Forrige år spillede Aeon på Royal Metal Fest i Århus, hvor deres ubønhørligt kværnende dødsmetallarm aldrig hævede sig over middelmådighedsgrænsen. Måske var det bare fordi, de som så mange andre opvarmningsbands havde tarvelige lydcheckvilkår og derfor lød derefter. Måske havde de bare en dårlig aften. Måske kom de til at stå i skyggen af aftenens hovednavne, Misery Index og Hate Eternal. Eller også var både de og deres numre af temmelig tvivlsom kvalitet.

Det ville være herligt at kunne skrive, at de gæve dødsdrabanter fra Aeon nødvendigvis måtte have haft en enlig svale af en skidt aften i Århus, eftersom de fyrer den af på deres nyeste udspil ”Path Of Fire”. Det gør de bare overhovedet ikke. Ret skal dog være ret: ”Path Of Fire” er egentlig en ganske afvekslende affære med en mangfoldighed af riffs, rytmeskift, skrigende og growlende vokaler og alt, hvad hjertet ellers kan begære af metallisk staffage. Problemet er bare, at hvis man abstraherer fra pladens udmærkede guitar-leads, er der vitterligt ikke meget positivt at sige om ”Path Of Fire”, da den fænger dårligere end en pakke våde tændstikker. På trods af lead-guitaristens fortjenstfulde indsats, afløser det ene komplet intetsigende og lidet mindeværdige nummer det andet på ”Path Of Fire”.

Aeon synes meget inspireret af Deicide og kopierer ikke synderligt diskret de amerikanske forbilleder med et påfaldende identisk lydbillede (specielt den ”dobbelte” vokal), hjernedøde pseudo-sataniske tekster og det obligatoriske pentagram på coveret. Hvor Deicides tre første overlegne udspil udgør eksempler på death metal af grummeste skuffe, der sagtens kan modstå såvel bid som slid fra tidens tand, fremstår ”Path Of Fire” snarere som et tandløst og irrelevant plagiat, jeg ikke spår mange overlevelseschancer på den anden side af den formentlig stærkt begrænsede interesse, Metal Blades marketingafdeling må have held til at blæse op omkring bandet i anledning af ”Path Of Fire”. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM