satyricon + khold
23.10.2002 Voxhall i Aarhus
 

Antallet af koncerter i Aarhus med fede, udenlandske black metal bands har været fornærmende ringe, ja nærmest ikke-eksisterende, så det var en glædelig nyhed, da det blev annonceret, at Voxhall ville afholde sort messe med både det forholdsvist nye Norske retro black metal band Khold og de ukronede konger i genren, Satyricon. Onsdag aften kom så endelig så øjeblikket, hvor det skulle testes, om éns høje forventninger kunne indfries i praksis. 

Khold startede med lidt halv-skidt lyd, hvor specielt vokalen var alt for langt tilbage i mixet, og det hjalp heller ikke synderligt, at deres første mange numre flød sammen pga. en manglende variation i tempo og opbygning i deres mid-tempo, old school black metal numre. 
Efterhånden som Kholds 40 minutters set skred frem, fik de væsentligt bedre styr på lyden, og vokalen kom også bedre til sin ret. Enkelte hurtige numre blev det også til, og det var en tiltrængt variation, men egentligt var det lidt suspekt, at det nummer der fungerede bedst, var nummeret ”Draug”, som oprindeligt slet ikke er af Khold, men af Tulus, som nogle af Khold medlemmerne engang var med i! Kholds præstation næppe gå over i historiebøgerne, men de fungerede såmænd udmærket som appetitvækker til Satyricon, som alligevel var dem folk tydeligvis var kommet for at høre, hvis tilstrømningen af folk umiddelbart inden d´herrer Satyr og Frost entrede scenen, var nogen indikation! 

Jeg har fra flere kilder fået oplyst at Satyricons koncert på årets Roskilde festival åbenbart var beskæmmet af en dårlig lyd og en uinspireret indsats, men på denne aften var Satyr og hans lejesvende i hvert fald tændte! Lyden var også noget af de bedste jeg har oplevet på Voxhall; laser skarp og møg brutal på samme tid. 

Bortset fra den gode Satyrs tydelige utilfredshed med publikums medleven ved et par lejligheder, var han helt oppe på beatet med sit special-designede mikrofon stativ, sin overlegne stage-presence og ikke mindst sin arrige, vrisne vokal! 

Men selvom Satyr uden tvivl er Satyricons kompositoriske fikspunkt, kommer man uden om, at Satyricon ville have væsentlig mindre gennemslagskraft, hvis ikke det var pga. en vis person ved navn Frost! Den mand må have et kondital på niveau med en maraton-løber! I de samfulde 6 kvarter Satyricon spillede, var der ikke så meget som ét misset beat eller un-tight moment i mandens trommespil, selvom 80 % af koncerten foregik i det mest hæsblæsende tempo, man kan forestille sig! Hvis Satyr er hjernen bag Satyricon, er Frost så sandelig hjertet/pulsen!

Satyricon spillede både nye og gamle numre, men da jeg kun rigtig for alvor er inde i Satyricons musik fra ”Nemesis Divina” og frem, vil jeg koncentrere min om dette. Fra netop ”Nemesis Divina” var ”Mother Nord” og specielt titelnummeret helt oppe og ringe, mens ”Supersonic Journey” og geniale ”Havoc Vulture” var højdepunkterne fra mesterværket ”Rebel Extravaganza”.

Fra den nye ”Volcano” skive styrede ”Possessed” og ”Repined Bastard Nation” for hårdt, men højdepunktet var dog da de spillede et par minutter af Venoms udødelige klassiker ”Black Metal”, for blot at gå over i en STORSVINGENDE, beskidt version af ”Fuel for Hatred”; dét nummer rocker bare så uhæmmet! I den forbindelse fik Satyricon også lige smidt en vellykket coverversion af Mötorheads ”Orgasmatron” ind på et passende tidspunkt. STORT!

”Volcano” bliver sikkert aldrig min ynglings Satyricon CD, men live er Satyr og Co. anno 2002 med deres imponerende bagkatalog af black metal klassikere en sikker vinder, og onsdagens koncert er foreløbigt bedste bud på årets metal koncert for mit vedkommende! -byrial 

Læs iøvrigt :
Anmeldelsen af Satyricon - Volcano HER
Anmeldelsen af Khold - Phantom HER

 


Kom med kommentar i vores FORUM