alan morse - four o’clock and hysteria
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 23.04.07 Fusion/rock/blues/funk InsideOut/Target --
 

Guitarist Alan Morse har altid holdt sig lidt i baggrunden. I starten pga. brormand Neals meget fremtrædende position på de første mange Spock’s Beard albums som hovedkomponist, guitarist og tekstforfatter. Efter at Neal trådte ud af Spock’s Beard for at ’hellige’ sig sin solokarriere, kom der måske lidt mere fokus på Alan som både guitarist og komponist, men alligevel er det i mine ører mere keyboardvirtuosen Ryo Okumoto, der især har kørt med klatten hvad angår blærede solopræstationer på de sidste 3 Spock’s Beard albums. Med Alan Morses nye og første soloalbum, ”Four O’clock and Hysteria”, har guitaristen dog nu mulighed for helt og aldeles at tilrane sig rampelyset, og det gør han da også på overbevisende måde.

På traditionel vis er der tale om et helt instrumentalt album, selvfølgelig med udtalt fokus på Alans guitararbejde, men pga. den store variation i udtryk der findes på udgivelsens 12 numre, undgår man heldigvis den endeløs opvisning af neo-klassisk skalalir, der så ofte er denne slags albums akilleshæl. Ok, netop lidt flamboyante neo-klassiske tendenser finder man på nummeret ”The Rite of Left”, hvor Alans venner fra Spock’s Beard, Nick D’Virgilio, Dave Meros og Ryo Okumoto, i øvrigt bakker Morse op, men ellers er der bl.a. country-tendenser på ”Drive In Shuffle”, tung blues på ”R Bluz”, funky grooves på ”Dschungel Cruz”, spansk latinostemning på ”Spanish Steppes” og energisk jazz-fusion på højdepunktet ”Return To Whatever”, hvor Jerry Goodman fra jazzrock/fusion bandet over dem alle, Mahavishnu Orchestra, donerer en af sine virtuose violinsoloer.

At der især hen imod slutningen også er et par mindre interessante numre på den timelange ”Four O’clock and Hysteria” kan man godt leve med, nu da langt hovedparten af materialet holder vand, og albummet er både værdigt til at blive nærlyttet og kan på samme tid snildt bruges som ’lydtapet’ i baggrunden, mens man foretager sig andre gøremål; så flydende og harmonisk er musikken og Alan Morses elegante præstation nemlig. Min respekt for manden er i hvert fald steget med udgivelsen af ”Four O’Clock and Hysteria”; et fornemt udført instrumentalalbum der viser en guitarist med et eklektisk og smagfuldt udtryk, der sagtens kan stå på egne ben. -byrial


















Kom med kommentar i vores FORUM