Akercocke er de velklædte og aristokratisk udseende engelske Lords of Satanic Death Metal, og adel forpligter som bekendt. Opfølgeren til det i undertegnedes ører nær perfekte forrige album ”Choronzon” har med andre ord en, undskyld udtrykket, allerhelvedes masse at skulle leve op til, og fristelsen for et band som Akercocke er vel at lave en slags ”Choronzon II” for blot at tilfredsstille fanskaren med et album der bevarer status quo. Sådan et band er Akercocke heldigvis ikke!

Nuvel, allerede fra de første toner af det nye album “Words That Go Unspoken, Deeds That Go Undone” er det tydeligt for enhver at det er Akercocke vi har med at gøre, men det forhindrer ikke bandet i at have udviklet sig lige præcist så meget som de kompositoriske og instrumentale evner rækker til på netop dette tidspunkt i Akercockes karriere; selvom der eksperimenteres en hel del med udtrykket giver ALT mening hele tiden, så den røde tråd ikke mistes i navlebeskuende musikalsk effektjageri. 

Mængden af passager med brug af skønsang er sat yderligere i vejret i forhold til ”Choronzon”, men det gør bestemt ingenting, da de faktisk er endnu mere velintegrerede og veludførte denne gang. Albummets sidste nummer, den meget afdæmpede ”Lex Talionis”, fristes man således næsten til at kalde decideret smukt, og også den afdæmpede pianoakkompagnerede passage med skønsang i midten af ”Seduced” får gåsehuden frem; så progressive har Akercocke trods alt ikke lydt førhen! 

Men frygt ikke; der er stadig rigelig med death metal hymner at finde på “Words That Go Unspoken, Deeds That Go Undone”; numre som åbneren ”Verdelet”, ”Shelter From The Sand”, ”Seraphs Of Silence” og ”The Penance” kan snildt bide skeer med f.eks. et band som Nile hvad angår episk furiøsitet. Akercocke har heller ikke helt glemt de små atmosfæreskabende instrumentalnumre, og apropos Nile så lyder ”Dying in The Sun” faktisk lidt som noget Karl Sanders fra Nile ville kunne have fundet på med sit soltørrede mediterrane musikalske udtryk. 

Akercocke har over de sidste 3 albums formået at udvikle sig mærkbart uden at give køb på deres helt specielle oprindelige musikalske identitet af den grund; “Words That Go Unspoken, Deeds That Go Undone” har mistet det meste af det lette black metalliske præg bandet tidligere havde over sig til fordel for et noget mere subtilt og progressivt lydbillede; noget bandet også mestrer og inkorporerer i deres teknisk velfunderede sataniske death metal som det mest naturlige i verden. Hvor “Words That Go Unspoken, Deeds That Go Undone” kommer til at placere sig i forhold til ”The Goat of Mendes” og ”Choronzon” har jeg ikke afgjort med mig selv endnu; det må tiden vise. Men at det nye Akercocke album er at finde iblandt undertegnedes bud på de 10 bedste metalalbums i år kan der ikke herske megen tvivl om; jeg elsker dette band og “Words That Go Unspoken, Deeds That Go Undone” viser med al ønskelig tydelighed hvorfor. Satanrock på højeste niveau! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM