2 ton predator - demon dealer
Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCCC 16.06.03  Thrash Diehard Tue Madsen
 

Mit kendskab til det gamle 2 Ton Predator er yderst begrænset, da jeg kun har hørt ”Boogie” albummet, og mildt sagt ikke var imponeret. I mine ører lød det ikke ret ophidsende – et miskmask af noget Pantera ripoff, både hvad angik musik og vokal, blandet op med lidt røvballerock. Så hvis det ikke var fordi, at jeg direkte havde fået smidt ”Demon Dealer” i hovedet, havde jeg sgu nok aldrig fået givet den en chance, og DET ville have været synd, da der er sket en del forbedringer siden sidst.

Vokalisten Mogge lyder nu langt fra længere som endnu en Phil Anselmo imitator, men har i stedet kastet sig over en rimelig frygtindgydende death/thrash vokal, der nok skulle kunne skræmme livet af mindre gnavere og fritgående høns. Ikke noget den hærdede metal lytter vil betegne som ultra brutalt, men det er nu ellers yderst medrivende på en truckeragtig måde. 2 Ton Predator lyder faktisk som om de bruger den ene halvdel af deres tid som langturschauffører og den anden på metal, for deres velsvingende neo-thrash har et habilt truckerudtryk, som hentet fra ”Convoy”, der ikke tager sig selv alt for seriøst. Ganske befriende med en gang rock og rul.

Det halter dog stadig lidt med selvstændigheden, da de nu i stedet for at læne sig op ad Pantera, har rettet blikket mod landsmændene The Haunted, og derved leverer en lyd ikke ulig den på ”One Kill Wonder”. Dog gør de rockede elementer, at dette ikke virker helt så skamløst. F.eks. er bassen og trommerne solide nok til at kunne levere et pænt udslag på Richter Skalaen. Tue Madsen har siddet bag kontrolknapperne denne gang, og med sin erfaring fra mixningen af The Haunteds ”Live Rounds in Tokyo” er det tydeligt at mærke, hvorledes han har fint styr på at håndtere denne sound. Kan den mand overhovedet fejle? Jeg tvivler stærkt. 

En lidt kikset ting er, at der før det første reelle track ”Slowly Slaughtered” er indsat en intro, der er ret ligegyldig (man lærer forbløffende hurtigt at springe den over), og så desuden er med til at forskyde alle numrene en tak i forhold til den påtrykte tracklist. Ellers er der ikke de store problemer med numrene, og jeg er især faldet for det fræsende titelspor samt bundskraberhymnen ”Ready to Die”.


”Demon Dealer” bliver nok næppe en neoklassiker på linie med The Haunted skiverne, men hvis du søger en udladning af svensker thrash, er den bestemt ikke så ringe endda. Næste gang jeg er til metalparty ryger den i hvert fald helt sikkert med i baglommen. -guldmann




Kom med kommentar i vores FORUM