Home is where the heart(core) is…

…for da det blev tid til at indtage Ungdommens Hus under denne tredje ombæring af Fredericia Hardcore Festival, gik jeg konstant rundt med en følelse af atter at have passeret ”Hjem, Kære Hjem” skiltet på hoveddøren efter længere tids ophold i fjendtligt territorium. Man tropper op, tjekker ind, ryster teltet ud af posen (eller forsøger på det), hilser på alle de gamle hoveder, og så er det bare, som det skal være. Ren rutine, hyggelig rutine. Og alligevel er det lidt en sandhed med modifikationer, da der denne gang var en hel del nye, dedikerede sjæle at spotte i mængden som følge af dem ret intense fokus på hardcore kulturen, især her det sidste års tid hvor mangt og meget i det regi er røget helt til tops eller er ved at være der.

Alligevel virkede det samlede besøgstal ikke voldsomt forøget i forhold til sidst - sådan ud fra et umiddelbart skøn uden at jeg ligger inde med nogle hårde facts eller præcise tal endnu. Tror at den sidste mangel af en helt seriøs stor-knallert som hovednavn lige har afholdt eventuelt nysgerrige – men ikke helt overbeviste folk – fra at komme og snuse, men det er der sgu bare ikke så meget at gøre ved set i lyset af, at en helt absurd mængde bands har været forsøgt booket siden sidst…med et næsten lige så absurd antal afbud som resultat. Så der finder man endnu en væsentlig grund til VIRKELIG at sætte pris på bagmændenes evner til at smække et nøje gennemtænkt program sammen, i medvind såvel som modgang.

For hvad end vi så måtte leve uden de virkelig ”store” navne eller ej, synes jeg absolut, at årets lineup kværnede de to forrige helt og aldeles på de vigtigste fronter, nemlig musikalsk kvalitet og fornuftig afveksling. Og i forhold til det vil jeg mene, at alt andet kan rubriceres som sekundære faktorer, når man ene og alene ser på musikken. Noget for enhver smag og ikke den store chance for at gå død i f.eks. for meget dræbende monoton skrigevokal eller andre vederstyggeligheder, som ellers hurtigt kan tage gassen af ballonen på en nydelig dag.

Torsdagens udskejelser på den lille caféscene, udelukkende med danske bands, var også et smart træk på mange måder, især da den uundgåelige ”intimitet” var med til at bringe folk tættere sammen på kryds og tværs. De lokale banditter i Hærværk fik æren af at håndtere startskuddet, og selvom smadderpunk uden de helt store armbevægelser ikke altid kan gøre det store for mig personligt længere, så var intensiteten og nerven i det her slet ikke til at skyde igennem. Efter Hærværk måtte jeg lige et hastigt smut omkring kælderfaciliteterne for at skille mig af med resultatet af et anseeligt indtag af øko-øl, og synet der mødte mig her, forklarede pænt godt de forundrede miner jeg havde set i ansigtet på folk i modgående retning. Sygdom var nemlig i fuld sving med at fremtrylle et lille black metal image til lejligheden, og så var der ligesom lagt i ovnen til en pænt festlig grind-massakre, da de kort efter sprang op på scenen iført corpsepaint og gamle, forvaskede metal shirts. Fra den ene ekstrem til den anden fik vi så efterfølgende The Slips som entertainere med et helt igennem fornuftigt udvalg af Smiths klassikere på hjertet, indtil The Psyke Project lukkede og slukkede for de sidste aktiviteter denne aften. 

Psyke-drengene havde jeg ellers ikke formået at opleve på live fronten i snart et lille års tid til trods for deres ellers helt udmattende korstog landet rundt, igen og igen, men nu skulle det altså være, og fy for satan, hvor skal jeg ellers love for, at de virkelig har lært at tøjle, hvorledes publikum styres med fast hånd! De nye numre tegner virkelig godt for deres fremtid, og jeg lover Jer, den aktivitet, folk var klar på i pitten, var helt ude af proportioner, scenen og gulvets størrelse taget i betragtning. Fantastisk. Mine kinder var i hvert fald stadig ømme næste morgen som følge af det gigantiske smil denne her oplevelse fremtvang i ansigtsmuskulaturen…

Fredag blev det så tid til at tjekke aktiviteterne på den store scene ud, og generelt var det tydeligt, at lydkvaliteten havde fået et ordentligt hak eller ti opad siden sidst. Belgiske Death before Disco indtog scenen som energiske entertainere/rolige rock & rollere, og allerede under lydprøven var de så småt i gang med at underholde den afventende skare. Trods et enkelt teknisk uheld allerede i åbningsnummeret flød det hele frit fra leveren med stor overbevisning, da de sig super på en scene, og skabte en yderst opkvikkende stemning, som rystede de forgående timers dovenskab og hygsom inaktivitet helt ud af systemet. Kæderne af kulørte julelys på trommesættet og mikrofonstativet var desuden klart et hit! Mere håndfast var leveringen af tysk metalcore fra Narziss, som måske blev lidt tørt i længden, men alene et højdepunkt som ”Gotteskrieger” var virkelig overbevisende, på den helt igennem røvsparkende facon altså.

The Change fik jeg sgu ikke set, selvom jeg havde glædet mig til det, men andre aktiviteter kaldte, så sådan blev det. Har ellers ladet mig fortælle fra kyndige hoveder, at det ikke var helt skidt (fandens også). En god del af aftenen havde jeg brugt på at lokke uindviede til Jairus showet med løfter om decideret smuk og graciøs musik, og så tager de her up-and-coming briter ellers bare røven på mig ved at være væsentligt mere harske hårdtslående end på plade. Stadig en virkelig fed, karismatisk optræden fra et band med en stærk vision. De sejlivede drenge i Misconduct kørte jo derefter den ligefremme oldschool stil med læssevis af energi, og fordi man virkelig kan mærke, at de tror på det simple budskab, der langes ud over scenen, så dør kliché-effekten helt ud med et virkelig imponerende slutresultat på bundlinien. Knald på, godt fat i publikum og et lækkert Minor Threat cover var vejen til succes. Klart den mest livsbekræftende FHF koncert siden Rentokillers optræden forrige år.

Så var der lige den der lille bagatel med, at hollandske Born from Pain skulle lukke showet fredag aften. Havde jeg glædet mig? Narharj da, iværtifælle ik’! Da slet ikke oven på, at de væltede hele Voxhall til Fee Metal under sidste danmarksbesøg, hvor så godt som alle i salen så ud til at være blevet overbevist af deres benhårde og selvsikre optræden – hvad enten de kendte BFP på forhånd eller ej. Massiv lyd, fremadstormende selvtillid og publikum i deres hule hånd. BFP kom, så og sejrede…og leverede så godt som et af de fedeste shows jeg har oplevet i år.

Lørdagen startede ud som den ultimative sumper-dag men blev sparket godt i gang, da man sent på eftermiddag havde valgt i salen at vise resultatet af sidste års ihærdige filmning af stort set alle optrædende bands. Virkelig et smukt og professionelt arbejde, og den lille dvd man kunne erhverve sig, var så godt som den ultimative souvenir til dem, der deltog i FHF 2003. Derefter fik vi et los Dead Reckoning i røven, men jeg blev ærlig talt en anelse skuffet, da bandet på plade fremstår lidt Terror-inspirerede, men bare slet ikke leverede varen med samme pondus live…i hvert fald ikke denne dag. Attituden var centreret omkring de vanlige klichéer, men i forhold til hos f.eks. Misconduct, så formidlede Dead Reckoning dem bare ikke ret godt og blev en anelse irriterende at høre på i længden.

Langt bedre gik det for Complete. Indrømmet, så skulle der ikke det mest trænede øje til at spotte, at de nok havde slået sig pænt løs aftenen/natten forinden, men vitaliteten var på plads igen allerede efter åbningsnummeret, så det var ikke noget, der kom til at præge showet mærkbart resten af tiden. Faktisk blev der støt og roligt lagt i ovnen til, at det endte som den mest overbevisende optræden jeg længe har set fra deres side over for et større publikum. De fremmødte skulle også lige rystes i gang – det skete vist virkelig under ”A Halo in Flames” – og derefter virkede det bare som om, at begge parter bar hinanden hele vejen mod gylden sejr. Det her blev sgu højdepunktet for mig – i hvert fald ud at dømme fra storsmils-mekanikken, som igen virkelig gjorde decideret ondt, da de forlod scenen igen. Efterfølgende var The Ocean heller ikke skidt – langt fra – men de tog sig godt nok pænt anderledes ud på en scene end på plade. Nærmest som to forskellige bands. Rent visuelt gik den mystiske stemning godt i spænd med de voldsomme Neurosis/Isis/Pelican inspirerede udladninger – f.eks. når percussion gutten lige tog et skære- eller slibeapparat af en art og fræsede det ned i sine olietønder med en byge af gnister som resultatet. Belysningen kunne de bestemt også et par tricks med. Men for hulen da, hvor var det gennemført og intenst, når de med udsøgt effektivitet bragte måbende miner frem på stribe i salen. Et navn med en stor fremtid forude, det hersker der ingen tvivl om.

Og det blev så afslutningen på dette års FHF…for mit vedkommende i hvert fald. Blev nødt til at bide i det sure æble og smutte hjem lige inden As We Fight gik på, da jeg har oplevet lidt for mange hospitalssenge tidligere på året og havde noget skidt at døje med, der helst ikke skulle blusse op igen. Revanchen kommer med stor stil næste år, og indtil da kunne det være en god idé løbende at tjekke vores overophedede forum for røverhistorier om det jeg missede – AWF, Another Breath og Cataract – samt andre udlægninger om hardcore livsstil, spas og oplevelser i forbindelse med dette års komsammen. Liar skulle også være dukket op, men det lader til, at de bare aldrig kom forbi…

Folkene omkring Ungdommens Hus har fra gang til gang virkelig været gode til at lave gradvise forbedring på ting, små som store, der ikke kørte helt optimalt – f.eks. effektiviteten omkring køkkenet (der i hvert fald ikke blev oplevet som andet end sublim af undertegnede i år), at lave jævnlige tjek på toiletterne (så det ikke får en selvforstærkende spiral-effekt og alt ender med at ligne lort), samt andre omstændigheder der alle har haft en indvirkning på, at den enkeltes oplevelse af festivalen forstærkedes positivt. Ønske nummer et til næste år - over alle andre – må klart være en eller anden form for ventilation i den store sal, hvis det lader sig gøre. Dunsten derfra efter bare få shows var virkelig fæl og hang som en tyk sky i mandshøjde, så en eller anden måde at kunne cirkulere noget frisk luft ind på ville være et klart plus…men om den drøm så er realistisk, har jeg absolut ingen anelse om.

Hjertet banker stadig, sommerfuglene i maven har endnu ikke helt lagt sig helt, og bare tanken om endnu en tur til Danmarks mest smilende og lalleglade festival (Skanderborg, gå hjem og vug!) igen næste år er nok til spæd trippen med fusserne allerede nu. Igen var det cool med så mange mennesker på et område i den størrelsesorden uden nævneværdige episoder med uheldig opførsel – set i forhold til befolkningstætheden på pladsen kan det vel næppe opfattes som andet end helt suverænt? Takken går igen ud til de ivrige sjæle og hænder bag foretagendet – ingen nævnt, ingen glemt, men alle i den grad elsket! Og 2004 var desuden året, hvor brugerne af clonemetal.dk udgjorde en fantastisk stor andel af det samlede besøgstal – det var en udsøgt fornøjelse at hilse på Jer, hvad enten det var de nye hoveder eller de gamle rotter. 

Én gang til, én gang til, én gang til… - guldmann

(Tak til Ditte P. for billederne)

Kom med kommentar i vores FORUM