Det er faktisk en lille smule vanvittigt at tænke på, hvor meget der er sket, siden Alice In Chains sidst udgav en studieplade, samt hvordan verden så ud på det tidspunkt. Folk gik i Buffalo-sko og læste MIX, mobiltelefoner var luksusmursten som skrev i caps lock, Clinton var kun halvvejs igennem sin første valgperiode, og ingen bekymrede sig endnu om frygt for hverken muslimske fundamentalister eller eks-præsident Bush's alternativt begavede søn George Walker.

Som bekendt blev den selvbetitlede skive fra '95 AIC's sidste med Layne Staley, der på det tidspunkt for længst var blevet suget uigenkaldeligt ind i det heroinhelvede, som endte med at ukampdygtiggøre bandet i årevis samt koste ham livet i 2002. Lidt morbidt sagt var dette måske i virkeligheden hvad der skulle til for at den tiloversblevne trio igen kunne komme på fode. Nogle år efter Staleys død forsøgte Cantrell, Inez og Kinney sig ihvertfald med et par one-off-koncerter med forskellige prominente gæstevokalister, deriblandt eks-Comes With the Fall-vokalist William DuVall, der senere skulle slutte sig til bandet som fast forsanger. Pludselig stod den på reunion-tour. Og pludselig blev der udarbejdet materiale til en helt ny skive...

Nu er resultatet på gaden. Og "Black Gives Way To Blue", som pladen er døbt, er mildest talt overraskende.

Umiddelbart lyder de lidt spøjse åbningsakkorder i "All Secrets Known" måske ikke just som værdigt genrejsningsmateriale for et band i AIC's liga. Men nummeret kommer på snigende vis bag på en, indtil man, før man ved af det, er tilbage i et komplet intakt AIC-univers, som var intet hændt i de forgangne 14 år.
Dét i sig selv er mere end almindeligt imponerende. Men den endelige effekt skyldes ikke mindst den lille, altafgørende detalje som er vokalen. Jeg ved ikke i hvor høj grad det er tilsigtet, og det er for så vidt osse ligegyldigt: Faktum er at William DuVall på forstyrrende vis nærmest lyder mere som Layne Staley end manden selv gjorde. Jeg husker tydeligt det vantro blik, jeg sendte anlægget fra allerførste intonation af Cantrells ubehageligt selvbevidste opgør med fortiden: "Hope/a new beginning/time to start living/like just before we died/there's no going back to the place we started from". Ikke blot er stemningen så dyster som kun AIC kan lave den; det virker simpelthen som om Staley er genopstået og har sluttet sig til sit gamle band. Uhyggeligt, intet mindre.

På samme måde lyder "Check My Brain"'s kromatiske halvtonebends umiddelbart af fejlslagen idé, men repetetiviteten får figuren til at folde sig ud som et ildevarslende grunge-mantra spillet som for at påkalde rockens mest ondsindede dæmoner. Og omkvædets befriende diatonik med AIC's kendte og elskede signaturvokalharmonier tilbage i centrum, giver kun det foruroligende skæve vers endnu mere punch. Arrangementet er simpelt, men af samme grund effektivt som ind i Helvede.
Af andre udestående højdepunkter kan nævnes den slæbende, mørke og opgivende apatiske "Acid Bubble", hvis C-stykkes bratte 6/4-tempo- og stemningsskift overrumpler ikke blot lytteren, men selve nummeret. Og så er det afsluttende titelnummer - tro det eller ej - sandsynligvis bandets stærkeste ballade nogensinde (tæller "Rooster" som en?). Okay, med "Candle In the Wind" i baghovedet er det måske en lidt uheldig combo at skrive en hyldestsang til en afdød og så få Elton John til at klimpe klaver, men hvis man lader være med at tænke over dét, er sangen som sådan et ualmindeligt passende punktum for ikke blot en fantastisk plade, men tillige en ditto epoke, der nu endelig synes forløst.

I det hele taget kan det knapt lade sig gøre at sætte fingeren på skivens enkelte par kritikpunkter, uden at ens fokus ender på den ene eller anden kvalitet. "Your Decision" går, såvidt jeg lige kan høre, i de samme akkorder som verset i "Polly", hvilket her efter år 1992 er knapt så heldigt for ethvert rock- og især grungeband. Men sounden er til gengæld flottere og mere fuldendt end Nirvanas nogensinde blev, nok ikke mindst takket være superproducer Nick Raskulinecz (Foo Fighters, Rush, Death Angel, Trivium m.fl.). Og som det er tilfældet med samtlige pladens andre numre, bæres sangen af nogle få, men distinkte ideer, der er skrevet præcist så langt ud, de kan komme, og som effektivt arbejder sammen om at give hvert enkelt nummer en unik personlighed.
Der er måske fare for at gå en lille smule monotoni i den hen imod albummets slutning, men det opvejes af det faktum, at hver enkelt skæring ligger i noget nær perfekt komplementær forlængelse af sin forgænger. Endnu mere væsentligt er det dog, at hele svineriet kort og godt er über-klassisk AIC-materiale ind til benet, hvad end vi snakker den metalliske "Last of My Kind" eller den akustiske, countrykrydrede grungerocker "When the Sun Rose Again". Samtlige sange på "Black Gives Way To Blue" kunne lige så vel have befundet sig på en hvilkensomhelst anden AIC-plade, og det er mere end bare en fryd at lytte til: det er ganske enkelt ikke til at tro. Havde numre som "A Looking In View" eller førnævnte "Last of My Kind" været udgivet dengang, ville de i dag være lige så store fanfavoritter som "Dam That River" og "Bleed the Freak". Jo sgu.

Ja, mine damer og herrer, jeg er lige så chokeret over at skrive det her, som I må være over at læse det, men "Black Gives Way To Blue" er rent faktisk AIC's mest helstøbte plade nogensinde. Selv hvis man i alle de forgangne år overhovedet havde KUNNET forestille sig dem vende tilbage med en udgivelse af så vanvittige proportioner, ville man stadig slet ikke turde drømme om det.
Jerry Cantrell har hermed lige banket sin status som en af den hårde rocks absolut bedste sangskrivere endegyldigt fast. Med så store mængder inspiration og en så facetteret skive i ryggen kan vi fans'ene tillade os at forvente mange gode år med AIC endnu. - Det skylder de jo på en måde også både os og sig selv.

Summa summarum: "Black Gives Way To Blue" er årtiets absolutte comebackalbum, selv med den seneste AC/DC taget i betragtning. Og for denne signaturs vedkommende er det årets album 2009, selv med en ny Saxon-skive på gaden. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM