Oppe nordpå i USA ligger landets største stat; Alaska. Her fik Sarah Palin blandt andet lov til at hærge i tre år som guvernør, og var virkelig med til at sætte Alaska på verdenskortet, da hun stillede op sammen med John McCain i præsidentvalget i 2008. Men det er ikke kun Palin, der var med til at fremhæve den isolerede stat. 36 Crazyfists startede som band i 1994, men det var først i 2002, at deres første fuldlænge, ”Bitterness the Star”, så dagens lys. Lige siden da har 36 Crazyfists selv været med til at hærge i Alaska, og turnere rundt i hele verden med deres tag på metalcore. Bandet har været produktivt, og lige siden deres debut har de smidt et nyt album i ansigtet på metalverden hvert andet år.

”Bitterness the Star” var en hyldest til kolde Alaska, men også en fordømmelse af den isolation, som bandet så sig selv placeret midt i. En stat, der er afsondret fra landet, det tilhører, og samtidig oplever konstant lys eller konstant mørke alt afhængig af årstiden, var med til at forme et band som 36 Crazyfists, og det skinnede igennem på debut-pladen. Det blev herefter et tema for bandet, der tit gjorde brug af metaforer vedrørende is, som på den efterfølgende plade ”A Snow Capped Romance”; ild i forbindelse med ”Rest Inside the Flames”; og senere på albummet fra 2008, ”The Tide and Its Takers”, en fascination af vand. Denne fascination fortsætter på den nye plade, der bærer titlen ”Collisions and Castaways”. Det er et meget mørkt miljø, som bandet bevæger sig i, men de gør et fænomenalt stykke arbejde og dedikerer sig fuldt ud til denne atmosfære, så man ikke kan lade være med at blive draget ind i det. De er i sandhed tidevandet, der sørger for du mister fodfæstet, og flyder hvileløst rundt i deres magt. Man kan ikke lade være med at føle sig som skibbruden, når ”Collisions and Castaway” bliver indledt med blidt akustisk guitarspil for derefter at transformere sig til det bagholdsangreb, som 36 Crazyfists udfører. Et virvar af instrumenter, et rent stormløb, hiver en ud af den omfavnende akustiske lyd, der før var til stede, og er nu erstattet af ren kaos, der fortsætter indtil Brock Lindows velkendte vokal bringer en tilbage, men nu er der ingen vej tilbage. Efter det første nummer, ”In the Midnights”, har bandet fuldstændig taget over.

Lindows vokal har altid været i centrum på tidligere udgivelser, og det er den stadig på ”Collisons and Castaways”. Uhæmmet skifter han mellem skrig og skrål til skønsang til spoken word på visse numre, og han gør det med en snilde, man ikke hører tit. Hans rene vokal har en speciel karakteristisk lyd, som tidligere er blevet sammenlignet med blandt andet brægen, men det er netop dette, der er med til at Lindows vokal kan skille sig ud fra den store mængde af vokalister, man finder i metalcore. Hans growl er ikke rigtig noget specielt, men når det bliver til skrig, så det lyder helt manisk, bliver man omhyllet af en helt speciel uhygge, der blot drager en længere ind i det kolde, mørke univers, som 36 Crazyfists bygger op omkring deres musik. Derfor står man tilbage en anelse uforstående, over hvorfor de også vælger at have gæste-vokalister med på alle plader, for de bidrager ikke rigtig med noget. På ”Anchors” er det hele to ekstra vokalister, nemlig Adam Jackson fra Twelve Tribes og Raithon Clay fra Plans To Make Perfect. Det mærkes ikke på nummeret, at der er tilføjet en ekstra force i form af flere vokalister, nemlig fordi Lindow sagtens kunne have klaret det hele selv. Når det er sagt, så er det ikke et dårligt nummer, men som lytter står man tilbage uforstående for 36 Crazyfists valg af gæster på deres plader. Det virker mere som vennetjenester end noget andet.

36 Crazyfists mestrer metalcore lyden til perfektion efterhånden, men der hvor de virkelig skinner igennem, er på numre, der afviger lidt fra denne. Et nummer som ”Long Road to the Late Nights”, der blot er en instrumental interlude, fungerer utrolig godt på pladen som en helhed, fordi den lader lytteren få et lille afbræk fra det kaos, som bandet præsenterer. Samtidig viser det finurlige nummer på knap to minutter også, hvor gode musikere og sangskrivere de er. Lige så mærkes det på ”Waterhaul II”, at der er lidt mere plads til det melodiske, der denne gang er suppleret med strygere og komplet med lyde af dryppende vand. Der er ikke noget dansk ord for waterhaul, men det er et ord, der bliver brugt i forbindelse med fiskeri - der også har fyldt en del i 36 Crazyfists’ univers - og symboliserer at kaste nettet ud og ikke få andet med op end vand. ”Waterhaull II” gør brug af samme scenarie som åbningsnummeret på ”Collisions and Castaways”; en stille og rolig, næsten pompøs, opbygning, der lige pludselig bryder ud i et metallisk angreb anført af Brocks desperate og skizofrene vokal. Nummeret er mindst lige så skizofrent og utilregneligt som vokalen, der konstant skifter mellem skønsang og skrig. Man bliver lullet i søvn af den dragende guitar det ene øjeblik, og det andet bliver du hevet ud af søvnen og smidt ind i kampen igen. Det symboliserer den evindelige kamp fisker og net i mellem. Nettet bliver hevet op gang på gang for kun at udvise skuffelse.

36 Crazyfists formår igen at skabe et univers man kan fordybe sig i, og hvis man vælger at gøre dette, så er det en højst berigende oplevelse, man får ud af det. Det virker som om bandet ikke har haft noget at miste, og har derfor satset alt på denne plade. Rent musikalsk tenderer den mere til metalcore end post hardcore, som de tidligere albums gjorde, men de udfører det med sådan en overbevisning at man ikke kan andet end at lade sig rive med. Og det er netop det, man bliver nød til, hvis man vil have det fulde udbytte af ”Collisions af Castaways”, eller som Lindow selv beskriver ” When there's nothing left to lose, nothing can be lost”, så der er ikke andet for end at tage springet ud i det kulsorte hav. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM