Det var da ligegodt Satans! Bortset fra Immolations sublime ”Unholy Cult” album var 2002 sandt for dyden ikke en god årgang hvad angår traditionel death metal, men jeg skal da lige love for at især sidste halvdel af 2003 har rådet bod på denne miserable situation! Navne såsom Skinless, Revenge, Zyklon, Vital Remains, Macabre, Deeds of Flesh, Morbid Angel, Exhumed og Krisiun har alle på hver deres måde udgivet udsøgt lækre albums, og minsandten om ikke ”Their Satanic Majesties”, de stilfulde mørkemænd i Britiske Akercocke, nu også fremturer med en opfølger til den diabolsk fede ”The Goat of Mendes”.

Siden ”The Goat of Mendes” er Akercocke blevet købt fri af deres kontrakt med Peaceville Records og indlemmet i Earache Records stald, hvor de kommer til at dele plads med ideologisk ligesindede ikoner som Deicide og Morbid Angel, og ”Choronzon” er tilmed med vanlig professionalitet og perfektion produceret og mixet af Neil Kernon. Jo, jo…Akercocke er så sandelig på vej frem i verden. Man kunne næsten mistænke bandet for i bedste Faust tradition at have indgået en kontrakt med Mefistofeles selv! (I øvrigt er Akercocke navnet på en talende kapucinerabe der optræder i bogen ”Faust”; forfatteren Robert Nyes helt personlige version af Faust myten.)

Akercocke har som sagt valgt at kalde deres 3. album for ”Choronzon”, og nej, der hentydes ikke til en slags Italiensk spegepølse, men derimod til navnet på den kvindelige pendant til det i Johannes Åbenbaringen beskrevne ”Store Bæst” alias 666. Choronzon, som i øvrigt symbolsk er repræsenteret på det lækre og æstetiske cover-artwork, bliver derfor også numerisk tituleret 333 og er i ifølge Aleister Crowley ”the first and the deadliest of all the powers of evil”, så Akercocke er med andre ord tematisk solidt begravet i antikristen ikonografi og esoterisk okkultisme..

Der kan derfor drages en del lighedspunkter mellem ”Choronzon” og årets andet blasfemiske mesterværk, nemlig Vital Remains´ ”Dechristianize”. Begge albums udsender de helt rigtige ondskabsfulde og Antikristne vibrationer, men hvor Vital Remains udspyr deres vrede og foragt for religion og Kristendommen generelt på en meget direkte facon, er Akercocke et meget mere subtilt band, der jævnfør bandets navn og albummets titel lyrisk trækker på litterære og folkloristiske fragmenter af dæmonologisk og sacro-satanisk vraggods.

Der skal dog nok være death metal puritanere der vil finde Akercocke for stilforvirrede og kunstlede rent musikalsk. Dem om det. Det er netop afvekslingen og villigheden til at eksperimentere med genren der gør Akercocke til noget ud over det sædvanlige i mine ører.

Albummets mest brutale, direkte og traditionelle nummer er ”Enraptured by Evil”, som grinder af sted i et hæsblæsende tempo og med et fængende og vanedannende main-groove, og også ”Becoming the Adversary” hamrer nådeslåst derudad. Men der er og bliver dog de lidt mere eksperimenterende skæringer, der for alvor begejstrer :

Nummeret ”Leviathan” har f.eks. en højst mystisk rytmik; nærmest atonalt og kakofonisk som en ekstremmetallisk udgave af 12-tonemusikken som Alban Berg og Arnold Schönberg i sin tid praktiserede den; meget specielt, men det virker sgu!

Skæringen ”Scapegoat” tenderer til tider regulær black metal, dog med nogle tunge, nærmest doomy sekvenser, mens ”Son of the Morning” benytter sig af højstemt skønsang som modvægt til den heftige musik i en sådan grad, at man mindes salige Emperors lydbillede på deres sidste par albums. Uden sammenligning i øvrigt.

Akercocke skal derfor også have ros for at turde eksperimentere med forskellige vokaler, lige fra growls, over black metal skrigevokal til ovennævnte ’skønsang’. Fra tid til anden optræder der også noget der minder om en narrativ, hviskende stemme.

En anden ting der er fedt ved Akercocke er deres små originale, atmosfæreskabende numre, der optræder fra tid til anden, såsom f.eks. ”Prince of the North” og ”Goddess Flesh”; noget Akercocke i øvrigt også benyttede sig af på ”The Goat of Mendes”. ”Prince of the North” har et meget mellemøstlig, måske Sumerisk/Mesopotamisk udtryk, mens ”Goddess Flesh”, det sidste nummer på ”Choronzon”, mere minder om noget et neo-klassisk avantgarde-band som Elend eller Dark Sanctuary kunne have fundet på. En smuk afslutning på et anderledes death/black metal album.

Akercocke har taget de bedste elementer fra ”The Goat of Mendes” og sublimeret dem yderligere, så dette nye ”Choronzon” udspil er det hidtil bedste fra bandets hånd. Jeg hører inspiration fra bands som tidlig Cradle of Filth, Nile, Emperor og selvfølgelig Morbid Angel, men Akercocke har forstået at sammensætte disse elementer på en selvstændig og innovativ måde, der aftvinger min dybeste respekt. Lyrisk er bandet også i den bedre ende af spektret; Akercocke synes at have lidt mere styr på deres okkulte og blasfemiske basisviden end flertallet af deres ligesindede kolleger i branchen.

Som sagt skal der nok være folk der ikke kan høre Akercockes musikalske kvaliteter, men det må så blive deres tab. Har man mod på en lidt anderledes men gennemført tilgang til death/black metal genren, SKAL man give ”Choronzon” en fair chance. Jeg er i hvert fald hooked! –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM