allhelluja - pain is the game
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 25.09.06 Rock’n’Metal Scarlet/Target --
 

Hvordan et af mig hidtil ukendt italiensk metalband som Allhelluja er kommet i kontakt med vores egen Jacob Bredahl, front-brøler/skriger i Hatesphere, skal jeg ikke forsøge gøre mig klog på, men faktum er i hvert fald at Bredahl står for vokalen på det nye Allhelluja album ”Pain is the Game”, ligesom som han åbenbart også gjorde det på italienernes debutalbum ”Inferno Museum” fra 2005.

Og surprise, surprise! Hr. Bredahl kan jo rent faktisk synge! Bevares, skønsang er der ingenlunde tale om, men snarere en slags rå og metallisk rock-vokal i stil med især Tony Jelencovich fra B-Thong/Transport League eller Lars-Göran Petrov fra Entombed, og det virker faktisk imod forventning helt fint. Rent musikalsk er B-Thong, Transport League og nyere Entombed også gode referencerammer, da Allhelluja på samme måde gør sig i en tung, klæbrig dej af lige dele beskidt rock og traditionel metal, præsenteret i en for genren passende rå og rykkende produktion komplet med organisk trommespil og rungende, hørbar bas.

Efter de første par gennemlytninger synes jeg egentlig sangskrivningen haltede lidt i forhold til de nævnte musikalske forbilleder; kun et par af numrene skilte sig positivt ud fra mængden. Efter yderligere granskning begynder de enkelte numre til alt held dog at træde lidt mere i karakter, selvom Allhelluja dog ikke just genopfinder eller viderebygger på formlen for en vellykket metal/rock komposition.

De tempomæssigt mere upbeat numre som især ”Superhero Motherfucker Superman”, “Big Money, Sweet Money” og ”Hell on Earth” var de første til at fænge hos undertegnede, men også ”The Devil, Me, Myself & I” og især ”Soul Man”, der sætter tempoet ned til et tungere trampende trav uden at give afkald på det rockede udtryk, vinder ved nærmere inspektion. En lækker lille detalje er brugen af tamburin som krydderi på den catchy ”I’m Not the One”.

Som sagt virkede ”Pain is the Game” albummet i starten lidt gennemsnitligt, men albummet vokser pænt med opgaven, og konklusionen må blive at Allhelluja og specielt Bredahl har leveret en ganske glimrende præstation på deres 2. udgivelse, selvom et par af numrene på ”Pain is the Game” trods alt er lidt mindre interessante. Afslutningsvist kunne man måske godt ønske sig at den lidt mere varierede vokale præstation fra hr. Bredahls side måtte smitte lidt af i Hatesphere regi; indsatsen på ”Pain is the Game” viser i hvert fald at manden magter mere end blot at brøle og skrige lungerne ud af brystkassen ved enhver given lejlighed. Kan man lide sin metal rocket eller sin rock metallisk, kan man roligt forsøge sig med det nye Allhelluja album. -byrial


















Kom med kommentar i vores FORUM