Palle alene i Verden…næsten. Det jo ikke just til hverdag, at man trakteres med så fornem en pakkeløsning ud i had, bitterhed og frustration her i hjertet af Det Mørke Jylland, men havde folket tænkt sig at møde op? Næ da. Antallet af fremmødte var skræmmende lavt, da jeres udsendte dukkede op på Voxhall inden showstart med et følge bestående primært af en hård kerne af Clonemetals elskværdige brugere. Ville det blive direkte pinligt, eller var der stadig mulighed for en intens aften med smæk på?

Et stykke tid inden showstart blev der mulighed for en lille snak i bussen med frontmanden Nick fra Closer Than Kin og Chargers skindbasker Paul. Især førstnævnte var en yderst snaksaglig og jovial herre. Han berettede at han lå inde med to primære forhåbninger om besøget i Europa Den første var, at han jagtede en særlig bog om Joy Division, som bare ikke var til at opstøve derhjemme, og den havde han opstøvet og var allerede halvvejs igennem. Det er jo yderst tilforladeligt, men nu kommer vi til noget virkelig skræmmende: den anden grund var, at H.I.M. albums ikke er til at opdrive i USA og koster op mod $40 import, så der havde han også lige været ude med snøren og var glad som et lille barn. De er gale de amerikanere – om jeg fatter det… Han var dog udmærket klar over, at de finske flødedrenge tit var ofre for mange en spøg herovre, så min lamslåede reaktion var ham ikke uvant.

Begge herrer var lidt nervøse mht. det lave fremmøde, men vi måtte berolige dem med, at der nok ville være flere til stede under den efterfølgende dags show på Stengade. Var arrangementet dog bare placeret på Musikcaféen, som er dejlig intim, men stadig har en fortrinlig lyd, så ville man være ude over det problem at skulle spille en halvtom sal op.

Så blev det tid til Closer Than Kins entré på scenen. Mine forventninger var ikke voldsomt store, da mit hidtidige kendskab til deres materiale var begrænset til en demo, af ældre dato fundet på deres hjemmeside. De var mere eller mindre afskrevet fra min side, som en omgang standard wigger-metal/hc, men hold da kæft, hvor blev den formodning gjort til skamme. Det materiale der blev præsenteret, bestod primært af numre fra deres relativt nye fuldlængde debut ”The Machineries of Breath”, og selvom jeg ikke var bekendt med noget af det på forhånd, rykkede det virkelig i understellet, så man selvfølgelig blev nødt til at slutte sig til den hårde kerne, der gik helt nuts foran scenen. 

Vi snakker en omgang metallisk og melodisk hardcore i stil med navne som Shai Hulud og Deluge, dog med mere pondus og brutalitet end disse navne. Man kunne godt mærke, at de stadig manglede lidt erfaring mht. tightness fronten, men det kompenseredes der så rigeligt for i form af rendyrket dynamik, samt en god evne til at nå ud over scene kanten. Efterfølgende fortalte Nick, at han følte sig som en idiot, når han teede sig deroppe med så lille et fremmøde, men jeg er nu af den mening at han og de andre klarede det yderst fornemt. Desuden berettede deres trommeslager, at materialet fra albummet allerede var over et år gammelt, så de var allerede nået længere i programmet. Håber godt nok, at Closer Than Kin bliver ”the next big thing”!

Efter en kortere pause i nært samkvem med nogle discount øl ved et nærliggende busstoppested, var jeg klar til at modtage engelske Chargers sludgede og pænt velsvingende energiudladninger. Desværre lagde de mht. scenefremtræden skidt ud, ved nærmest konsekvent at stå med ryggen til publikum, og det giver ikke just den bedste modtagelse, medmindre man er et eller andet introvert og skrøbeligt indie band. De manglede bare at vende trommesættet 180 grader for at afskære dem selv helt fra de tilstedeværende. Dog havde deres cocktail af numre fra det nye album på Peaceville krydret med mere antikke kompositioner en ganske ok indvirken på mig, da det gav lækre association til ting som Eyehategod og Iron Monkey. Med at absolut maksimum af distortion og feedback var det virkelig så væggene rungede – husk ørepropper til den slags folkens!

Derefter var aftenens højdepunkt et snarligt anliggende, og jeg var virkelig tændt på at opleve Today is the Day, da de med et imponerede bagkatalog siden de tidlige dage på Amphetamine Reptile har udraderet stort set al konkurrence ud i misantropisk, vredladent og støjende virke. Efter en intro bestående af angstinducerende samples overtog trioen fra Helvedes forgård salen, og en ting slog mig i løbet af kort tid: ham trommeslageren lød sgu en del mere vital end den fyr der spillede på ”Sadness will Prevail”. Han var EKSTEMT og energisk, allestedsnærværende og tight som en guldhamsters endestykke, så efterfølgende måtte jeg lige ud og snuse, for at finde ud af, hvad det var for en fisk. Han er helt ny i gårde og hedder John Gillis. TITD bassisten fandt ham i hvert fald selv langt mere tilfredsstillende end deres forrige mand bag gryderne, og deri kan jeg kun erklære mig enig. Det kan godt være, at TITD har haft Brann Dailor, som nu huserer Mastodon, med på ”In the Eyes of God”, men Gillis imponerede mig i lige så høj grad med sin tekniske snilde og sans for finurligheder.

Frontmanden Steve Austin havde droppet det Charles Manson look, man ellers associerer ham med, og fremstod nærmest som en ren hyggeonkel i forhold til gamle dages standard – dvs. ingen blod og slugte mikrofoner. Disciplinen i at svede tran forstod han sig til gengæld på, og det var da ganske forfriskende med et lille styrtebad i ny og næ, når man nu alligevel stod front & center. Der var ikke nogen synderlig verbal interaktion med publikum blandt numrene, men det gjorde ikke det store, da TITD alligevel ingen problemer har med at kommunikere på det musikalske plan

Selve settet var ret imponerende – så vidt jeg kunne lure det, var der numre fra stort set alle deres udgivelser. De spillede ikke helt de ting, man kunne forvente, men alligevel var det yderst tilfredsstillende, da gassen ikke på et eneste tidspunkt gik af ballonen. Er også ret sikker på, at der blev luftet nogle helt nye tracks, for der var helt sikkert nogle stykker jeg ikke kunne nikke genkendende til. Et af højdepunkterne var da Austin smed guitaren og flåede mikrofonen fra stativet, hvorefter drengene gav den max gas med kun vokal, trommer og bas i et af disse hyperintense øjeblikke, der for alvor ommodulerer diverse vitale organer i kroppen til en stor pærevælling. Kender du Converge nummeret ”Phoenix in Flames” fra ”Jane Doe”, så ved du nogenlunde, hvad vi var ude i.
Generelt lod det til, at den tilstedeværende hårde kerne blev revet med. Dog var der enkelt elementer, som sad og gemte sig ved bordene ud i kringelkrogene. Den slags har jeg aldrig forstået. En koncert med gang i skal nydes på fusserne og i bevægelse – ikke med den brede, blege bagdel plantet solidt i sædet!

Jeg har ladet mig berette fra en gæv pige, der var til stede til begge shows, at Today is the Day skulle have været endnu federe på Stengade dagen efter, og til det udsagn kan jeg kun stille op med en måbende og lamslået grimasse. Så skulle man måske alligevel have lavet et lille hit and run på Djævleøen…

En fed aften. På bundlinien er jeg yderst tilfreds, og kan nu nyde mine Today is the Day albums med endnu større indsigt end før. Bare synd at færre var opmærksomme på arrangementet, da den sløve opbakning kunne tænkes at sætte en stopper for flere menuer i samme dur inden for den nærmeste fremtid. Man ved dog, at det har været en god aften, når man dagen efter vågner op med øm nakke, svag susen for ørene og en hæs halsregion... -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM