1349 - hellfire
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 24.10.05 Black Metal Candlelight/Target  --
 

Med uformindsket styrke fortsætter 1349 med at tæppebombe sine fans med aggressive albums; bandets nye udgivelse ”Hellfire” er faktisk allerede det 3. 1349 album på ca. ligeså mange år! Debutalbummet ”Liberation” udmærkede sig mest ved sit konstant accelererende men måske lidt vel unuancerede intensitetsniveau, mens opfølgeren ”Beyond the Apocalypse” bød på lidt større variation uden at forråde det arrige højhastigheds black metal udgangspunkt.

I fin overensstemmelse med albummets titel er der på ”Hellfire” ikke i det væsentlige gået på kompromis med det rygte 1349 har opbygget qua de nævnte forrige udgivelser, for helvedesilden brænder tydeligvis stadig hos Frost & Co., og hovedindtrykket på dette nye album er da også fortsat black metal af den mest intense og hurtige slags. Samtidig tager 1349 sig dog tid til yderligere at udforske nogle af de musikalske tangenter ,som bandet allerede så småt bevægede sig ud af på ”Beyond the Apocalypse”. Stadig er guitarbredsiderne og Frosts trommespil så koldt, kantet og kynisk eksekveret at musikken på ”Hellfire” til tider får et næsten isnende industrielt touch over sig, hvilket den grumme produktion også er med til at fremhæve på effektiv vis; at høre 1349 minder stadig mest af alt om at stikke hovedet ind i en sonisk snestorm, mens istapper af lyd nådesløst gennemborer lytterens stakkels ører. 

Løjerne startes på vanlig hæsblæsende kakofonisk vis med ”I Am Abomination”, mens den lidt mere tempomæssigt beherskede ”Sculptor Of Flesh” introducerer noget der minder om et groove fra tid til anden. På de afvekslende ”Celestial Deconstruction” lyder 1349 næsten som Satyricon omkring ”Nemesis Divina” albummet, hvorimod den skramlende ”To Rottendom” minder mere om black’n’roll. Generelt er de 8 numre på ”Hellfire” meget lange trods det opskruede tempo, og især det noget monotone og godt 14 minutter afsluttende titelnummer kunne med fordel have være barberet en håndfuld minutter ned, uden at det ville have gjort noget.

1349 tager måske ikke ligefrem nogen musikalske syvmileskridt med ”Hellfire”, men i stedet har bandet heldigvis forstået at udvikle sig en lille smule fra album til album, uden at de rabiate 1349 fans behøver føle sig forrådt i forhold til det oprindelige highspeed black metal udtryk. Samtidig er disse små deviationer fra album til album med til at forhindre at man føler at 1349 bare mere eller mindre indspiller det samme album igen og igen, selvom man dog stadig langtfra vil kunne anklage Frost & Co. for at være verdens mest afvekslende eller cutting edge black metal band. Nu glæder jeg mig bare til at opleve 1349 på de skrå brædder inden så længe, for jeg tror at mange af numrene på ”Hellfire” hurtigt vil kunne forvandle et spillested til noget minder om et tableau fra Dantes inferno! -byrial















Kom med kommentar i vores FORUM