agalloch – the mantle  clonepop
Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCCCC 28.10.02  Black/Doom/Akustisk The End/VME Chick & Haughm
 

Bands fra USA der spiller atmosfærisk og følelsesladet doom-metal med black tendenser og en forkærlighed for akustiske instrumenter er lidt af et særsyn og endnu sjældnere er det at se nogen der rent faktisk gør det så godt som Agalloch på ”The Mantle”. Efter en akustisk intro lægger albummet ud med ”In the Shadow of Our Pale Companion” der strækker sig over ca. 15 episke minutter. Nummeret er struktureret med tydeligt post-rock forbillede da det snor sig igennem flere segmenter og stemninger, men ubønhørligt og langsomt frem mod et klimaks. Selvom musikken stilistisk ligger milevidt fra et band som canadiske Godspeed You Black Emperor! så vil jeg alligevel vove gættet at Agalloch har stiftet bekendtskab med ensemblets musik. 

På trods af doom-metallens langsomme tempo, en smule typisk black-metal vokal og en del tremolo riffs inspireret af selv samme scene er metal elementerne på ”The Mantle” yderst sparsomme. I stedet dominerer akustisk guitar, skønsang, hviskende vokaler og psykedeliske 70’er prog-rock inspirerede guitar-leads. Inspiration fra tidlig Ulver og Empyrium er fremherskende på tracks som ”I Am the Wooden Doors”, og ”You Were But a Ghost In My Arms”, der er de numre på skiven der er mest beslægtede med black-metal. Udover de tidligere nævnte numre må især ”A Desolation Song”, der er en perfekt afrunding på albummet, nævnes. Nummerets melankolske neo-folk-agtige stemning underbygges perfekt af brugen af mandolin, kontrabas og harmonika. 

Hvis man endelig skal have noget at indvende mod albummet må det være at produktionen savner lidt tyngde og dybde, men ellers er ganske klar. En anden mindre detalje er at et nummer som den instrumentale ”The Hawthorne Passage” sagtens kunne have draget fordel af at få skåret nogen minutter af sin over 10 minutters spilletid. Dette er i øvrigt generelt for de fire ud af ni af albummets numre der er instrumentale. Dette skal dog ikke afholde interesserede i at investere i ”The Mantle” da det er et fantastisk og ganske unikt album. -dave


Kom med kommentar i vores FORUM