hatebreed + born from pain
 

Køb Hatebreeds "Perseverance" hos CDON nu !!!

12.11.2002 Kulturbolaget i Malmø

Efter en lille rundtur i Malmøs gader lykkedes det at lokalisere Kulturbolaget, hvor Hatebreed-drengene skulle bevise deres fornemme live-rygte for undetegnede og slæng. Kulturbolaget er et ret fedt sted på størrelse med Lille Vega, men der desværre ikke mødt særlig mange mennesker op, så det virkede noget tomt.

Kort efter vores ankomst hoppede hollandske Born From Pain på scenen med en mildelst talt ringe lyd. Især guitaren var noget rod at lægge ører til. Drengene var for mig ganske ukendte, men de gjorde det meget godt. Stilen er metallisk hardcore (?), men Born From Pain er desværre en anelse for ordinære og forudsigelige. Men alligevel ganske ok opvarmning.

I pausen blev der tid til at studere den særdeles velassorterede merchandisebod. Her var alt hvad en ægte hardcorefreak kan ønske sig af cd'er, demo'er og diverse genstande fra et hav af bands. Fedt at se at der er lidt solidaritet i scenen!

At Hatebreed går for at være et fedt liveband er ganske fortjent, og den massive lydmur akkompagnerede de energiske hardcorehelte aldeles fortrinligt. Fra første sekund var der blæs på, og vi fik numre som "Empty Promises", "A Call For Blood" "Healing To Suffer Again" og "Proven" leveret som en knytnæve lige i sylten. Havde stedet været proppet, så havde denne aften kommet til at stå som en af de mest intense oplevelser, men på trods af Hatebreed suveræne fremtoning, så virker det bare ikke helt på samme måde.

I en god 80 minutters tid fik de fyret en helvedes bunke numre af, ja det virkede mere som om de havde spillet i 2 timer og forsanger Jamie blev ved med at sige: "You guys want 3 songs more?". Selvfølgelig ville vi det og sådan blev det. Af fuldtræffere skal nævnes mine egne personlige favoritter, nemlig "Perseverance", "Concieved Through The Act Of Violence", "Last Breath" og naturligvis hittet fra blockbuster-filmen "Triple X", "I Will Be Heard".

Man kan altså roligt dumpe forbi næste gang Hatebreed kommer igen, hvis man vil have en på frakken, om jeg så må sige. Angående Kulturbolaget så er det et fint sted, men tager man derover skal man forberede sig på ølpriser til 47 svenske kr (ca. 37,5 dkr.) og husk at tage svenske penge med, for de har ikke hevet den knivskarpe lommeregner frem når det drejer sig om valutakurser. -bo

Læs iøvrigt :
Anmeldelsen af Hatebreed - Perseverance HER

 


Kom med kommentar i vores FORUM