**Disclaimer: Tålmodighed påkrævet! Se eventuelt den nedenstående opsummerende konklusion.*

‘From Hell's heart I stab at thee; for hate's sake I spit my last breath at thee! Ye damned whale!’ ~ kaptajn Ahab i “Moby Dick”

Hvor er det nu lige at man før har set kombinationen af et konceptalbum baseret på Herman Melvilles digre amerikanske litteraturklassiker ”Moby Dick” og så et dertilhørende cover-artwork bestående af et maleri af selve den store hvide kæmpekaskelot i kamp med mandskabet på det uheldsvangre hvalfangerskib Pequod? Var der ikke for et par år siden noget med at en eller anden gruppe ved navn Mastodon udgav et vist album kaldet ”Leviathan” med nogenlunde samme karakteristika? Det tror jeg da vist nok der var...

Ikke desto mindre har det relativt nyetablerede tyske band Ahab på debutalbum ”The Call of the Wretched Sea” også valgt at bygge deres udgivelse op rent konceptuelt omkring ”Moby Dick”, og tilmed har de samtidigt opkaldt selve bandet efter Pequods hævngerrige satan af en kaptajn. Da Mastodons ”Leviathan” nok er undertegnedes budt på det perfekte metalalbum, og da jeg ikke umiddelbart kunne se nogle forvalte old man Melvilles værk på mere ideel vis, har jeg af selv samme årsag ikke hidtil haft den store tilskyndelse til at tjekke Ahab ud, selvom ”The Call of the Wretched Sea” snart har været i handlen i et par måneder eller fire. Heldigvis opstod muligheden for en indrømmet noget forsinket introduktion til Ahab, da promoen til ”The Call of the Wretched Sea” for nylig pludselig landede i landkrabben Byrials ydmygt debarkerede domicil. Og tak Gud for det! Tænk blot hvilket voldsomt vidunderligt værk jeg ellers i trodsig modvilje var gået glip af...

Det viser sig nemlig at Melvilles litterære forlæg imod forventning sagtens kan bære endnu en musikalsk fortolkning; især da fordi tyske Ahab angriber tingene fra en helt anden vinkel end Mastodon gjorde. Hvor Mastodon på ”Leviathan” synes at fokusere på de drengede og eventyrlige aspekter ved ”Moby Dick”, understøttet musikalsk af bandets sprælske, genreoverskridende totalmetal, er tyske Ahab en anderledes kradsbørstig og ensidigt fokuseret størrelse, der ved hjælp af en monumental form for melange af dyster funeral doom og klassisk death/doom mere fortættet og stringent søger ind imod det skjulte, men egentlige budskab i Melvilles mesterværk; nemlig den næsten allegoriske kamp mellem den guddommelige natur og menneskets ultimativt tragiske trang til at skulle betvinge selv samme. Med det vældige ocean som passende krigsskueplads...

Både Mastodon, Isis og Giant Squid har således tidligere ladet oceanernes våde element være inspirationen i deres musikalske udtryk, men de synes alle blot at plaske lidt hjælpeløst rundt i vandmassernes overflade i forhold til tyske Ahab, der som mægtige Moby Dick selv synes at søge ubønhørligt ned imod de uendelige dybder, hvor alt lys er forsvundet, og et tilsyneladende bundløst koldt, mørkt og fremmedgjort univers materialiserer sig. Et univers der samtidigt afspejler kaptajn Ahabs formørkede og monomane sindstilstand; en analogisk dobbeltbundethed som bandet Ahab rent musikalsk på ”The Call of the Wretched Sea” rammer med uhyggeligt effektivt resultat til følge.

Albummets kun 7 numre repræsenterer en samlet spilletid på lige knap 5 kvarter, hvilket giver en gennemsnitlig længde på massive 10 minutter pr. komposition! En lille håndfuld af numrene har titler taget direkte fra kapitler i ”Moby Dick”, såsom ”The Pacific”, ”Of the Monstrous Pictures of Whales”, ”The Sermon” og ”The Hunt”, mens andre som ”Old Thunder” og den afsluttende ”Ahab’s Oath” refererer til nøglepassager andetsteds i bogen.

