Da undertegnede ankom til Store Vega sammen med
fruen nærmede klokken sig allerede 20.00, hvor denne udsolgte koncert efter planen skulle begynde. Salen var allerede
stopfyldt og mange forskellige typer mennesker var samlet med det ene
formål, nemlig at rokke ud til nogle af tidens fedeste rocknavne. Der var folk helt nede fra 12 års alderen og op til omkring de 40, og folk der gik med så forskellige T-shirts som
MxPx, Fear Factory, Slipknot, Marilyn Manson, Mortification, Tourniquet og endda Jesus.
Så kom nu-metal nykommerne Skindred på scenen. Fra start var der tale om velspillet og ultra fængende reggaeinspireret nu-metal. Forsangeren gav folket et godt show og var god til at få mængden med, selvom folket på dette tidspunkt ikke helt var varmet op endnu. Men UK-bandet
sendte positive vibes udover salen og endte med at skabe en ret god atmosfære for resten af koncerten. Forsangeren lagde også hårdt ud, med at beordre dem der ikke var i humør til at hoppe med at gå ud i baren og tage en slapper. Der var dog ikke mange der tog ham på ordet og gik, men derimod begyndte folk at røre sig lidt mere. Der blev gang på gang påmindet publikummet, at Skindred ville udgive et album i juni, og hvis Skindred fungerer ligeså godt på den kommende skive som i Vega lørdag den 10, så bør den absolut tjekkes.
Så var Ill Nino klare at indtage scenen, og det gjorde de med maner. Fra start
blev publikummet modtaget med en aggressivitet der næppe matches af en million death metal bands. Bandets kombinationer af tribal musik og
tonstung/fængende nu metal gav en smag af en velblandet cocktail af Sepultura og Korn, dog hele tiden med en charme der var deres helt egen.
Ligesom Skindred var Ill Nino et kanon opvarmningsband, og det var lige før man begyndte at tvivle på, at P.O.D. kunne gøre det bedre…
Men så kom P.O.D. på scenen, og de gav den hele armen helt fra første sekund og al tvivl forsvandt som dug for solen,
da P.O.D. var i en klasse for sig. Forsangeren i Skindred sagde det bedst efter koncerten, når han sagde: ”Det er en ære at varme op for et band
med P.O.Ds kaliber”.
Der blev lagt ud med ”Set It Off” som må have givet de 14 årige piger, der kun har hørt ”Alive” og ”Youth Of The Nation” i radioen et
chok. Derefter spillede Sonny og Co. den nye single i det amerikanske ”Boom.” Det hørtes at Sonny var lidt
hæs og efter koncerten fortalte han også at han var lidt småsyg på grund af vejret, men det var ikke noget der kom til at
genere koncerten. Sonny gav den, fra start til slut, hele armen og så lidt til. Folket var
ellevilde, og mange så ud til at kende andet end kun ”Satellite” materialet. Bl.a. blev der sunget højlydt når der blev spillet glimrende versioner af ”Hollywood” fra forgængeralbummet ”The Fundamental Elements Of Southtown”, og ”School Of Hard Knocks” fra soundtracket til filmen ”Little Nicky” med Adam Sandler i hovedrollen.
Men intet, og jeg mener intet, kunne måle sig, da bandet satte gang i sine usædvanlig fængende numre fra albummet ”Satellite”, navnlig ”Youth of The Nation”, ”Satellite” og ”Alive.” Undertegnede havde lidt svært ved at forestille sig P.O.D. spille ”Youth Of The Nation” live, i det børnekoret og baggrundsvokalerne i omkvædet ikke så let kunne erstattes kun af de fire, Sonny, Wuv, Traa og Marcos, men endnu engang havde undertegnede undervurderet P.O.D. og deres formåen. De fik nemlig publikum til at skråle linjerne ”we are, we are, the youth of the nation”, som om havde de aldrig
gjort andet – og det fungerede.
Eneste gang P.O.D. ikke helt kunne leve op til forventningerne var i ”Ridiculous”, som aldrig helt blev den samme uden Eek-A-Mouse på vokal. Men ellers kunne der bydes på fede numre på stribe, oveni dem der allerede er
nævnt kan også nævnes ”The Messenjah” og Without Jah, Nothing” som begge styrede alt for vildt.
Ifølge Traa bandets bassist, så vil P.O.D. allerede vælter det danske publikum igen til oktober. ”Er du sikker?” blev der
spurgt og til det svarede Traa : ”ja, vi kommer til København igen i oktober.” Og mon ikke der er flere end undertegnede der allerede nu glæder sig til dette. -hje
Kom
med kommentar i vores FORUM |