alabama thunderpussy - rise again
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 26.07.04 Stoner/Southern Rock Relapse/Target Miley/ATP
 

Selvom Frank Koziks efterhånden legendariske Man’s Ruin label i sidste ende måtte bukke under for en skrantende økonomi, nåede det i årene inden dødsstødet at opnå status af at være blandt de mest solide leverandører af ægte, beskidt rock i alle afskygninger. Heldigvis ser visse dele af bagkataloget nu dagens lys igen, og en skive, der lige er blevet gjort tilgængelig igen takket være Relapse, er Alabama Thunderpussy debuten ”Rise Again”, som stadig for alvor indkapsler, hvad Man’s Ruin stod for. Velsvingende, summende og tilbagelænet – men nu med forbedret lyd samt to numre, der ikke var på den oprindelige udgave.

Tager vi en umiddelbar Johnny vs. Johnny – altså den gamle vokalist, Johnny Throckmorton, kontra den nye, Johnny Weills – så er det i bakspejlet ret tydeligt, at gamle Johnny især med sin vokal på ”Rise Again” ikke besad helt samme karisma som den nye mand ved roret. Throckmorton har en fin standard stoner-vokal, men de vilde afstikkeren magtede han derimod ikke at diske op med dengang, og derfor virker ATP debuten også mere tam, end hvad de kan præstere i dag. Til gengæld har resten af bandet dog aldrig imiteret lyden af en døende Nilfisk, så albummet som sådan er stadig en ret stram og fiks omgang gennem Sydens prøvelser.

Indslag som friske håndklap på ”Jackass” og en evigt ond-i-sulet indfaldsvinkel er bestemt også med til at gejsten holdes oppe, men de uindviede kan alligevel lige så godt spring på ved dette års ”Fulton Hill” for at opleve ATP i fuld flor. - guldmann

 









Kom med kommentar i vores FORUM