Den første pelagiale nedstigning begynder allerede på den indledende genialitet ”Below the Sun” med en slags ambient indledning, der straks anslår den helt rette nautiske stemning. Herefter tiltager tyngden langsomt men på foruroligende vis i musikken indtil sådan ca. 5:22 inde i nummeret, hvor tyske Ahab for alvor viser deres sande væsen; et lydbillede så kvælende og mentalt tyngende at man pludselig føler sig som den schweiziske dybhavsforsker Jacques Piccard på en af dennes farefyldte ekspeditioner til bunden af den mægtige Marianer-grav. Sublimt!

Den efterfølgende "The Pacific” tager sit udgangspunkt i Melvilles vidunderlige beskrivelse af Stillehavet i kapitlet af samme navn:

‘There is, one knows not what sweet mystery about this sea, whose gently awful stirrings seem to speak of some hidden soul beneath; like those fabled undulations of the Ephesian sod over the buried Evangelist St. John. And meet it is, that over these sea-pastures, wide-rolling watery prairies and Potters' Fields of all four continents, the waves should rise and fall, and ebb and flow unceasingly; for here, millions of mixed shades and shadows, drowned dreams, somnambulism’s, reveries; all that we call lives and souls, lie dreaming, dreaming, still; tossing like slumberers in their beds; the ever-rolling waves but made so by their restlessness. To any meditative Magian rover, this serene Pacific, once beheld, must ever after be the sea of his adoption. It rolls the midmost waters of the world, the Indian ocean and Atlantic being but its arms.’

Musikalsk rammer “The Pacific” følelsen af det uendelige vidtstrakte hav med dets dragende dybder og uudforskede hemmeligheder med en både elegisk tyngde og en indbygget melankoli, der ganske enkelt er fortræffelig! Slutningen, hvor guitarist og ’forsanger’ Daniel Droste atter og atter igen messer ‘spouts thick blood!’ med sin afgrundsdybe vokal, er det perfekte punktum på nummeret og samtidig i fuld overensstemmelse med kaptajn Ahabs afsluttende skingre udbrud i bogens tilsvarende kapitel:

‘Stern all! The White Whale spouts thick blood!’

Herefter følger nummer ”Old Thunder”, der som nævnt ikke i lighed med ”The Pacific” refererer direkte til titlen på et kapitel i ”Moby Dick”, men derimod til et sted i kapitlet ”The Prophet”, hvor den enigmatiske Elijah på ildevarslende vis overfor den fortællende hovedperson Ishmael røber ’Old Thunder’ som værende kaptajn Ahabs sært passende øgenavn; et øgenavn som Ahab i øvrigt også senere bruger om sig selv på højst effektiv vis under et vildt og voldsomt uvejr:

‘At that moment in one of the intervals of profound darkness, following the flashes, a voice was heard at his side; and almost at the same instant a volley of thunder peals rolled overhead.
"Who's there?"
"Old Thunder!" said Ahab, groping his way along the bulwarks to his pivot-hole; but suddenly finding his path made plain to him by elbowed lances of fire.’

På det musikalske plan starter “Old Thunder” med en elysisk, hypnotisk indledning af næsten In The Woods’sk eller Opeth’sk skønhed, før albummets tungeste indslag nærmest skærer musikken ned til de helt basale byggesten; gigantiske brokker af helt primitive rytmer, der næsten truer med at slå bunden ud af lydbilledet! Indre billeder af kontinentalsoklen der rumlende forskyder sig under de vældige vandmasser danner sig uvilkårligt. Terra inkognito? Snarere terror inkognito! Den tungt ladede atmosfæren opblødes dog af nogle messende mandsstemmer af gregoriansk tilsnit i baggrunden, der lyder som var det fortabte ekkoer fra sjælene af de mange menneskeliv, det lunefulde ocean har krævet gennem tiderne.

Den ukarakteristisk korte ”Of the Monstrous Pictures of Whales” er mere eller mindre blot en slags vindomsust ambient indledning til den efterfølgende og på alle måder monumentale, 13 minutter lange “The Sermon”. I bogen lader Melville i kapitlet ”Of the Monstrous Pictures of Whales” Ishmael gennemgå nogle af de forfejlede eller direkte vildledende forsøg på at illustrere og tegne store hvaler gennem tiderne, for blot afslutningsvis at konkludere:

‘For all these reasons, then, any way you may look at it, you must conclude that the great Leviathan is that one creature in the world which must remain Unpainted to the Last. True, one portrait may hit the mark much nearer than another, but none can hit it with any very considerable degree of exactness.’

En af de illustrationer der dog kan siges at ramme et vist mål af autenticitet i fremstillingen af den vældige hvide Leviathan, er det både dramatiske og dynamiske oliemaleri ”Moby Dick”, der pryder coveret til ”The Call of the Wretched Sea”. Maleriet er lavet af den nulevende kvindelige japansk/amerikanske kunstner Kinuko Y. Craft, og det har tidligere prydet en edition af Melvilles ”Moby Dick”, så Paul A. Romano har nok snarere været inspireret af Craft end omvendt, da han langt senere lavede det noget mere farvestrålende og tegneserieagtige cover til Mastodons ”Leviathan” mesterværk. Både Craft og Romano har dog ganske sikkert fundet inspiration i den franske sømand, pirat og maritime maler Ambroise Louis Garnerays (1783-1857) berømte værk “La Pêche de la Baleine” (1835), som Ishmael i kapitlet "Of the Less Erroneous Pictures of Whales, and the True Pictures of Whaling Scenes" priser som en af de få næsten vellykkede fremstillinger af hvaler og hvalfangst.

(For de kunstinteresserede kan bogen “Unpainted to the Last – Moby Dick and Twentieth-Century American Art” af Elizabeth A. Schultz varmt anbefales; her gennemgås hele omfanget af den inspiration og indflydelse, som Melvilles uudgrundelige fortælling har haft på den amerikanske kunst i det 20. århundrede. Udover uddybende tekst er de over 400 sider prydet af et væld af billeder af fantastiske illustrationer, malerier og skulpturer af bl.a. Jackson Pollock, Leonard Baskin, Frank Stella og mange andre stilskabende amerikanske kunstnere.)

Efter nogle få korte og underligt fremmedgørende subterrant rumlende lyde sætter ”The Sermon” i gang med en klaustrofobisk trykkende tyngde, der næsten matcher den i ”Old Thunder”, men ca. 5:34 inde i nummeret kommer der pludseligt et gysende smukt akustisk midterstykke, der krydres effektivt af vindsuste samples med dialog fra John Hustons definitive filmatisering af ”Moby Dick” fra 1956 med Gregory Peck i rollen som kaptajn Ahab. Herefter tiltager tyngden dog snart igen, men hen imod slutningen dukker disse ominøse og på samme tid underskønne messende mandsstemmer atter engang op i baggrunden ligesom på ”Old Thunder”.

I bogen er det tidlige kapitel ”The Sermon” en slags symbolsk nøgle til forståelsen af den uundgåelige, prædestinerede skæbne, der senere skal blive Pequods besætning til dels på kaptajn Ahabs foranledning. I sin prædiken fra kapellet på hvalfangerøen Nantucket uddrager Fader Mapple i en af de prægtigste prædikener i verdenslitteraturen essensen i biblens beskrivelse af profeten Jonas’ møde med hvalen:

‘With this sin of disobedience in him, Jonah still further flouts at God, by seeking to flee from Him. He thinks that a ship made by men will carry him into countries where God does not reign, but only the Captains of this earth.’

Lektien i prædiken er vel at ingen slipper ustraffet fra at sætte sig op imod Gud; forskellen er blot at hvor Jonas prøver at flygte fra Gud for siden hen oprigtigt at angre sine synder ved hvalens intervention, da tager kaptajn Ahab derimod som selveste Lucifer kampen op med Gud og besegler dermed uvægerligt både sin egen og besætningens skæbne ved på ensidig hadsk måde at forfølge Moby Dick. Biblen er i øvrigt fuld af udsagn om hvalen som det kolossale, varmblodige dyr, der både repræsenterer Guds almægtige skaberkraft og beredvillige redskab:

’Og Gud gik i gang med at skabe de store Havuhyrer...’ ~ 1. Mosebog, 1:20
’Havet dér, stort og vidtstrakt, dér er et mylder uden tal, levende skabninger, små såvel som store. Der sejler skibene af sted; Leviathan, ham du har dannet til at lege deri.’ ~ Salmernes Bog, 104:25
’Imidlertid sørgede Jehova for at en stor hvalfisk slugte Jonas, så Jonas var i hvalfiskens indre tre dage og tre nætter.’ ~ Jonas, 1:17

Graver man sig således ind til kernen i Melville multifacetterede og vildtvoksende værk, står man med en beskrivelse af den ulige kamp mellem Gud/naturen på den ene side og menneskelig dårskab og blind hævnlyst på den anden side, sidstnævnte repræsenteret ved den monomaniske kaptajn Ahab. Den ultimative nemesis udebliver som bekendt heller ikke, og ved at begå hybris imod naturens mægtige panteistiske kræfter er Ahab at betragte som en slags moderne Prometheus figur, der foranstalter sit helt eget umulige opgør med Gudernes/Guds magt.

Man kunne passende beskrive kaptajn Ahabs mentale dilemma med det velkendte citat fra filosoffen Friedrich Nietzsches værk “Jenseits von Gut und Böse” (1886): ’Wer mit ungeheueren kämpft, mag zusehen, dass er nicht dabei zum ungeheuer wird. Und wenn du lange in einen Abgrund blickst, blickt der Abgrund auch in dich hinein.’ Løseligt oversat altså noget med at hvis man jager monstre, skal man passe på med ikke selv at blive et monster i processen, for når man kigger ned i Afgrunden, kigger Afgrunden på samme tid også ind i én, og hvis der er noget kaptajn Ahab er blevet ved at stirre sig blind i havets uendelige krinkelkroge efter ’monstret’ Moby Dick, så er det netop et monstrøst menneske besat af én altødelæggende tvangstanke:

’God help thee, Old Man, thy thoughts have created a creature in thee; and he whose intense thinking thus makes him a Prometheus; a vulture feeds upon that heart forever; that vulture the very creature he creates.’

Det fede ved bandet Ahab er dog at de tilsyneladende ikke entydigt tager hverken kaptajn Ahab eller Moby Dicks side, hverken musikalsk eller lyrisk, men alene blotlægger de skæbnesvangre resultater af den endelige konfrontation mellem Moby Dick og kaptajn Ahab samt de tildragelser, der leder op til det fatale klimaks. Juxtapositionen mellem beskrivelsen af hval, vind, vand og vejr på den ene side og så kaptajn Ahabs formørkede mentale habitus på den anden indfanger tyske Ahab på skræmmende gennemslagskraftig vis rent musikalsk på “The Call of the Wretched Sea“.

Apropos den endelige konfrontation mellem Moby Dick og besætningen på Pequod, så skildrer Melville begivenhederne i tre kapitler, der følger den jagten over netop tre dage. På ”The Call of the Wretched Sea” beskrives dette afsluttende opgør på nummeret “The Hunt“, der ellers starter stille og roligt, som havde Pequod for et kort øjeblik kastet anker på et tilsyneladende gudsforladt og blikstille hav. Langsomt dukker disse messende mandsstemmer dog atter op i baggrunden, og man fornemmer på ildevarslende måde at noget er i gære indtil ca. 3:52 inde i nummeret, hvor Daniel Droste pludselig brøler det foruroligende kald ‘Whale Ahead!’ ud i luften, og alt bliver til blodig alvor. Den massive tyngde af ’Guds forhammer’ i form af den sårede, angribende Moby Dick fortolker tyske Ahab ud over ved hjælp af trommer, bas og guitar også på effektfuld vis med nogle truende, mørke keyboardflader, der langsomt driver som sorte tordenskyer i baggrunden. Fader Mapples allegoriske prædiken om Jonas tidligt i ”Moby Dick” viser sig hurtigt at blive til grusom virkelighed for kaptajn Ahab & Co. også:

‘God came upon him in the Whale, and swallowed him down to living gulfs of DOOM, and with swift slantings tore him along into the midst of the seas, where the eddying depths sucked him ten thousand fathoms down, and the weeds were wrapped about his head, and all the watery world of woe bowled over him.’

