3 inches of blood - advance and vanquish clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 18.10.04 Heavy Metal Roadrunner/Bonnier Music Neil Kernon
 
Med et heftigt oksehug blev 3 Inches of Blood et regulært kultfænomen da bandets debutalbum "Battle Under A Wintersun" blev udsendt i år 2002 under små forhold. Sange som "Balls of Ice", "Destroy the Orcs" og "Ride Darkhorse, Ride" varslede at noget rigtigt stort var på vej fra Canada. Efter at 3 Inches of Blood bl.a havde været support for The Darkness slog Roadrunner til og tiden var for alvor kommet til at metal masserne verden over skulle opleve et Heavy Metal sus som ikke blot nøjes med at pege bagud.

At heltene i 3 Inches of Bloods musikalske univers er Judas Prest, Iron Maiden og King Diamond er svært at overse, men bandet formår på stærkeste vis at vinkle udtrykket så det fremstår moderne og fremfor alt knivskarpt. Cam Pipes rå og medrivende vokal er det bærende element hos 3 Inches of Blood, han levere et opdateret bud på hvordan en klassisk Heavy Metal frontmand skal lyde.

Efter de første 3 gennemlytninger var jeg faktisk en anelse skuffet over "Advance and Vanquish", der manglende umiddelbart det fængende element fra debuten. Dog erfarede jeg hurtigt at bandet i høj grad havde gennemarbejdet materialet til et niveau som var langt mere end blot umiddelbart iørefaldende. Sangene på "Advance and Vanquish" er udstyret med holdbarhed og finesse, hvilket folder dem ud til en hel række fremragende Heavy Metal perler. Som på det klassiske Judas Priest album "Painkiller" holdes et tårnhøjt niveau værket igennem.

"Crazy Nights" og "Deadly Sinners" er hitsene på albummet, mens sange som "Wykydtron", "Revenge is A Vulture", "Isle Of Eternal Despair" og den harske "Dominion Of Deceit" virkeligt viser hvor meget talent 3 Inches of Blood egentligt indeholder. Helt personligt så er tracket "Premonition Of Pain" det absolutte højdepunkt på "Advance and Vanquish". Det nummer er essensen af sjælen i Heavy Metal...

"The enemy's approaching from surrounding sides
awaiting for the first strike as catapults are drawn
flaming arrows from the sky, the massacre begins
order turns to chaos, no hope to win
the tyrant is here to take up your throne"

Alt i alt er "Advance and Vanquish" et guldrandet metal album, som viser et band som ikke er bange for at fører myten videre. Med fascinationen og respekten for fortiden i behold har 3 Inches of Blood skabt et bundsolidt og stort album, som vil viser vejen frem over slagmarken. -and 










Kom med kommentar i vores FORUM