindre smertefuld, når pløkkerne skulle i jorden, og hvor det veganske køkken sidst havde svært ved at følge med efterspørgslen fra de hungrende masser, var det i år intet problem at blive stopfodret med velsmagende retter fra morgen til aften. Selve det musikalske spektrum var også mere afbalanceret, så bl.a. den overdosis af standard metalcore skrigevokal mange havde med hjem i bagagen sidste år, ikke var at frygte igen.

Allerede fra dag et begyndte distroerne at stille an, hvilket gav gode muligheder for lappe diverse huller i samlingen til relativt billige penge, og det er rart at få bevist, at cd’er og lp’er ikke nødvendigvis behøver at koste uhyrlige summer i disse tider. Min pladespiller og mine naboer har i hvert fald været hårdt prøvede siden min hjemkomst, så jeg klager ikke.

Den sædvanlige festivalhygge kendt fra større arrangementer som Roskilde og Midtfyns var helt klart intakt, dog i et langt mindre og mere overskueligt målestoksforhold. Morgen-Slayer på blasteren, generel hygge og afslappet opførsel prægede dagsordenen inden showstart. Folks positive indstilling var ekstremt afsmittende og det bredte sig som en sand steppebrand over pladsen, hvilket gjorde at folk generelt var ved ekstremt godt humør weekenden ud. Rart at se, hvorledes man kan samle så mange mennesker på et lille område uden den vanlige ballade og unødvendigt dumsmarte opførsel. Dette må skyldes en oprigtig kærlighed til projektet og kulturen fra såvel arrangørerne som deltagernes side. I sandhed en smuk ting.

Og så til musikken.

Torsdag

Udvidelsen fra to til tre dages musik åbnede op for muligheden for en lille hyggeaften centreret omkring den lille scene, men der mødte en del op, så det blev pænt proppet og svedigt. Præcis som vi kan lide det! Jimmy Justice brød ludmuren med en solid kombination af grindcore, thrash og gammeldags crossover. I bedste Spazz stil blastede de sig igennem numre med en typisk varighed på under et minut, og til trods for at bandet vist er relativt ungt, virkede de yderst sammenspillede. De to hidsige pittbulls i front sørgede for mere variation end stilen vanligvis byder på, og når man smider et DRI cover i posen, kan det kun resulterede i veltilfreds klappen i mine små, fedtede hænder.

Helt fra Island kom I Adapt med en nævefuld hardcore af den gamle skole – lige ud af landevejen og ikke så meget pis. De forstod at nå ud over scenekanten og satte godt gang i pitten. Igen demonstreredes kunsten af velvalgte covernumre, og her blev det til Strife, Dead Kennedys og In My Eyes. Ja tak! Minus er ej længere Islands meste interessante hc band. Gaspedal blev sluppet en del, da danske Music Mafia gjorde deres entre og spillede op til dans med et skud velsvingende rock i stil med f.eks. The (International) Noise Conspiracy. Med dansk lyrik og en uimodståelig charme kunne de godt tænkes at tage foretagendet vidt indenrigs. Jeg ville i hvert fald langt hellere høre den slags på P3 end Saybia…

Children of Fall lukkede ballet med et sandt inferno af metallisk emo. Til at starte med kunne jeg ikke helt abstrahere fra frontmandens smukke skægpragt på overlæben, stjålet fra et sted i 80’erne, men da først klare hits som ”Appetite for Distraction” kom på banen, var det hastigt glemt. Desværre hæmmedes de af en noget mudret og grødet lyd, samt forsangerens insisteren på absolut at snakke meget og snakke svensk, men alt i alt var det en adrenalinpumpende oplevelse, der gjorde at min nattesøvn blev yderst ubesværet.

Fredag

Denne dag var desværre præget af aflysninger fra Bridge to Solace og Jairus pga. hhv. håndskade og nyresvigt, så bagmændene måtte i sidste øjeblik ligge vandret i luften for at finde på en løsning. De blev klaret ret godt, da begge erstatninger popularitetsmæssigt faktisk var større, end dem de skulle afløse. Først var der tyske Destiny, som snart skal en tur omkring Antfarm for at bånde nyt materiale. Min sidemand mente at de lød lidt som Poison the Well…bare med nosser, og den beskrivelse er faktisk ikke helt skidt. I forhold til PTW manglede vokalen dog lidt variation, men ellers var det ret ok, bortset fra, at de ikke var synderligt aktive på scenen.

Lidt punk af den gamle skole kunne Strychnine til gengæld levere uden større problemer, og det var rart her at se lige så mange piger i pitten, som mængden af sædvanlige gorillaer. Det skal sgu helst være for alle. Så vidt jeg lige kunne lure det, var deres ene guitarist en af Pitch Black gutterne, hvilken gav en lidt mørkere tone i lyden end den slags vanlig byder på. En aggressiv fremtoning på den gode og sunde måde holder lægen væk! Næste levende billede, A Traitor Like Judas, gjorde før i tough guy hardcore, men deres nye materiale lugtede langt mere af Killswitch Engage, dog uden at det individuelle udtryk helt måtte gå planken ud. Folk lod generelt til at være begejstrede, og det forstår jeg nogenlunde, selvom jeg savnede lidt melodi fra tid til anden.

Årets indtil videre gladeste koncert var for mit vedkommende superfede, svenske Rentokiller, der også gæstede FHF sidst ved stor succes. Hyperaktivt hc af den gamle skole, dog spædet op med friske og spændende tiltag så det ikke blev ren retro dyrkelse. Efter 2/3 af showet måtte jeg simpelthen ramme gulvet og sande , at de her svenske gutter bare havde langt mere energi i kroppen end denne oldsag. Jeg glæder mig urimelig meget til Rentokillers fuldlængde debut på North Post til vinter…og det burde du også gøre!

Oven på dette var Leiah til gengæld en nedtur af format. Deres emo er rimelig atmosfærisk og undviger de værste, tudende klichéer, men med Heaven Shall Burn i sigte, var det bare noget, der skulle overstås hurtigst muligt. Da HSB så endelig indtog scenen, var det med klare intentioner om at flå Fredericia et nyt røvhul, for jeg sværger at taget på Ungdommens Hus lettede flere gange under forløbet. Harmonierne druknede uheldigvis lidt i infernoet, men ellers afløste det ene onde, metalliske riff det andet i en nærmest uendelig maskingeværsalve fra start til slut. HSB havde virkelig publikum med, og fik bestemt også overophedet dansegulvet…måske lige en tand for meget, da en ung herre efter showet måtte en tur på skadestuen med et par brækkede ribben. Når man befinder sig på scenen og gang på gang opfordrer til et circle pit, skal man godt nok også lige huske på, hvordan det er at stå lige midt i centrifugen. Lidt omtanke ville ikke skade… Jeg savnede at de spillede ”Partisan” men ellers blev det til et yderst fornemt udvalg fra hele bagkataloget. Helt klart et af dette års højdepunkter.

Lørdag

Austin åbnede sidste dag med en nævefuld rytmisk post-rock. Man savnede ikke vokalen i deres univers, da bas/guitar/trommer kombinationen i sig selv sagtens kunne frembringe en nydelig dynamik. Til gengæld savnedes et større fremmøde fra publikums side, da de fleste festivalgæster simpelthen ikke var klar til den mindste aktivitet kl. to om eftermiddagen. Skal man se positivt på det, betyder det nok, at der blev festet godt igennem natten forinden, men næste år skal det nok overvejes generelt at starte løjerne senere på dagen end dette, så folk ikke misser for meget.

Den musikalske oplevelse jeg havde set mest frem til, var helt klart Crowpath. I kompleksitet tangerer de snildt folk som Dillinger Escape Plan, men som f.eks. The Red Chord er Crowpath langt mere tungmetallisk orienterede. Der var kaos i luften, men de gæve svenskere beherskede det skam. Til at starte med kunne man se, at størstedelen af publikum ingenlunde vidste, hvorledes de skulle forholde sig til løjerne, men da det første chok fortog sig, begyndte den fremmødte forsamling straks en ivrig afkodning af den snirklede opvisning i brutalitet. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fik mest ud af de numre, jeg kendte på forhånd, men de spritnye tracks der luftedes smagte helt klart af mere. Hvis Crowpath var et våben, ville jeg nødig stå i den modsatte ende af aftrækkeren.

At køre hjemmefra i nogenlunde god tid var ikke en evne Force of Change besad. De skulle bare sigte mod den dansk/tyske grænse og så lidt videre mod nord, men alligevel formåede de at komme for sent, og deres smøleri forskød derfor resten af dagens program med over en time. Hvad de leverede var heller ikke noget at råbe hurra for. Oldschool/youthcrew hardcore uden de mindste svinkeærinder. 1, 2, 3, 4…chug chug chug…og slut. Kedeligt i længden, ikke? Rent teknisk var der slet ingen knas, så jeg fatter på ingen måde, hvorfor de ikke udvider deres musikalske territorium bare en smule. Stadig simple, men langt mere charmerende, var Oversizeds lallede punkrock. Med lidt Weezer i posen formåede de fint at underholde, men havde settet været mere langtrukkent, havde jeg nok set mig nødsaget til at strangulere den ene vokalist, da hans nasale Blink 182 vokal gik mig seriøst på nerverne i længden.

Endnu et Funtime band fra Belgien var PN, frontet af den yderst sympatiske Johan Quinten. Med sin bamsede statur og voldsomme prusten i mikrofonen mellem numrene virkede det ikke umiddelbart som om, han kunne holde til ret mange runder i ringen, men han gik skam tiden uden og holdt energiniveauet skyhøjt. Moderne hc med masser af udsving i følelsesregisteret blev det til, og de nye numre PN bød på, lød bestemt ikke værst. Et andet band der kunne traktere os med friske kompositioner var Lack, hvis koncert forrige år var et stort hit blandt de fremmødte. Deres nye stil er mere tilbagelænet og reflekterende, så til at starte med skulle folk lige lytte sig ind på dem, hvorefter lidt efter lidt kom i bevægelse igen. Jeg har hørt nogle af numrene én gang før, da Lack varmede op for Isis, og monumentet af genkendelse hjalp meget til nydelsen af musikken. Deres nye løbebane er ret spændende, og jeg er ret sikker på, at de nok skal nå langt med den. Til sidst i settet blev det til en kaskade af de gamle tracks, og her gik folk virkelig amok. Der blev sluttet af med energibomben ”Zur Genialogie des Modernen Menschen” – et nummer jeg troede de havde droppet helt at spille live – og efter det var jeg helt kaput fysisk. Mentalt var det en helt anden sag…

Med en frisk Relapse deal i baglommen var Burst næstsidste levende billede denne aften. En menu bestående primært af udpluk fra ”In Coveting Ways” minien og det kommende album ”Prey on Life” fik mig i hvert fald til at fastholde min overbevisning om, at de i disse dage en et af Europas førende hardcore konstellationer. Energien fejlede absolut intet, men desværre druknede nogle af de lysere toner i deres nye numre lidt i lydbilledet, og visse nuancer gik deraf tabt. Finalen var amerikanske Himsa, et mærkeligt stilistisk miskmask, som den kære Byrial bemærkede det. De er et hc band, spiller neo-thrash og fremstår på scenen med et image der både hugger fra rendyrket goth og dødsmetal af den gamle skole. Er du fan af The Haunted, så burde dette også være det rette for dig, i hvert fald rent musikalsk. Dog havde numrene en tendens til at flyde lidt sammen i det lange løb, da deres fart- og temperament niveau ikke har de mest voldsomme afvigelser fra grundskabelonen, men fuck det, det er jo ”mæddel”. 

Efter lidt natlige udskejelser og et par timers søvn var det tid til at pakke sammen og sige farvel til Fredericia for denne gang. Et ”på gensyn” er nok mere passende, for FHF vender skam tilbage igen næste år, og jeg glæder mig allerede, da det uden sammenligning er det bedste musikalske arrangement jeg nogensinde har gæstet inden for landets grænser. Deltagerne, hvis skudsikre glæde og begejstring døgnet rundt alene var det hele værd, og de flittige arrangører, der arbejdede røven ud af bukserne for at vi kunne nyde, skal alle have stor tak herfra for sammen at skabe de bedst tænkelige rammer for musikalsk udfoldelse. End ikke i fantasien ville jeg kunne overgå den atmosfære, der var til stede omkring Ungdommens Hus disse tre sommerdage. Jeg er klar næste år, og det burde du også være, så vi ses vel? Hardcore Rules! -guldmann

(Tak til Ditte P. for billederne)

Kom med kommentar i vores FORUM