Med Ishmael som eneste overlevende vidne slutter “Moby Dick” med at en malstrøm i kølvandet på den dykkende hvide hval tager skib og besætning med sig til bunds, og efterlader havoverfladen stille og uantastet som om intet var hændt:

‘Now small fowls flew screaming over the yet yawning gulf; a sullen white surf beat against its steep sides; then all collapsed; and the great shroud of the sea rolled on as it rolled five thousand years ago.’

Denne tilbagevenden til en slags naturen status quo markeres på ”The Hunt” med introduktionen af et elegisk piano-motiv ca. 7:06 inde i nummeret som optakt til den udsøgt vemodige afslutning. Albummet ”The Call of the Wretched Sea” ender dog ikke hvor bogen “Moby Dick ender, men søger på nummeret “Ahab’s Oath” at drage en slags musikalsk konklusion ud af det litterære forlæg:

At både Melville i sin tid og nu dette nye tyske band har valgte navnet Ahab er næppe nogen tilfældighed. Ahab (eller Achab) var nemlig oprindelig ifølge Det Gamle Testamente en ond tyrannisk israelitisk konge (død ca. år 850 før Kristus), der ydermere pga. sit ægteskab med den hedenske fønikiske prinsesse Jezabel og sin deraf følgende tilbedelse af afguden Baal blev anset for værende ugudelig. Ahab kom derfor i åben strid med selveste Elias, profeten for hvem traditionel og streng ortodoks udlægning af den jødiske religion var af vital betydning. Allerede hér antydes kaptajn Ahabs blasfemiske og sataniske udspring, og at den sært profetiske personage der tidligt i ”Moby Dick” advarer Ishmael om ’Old Thunder’ og det potentielt skæbnesvangre i at stævne ud med Pequod netop hedder Elias er med garanti heller ikke nogen tilfældighed.

Netop kaptajn Ahabs diabolske og (selv)forføreriske karaktertræk er således emnet for det afsluttende nummer “Ahab’s Oath”, der tematisk refererer til nøglekapitlerne ”The Quarter-Deck” og "The Forge" i ”Moby Dick”. I ”The Quarter-Deck” bruger kaptajn Ahab sine opildnende talegaver til at få besætningen til på formaliseret rituel vis at aflægge en troskabsed ved at drikke en højtidelig skål på Moby Dicks tilintetgørelse:

‘Commend the murderous chalices! Bestow them, ye who are now made parties to this indissoluble league. (...) Drink, ye harpooners! Drink and swear, ye men that man the deathful whaleboat's bow - death to Moby Dick! God hunt us all, if we do not hunt Moby Dick to his death!’

Senere i “The Forge” smedes der en speciallavet harpun som en slags fysisk manifestation af ovenstående ed, og i et ugudeligt, nærmest okkult ritual døber kaptajn Ahab det drabelige våben i hedensk menneskeblod understøttet af følgende blasfemiske svada:

‘Ego non baptiso te in nomine patris, sed in nomine diaboli!’; altså noget i retningen af: ‘Jeg døber dig, ikke i Faderens, men i Djævlens navn!’, hvilket er en forvanskning af den kristne dåbsbefaling. I et brev til vennen og kollegaen Nathaniel Hawthorne, til hvem ”Moby Dick” er tilegnet, nævner Herman Melville selv denne dæmoniske ed som værende bogens egentlige, implicitte motto; et gudsbespottende ritual der i realiteten besegler hele besætningens skæbne én gang for alle, inden almægtige Moby Dick så meget som har vist sig endnu.

Musikalsk har keyboardet sin mest fremtrædende plads på ”Ahab’s Oath”, og det bidrager sammen med de både monolitiske og alligevel melodiske guitarsignaturer til at give nummeret et på én gang pompøst og eftertænksomt indtryk, der passer perfekt til den symbolladede trykte tekst, det så sublimt fortolker i tungsindige toner.

Tyske Ahab kalder selv deres musik for ’nautik funeral doom’, hvilket vel egentlig er ret rammende; dog fremstår Ahab en del mere riff-orienterede og benytter en større grad af rytmisk variation end de mest ’rene’ eksponenter for funeral doom genren, såsom Skepticism, Thergothon eller Shape of Despair, hvorfor man da også på ”The Call of the Wretched Sea” i ligeså høj grad som funeral doom mindes stilen fra de helt tidlige death/doom albums med pionerer i genren som Anathema, Cathedral og måske især diSEMBOWELMENT.

Samtidig er produktionen ikke nær så lo-fi og skramlende, som tilfældet er på mange rendyrkede funeral doom udgivelser, for Ahab foretrækker tydeligvis en renere og mere detaljeret lyd, der har mere til fælles med produktionen på de sidste par udgivelser med Esoteric; et band som Ahab også på andre områder har en hel del til fælles med. Tro dog end ikke for et kort øjeblik at produktionen på ”The Call of the Wretched Sea” af den grund mangler den tyngde og skumle atmosfære, som et konceptalbum af denne type fordrer, for det ville i sandhed være en fejlslutning af de helt store; sjældent har jeg hørt et så klaustrofobisk og entydigt skummelt lydbillede som på ”The Call of the Wretched Sea”! Bandets bassist Stephan Adolph har stået for produktionen, og atmosfæren er så vedholdende tungt ladet med doom & gloom i de samfulde 66,6 minutter albummet varer at det er en udelt fryd at lade sin bevidsthed synke ned i.

Apropos Esoteric, så mindes jeg faktisk ikke en ekstrem doom udgivelse, der, siden Esoteric for godt 10 år siden udgav det ultimative lydlige testamente over tilværelsens trøstesløse tragik i form af dobbeltalbummet ”The Pernicious Enigma”, kan sætte mig i tilnærmelsesvis samme tilstand af suggestiv opslugthed som ”The Call of the Wretched Sea”. Tro mig, jeg har virkelig forsøgt at finde undskyldninger for ikke at smide den eftertragtede topkarakter efter tyske Ahabs debut, for en topkarakter skal og bør ideelt set forbeholdes regulære mesterværker: Er numrene nu ikke lidt for lange, og mangler kompositionerne ikke lige en smule mere variation både i sig selv og i forhold til hinanden? Efter snesevis af gennemlytninger er jeg dog kommet til den konklusion at jeg ikke på noget som helst punkt ville ønske mig ”The Call of the Wretched Sea” anderledes; det monomane musikalske udtryk og de alenlange, sjæleudkrængende vægtige numre synes som skabt til i toner at illustrere den på én gang tragiske og monumentale nautiske odysse til bunden af henholdsvis havets og kaptajn Ahabs psykes mørke dybder.


*OPSUMMERENDE KONKLUSION:

For dem der ikke har tid eller lyst til at udsætte sig selv for undertegnedes ovenstående ekskursioner ud af evindelige ”Moby Dick” relaterede tangenter, vil jeg afslutningsvis med et citat fra kaptajn Ahab (’I dont give reasons. I give orders!’) i streng bydeform beordre alle med bare lidt smag for doom af den mest uforsonlige slags til straks at kaste harpunen ud efter Ahabs mesterlige debut ”The Call of the Wretched Sea”; en udgivelse jeg efter en noget sen introduktion til bandet nu ikke tøver med at udnævne til sidste års næstbedste metalalbum klemt inde mellem Mastodons suveræn værk ”Blood Mountain” og så Giant Squids næsten ligeså overbevisende debut ”Metridium Field”.

‘The ribs and terrors in the Whale, arched over me a dismal gloom
While all God's sun-lit waves rolled by, and lift me deepening down to DOOM.’ – Kaptajn Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM